Nina skyndte sig hjemad. På uret var det allerede næsten ti om aftenen, og hun længtes desperat efter at nå sin lejlighed, spise aftensmad og smide sig i sengen. Dagen havde været udmattende. Hunden var allerede hjemme, middagen stod på bordet, og drengen var mæt.
Nina arbejdede i en lille frisørsalon på Vesterbro, og i dag havde hun vagt. Da butikken lukkede, ryddede hun sit arbejdssted, slog alarmen, låste døren så gik hun videre.
Vejen hjem gik gennem en lille park ved Nørrebro. Her var det som regel roligt og trygt. Om dagen sad ældre damer på bænken, om aftenen var der tomt, men gadelamperne lyste, så der ikke var nogen grund til at blive bange.
Lige denne aften viste en af bænkene sig imidlertid ikke tom. To børn pressede sig sammen på den: en dreng på omkring niti år og en lille pige, der så ud til at være omkring fem. Nina gik lidt langsommere og gik hen til dem.
Hvad laver I her så sent? Skal vi ikke hjem?
Drengen kiggede på hende, strøg pigen over håret og gav hende et ekstra kram.
Vi har ingen vej hjem. Vores stedmor smed os ud.
Hvor er mor?
Med ham. Alkoholisk.
Nina tøvede ikke et sekund.
Kom, lad os gå til mig. Vi finder ud af det i morgen.
Børnene rejste sig langsomt. Nina greb den lille pige, som hed Lærke, i hånden og rakte drengen, som hed Anton, en hånd.
Så førte hun dem ind i sin lejlighed. Hun forklarede situationen for sin mand, Søren, og deres tolvårige søn, Mikkel. De, der kendte Ninas store hjerte, stillede ingen spørgsmål de viste straks, hvor børnene kunne vaske hænder, og satte dem ved bordet. De sultne børn spiste alt, hvad de fik, med en stille, men ivrig appetit.
Senere gik Nina på en nabo, der har en datter i første klasse, og spurgte om tøj til Lærke. Der samlede de en hel bunke tøj man får jo altid en del overskud i en dansk familie, når børnene vokser ud af deres ting.
Nina gave Lærke et bad, skiftede hende i rent tøj. Anton vaskede sig selv, og der fandtes også lidt gammelt tøj til ham. De lagde sig i stuen på sofaen Lærke holdt sig tæt på broren, som om han var hendes livline, og Anton omfavnede hende hele tiden.
Mættede og udmattede faldt børnene hurtigt i søvn på en ren seng. Nina sendte sin søn op på sit værelse, mens hun og Søren sad ved køkkenbordet og snakkede om, hvad de skulle gøre næste dag.
Om morgenen stod Nina tidligt op, kørte Søren på arbejde og gik i sin anden vagt. Børnene vågnede, hun fodrede dem, samlede deres vasketøj i en pose og gik ud for at aflevere dem i en børnehave i nærheden.
Børnehaven lå i en bygning kun et stenkast væk. Lejligheden på tredje sal stod på klem. Børnene gik ind og stivnede i korridoren
Nina stod ved døren og ville så gerne kigge ind i øjnene på den unge kvinde, der stod i lokalet, og spørge, hvad hun havde tænkt på hele natten, mens hendes børn var efterladt et eller andet sted.
Den unge kvinde, spinkel og med et stort skævt øjenmærke, så kedsommelig på børnene og sagde: Åh Kom Hvem er hun?
Det er tante Nina. Vi overnattede hos hende, svarede drengen.
Åh Nå, fint, mumlede hun og gik som ingenting tilbage til sit værelse. Nina stod som forsten. Var det deres mor?
Pludselig vendte kvinden sig om og sagde: Kom med til køkkenet, så snakker vi.
Nina fulgte efter. Til hendes overraskelse var lejligheden trods sin beskedenhed utrolig ren: opvasket service, vasket gulv, tøj på sin plads. Selv hendes gamle, slidte morgenkåbe med manglende knapper var pletfri. Sæt dig, sagde kvinden og pegede på en stol.
Nina satte sig. Kvinden satte sig overfor, så på hende med sit ene øje og spurgte:
Har du børn?
Ja, en søn på tolv, svarede Nina.
Lyt Hvis noget sker med mig, så lad være med at forlade mine børn, okay? De har intet ansvar.
Vil du forlade dem? spurgte Nina overrasket.
Jeg kan ikke mere. Jeg har prøvet at holde det ind, men det lykkes mig ikke. Han hun gestikulerede mod et andet værelse, hvor en høj snorken kunne høres jeg har ringet til politiet. Han sidder der og drikker, slår, og stiller børnene ud foran døren. De er ikke hans.
Hvor er faren?
Han druknede, da Lærke kun var et år gammel. Siden da har jeg været alene.
Arbejder du?
Jeg har været i en supermarked, men blev fyret for mange fraværsdage.
Hvad med manden?
Han laver små jobs af og til. Så klarer vi os.
Hun sad stille et stykke, før hun igen sagde:
Hvis noget sker, så lad være med at give dem op. Du er en god person. Hvis du ikke kan beholde dem, så aflever dem på et plejehjem, er du enig?
Nina rejste sig. Hendes hoved knørte, som om den ikke ville tro på det, hun lige havde hørt. Det hele føltes som en dårlig drøm. Børnene gik ud for at se hende af. Begge krammede hende, og tårerne strømmede fra Ninas øjne. Hun tørrede dem med ærmet og sagde til Anton, at han skulle vide, hvor han kunne finde hende.
Hun gik ud på gaden og ladte tårerne falde som et bånd af regn, så forbipasserende måtte stoppe og kigge. Den aften fortalte hun alt for Søren. Han stillede ingen spørgsmål han sagde bare, at de altid ville holde børnene sammen. Deres søn, der havde hørt forældrenes samtale, gik hen og krammede dem begge. Så sad de i køkkenet, stille, men i et varmt omfavn.
Tre dage senere kom Anton i panik og sagde, at hans mor var forsvundet, og politiet havde taget hans stedmor. Lærke var i naboens hus, men i dag skulle de i et børnehjem. Han fortalte alt hurtigt og løb tilbage til søsteren. Den samme dag blev børnene faktisk hentet af kommunen.
Næste dag blev Annes mor fundet i Næstved Å, dræbt. Det så ud som om, hun havde forudset sin egen skæbne og derfor bad Nina om hjælp.
Nina og Søren begyndte at udfylde alle bureaukratiske papirer for at få forældremyndighed over børnene. Ingen slægtninge til Anton og Lærke kunne findes, og efter grundige undersøgelser samt Ninas beretning om samtalen med den forsvundne mor fik de lov til at adoptere.
Nina måtte stoppe med at arbejde. Lærke var meget bange og stolede kun på sin bror, holdt altid hænderne tæt. Når en ske faldt fra bordet, stirrede hun bange på Søren, som om hun forventede straf.
Det krævede lang tid at vinde hendes tillid. Anton, der var den ældre, forstod hurtigt, at denne familie var tryg ingen smerte, ingen frygt.
Efterhånden begyndte Lærke at åbne sig. Hun gik selvsikkert på Nina, legede med sønnen, smilede og snakkede, selvom hun stadig var lidt nervøs for Søren. Frygten for voksne mænd var dybt rodfæstet.
Søren behandlede hende blidt og forsigtigt. Han havde altid drømt om en datter, men på grund af sin helbredstilstand kunne Nina ikke få flere børn. Så kom den dag, han kom hjem fra en tre-dages forretningsrejse. Nina og Lærke gik ud for at møde ham. Han gik rundt, løftede armene og rakte dem ud til pigen.
Lærke gik forsigtigt frem og omfavnede ham om halsen. Han løftede hende i armene, og sammen gik de ind i køkkenet. Da de så Lærke smile, kom drengene frem, så kom Nina. Alle krammede hinanden og stod stille, men med varmen i hjertet.
I denne lille familie vil alt nu gå som smurt.
