Ni røde roser… Svigermor kom forbi et par timer, og svigersønnen kunne mærke, at han ikke kunne holde det ud. Han sagde, han skulle i sauna. Tog sine ting og gik. Men der ventede ham endnu en skuffelse – saunaen var lukket pga. renovering. Humøret blev rigtig dårligt. Skulle han mon virkelig gå hjem igen? Så han drev hvileløst rundt i gaderne, ville ikke ind i butikker – det gør rigtige mænd ikke. Satte sig trist på en bænk. Pludselig fik han øje på et ægtepar, tæt på 60. Velklædte, gik langsomt tur. Hun holdt ham under armen, de talte sammen. Manden, som sad og betragtede dem, tænkte: “De har stadig noget at snakke om. Vi har været sammen i femten år – vi har talt om alting. Vi tier bare sammen.” Pludselig stopper parret, manden retter kærligt hendes tørklæde. De går videre. “Utroligt, de har bevaret kærligheden. Vi har for længst glemt hinanden i hverdagen,” tænker han. Hans egen lille, spinkle kone – den evigt trætte type, der har affundet sig med det, hun kan få. Hun slider på fabrikken, de har to børn, altid travlt. Hun futter rundt i lejligheden i gammel morgenkåbe, håret stritter, altid med klud eller gulvmoppe i hånden. Smiler ikke længere, altid koncentreret, ansigtet forandrer sig aldrig. Hos frisøren kommer hun sjældent, kun når frisuren bliver decideret pinlig. Han tænker: “Vi elskede hinanden så meget engang. Hvor blev det af?” Han prøver at kalde følelsen frem igen – og det lykkes: En blid ømhed løber gennem ham, varmer ham. Han får sådan lyst til at gøre noget godt for hende. Må gøre det nu – sidde stille duer ikke. Og pludselig står han foran blomsterkiosken: “Skal jeg købe blomster? Hun tror bare, jeg er åndssvag – vil sige, det var spild af penge. Det var jo bedre at købe sneakers til Maries idræt.” Han tøver. Men den gode fornemmelse i maven summer videre. Han slår ud med hånden: Nu gør jeg det. Går ind. Blomsterhandleren hilser venligt. Han har ikke købt blomster i femten år. Måske bare én rose? Nej, én betyder ikke noget. Han slår ud igen: Jeg tager ni. Bliver næsten bange for sig selv – er jeg blevet skør? Men sagt er sagt. Kommer ud, og synes folk kigger mærkeligt på ham. Han ringer hjem for at sikre, at svigermor er gået. Går op ad trappen, nervøs over det usædvanlige: “Hun smider mig sikkert ud sammen med de blomster. Hvis hun råber, ryger det hele i skraldespanden.” Konen står med en pose mel ved bordet, hænderne stadig rene. Hun aner ingenting. Han går hen mod hende, står lidt, ånder tungt. Hun vender sig, ser blomsterne – stivner. – Masha, de er til dig. Fik bare sådan lyst. Du bliver ikke sur vel? Hun tager dem ikke med det samme, kigger som om det er fatamorgana. – Til dig, Masha. Dig. Hun tager imod, løfter dem op til ansigtet, smiler svagt. Og pludselig findes hverken fabrik, hverdagsslit eller femten år mere! Hvisker næsten: “Tak.” Vasens ni røde roser lyser op på bordet, fylder rummet med varme. Hun rører forsigtigt ved dem, går hen og ser sig i spejlet, retter sit hår. Ansigtet bliver blødere, bekymringerne forsvinder for en stund. Han omfavner hendes talje. De står stille sammen – og alt stopper for et øjeblik.

Ni røde roser…

Svigerinden kom på besøg i nogle timer, og Henrik, svigersønnen, mærkede straks utålmodigheden presse sig frem. Han sagde, at han ville i saunaen. Samlede sig sammen og gik.

Men endnu en skuffelse ventede ham: saunaen var lukket for renovering. Nu blev humøret for alvor dystert. Skulle han gå hjem igen?

I stedet vandrede han formålsløst gennem Odenses gader butikker havde han ingen lyst til at træde ind i, det føltes ikke som noget for en mand. Han satte sig trist på en bænk i Kongens Have.

Mens han sad der, fik han øje på et ældre ægtepar. De så ud til at være omkring tres. Pænt klædte, gik de langsomt, hånd i hånd, tydeligvis ude at gå tur.

Hun holdt ham ind under armen, de snakkede sagte sammen.

Henrik sad og betragtede dem: “Tænk, de har stadig noget at tale om. Vi har boet sammen i femten år, alt er sagt for længst. Vi sidder mest og tier stille.”

Pludselig standsede parret op, og manden rettede blidt hendes tørklæde og så ømt på hende. De gik videre.

Henrik tænkte: “Utroligt, at de har fået kærligheden til at overleve. Min kone og jeg ser knap nok hinanden længere.”

Hans Inge, hans kone, var en lille, spinkel kvinde én af de evigt trætte, som knap nok havde tid til at se sig i spejlet. Fabrikarbejde, to børn, altid bekymringer. Der var altid noget, der skulle ordnes derhjemme hun kunne aldrig bare sidde stille.

I den slidte slåbrok, håret i uorden, nærmest løb hun rundt med klud eller moppe i hånden. Inge havde glemt, hvordan man smiler. Altid det samme koncentrerede udtryk, og frisøren der kom hun kun, når håret for alvor var blevet for langt.

Henrik sad og grublede. “Vi elskede hinanden engang. Hvor blev det af?”

Han prøvede at fremkalde den gamle kærlighedsfølelse. Og pludselig kom der en blid ømhed snigende. Den gled gennem ham og efterlod varme spor. Pludselig fik han sådan en trang til at gøre noget godt for hende.

Han rejste sig brat han måtte gøre det nu, mens følelsen endnu var der og anede ikke helt, hvor han gik hen.

Så kom svaret næsten af sig selv: han stødte nærmest ind i en blomsterbod. “Skulle jeg købe blomster? Nej, hun forstår det jo ikke, kaldet mig idiot og siger, jeg bruger penge på ingenting. Marika har jo egentlig også brug for nye gummisko til idræt.”

Tøvende gik han videre hvad skulle han gøre? Men sporene af ømhed blev hængende, stak blidt i ham.

Han slog ud med hånden: hvad pokker.

Han gik ind. Blomsterpigen hilste smilende og ventede. Henrik havde ikke købt blomster i femten år.

En enkelt rose, måske? Nej, det virkede sølle.

Noget inde i ham sagde, at det skulle være noget særligt. Han tog mod til sig og sagde: “Ni røde roser.” Det føltes skørt hvad i alverden havde han gang i?

Men ordene var allerede ude.

Han gik ud fra boden, med buketten i hånden, og syntes, alle på gågaden i Odense kiggede forundret efter ham.

Han ringede hjem for at sikre sig, at svigermor var taget hjem.

Så gik han op ad trapperne, lettere nervøs over situationen han var uvant med at gøre sådan noget. “Hvis hun skælder ud, smider jeg bare blomsterne i skraldespanden,” tænkte han.

Inge stod i køkkenet og havde lige sat en pose mel på bordet. Hænderne var stadig rene. Henrik gik hen til hende. Hun lagde ikke mærke til noget; hun anede ingenting.

Han stoppede op, tavs, med hjertet hamrende.

Inge vendte sig, så buketten og frøs.

“Inge, de er til dig. Jeg fik bare lyst. Bliver du sur?”

Hun tog dem tøvende, så på ham, som om han tryllede.

“Det er til dig, Inge kun til dig.”

Hun tog roserne op til ansigtet, sendte ham det svageste smil. Og nu eksisterede hverken fabrikken, de huslige pligter eller de femten år, der var gået.

Næsten hviskende sagde hun: “Tak.”

Vasen kom frem midt på spisebordet. De ni røde roser lyste hele rummet op.

Inge strøg blomsterne med hænderne, blev stående for spejlet, rettede på håret et blødt udtryk gled hen over hendes træk, og bekymringerne gled væk.

Henrik gik hen bag hende, lagde armen omkring hendes liv. De stod bare sammen, uden ord.

Et øjeblik stod tiden stille bare ét øjeblik.