Niels tog toget ud på landet for at besøge sin moster. Han havde ikke meget familie tilbage i det lille danske landsbysamfund forældrene var døde for længe siden, søskende og det meste af familien var flyttet væk, og kun moster Helga var blevet boende.
Niels gik op ad den grusede sti til det velkendte hus, åbnede lågen ud til gårdspladsen, hvor Helga straks kom ham i møde.
Hvorfor har du ikke ringet først? udbrød hun og gav ham et varmt kram. Og kom Lise og børnene ikke med?
Nej, det blev for besværligt for dem denne gang. De blev i Aarhus, svarede Niels.
Moster Helga dækkede hurtigt op til frokost, og mens de spiste, gled hun over i en mere alvorlig samtale.
Prøv at se, hvad jeg fandt i kassen ude i bryggerset, sagde hun pludselig og rakte Niels et gammelt dokument.
Han foldede papiret ud og begyndte at læse. Som han læste, forvandlede hans ansigtsudtryk sig.
Du skal ikke tage det så tungt, forsøgte Helga at berolige ham. Det er så mange år siden, og meget kan jo have ændret sig siden dengang. Du har to børn, Niels, synes du selv de er kommet listet ind ad bagdøren?
Den nat blev Niels og overnattede hos sin moster. Han lå søvnløs det meste af natten. For den lægeerklæring, han havde læst, handlede om ham selv. Det var skrevet for mange år siden, da han var syv og havde været alvorligt syg; det stod sort på hvidt, at han sandsynligvis aldrig ville kunne få børn. Papiret var udstedt til hans mor, og Niels havde aldrig hørt om det.
“Måske er det en fejl,” tænkte han. “Hvis det passer, har jeg åbenbart opdraget andres børn. Men sådan kan det jo ikke være. Jeg stoler på Lise.”
Niels’ mor døde, mens han stadig var barn, og kort efter giftede faren sig igen. Herefter overnattede Niels tit hos sin moster, der boede ved siden af. Hun blev på mange måder en mor for ham.
Da Niels var færdig med militæret, flyttede han ikke tilbage til landsbyen. For det første var der ingen arbejde, og for det andet gik det lidt skævt med forholdet til faren. Han slog sig ned i Aarhus, blev chauffør og boede i starten på et kollegieværelse. Snart fik han job som lastbilchauffør og endte med at købe sin egen lille lejlighed.
Senere mødte han Lise. Hun fortalte ham allerede før brylluppet, at hun ventede sig. De levede godt sammen, og tre år efter datterens fødsel fik de også en søn.
Omkring de fyrre, med lidt opsparing på kontoen, opsagde Niels jobbet som langturschauffør og oprettede sit eget fragtfirma. Han startede i det små, men forretningen voksede langsomt og gav hurtigt en solid indkomst.
Umiddelbart efter besøget hos moster, tog Niels til København. Han kunne ikke tage hjem i uvished det plagede ham for meget. Hos lægen fik han sine bange anelser bekræftet. Han tog tilbage til Aarhus og var langt fra sig selv.
Har du lyst til mad? spurgte Lise, da han trådte ind ad døren.
Nej, svarede han kort og lagde lægeudtalelsen foran hende.
Hvad er det her? spurgte hun forvirret.
Det papir siger, at jeg ikke kan få børn, Lise.
Hun sank tungt ned på en stol.
Ej det kan da ikke passe, Niels. Det må være en fejl
Skal vi virkelig tage den snak, eller vil du fortsætte med at lyve? Hvis du gør, ser du mig aldrig igen.
Lad mig forklare, fik Lise fremstammet.
Hun fortalte, at allerede i gymnasiet havde en klassekammerat været interesseret i hende. De var sammen et stykke tid, men så forlod han hende for en veninde. Kort tid efter mødte Lise Niels, men opdagede så, at hun ventede barnuden sikkerhed for, hvem faderen var. For at undgå skandale blev hun gift med Niels.
Okay, første barn det kan jeg forstå, afbrød Niels. Men vores søn?
Nu trillede tårerne ned ad kinderne på Lise.
Du var væk på arbejde det meste af tiden. En aften mødte jeg min ekskæreste igen, og vi tilbragte en enkelt aften sammen. Jeg har aldrig tilgivet mig selv. Jeg forstod for sent, at du, Niels, er den, jeg virkelig elsker.
Da hun var færdig, sad Niels bare med hovedet i hænderne.
Lise, jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke se dig.
Hun fulgte efter ham grædende, men han gik uden at vende sig om, lukkede døren stille bag sig.
Niels kastede sig over arbejdet for at få tankerne væk. I weekenden tog han igen ud til moster Helga. Nætterne var værst.
Det hele er spildt, tænkte han, mens han lå og stirrede op i loftet. Hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Hvordan kommer man videre?
Næste morgen væltede det rundt med modstridende tanker i ham.
Forestil dig, hvis jeg havde fået at vide efter militæret, at jeg var infertil. Havde jeg overhovedet fået familie? Jeg havde aldrig mærket glæden ved børn. Jeg har jublet, når de tog deres første skridt, grinet over deres påfund. Den lykke ville jeg være gået glip af.
Om søndagen kom børnene ud i landsbyen.
Far, jeg ved ikke hvad der er sket mellem dig og mor, men du har også vendt os ryggen. Vil du ikke se os mere? spurgte datteren lige på.
Selvfølgelig elsker jeg jer stadig, men mellem mig og jeres mor er det alvorligt.
Far, kom nu hjem igen. Mor græder hele tiden. Jeg er bange for, hvad der kan ske, sagde sønnen.
Far, lad nu være med at være sur længere. Jeg kan forresten fortælle dig noget glædeligt snart bliver du bedstefar! sagde datteren og lyste op.
Niels lagde armene om hende.
Det er da gode nyheder!
Vi tager dig ikke med mindre du følger med, sagde sønnen bestemt. Det er nok det her. Skal man virkelig skilles efter så mange år?
Nå, I har overbevist mig, sagde Niels med et lille smil, lad os tage hjem.
