Jeg, Nina Madsen, husker stadig tydeligt den dag, hvor jeg måtte træffe en afgørende beslutning om et andet barns fremtid. Det var en onsdag. Min mand, Henrik, kom hjem tidligere end sædvanligt fra sit arbejde på værftet, mørk i blikket og tung i sindet. Uden et ord rakte han mig et brev.
Hvad er der sket?
Vera er her ikke mere. Uden mit samtykke kan de ikke sende Mads på børnehjem.
Jeg vidste allerede før brylluppet, at Henrik havde en søn. Det var en ganske almindelig historie. Under sin værnepligt var Henrik blevet forelsket. Efter hjemsendelsen tog han hende med til Odense, hvor de legede familie i en lille lejlighed. Men kæresten pakkede hurtigt sine ting og tog tilbage til Aarhus.
Siden sendte hun et brev: “Tillykke med sønnen.” Hvad der egentlig gik galt, fortalte Henrik mig aldrig. Jeg spurgte heller ikke ind til det. Fortiden er jo fortid, hvorfor pille i gamle sår?
Da jeg var fire måneder henne, dukkede ekskæresten pludselig op med et-årige Mads på armen. Hun lavede en scene og forsøgte at vinde Henrik tilbage. Han lukkede døren for hende og blev hos mig. Jeg bebrejdede ham ikke det skete jo, før vi kendte hinanden.
Vera krævede børnebidrag, som Henrik betalte punktligt. Siden hørte vi intet, og først senere erfarede vi, at hun siden havde været gift to gange mere, men ikke kunne bære det sidste brud og tog sit eget liv.
På dette tidspunkt havde Henrik og jeg allerede to børn sammen: vores søn, Viggo, lidt yngre end Mads, og lille Freja, som netop var fyldt et år. Vi besluttede os for at få barn nummer to, da vi endelig købte hus. Et gammelt bindingsværkshus, uden nye bekvemmeligheder, men med fire værelser, have og et rigtigt gammeldags bryggers. Efter den trange lejlighed var det en drøm. Viggo løb rundt, ellevild, både ude og inde.
At jeg pludselig skulle have ansvar for et fremmed barn, havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg kendte ikke Mads, havde kun set ham for år tilbage. Hvordan var han? Hvad havde han oplevet? Ville han komme godt ud af det med Viggo, som allerede var en livlig knægt? Henrik arbejdede meget, og hverdagen med børnene hang på mig.
Alle de tanker rullede rundt i hovedet på mig på et øjeblik. Henrik sagde ingenting, han sad bare der på bænken i gangen, helt tom i blikket.
Mit hjerte kneb sig sammen jeg forestillede mig selv i hans sted. Hvad ville jeg gøre, hvis skæbnen en dag ramte min egen Viggo? Det var så klart for mig:
Henrik, selvfølgelig skal vi tage Mads til os. Han er jo din søn og vores børns bror. Hvis vi siger nej, hvordan skal vi så kunne se os selv i spejlet? Hvor der er plads til to, er der også plads til tre. Vi klarer det. Vi skal nok give ham et rigtigt hjem.
En måned senere flyttede Mads ind hos os. Han var stille og forsigtig, lydig på en måde Viggo slet ikke var. Måske var det faktisk redningen: Mads krævede ikke den dominerende rolle, som Viggo havde, og hurtigt blev de venner. Freja bandt det hele sammen lille, kær og altid i godt humør. Hun elskede tilsyneladende hele verden.
Til efteråret startede Mads i skole. Han klarede sig godt, hans mor måtte have forberedt ham grundigt. Økonomisk var det svært Henrik sled, og jeg måtte senere også tage arbejde på det lokale bibliotek. Børnene voksede op, blev hjælpsomme derhjemme. Vi har altid behandlet drengene lige, det var aldrig min eller din.
Da Mads kom ind på Aarhus Universitet, blev jeg alvorligt syg. Jeg lå længe på hospitalet og gennemgik en operation. Jeg nægtede at lade modløsheden tage over børnene havde stadig brug for mig, og jeg skulle se dem vokse op. Jeg drømte om børnebørn. Henrik knækkede under presset og begyndte at drikke mere og mere.
Da Mads fyldte atten, blev han familiens klippe. Han skiftede over til fjernstudier, tog arbejde på et lager og kom hver dag forbi hospitalet. Han læste for mig, spurgte hvordan han skulle lave Viggos og Frejas livretter og bragte smagsprøver. Han skjulte længe, at Viggo var havnet i dårligt selskab og havde haft problemer med politiet. Heldigvis slap han med en betinget dom.
Jeg kom mig over sygdommen. Mit forhold til Henrik blev aldrig det samme jeg kunne ikke tilgive ham for at forsvinde ind i flasken, da jeg havde mest brug for ham. Vores hus er stort, vi lever nærmest som bofæller nu. Henrik prøver at stoppe, men falder i gang på gang.
Sidste år kom Mads hjem med sin kæreste. Anne, som han har kendt, siden de gik i børnehave sammen. Hun læser psykologi, og begyndte straks at hjælpe Henrik med at få styr på sit forhold til alkohol. Livet går videre. Og snart vil huset summe af børnefødselsdage igen parret venter tvillinger.
Hver dag takker jeg Gud for min ældste søn. Jeg er sikker på, at det kun er fordi jeg engang åbnede mit hjerte og fandt plads til en anden kvindes barn, at jeg stadig er her i dag.
