Mikkel ankom til sin sidste opgave for dagen han skulle udskifte en vandhane på badeværelset hos en ældre dame.
Han var egentlig på vej hjem, da han blev ringet op fra firmaet. En kunde havde ringet ind og bedt om at få set på vandhanen i køkkenet, der dryppede.
Mikkel havde nu været ansat i et halvt år i et lille københavnsk firma, der ordnede alt fra VVS-arbejde til rengøring og småreparationer.
Da han ankom til den nye adresse på Amager, ringede han på døren. En alvorlig dreng, omkring ti år, åbnede døren, og ved siden af ham stod en lyshåret pige, lidt yngre.
Er der slet ingen voksne hjemme? spurgte Mikkel en smule overrasket, da de hos firmaet fik at vide, at man ikke måtte gå ind i lejligheder uden, at der var en voksen til stede.
Mor er snart hjemme! Kom indenfor, vandhanen drypper og det driver ned ad vasken, sagde drengen. Jeg har prøvet med gaffa, men det virker ikke. Og vi kan godt betale, bare rolig, forsikrede han.
Mikkel gik ind, lod sig overbevise af børnenes alvorlige miner. Han skilte vandhanen ad og skiftede en ventil.
Bordet i stuen står skævt, og kontakten virker ikke, sagde pigen pludselig.
Far ville have ordnet det, men han er pilot. Han flyver lange ture og kan næsten aldrig komme hjem, gentog hun, tydeligvis noget hun havde hørt fra sin mor.
Kort efter kom deres mor hjem. Hun var omkring femogtredive, mørkhåret og smuk, men man kunne se, at hun var udmattet og havde mest af alt lyst til bare at slappe af.
Hun blev overrasket over ungernes initiativ.
Dig kan man jo aldrig vente på, forklarede sønnen bestemt. Du bliver bare ved med at sige, du vil ringe efter en håndværker. Nu har jeg selv gjort det.
Moderen betalte Mikkel med et venligt smil, og pigen hvis navn han nu vidste var Alberte mindede om bordet og kontakten.
De aftalte, at han skulle komme igen dagen efter, og Mikkel lod sit visitkort blive.
Drengen han fandt ud af, at han hed Malthe gik ud sammen med ham for at smide skrald ud.
Vi har overhovedet ikke nogen far, der er pilot! sagde Malthe pludselig. Det med faren, det har mor bare fundet på. Hun tror, vi er små og ikke forstår noget. Hvis han fandtes, kom han da hjem en gang imellem. Og det er mor, der altid køber vores gaver, selvom hun siger, de er fra far. Jeg så det selv, da hun købte dukken til Alberte i Magasin. Hun sagde, det var far, der havde sendt den, fortalte han stille.
Du skal ikke være så hård, svarede Mikkel. Måske kan han virkelig ikke komme hjem, man ved aldrig, hvad der kan ske.
Malthe kiggede bare trist på Mikkel uden at sige noget.
Derhjemme havde Mikkel svært ved at finde ro. “Pilot”. Ordet vækkede minder for Mikkel havde selv været pilot engang.
Han havde boet i København, fløjet Europa rundt. Hans kone var en smuk kvinde, der blev ved med at sige, at han skulle blive på jorden. De fik aldrig børn.
Det er nemt nok at stikke af fra alt ansvar og nyde livet i skyerne. Jeg skal ikke være alene med alt det praktiske!
En dag flyttede hendes forældre til Norge, hvor de havde familie. Konen pakkede sammen og tog med Mikkel nægtede at flytte med og blev tilbage.
Han fløj videre nogle år, indtil han blev syg. Sygdommen tvang ham tidligt på pension, selvom han havde masser af timer og erfaring.
Som pensionist flyttede han tilbage til sin mor i Roskilde. Han nåede at få et halvt år med hende, så døde hun pludseligt.
Det slog ham ud. Mikkel havde ellers aldrig drukket meget, men nu blev det til for mange øl og alt for lidt mening.
En nat drømte han om sin mor, hun så på ham med bebrejdende øjne og græd.
Næste morgen bad han sine nye “venner” finde andre steder at bo, skærpede sig, fik lavet lidt i lejligheden men kedsomheden vendte hurtigt tilbage.
En dag så han en rubrikannonce et firma søgte en altmuligmand med egen bil. Han søgte jobbet, håbede på at finde en smule mening og lidt ekstra indtægt. Han kunne lide arbejdstiderne, tage fri, når det passede ham.
Næste dag vendte han tilbage til adressen på Amager, hvor han nu kendte Malthe og Alberte. Han regnede med, at Moderen som hed Karen igen ville komme sent hjem fra sit job, men hun var allerede hjemme.
Mikkel rettede bordbenet, fik styr på kontakten i gangen og satte en hylde fast i entreen. I køkkenet rettede han de skæve låger.
Han kiggede ind i badeværelset og rystede på hovedet: I har brug for et større badværelsesprojekt her.
Vil du tage det? spurgte Karen. Der er nogle penge på kontoen, mon ikke vi kan finde ud af det.
Under arbejdet faldt snakken på alt muligt. Karen arbejdede som pædagog i en børnehave.
Vil du ikke blive og spise med, spurgte hun forsigtigt. Du har jo knoklet hele dagen.
Børnene bød også ivrigt ind, og Mikkel sagde ja.
Aftensmaden trak ud. Børnene blev lagt i seng, men Karen og Mikkel sad stadig over kaffen. For første gang i mange år gav han sig selv lov til at fortælle åbent om sit liv og hun lyttede med alle de små tegn, der kun findes i varme, begavede kvinder.
Hun havde ingen mand, blot to børn med tre års mellemrum og to dårlige erfaringer bag sig. Faren “piloten” havde hun fundet på og håbede at forklare børnene det, når de blev større.
Da Mikkel gik hjem, var klokken blevet midnat. Han lovede at kigge forbi næste aften, for der var stadig mere at lave.
**
Næste dag, klokken henad seks, ringede Karen på døren og stivnede: Ind kom Mikkel i pilotuniform, med en buket blomster og en stor jordbærtærte i hånden.
Far, far-piloten er hjemme! råbte Alberte og løb direkte i hans arme.
Jeg er endelig kommet hjem til jer igen men første gang jeg mødte jer, genkendte jeg jer slet ikke, Karen, er det ikke rigtigt? spurgte Mikkel og så på Karen med et håbefuldt blik. Karen nikkede.
Sådan blev Karens lille familie fuldendt og lykkelig.
Malthe var ikke helt overbevist til at starte med, men efterhånden troede han alligevel på, at hans far-pilot var kommet hjem.
Mikkel adopterede både Malthe og Alberte, og halvandet år senere fik familien endnu en lille dreng
Hvis du har lyst til at læse flere af vores historier, så smid gerne en kommentar og husk et like, det giver os mod på mere!
