Nogle særheder hos familien omkring Alberte Kragh
– Alberte gik ud med hunden
– Herregud, hvad er det nu hun har fundet på med det stakkels dyr? Nu er Busters hale ikke længere lilla, men lyserød! Se, se lige hvordan hun vifter med den!
– Hvad skal man gøre, når pigen nu er lidt mærkelig? Til gengæld er hun både venlig og hæderlig! Hvor mange sådanne møder du i dag? Da hendes mormor var syg, forlod Alberte aldrig hospitalet, hun svævede bare rundt, uden at tænke på sit eget unge liv.
– Mon dog! Jeg så hende faktisk i går, hvor en meget nydelig ung mand satte hende af foran opgangen.
– Måske var det en taxa!
– Ha, næppe! Hvornår er det blevet normalt, at taxichauffører kysser pigerne på hånden?
– Virkelig?
– Præcis! Nej, jeg siger dig, vores lille Alberte gifter sig snart.
– Det ville da glæde hendes mormor helt vildt! Hun har opdraget sådan en dygtig, smuk og god pige! Hvis bare ikke lige det var for hendes job, ville hun være helt fantastisk.
– Hvad er der nu galt med Albertines job?
– Efterforsker?! Er det nu en stilling for en ung kvinde?
– Jeg ser ikke noget galt! Hvor mange er der, som Albertines mormor, der virkelig respekterer loven nu om dage? Ikke mange! Og Alberte er blevet en fremragende efterforsker! Hun har været både i avisen og på TV de roste hende endda. Så sig mig, hvad klager du over!
– Ikke noget! Gud retter hendes vej! Det har været klart siden hun var barn, at hun var noget særligt! Kan du huske, hvordan hun var?
– Åh ja, helt sin mormor op ad døren ildsjæl!
Den pige, som damerne på bænken udenfor indgangen sludrede om, hilste høfligt på dem og sprang så efter sin lykkeligt dansende husky med lyserød, morgengryfarvet hale, der zigzaggede på de isede, grusstrøede stier.
– Så, nu går det løs! Hvor skal hun hen?
– Det er da let hun skal hente sin søster! Anne kommer hjem i dag!
– Hvor ved du det fra?
– Det sagde Alberte til mig. Se, der holder en taxa!
Ud af bilen steg en høj, slank kvinde, der tavst gik Alberte i møde, krammede hende og piftede efter hunden.
– Alberte! Hvad har du nu gjort ved dyret?
– Synes du ikke, det klæder ham? Mormors yndlingsfarve!
– Du er umulig, hvor har jeg dog savnet dig!
Alberte krammede sin søster endnu en gang, mens hun lo.
Alle i kvarteret vidste, at Alberte Kragh havde lidt skøre idéer. Særhederne var startet allerede i hendes gyldne barndom. En sød pige med tynde fletninger og store sløjfer, sirligt bundet af hendes mormor, hilste altid høfligt på naboer med sit lidt skæve smil, inden hendes plejefar fik ordnet hendes tænder. Og med smil fulgte altid et venligt:
– Hvordan har De det?
Men det spørgsmål holdt folk hurtigt op med at svare på, selv de meget ordentlige, for ikke at sige dem uden skjulte skeletter i skabet eller sladdergale papegøjer.
Sandheden var, at folk frygtede Alberte.
Hun var forfærdelig snakkesalig ud over det sædvanlige! Men det kunne man måske bære over med, hvis ikke det var fordi, hun havde en uhyggelig evne til at stykke information sammen og derefter mesterligt videreformidle det til netop den, det vedrørte.
– Tante Tanja, mens De var på arbejde, kom Onkel Svend hen til fru Inger i nummer sytten med blomster! Så flotte! Ligesom dem, han gav dig til fødselsdag. Bare større! Jeg spurgte, om jeg måtte dufte til dem, men det måtte jeg ikke. Så gik han ind til Inger. Hvorfor må hun få blomster, når jeg ikke må?
Tanja, der hidtil havde tilladt sin mand at servere historier om overarbejde, sank sammen, kiggede sig nervøst omkring og nærmest løb sin vej, mens hun lod mormor stå tilbage uden hilsen.
– Alberte, hvorfor talte du med tante Tanja? Hun spurgte jo ikke engang om noget! mormor var irriteret, men forklarede aldrig rigtigt hvorfor.
Alberte blev ked af det.
Hun forstod helt oprigtigt ikke, hvorfor der var noget galt. Hun mente jo ikke noget med det! Eller gjorde hun?
Det var det allermest ubehagelige at det aldrig blev forklaret. Hvis bare mormor havde forklaret, hvorfor man ikke sagde, hvilken slags blomster Tanjas mand havde til naboen, havde Alberte måske tiet stille næste gang.
Men mormor blev bare uanfægtelig tavs som statuen på Rådhuspladsen, hvor Alberte elskede at gå ture i weekenden. Hun tog barnebarnet i hånden lidt hårdere, pressede læberne sammen og sendte et blik, der varslede, at nogen ville gå glip af dessert i aften.
Det var aldrig noget, Alberte brød sig om, og hun surmulede, indtil hun kom i tanke om, at statuen alligevel var anderledes end hendes mormor der sad aldrig duer på hendes hoved, så frisure og hat forblev fine og velsoignerede, ikke skaldede som byens store forfaders jeg så ofte forestillede mig.
Om den store forfader havde hendes plejefar fortalt.
– Hvorfor er han skaldet? spurgte Alberte, mens solen skinnede hende i øjnene.
– Han har været så nervøs! plejefar var konkret, modsat mormor, og svarede altid direkte.
– Har han haft det hårdt på arbejdet? spurgte Alberte og trak læberne sammen, akkurat som mormor.
– Det kan man sige.
– Måske var han tandlæge for børn? begyndte Alberte straks at forestille sig, hvordan statuen bøjede sig ind ad døren til plejefars laboratorium, børnene hylede, da den store boldede isse kom ind med et rungende: “Næste!”
Plejefar så på hende, begyndte at grine og sagde:
– Gad vide hvordan verden ville være, hvis det var tilfældet. Nej Alberte, han var en stor leder!
– En leder? undrede Alberte sig. Men så skulle han da have fjerpragt på hovedet ligesom i den bog vi læste! Her er han jo bare helt skaldet. Måske kunne duernes fjer bruges til en hovedpryd?
– Nej, mit barn, der skal ørnefjer til.
– Men det ville være synd for ørnene! De er jo så flotte. Og de gør ikke, hvad duer gør. Mormor siger, man skal opføre sig ordentligt! Kan du huske, da vi var på fisketur, og du gik i busken, så sagde hun, man kun skal gøre sådan, hvor det er pænt!
Plejefar lo så meget, at folk vendte sig og kiggede på dem, mens Alberte bare trak på skuldrene over, hvad der var så sjovt ved det hele.
Så blev hun alvorlig, stirrede strengt på plejefar og sagde:
– Du skal da ikke blive fjollet, som Buddys hest Man skal opføre sig pænt! Det har mormor sagt! Ordenhed klæ’r! Ellers bliver jeg helt flov på dine vegne!
Plejefar grinede videre og købte hende altid en hemmelig is på vej hjem, og det hemmelige var, at mormor forbød is før frokost, men plejefar mente, regler kun var til for ham hvis det lige passede.
Det var det eneste, Alberte aldrig sladrede om det hun blev betroet, holdt hun for sig selv.
– Hvis du siger til mormor, jeg gav dig is, kan hun aldrig tilgive mig, sagde plejefar.
– Vil hun blive vred?
– Og hvordan! Hun er jo ilter, og alle hører efter hende.
– Du gør da ikke altid!
– Nej, jeg er jo mand Hvis jeg lyttede altid, var jeg skidt tilpas.
– Skal vi så fortælle om isen?
– Nej! At lytte og at irritere det er ikke det samme!
– Du er bange, farfar!
– Nej, men at være klog er ikke det samme som at være bange. Hellere fred end ballade i kvindestuen.
– Hvad betyder det?
– Det forklarer jeg senere. Lad os købe blomster til mormor.
– Hvorfor?
– Så opdager hun ikke dit glade ansigt for tidligt!
Alberte nikkede, elskede plejefar uden forbehold.
Han blev givet hende af skæbnen nytårsaften mormor havde opdraget Alberte alene, for hendes forældre var altid ude i verden, på ekspeditioner. Så mormor havde giftet sig igen, med sin gamle beundrer. Seriøs og grundig var hun, professor i jura og vant til at have ansvaret, men hun havde et blødt punkt: Alberte og så hendes gamle studiekammerat, der pludselig kom ind i hendes liv igen.
Folk syntes, parret var pudsigt hun høj og rummelig, han lille og buttet og konstant rolig, hvilket var nødvendigt, når man boede sammen med hende!
Men hendes nøgterne væsen skjulte, at hun i al hemmelighed var romantisk. Hun havde drømt om, at en ville læse digte under månen, synge sange under køkkenvinduet, lægge syrener og jasminer på hendes altan men sådan noget skete aldrig. Mænd omkring hende mente blot ikke, hun havde behov for det.
Hendes første mand var dybt stolt af hendes karriere, men blomster gav han kun til højtider, og poesi for ham var Mayakovsky hårde linjer, ikke sart romantik.
Hendes sarte sjæl led under det, og til sidst løb han sin vej uden helt at forstå, hvem han havde levet sammen med.
Med Albertes fødsel kom lyset tilbage i hendes liv den lille, spinkle unge smeltede mormors hjerte, og hun blomstrede op.
Albertes forældre var begge passionerede arkæologer, deres liv og forskning gik forud for alt andet, så Alberte blev trygt placeret hos mormor sikker på, der ikke kunne ske hende noget.
Sådan voksede Alberte op: plejet, elsket fuldstændig overbevist om, at sådan var der vel også for andre børn.
Hun gik aldrig i børnehave, for hun blev altid syg efter bare få dage der. Mormor prøvede flere gange at socialisere hende, men lyttede så til plejefar: Lad dog det være, vigtigst er, hun er rask! Vi finder ud af resten!
Sådan gik det, at sociale erfaringer blev pakket til sommerhalvåret, hvor familien flyttede på deres gamle, hyggelige sommerhus i Nordsjælland. Her strømmede børnene sammen, og Alberte fandt venner ingen sygedage, kun frisk luft, masser af leg og små traditioner som kaffebesøg i mormors lysthus.
Vennerne var de faste: kæreste Signe, tvillingerne Mikkel og Gustav, og den dansende Sigga, der drømte om at blive balletdanser. Indtil den sommer, hvor Anne dukkede op.
Anne var noget for sig altid med lidt skrammer og sorte negle, altid fræk, men hun vidste altid, hvad hun ville.
Deres første møde var en sommerdag. Alberte sad i lysthuset, læste ny bog fra plejefar og spiste de første jordbær, mormor havde vasket.
Pludselig stak en mørk hånd frem fra under bordet, og Albert skreg op, så mormor spildte et helt fad syltetøj og naboens katte flygtede i rend.
Egentlig elskede mormor dyr men mere orden. Hvad hun ikke vidste var, at Anne bare sad under bordet og åd jordbær.
– Hvorfor råber du? Er du ikke nysgerrig efter, hvorfor jeg er her?
Pigen rakte ud, hev hele skålen over til sig.
– Det smager godt! Kom ned, ellers får du ikke noget!
Alberte holdt nærmest op med at skrige og krøb ned under bordet.
– Tag, det er den største, sagde Anne og rakte det fineste bær frem.
– Men dine hænder er beskidte
– Vi er jo på landet! Der er alles hænder lidt snavsede.
Mormor kom løbende, men beroligede sig straks ved synet af Anne for hun vidste, hvem pigen var.
– Anne, du må ikke skræmme så! Hvor er bedstefar?
– Han hviler. Han blev lidt træt igen.
På mormors ansigt kunne Alberte se, at hun forstod det hele. Hun vidste, hvem Anne var, og hvad dét betød.
– Leg, piger! I kan tage slik på køkkenbordet. Jeg er snart tilbage! sagde mormor, smed forklædet og gik til lågen, på vej ud, kun afbrudt af at slukke for komfuret og kysse plejefar på issen.
– Hold øje med børnene! råbte hun.
Sådan begyndte venskabet. Først senere fik Alberte at vide, at Anne var barnebarn af mormors gode ven, og at hun boede hos dem for sommeren, fordi hun havde mistet både far og mor og bedstefar var syg. Mormor havde hevet i trådene for at hjælpe.
Og hvorfor gjorde hun det overhovedet for en, der ikke var hendes barnebarn? Fordi hendes hjerte smeltede.
Plejefar sagde bare: “Gør, som du føler, er rigtigt. For hvad kan være dårligt i, at vores pige får en søster?”
Det blev præcis sådan snart var Anne som en søster, og selvom de var forskellige som nat og dag, fik de det bedste venskab, Alberte kunne ønske.
Det var Anne, der siden lærte hende at tænke, før hun talte, vise takt og bruge sine evner til det gode. Og det var Anne, der sagde:
– Du burde blive efterforsker! Selvom bedstefar nok ville synes, det var lidt af en hundearbejde!
– Så bliver jeg da netop det en ordentlig én, lo Alberte, uden at ane, at det blev hendes liv.
Folk lo af hende, kaldte hende sær, men hun havde en drøm og folk bag sig, der troede på hende. Og hvad kan dog gå galt, når man har kærlighed i ryggen?
Og altid med mormors hilsen omhyggeligt:
– Alberte, har du overhovedet spist i dag? Ikke?! For dårligt! Og du, Anne, lad være at fnise du er sikkert heller ikke. Kom så, spis færdigt begge to! Og tallerekenen skal være rene! Peter! Skal du have personlig invitation? Slip nu hunden og vask hænder! Nu skal Buster ikke have lyserød hale længere! Hvem sagde, jeg sagde det? Hvad skulle det dog gøre godt for Hold nu op, unger! Suppen bliver kold! Til bords med jer!
