— Min stakkels, lille pige… — hviskede Gitte gennem tårer, mens hun trykkede sin nyfødte datter tæt ind til sig. — Jeg ved allerede, hvilken skæbne livet har i vente for dig…
Den lille pige suttede ivrigt mod moders bryst, trods de salte tårer, der faldt på hendes kinder. Gitte mærkede det ikke — hendes sind flød over med minder, angst og den forbandede familiesigel af ensomhed.
En sygeplejerske i hvid kittel trådte ind på stuen og sendte den nybagte mor et strengt blik.
— Er du ved at drukne hende i dine tårer? Barnet er sund, du har mælk nok, og alligevel sidder du her som til en begravelse. Stop nu med at græde — vær glad i stedet.
Gitte vaktede til, som om hun lige var vågnet op. Hun smilede svagt — til barnet eller sygeplejersken, det var uklart — og mumlede:
— Jeg er glad, virkelig… Jeg er bare bange for, at hun skal gentage alle kvindernes skæbne i vores familie. Vi har alle født uden mænd, alle sammen — alene. Jeg håbede, hvis det blev en dreng, at den onde cirkel måske kunne brydes… Men igen en pige…
— Du er allerede en god mor, — sagde sygeplejersken lidt blidere. — Men læng ikke din lilles familiesigel på hende. Navnet maler skæbnen. Har du fundet på et navn til hende?
Gitte så ned:
— Mor og bedstemor insisterer på Mette. Alle hos os hedder Mette, Maren, Marie… Men jeg læste for nylig, at det også kan betyde ‘den forladte’. Det vil jeg ikke. Jeg vil kalde hende Lærke. Må hendes liv blive anderledes…
— Sådan skal det være, — nikkede sygeplejersken. — Kærlighed ligger i navnet og i hjertet.
Lærke voksede op til en sand kriger. Stærk, beslutsom, selvsikker. Den bedste i klassen, en naturlig leder. Men hendes udstråling stemte ikke overens med bedstemors forventninger om en ‘ægtemateriale’ — brede skuldre, smalle hofter, en drengeagtig gang og adfærd. Hun hængte ud med drengene, iført bukser og sneakers.
— Lærke, du er da ikke en dreng! — jamrede bedstemor Gerda. — Du har et helt skab fuld af kjoler, og alligevel går du altid i T-shirts og jeans. Hvor er femininiteten? Hvor er fletningen ned til livet?
— Hold nu op med det! — afviste Lærke. — Det handler ikke om, hvem der vælger mig, men om, hvem jeg vælger.
— Bliv ikke for selvsikker, min pige, — hviskede Gitte. — Livet følger ikke altid vores ønsker.
Og så, i studenterklassen, forelskede Lærke sig. I hvem? I den stille, genert— den skygefulde, brilleklædte Niklas fra parallellklassen, der altid gemte sig i hjørnet som en forkert placeret bog.
