– Nej, du skal bestemt ikke komme nu. Tænk nu lidt, mor. Turen er lang, en hel nat i toget, og du er jo ikke helt ung længere. Hvorfor alt det besvær? Og det er jo forår, du har sikkert masser at lave i haven, – siger min søn til mig. – Jamen søn, hvorfor ikke? Vi har ikke set hinanden længe, og jeg vil så gerne hilse ordentligt på din kone – som man siger, det er på tide at lære svigerdatteren bedre at kende, – siger jeg ærligt. – Så lad os aftale, du venter til slutningen af måneden, så kommer vi alle sammen ned til dig – der er jo mange helligdage i påsken, – beroliger min søn mig. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg allerede klar til at tage afsted, men jeg stolede på ham og blev hjemme for at vente. Men ingen kom. Jeg ringede flere gange til min søn, men han tog den ikke. Senere ringede han selv og sagde, han havde for travlt, og jeg ikke skulle vente på dem. Jeg blev meget ked af det. Jeg havde forberedt alt til sønnens og svigerdatterens besøg. De blev gift for et halvt år siden, og jeg har endnu aldrig set min svigerdatter. Min søn, Anders, fik jeg, som man siger, for mig selv. Jeg var allerede 30, aldrig blevet gift, og besluttede at få et barn alene. Måske er det synd, men jeg har aldrig fortrudt det valg – selvom det ofte var hårdt, og vi havde meget lidt. Jeg arbejdede altid flere steder, bare for, at mit barn skulle have det nødvendige. Anders voksede op og tog til København for at læse. For at støtte ham økonomisk i starten begyndte jeg endda på sæsonarbejde i Sverige, så jeg kunne sende penge til hans studie og bolig i hovedstaden. Mit moderhjerte var stolt over at kunne hjælpe mit barn. Allerede på tredje år begyndte Anders selv at tjene penge, og da han blev færdig, sørgede han selv for det hele. Han kom sjældent hjem – cirka én gang om året. Og jeg har, pinligt nok, aldrig været i København. Jeg tænkte, at når han skulle giftes, så ville jeg tage afsted. Jeg begyndte endda at spare op til anledningen – hele 15.000 kroner var det blevet til. For et halvt år siden ringede min søn med den længe ventede nyhed – han skulle giftes. – Mor, du skal ikke komme nu – vi holder kun borgerlig vielse, selve festen tager vi senere, – advarede Anders. Jeg blev ked af det, men hvad kan jeg gøre. Anders præsenterede mig for svigerdatteren via videoopkald. Hun virkede sød. Meget smuk. Og rig. Min svoger, hendes far, er direktør for et større firma. Jeg kunne kun glæde mig på min søns vegne. Men tiden gik – sønnen kom ikke, og jeg var ikke inviteret derover. Jeg længtes efter at møde min svigerdatter og give min søn et knus, så jeg gjorde klar: købte en togbillet, pakkede hjemmelavet mad og syltetøj, et friskbagt brød og tog afsted. Ringede til min søn, før jeg gik ombord på toget. – Det var da noget af en overraskelse, mor! Hvorfor? Jeg er på arbejde og kan ikke hente dig. Her er adressen, tag en taxa, – sagde Anders. Om morgenen ankom jeg til København og måtte betale dyrt for taxaen. Men byen var smuk fra bilruden, og jeg glædede mig til gensynet. Døren blev åbnet af svigerdatteren. Ikke et smil, ikke et knus – bare et køligt ’gå ind i køkkenet’. Sønnen var allerede taget på arbejde. Jeg begyndte at pakke ud: kartofler, rødbeder, æg, tørrede æbler, syltede svampe, agurker, syltetøj. Svigerdatteren betragtede det hele i tavshed og sagde så, at det var spild – de spiste ikke sådan noget, og hun lavede aldrig mad hjemme. – Hvad spiser I så? – spurgte jeg. – Vi får mad leveret hver dag. Jeg kan ikke lide at lave mad – det lugter i hele lejligheden bagefter, – sagde Emma. Inden jeg nåede at svare, kom der en lille dreng på cirka tre år ind. – Det her er min søn, Daniel, – sagde svigerdatteren. – Daniel? – jeg spurgte igen. – Nej, Dániel, ikke Daniel. Jeg kan ikke lide, når nogen ændrer mit barns navn. – Ok, som du siger, Emma. – Og jeg hedder ikke Emma, men E-M-M-A. Her i byen bøjer vi ikke navne, men det kan du jo ikke vide… Jeg havde lyst til at græde. Ikke fordi min søn giftede sig med en, der havde barn, men fordi han aldrig havde fortalt det. Og dér var overraskelserne ikke slut. Jeg så et stort bryllupsfoto på væggen. – Nå, der blev altså ikke holdt bryllup, men billedet er da flot, – sagde jeg for at skifte emne. – Hvad mener du, ikke bryllup? Der var 200 gæster. Det var kun dig, der ikke var der, men Anders sagde, du var syg. Det var nok bedst sådan, – svarede Emma og målte mig fra top til tå. – Vil du have morgenmad? – Ja… Emma satte en kop te og et par skiver dyr ost foran mig. Det var hendes idé om morgenmad. Men sådan kan jeg ikke spise, især efter rejsen – jeg ville stege nogle æg og havde hjemmebagt brød med. Men svigerdatteren forbød mig at bruge komfuret på grund af lugten. Hun nægtede også at spise brødet – de er nemlig på sund kost. Så mistede jeg også appetitten. Jeg blev så ked af, at min søn havde undgået at invitere mig til brylluppet – den store dag jeg havde glædet mig til og sparet op til, så forgæves. Jeg tog en slurk te. Der var frygtelig akavet tavshed. Drengen kom hen og ville kramme, men Emma brød straks ind – hun ville ikke have, at jeg rørte ved ham, for ”man ved jo aldrig, hvad folk bringer med ind”. Jeg havde ikke en gave til drengen, men rakte ham et glas hindbærsyltetøj som en lille traktement til pandekager. Emma rev glasset ud af hånden på ham: ”Hvor mange gange skal jeg sige det? Vi spiser kun sundt – ikke noget med sukker!” Jeg begyndte at græde og gik ud i gangen for at tage overtøj på. Svigerdatteren reagerede overhovedet ikke. Ikke engang – hvor skal du hen? Jeg satte mig på en bænk udenfor og gav mig hen til tårerne. Aldrig har jeg følt mig så alene. Senere så jeg hende komme ud med drengen – og hun bar al min mad ud i skraldespanden. Jeg sagde ingenting. Da hun var væk, pakkede jeg det hele sammen igen og tog toget hjem. Heldigvis var der en, der havde afleveret en billet, jeg kunne købe. Ved Hovedbanegården gik jeg ind på en café. Jeg købte mig en god portion dansk mad, for nu var jeg virkelig sulten. Det kostede, men hvorfor skulle jeg ikke unde mig selv det? Mine tasker stillede jeg i opbevaring, spadserede lidt rundt i København, og pludselig kunne jeg godt lide byen trods alt. Jeg glemte næsten, hvad jeg havde oplevet. I toget hjem kunne jeg ikke sove. Jeg græd hele natten. For min søn ringede aldrig for at spørge, hvor jeg blev af. Aldrig havde jeg troet, jeg skulle opleve, at mit eneste barn ville møde mig på den måde. Jeg havde sat min lid til Anders – og så blev jeg bare tilovers. Nu overvejer jeg, hvad jeg skal gøre med de 15.000 kroner, jeg har sparet op til hans bryllup. Skal jeg give ham beløbet, så han ved, at mor altid har tænkt på ham? Eller skal jeg lade være – for har han egentlig fortjent det?

Nej, du behøver virkelig ikke komme nu. Tænk dig lige om, mor. Det er en lang rejse, og det tager hele natten med toget, og du er jo heller ikke helt ung længere. Hvorfor skal du gøre dig selv al den ulejlighed? Det er jo forår, du har sikkert travlt i haven, sagde min søn til mig.

Men søn, det forstår du vel Vi har jo ikke set hinanden længe. Og jeg vil også rigtig gerne møde din hustru, man må jo lære sin svigerdatter ordentligt at kende, svarede jeg ærligt.

Skal vi ikke hellere aftale, at du venter til månedens slutning? Så kommer vi alle sammen hjem til dig, det er jo påske, og vi får nogle fridage, beroligede han mig.

For at sige det som det er, havde jeg allerede bestemt mig for at tage afsted, men jeg troede på hans ord og gik med til at blive hjemme og vente.

Men ingen kom. Jeg ringede flere gange til min søn, men han tog den ikke. Senere ringede han selv og sagde, at han havde alt for travlt, og at jeg ikke skulle vente på ham.

Jeg var virkelig ked af det. Jeg havde jo forberedt mig på at tage imod min søn og min svigerdatter. Han var blevet gift for et halvt år siden, men jeg havde ikke mødt hende endnu.

Min søn, Mathias, fik jeg, fordi jeg gerne ville være mor. Jeg var fyldt 30 og havde aldrig været gift. Så jeg besluttede, at jeg ville have et barn om end alene.

Måske var det ufornuftigt, men jeg har aldrig fortrudt det. Det var tit hårdt, for pengene var små og livet var ikke nemt. Jeg tog flere jobs, bare for at Mathias ikke skulle mangle noget.

Han voksede op og drog til København for at studere. For at støtte ham, begyndte jeg at tage til Tyskland som sæsonarbejder, så jeg kunne sende ham de penge, han havde brug for til studie og husleje i hovedstaden. Mit moderhjerte var stolt over at kunne hjælpe ham.

Allerede på tredje år fik Mathias et studiejob og begyndte at klare sig selv. Da han var færdig med universitetet og fik job, kunne han helt selv stå for sig.

Han kom sjældent hjem sådan cirka én gang om året. Jeg havde aldrig været i København, det er næsten pinligt at indrømme.

Jeg tænkte tit, at den dag Mathias skulle giftes, ville jeg tage derover. Jeg begyndte endda at lægge penge til side til det og fik sparet 15.000 kroner op.

For et halvt år siden ringede han og fortalte den glædelige nyhed nu skulle han giftes.

Mor, du skal ikke komme nu, for vi tager bare til rådhuset, selve festen laver vi senere, sagde Mathias.

Jeg blev meget ked af det, men sådan var det jo. Vi hilste på hinanden over video, og hans kæreste, Freja, virkede sød og meget smuk. Hun havde også en velhavende baggrund, hendes far ejer vist en større virksomhed. Jeg glædede mig over, at det gik ham så godt.

Tiden gik, men han hverken kom hjem eller inviterede mig. Mit savn blev for stort jeg længtes sådan efter at se ham og hilse på min svigerdatter, så jeg købte en togbillet, lavede lidt mad, bagte et brød, lavede syltevarer og tog afsted. Jeg ringede til Mathias, da jeg stod på toget.

Åh mor, hvorfor nu det? Jeg er på arbejde, kan ikke hente dig. Her er adressen, tag en taxa, sagde han bare.

Jeg ankom tidligt til København, tilkaldte en taxa og blev lidt chokeret over, hvad turen kostede. Til gengæld var byen smuk i morgensolen, og jeg nød synet fra bilvinduet.

Det var Freja, der åbnede døren. Hun smilede ikke engang, gav mig ikke et kram hun bad mig bare gå ud i køkkenet. Mathias var der ikke; han var taget tidligt på arbejde.

Jeg begyndte at pakke mine tasker ud: kartofler, rødbeder, æg, tørrede æbler, syltede svampe, agurker, tomater og lidt marmelade. Det hele så Freja bare på uden et ord, og så sagde hun: “Det havde du ikke behøvet tage med vi spiser ikke den slags, og jeg laver aldrig mad herhjemme.”

Men hvad spiser I så? spurgte jeg forundret.

Vi får maden leveret hver dag. Jeg bryder mig ikke om at lave mad, for så lugter det i hele lejligheden, og det kan jeg slet ikke holde ud, svarede Freja.

Før jeg kunne nå at tage det ind, kom et lille barn ind en dreng på måske tre år.

Det er min søn, det er August, sagde hun.

August? spurgte jeg.

Ja, ikke noget med at lave om på navnet. Han hedder August, og jeg kan bare ikke lide, når folk kalder ham noget andet.

Okay, som du siger, Freja.

Det hedder jeg ikke blandt venner og familie jeg er Freja. I København laver vi ikke navne om, men du kommer jo heller ikke herfra

Jeg fik tårer i øjnene. Det handlede ikke om, at Mathias nu havde fået et bonusbarn; det var mere, at han aldrig havde fortalt mig det.

Det var dog ikke det sidste. Jeg kiggede på væggen og så et stort bryllupsfoto.

Nå, men der var jo ikke noget bryllup men det er godt I fik taget så fine billeder, prøvede jeg at sige for at skifte emne.

Hvad mener du ikke noget bryllup? Vi holdt fest for 200 mennesker. Du var der ikke, men Mathias sagde, at du var blevet syg. Måske meget godt, det ikke blev anderledes, sagde Freja og så kritisk på mig.

Skal du have morgenmad?

Ja, tak

Hun satte en kop te og nogle fine stykker ost foran mig og mente, det var et morgenmåltid.

Jeg var vant til et solidt morgenmåltid især efter en lang rejse så jeg ville stege et par æg og tage et stykke af mit hjemmebagte brød. Men Freja sagde strengt nej, det måtte jeg ikke, for “det lugter i hele lejligheden”.

Hun ville ikke spise brødet og sagde, at hun og Mathias spiste sundt.

Så mistede jeg selv lysten til at spise. Jeg blev ked af, at Mathias havde været flov over at invitere mig til sit bryllup. Jeg havde glædet mig i årevis og sparet op til det alt sammen forgæves.

Jeg drak langsomt teen. Freja sagde intet; stilheden var mærkelig. Men pludselig kastede August sig i armene på mig, og jeg ville kramme ham, men Freja vinkede ivrigt, at det skulle jeg lade være, for “man ved jo ikke, hvad du slæber med det er jo mit barn”.

Jeg havde ikke noget legetøj til ham, men jeg rakte ham et glas hjemmelavet hindbærsyltetøj: “Det er lækkert til pandekager.”

Freja flåede glasset ud af hånden på mig: “Hvor mange gange skal jeg sige det? Vi spiser sundt og undgår sukker!”

Jeg var lige ved at bryde sammen og lod teen stå. Jeg blev klar til at gå, og Freja spurgte ikke engang, hvor jeg gik hen.

Udenfor satte jeg mig på en bænk og gav mig til at græde. Så ked af det har jeg sjældent været.

Senere så jeg Freja gå ud med August og alle mine syltevarer de røg direkte ned i skraldespanden.

Jeg sagde ingenting. Da de gik, samlede jeg mine ting og slæbte dem med til stationen. Heldigvis kunne jeg købe en billet hjem samme aften, da en anden havde afleveret sin.

Ved stationen købte jeg mig en portion suppe, et stykke stegt kød og nogle kartofler med salat. Jeg var sulten, og jeg tænkte: “Selvfølgelig er jeg værd at få noget godt at spise.” Jeg satte taskerne i opbevaring, havde et par timer fri og vandrede rundt i København. Byen var smuk og gav mig lidt ro.

I toget hjem kunne jeg ikke sove. Jeg græd. Det gjorde ondt, at Mathias ikke engang ringede for at høre, hvor jeg blev af.

Jeg havde aldrig troet, min egen søn ville møde mig med den kulde, jeg mærkede. Han var min eneste søn, det hele jeg håbede på og nu mærkede jeg pludselig, hvor alene jeg stod.

Nu går jeg og overvejer, hvad jeg gør med de 15.000 kroner, jeg lagde til side til brylluppet. Skal jeg give ham dem, så han ved, hans mor altid har tænkt på ham? Eller skal jeg beholde dem selv for måske var det alligevel aldrig rigtigt at give alt væk?

I livet skal man ikke forvente noget igen for den kærlighed, man giver. Nogle gange må man bare finde glæde i det gode, man selv gør. Måske er det sådan, man bevarer håbet og hjertet, selv når livet gør ondt.