Mikkel ankom til adressen og trykkede på dørklokken. Døren blev åbnet af en meget seriøs dreng på en tielleve år, og ved siden af ham stod en lyshåret pige, der så et par år yngre ud.
“Mor kommer snart hjem, kom bare ind! Vandhanen drypper i køkkenet,” sagde drengen.
Mikkel trådte tøvende ind og gik ud fra, at det her bare var endnu en af de sære opgaver, han fik som vicevært hos den lokale vikarservice i Roskilde.
Drengen Jonas førte ham ud i køkkenet, hvor han stolt viste tape-klatterne på hanen. “Jeg prøvede at fikse det med gaffatape, men det blev altså bare værre. Bare rolig, vi HAR penge, vi er ikke sådan nogle, der skylder folk!”
Mikkel kneb øjnene sammen og begyndte at skrue på hanen. Imens begyndte pigen Freja, gik han ud fra at fortælle:
“Far kunne ellers selv have klaret det. Men han er pilot, så han er jo aldrig hjemme! Han flyver hen over hele verden og kan slet ikke nå hjem for tiden,” sagde hun med en overdrevent voksen stemme, tydeligvis en kopi af noget, hun havde hørt moderen sige mange gange før.
Lidt efter kom moderen ind en smilende, men træt kvinde, start 30erne, ved navn Lene. Man så straks, at hendes eneste ønske var at ligge på sofaen og stirre op i loftet i et par døgn.
“Du træffer aldrig nogen beslutning!” sukkede Jonas. “Du går bare og snakker om at ringe efter en håndværker. Så nu har jeg selv taget affære.”
Lene kiggede opgivende på ham, undskyldte overfor Mikkel, og betalte ham 350 kroner kontant for arbejdet. Freja lagde straks ud med: “Han skal også kigge på spisebordet i morgen, det gynger og kontakten er også i stykker.”
De aftalte, at Mikkel ville komme forbi dagen efter han rakte sit visitkort over.
Da han gik, fulgte Jonas med ud og tog affaldsposen med.
“Vi har altså slet ikke nogen far, der er pilot,” sagde han og rynkede panden alvorligt, så kun Mikkel kunne høre det. “Mor finder bare på det, fordi hun tror, vi ikke fatter noget. Hvis vi havde en far, ville han altså komme hjem bare én gang! Og alle de gaver, hun siger, kommer fra ham jeg har selv set hende købe Frejas gave. Hvad synes du selv om det?”
“Man må aldrig sige aldrig,” sagde Mikkel, “nogle gange sker sære ting.” Men Jonas så bare trist på ham uden at svare.
Mikkel kunne ikke slippe ordet “pilot”, da han kom hjem den aften. For det ramte et ømt punkt.
Han havde selv fløjet. Hele Europa rundt. Men han havde også haft en kone smuk som en forårsmorgen i Vestjylland der mente, at han skulle have fast grund under fødderne. “Skal jeg være landsbyens barnepige, mens du sidder oppe blandt skyerne? Nej tak!”
Hendes forældre flyttede til udlandet, og konen tog chancen og rejste med. Mikkel blev hjemme og fortsatte med at flyve indtil en dårlig ryg satte en stopper for festen. Til sidst måtte han gå på pension.
Han flyttede til Næstved for at holde sin gamle mor med selskab. Knapt havde han fået pakket ud, før hun døde det hele gik alt for hurtigt.
Så festede Mikkel, som han aldrig havde gjort før (og aldrig siden). Der var altid nogen, der havde en undskyldning for at komme forbi, og en halv flaske snaps blev altid forvandlet til en hel. Indtil én nat, hvor han drømte, hans mor sad i sofaen og så skuffet på ham.
Næste morgen sendte han de midlertidige venner hjem, åbnede vinduerne, fik luftet ud, fik lavet lidt maling på væggene og derefter blev det hele drønkedeligt.
Han så en dag en annonce i Roskilde Tidende vikarservice søgte mænd med hænderne skruet rigtigt på og egen bil. Mikkel tænkte, hvorfor ikke? Man kom ud, mødte folk, betragtede, hvordan andre levede, og lidt ekstra penge gør aldrig skade.
Og så sad han nu igen i den lille lejlighed dagen efter, skiftede kontakt, rettede bordben og justerede lågen på køkkenskabet. Da han åbnede døren til badeværelset, frøs han.
“Der skal I have lavet noget stort! Her er jo hele arsenalet af fugleklatter og kalk!”
“Du må hjertens gerne tage hele badet, hvis du har tid,” svarede Lene, “vi har lidt penge på kontoen. Jeg tror godt, vi kan betale.”
De faldt hurtigt i snak. Lene arbejdede som pædagog i børnehaven og Mikkel nød selskabet især da han blev inviteret til at spise med.
“Du må være sulten, når du har gigant-repareret vores hjem,” sagde hun, og pludselig sad han der og spiste frikadeller, mens børnene fortalte historier og prøvede at give ham slikhjerter.
Aftenen sneg sig afsted børnene sov længe, og Mikkel syntes aldrig, han havde fortalt nogen så meget om sig selv før. Lene lyttede, nikkede, og det var næsten, som om hun forstod alt mellem linjerne.
Hun fortalte om to lidt håbløse forhold og om to børn, der næsten var jævnaldrende. “Piloten” var bare et led i en nødløgn, hun havde tænkt sig at rydde op i, inden børnene blev for gamle.
På vej hjem lovede Mikkel at komme næste aften. Der var stadig mere at lave.
Den aften åbnede Lene døren og stivnede. Mikkel stod der klædt i sin gamle pilot-uniform (han havde fundet den i flyttekassen), med blomster og en Kagemand fra bageren.
“Far, far-piloten er kommet hjem!” jublede Freja og sprang ham i favnen.
“Jeg er tilbage! Jeg kunne slet ikke kende jer igen det er længe siden, ikke, Lene?” sagde Mikkel og sendte hende et blik så fyldt med håb, at hun bare smilede og nikkede.
Sådan fik Lene og ungerne endelig en hel familie. Jonas tog et par måneder om at stole på det. Men til sidst adopterede Mikkel både Jonas og Freja, og halvandet år senere kom der som kronen på værket endnu en lillebror til.
Hvis du vil høre flere historier om det danske hverdagssurrealistiske, så smid en kommentar og tag et stykke Kagemand!
