Nattens slægtning og prisen for ro
– Bare ikke igen, sagde jeg stille, mens jeg så ned i vasken fyldt med sæbevandet.
Køkkenuret viste ubarmhjertigt “1:15”. Lejligheden var tavs. Inde fra værelset lød det dæmpede åndedræt fra lille Rikke. Min kone, Katrine, måtte allerede sove bag vores lukkede soveværelsesdør. Lampen kastede et gulligt skær over bordet, hvor en kop kold kamillete stod ensomt på sin underkop.
Dørklokken skar gennem stilheden som en kniv. Længe, insisterende, med små pauser som gav plads til et svagt håb: bare en anden nat, tak.
Fra soveværelset hørtes min kones søvnige stemme:
– Er det nu ham igen?
Jeg tørrede hænderne i slåbrokken, undertrykte et gab det, som jeg allermest havde lyst til at bruge som et “jeg sover, lad mig være” og gik ud til døren. På vejen mærkede jeg en blanding af irritation, et snert af skam over dette irritationsmoment, og ikke mindst en træthed, tung som våde uldplaider.
I dørkighullet kunne jeg kende silhuetten med det samme. Kraftig bygget, gammel læderjakke, kasket trukket bagover. Det var selvfølgelig svigerfar, Børge Madsen, stående halvt vendt mod døren. Ene hånd støttet mod væggen, den anden holdt på en stor papkasse.
Ved hans fødder stod en pose fra Netto med grøn logo og jeg vidste allerede, at den var fyldt med småkager. Altid de samme.
Jeg åbnede.
Rasmus! Børge strålede op, som var det højlys dag. Er I ikke gået i seng endnu? Hvor godt! Jeg skal bare lige forbi i ti minutter.
Godaften, Børge, sagde jeg og prøvede at få smilet frem. Det er altså nat nu.
Nat? Åh, natten er stadig ung, og jeg er ikke færdig med at gå endnu! Skal jeg ikke lige få lov at komme ind? Jeg har nemlig en skat her.
Han løftede papkassen. På låget sad et falmet klistermærke: “Super 8 film”. I hjørnet havde nogen for længe siden skrevet med kuglepen: “1978. Nytår. Hjemme”. Kassen duftede af støv, gamle skabe og den slags minder, jeg kun kender fra gammel fotos.
Tænk, jeg fandt den! Børge var allerede på vej ind i entréen, uden invitation. Den lå oppe hos naboen på loftet. Jeg sagde straks: “Den er min!” Han troede ikke på mig, men så kendte han håndskriften. Det var Bodils, sagde han.
Navnet på Børges afdøde kone, som døde for ti år siden, hang i luften som et spøgelse.
Fra soveværelset stak Katrine hovedet ud, kneb øjnene sammen i lyset. T-shirt med falmet tryk og gamle joggingbukser.
– Far det er midt om natten.
– Ja, men netop! Børge så levende ud som altid. Det er jo der, man mindes bedst. Hører du, dreng, klager du? I min ungdom begyndte dansene først på den tid!
Hver gang han sagde noget yppigt, følte jeg det som en smerte bag øjnene. Men samtidig forstod jeg: Han er jo alene. Der er mørkt hjemme hos ham. Måske er han bange dér.
– Lad os gå ud i køkkenet, sagde jeg, slugende et suk. Men stille, Rikke sover.
– Selvfølgelig, hviskede Børge, allerede med jakken halvt af. Jeg er som en mus.
En mus, tænkte jeg, der ringer som et brandalarm.
***
I køkkenet satte Børge sig automatisk på stolen nærmest radiatoren. Jeg tåler ikke træk, plejer han at sige. Jeg satte en kop foran ham, hældte te op i ren rutine.
Katrine, stadig halvt søvnig, satte sig overfor sin far og så på kassen.
– Hvad er det der? spurgte hun.
– Vores egne film, sagde Børge højtideligt. Båndet. Gammelt, men levende. Der er din mor, lille dig. Juletræ, salater, og faster Kirsten, med den næse der han lo. Ja, det er historie.
Jeg satte mig ved siden af, lænede hovedet i hånden. Uret slog “1:27”, “1:28″… Børge, derimod, så ud til først at være begyndt.
– Jeg husker, hvordan vi engang åbnede døren, fortalte han ivrigt. Midt om natten, Svend og hans kone kom forbi. Kulde, sne, vi sagde: Kom ind! Her er altid åbent! Og Bodil sagde: “Om natten skal døren være åben for dem der har brug for det.”
Ordene klistrede sig fast i mig som burrer på et bukseben.
Far, Katrine gned sig i øjnene. Skal vi ikke snart se den film? Det var vel for dét, du tog den med?
– Jo, jo. Børge livede op. Men jeg har jo ingen fremviser mere! Jeg håbede, I havde én?
– I en toværelses på fjerde? En Super 8-fremviser, ja, den står lige mellem klaveret og trykmaskinen i kælderen, sagde jeg tørt.
Børge fangede som oftest ikke ironien.
– Nå, men det finder vi ud af. Eller får den digitaliseret i en fotoforretning. Du er jo softwaremand, ikke Rasmus? Jeg kan fortælle historier så længe.
Så fortalte han: Hvordan de købte deres første kamera, og optog weekender på deres sommerhus. Hvordan Bodil lo, da sneen ramte hende i nakken. Hans stemme løb som te af en evig samovar. Ikke en antydning af natlidenskab. Han levede i minder, ikke i urets tikken.
Jeg lyttede kun med halvt øre. Tankerne kørte rundt: Op klokken syv, Rikke i børnehave, rapporten skal laves, øjnene lukker sig
***
Et sagte raslen vækkede mig.
I døren til køkkenet stod Rikke i sin pyjamas med lyserøde stjerner. Hun gned øjnene, håret stod ud til alle sider.
– Far? hviskede hun og snublede over dørtrinnet.
Rikke, hvorfor er du oppe? Jeg sprang op og samlede hende op, så hun ikke faldt.
– Jeg er tørstig mumlede hun. Og jeg drømte om bedstefar igen.
Børges ansigt lyste op, da han hørte ordet “bedstefar”:
Se, børn føler forbindelsen, sagde han.
Rikke kiggede søvnigt på ham, stadig halvt i drømmeland.
Du kommer hver nat, sagde hun alvorligt. Du banker og banker. Jeg kan ikke lukke døren, for håndtaget er varmt.
Kulden snørede sig sammen i min mave. Katrine så bekymret ud.
Hvad er det for nogle mareridt? spurgte hun stille.
Ikke mareridt, Børge lød sikker. Barnets sjæl savner sin bedstefar.
Eller stilhed, tænkte jeg, men sagde kun:
Rikke, kom med i seng. Bedstefar kommer igen en anden dag.
Om natten? spurgte hun.
Jeg mødte Børges blik. Hans ansigt så ægte undrende, næsten barnligt ud.
– Også om dagen, Rikke. Det er faktisk bedre, sagde jeg blidt.
Hun snøftede og gemte sig ind til min skulder.
Jeg bar hende tilbage til værelset, lyttede, mens jeg lagde hende under dynen. I køkkenet snakkede Børge stadig, lidt lavere, men stadig alt for frisk til det tidspunkt.
Jeg tænkte: Hver gang. Hans “bare ti minutter” forvandler sig til en times småkager, te, tunge øjne og revner i vores rytme.
Uret i gangen tikkede. Klokken nærmede sig to. Jeg trak vejret dybt. Min tålmodighed løsnede sig op som en gamle vækkeur, der var løbet ud…
***
– Og igen… klokken ét om natten, klagede jeg ugen før i røret til Signe.
Signe var min gamle ven fra uni og lyttede, mens hun fnyste.
Rasmus Eriksen, sagde hun med overdreven alvor, modtag min medfølelse. Dit hjem er blevet overtaget af nattens ånd fra den ældre generation.
Meget morsomt, stønnede jeg. Altså, seriøst. Jeg kan ikke engang sove ind, fordi hele tiden kører tanken: “Tænk, hvis han ringer igen.” Og det gør han jo! En, halv et, halv to… Altid “bare lige ti minutter”.
Det er din natlige quest, Rasmus, grinede Signe. Du lever på hardmode: vågn op, sæt elkedlen over, lyt til monolog. Gevinsten: småkager.
Jeg kunne ikke lade være med at smile.
Og det er altid de samme småkager, han tager med, knækkede jeg. Havregrynskager i grøn indpakning. Jeg kan ikke mere se på dem.
Det er blevet et symbol, filosoferede Signe. Giv ham en gæste-vækkeur!
Hvordan mener du?
Ring selv til ham klokken et om natten.
Det er ondskabsfuldt, grinede jeg.
Spøg til side, sagde Signe. Men du skal sætte grænser. Ellers tror han bare, det er fint for jer. I bliver jo ved med at lukke op.
Det er jo min svigerfar, sukkede jeg. Han er alene. Hans kone døde. Katrine er hans eneste barn. Hvordan siger jeg: Børge, du skal ikke komme midt om natten? Han har jo dårligt hjerte, tryk, minder…
Dit nervesystem og din datter er også værd at passe på, mindede Signe. Grænser er ikke forkert. Det er selvomsorg og det hjælper faktisk også andre.
Jeg forblev tavs. Ordet grænser kløede i mig. Jeg havde vænnet mig til, at en god svigersøn bare finder sig i det.
***
Børges første natlige visit kom et halvt år efter, han havde mistet Bodil. Jeg troede det bare var den ene gang. Sorg, der ville deles midt i natten.
Vi lå allerede i sengen, Katrine og jeg. Mørket næsten blevet til søvn, kun lidt gadelys udenfor. Pludselig rystede døren ind til gangen voldsomt.
Hvem kommer på denne tid? gispede Katrine.
Dørklokken lød vedholdende, næsten desperat. Katrine greb bukser på, træt.
Måske er der sket noget.
Døren gik op, og dér stod Børge uden jakke, i gammel sweater og uden kasket. Blikket blankt.
Undskyld… sagde han, men trådte ind før invitationen. Jeg kunne ikke være alene hjemme. Det er så tomt.
Han lugtede af tobaksrøg og kold nattevind. Hænderne holdt posen med havregrynskager.
Far, er der sket noget? Katrine blev nervøs. Dit blodtryk?
Nej, han viftede afværgende, men så underlig ud. Jeg… ville bare se jer.
En klump løsnede sig i min hals. Jeg huskede begravelsen, Børge, der knugede sin hat og så ud, som om nogen havde taget hans kompas.
Vi satte ham i køkkenet, lavede te. Han fortalte ikke vittigheder, kun enkelte sætninger afbrudt af stilhed:
Hun elskede… at drikke te om natten…
Hans hænder rystede, da han brækkede småkagerne.
Jeg købte de her i dag, sagde han sagte. Vi mødtes faktisk over netop disse. Vi rakte samtidigt ud. Hun sagde: “Tag du dem, min figur skal ikke lide.” Da vidste jeg, jeg måtte giftes med hende.
Den gang var jeg ikke irriteret. Jeg havde egentlig ondt af ham.
Kom bare, Børge, sagde jeg, da han gik ud af døren ved daggry. Vi er tæt på.
Ordene blev forstået alt for bogstaveligt. Børge kom, når han havde brug for det. Hans brug for det lå bare ofte efter midnat.
Første gang gik, så anden uge, så tredje. Jeg kunne ikke længere huske, hvor ofte der gik længere tid imellem.
***
Da jeg forsøgte at lufte min frustration for Katrine, trak hun blot på skuldrene.
Du ved jo, han altid har været natteravn, sagde hun. Hele livet har han skrevet eller læst om natten. Da jeg var lille, kunne far sagtens sidde i køkkenet med en bog klokken to.
Men dengang var det jo i sit eget hjem, indvendte jeg blidt. Nu sidder han hos os.
Vores hjem er som en forlængelse, svarede Katrine. Han sidder der alene, og det er trist. Især om natten.
Jeg er også bange, sagde jeg ærligt. Fordi jeg ikke får min søvn. Fordi Rikke vågner. Fordi jeg springer ud til døren ved hver ring som stod huset i brand.
Katrine blev tavs. Mellem hende og faren lå en tavs loyalitet, blandet mellem vrede og accept. Ordene det er jo far stod imellem os og den ærlige samtale.
En nat nægtede jeg at stå op.
Jeg blev liggende og lod, som om jeg sov. Katrine gik ud og lukkede op. Døren skreg, trin, mumlen.
Efter lidt over en halv time hørte jeg en sagte mumlen. Nysgerrigheden var stærkere end søvntrangen. Jeg listede mig ud.
Børge sad alene ved køkkenbordet Katrine måtte være gået i seng. En bunke gamle fotos lå foran ham. Lyset fra bordlampen lavede scenelys.
Bodil, dér var du… hviskede han, mens han så på billederne. I den kjole sagde du, jeg ville forlade dig, hvis du blev større. Og jeg fjols, sagde bare ingenting…
Han vendte billedet om.
Katrine dér, en lille snotunge. Det var ved det tv, vi så film sammen. Kan du huske, Svend dukkede op klokken et, og vi lod ham blive til tre? Du sagde: Lad folk komme, mens de kan. Vi låser først, når vi ikke er her mere.
Hans hvisken var ikke bare minde, men en bøn: “Lad der blive ét sted, hvor døren aldrig lukkes for natten.”
Jeg stod i døråbningen. Irritationen blev ikke mindre, men medfølelsen gjorde alt mere besværligt.
***
En aften besluttede jeg at tage det med humor.
Det var tidligt på sommeren, mild nat, soveværelsesvinduet lidt på klem. Dørklokke som på kommando. I stedet for hurtigt at tage slåbrok, tog jeg min vildt farvede natkjole på, og satte søvnmasken på panden en gave fra Signe.
Nu ligner du en stjerne, fnøs Katrine.
I nat byder vi på premieren: “Natten med Børge Madsen”.
Jeg åbnede døren teatralsk.
Godnat, sagde jeg. Velkommen til vores eksklusive natsalon. Menuen: te, småkager og kronisk søvnmangel.
Børge lo.
Sådan noget ungdom! sagde han glad. Jeg troede, I allerede levede som pensionister: seng klokken ti, op klokken seks.
I køkkenet tog jeg demonstrativt ny kaffe frem, klappede vores sluk-ovn-vækkur.
Vi kunne kalde det: Midnat på italiensk. Te, småkager, mandoliner. Desværre kan vi ikke slukke vækkeuret.
Ja nu, Børge viftede igen. Det er minderne værd! Vi kørte natttog, ikke Katrine? Kopte i glas med metalkrus. Det er jo om natten, de bedste snakke kommer.
Så sagde han:
Der er døre her i livet, man skal lade stå åbne. Man ved aldrig, hvem der har et stort behov.
Sætningen satte sig som våd sne i mine støvler: noget rørende og noget faretruende på én gang.
“Men de der ‘nogen’ glemmer, at der inde bag døren også bor nogen”, tænkte jeg. Jeg sagde blot:
Og vinduer, man skal lukke for ikke at fryse.
Børge fangede ikke meningen. Han fortalte bare flere og flere historier, uden at mærke andet voksede i mig end træthed og efterhånden en lille rasen.
***
En nat åbnede jeg simpelthen ikke døren.
Rikke var syg, feber, en søvnløs nat. Jeg var netop kommet i seng, da dørklokken ringede præcis som altid.
– Ikke nu, hviskede jeg.
Katrine var på aftenarbejde, kun jeg og Rikke hjemme. Jeg sad bomstille. Ringede igen. Og igen. Så blev der stille.
Jeg talte til hundrede, til to hundrede. Hjertet bankede. Nu åbnede du ikke. Verden brød ikke sammen, hviskede min indre stemme giftigt.
Næste morgen, da jeg ville ud med skraldespanden, lå en Nettopose foran døren: småkager, lidt våde af duggen. En lille barns håndskrift: I sov. Ville ikke vække. B.
Intet bebrejdelse. Bare posen.
Skam blandede sig med vrede: Hvorfor får jeg dårlig samvittighed, bare for at have brug for søvn?
***
Efter én nat til føltes lejligheden som en våd, tung dyne.
Rikke havde fået feber hun var listet rundt i køkkenet, mens Børge fortalte flere vittigheder. Jeg var som en panda under øjnene. På arbejde sad jeg med kaffe overalt.
Om aftenen, da jeg gik i gang med suppen, mærkede jeg pludselig, at jeg ikke kunne mere.
– Jeg kan ikke mere, sagde jeg uden at løfte blikket til Katrine.
– Hvad mener du? Katrine satte kedlen over.
– Jeg kan ikke leve efter hans natterytme, svarede jeg og vendte mig skarpt. Vi har barn, vi har jobs. Jeg føler ikke mit hjem er mit.
Hun åbnede munden for sin vanlige: “Han er jo bare far…”, men jeg stoppede.
Nej, hør. Jeg hører altid: “Han er far, han er alene, det er hårdt for ham.” Men hvad med mig? Jeg er også menneske, mand, far. Jeg har også nerver, behov for grænser. Ingen spørger, hvordan jeg har det.
Katrine blev tavs.
Lad os tale med ham i aften, sagde jeg endelig. Uden sjov. Uden “ti minutter”. Jeg siger: jeg har brug for nattero.
– Vil du forbyde ham at komme?
Jeg vil have ham om dagen. Eller senest klokken ni. Jeg smider ham ikke ud, jeg smider ham bare ud af nattetiden.
Katrine sukkede.
Han bliver sikkert såret.
Jeg er allerede såret, sagde jeg stille. På jer begge. Fordi jeg har sagt “okay” for længe.
Det lød overraskende klart. Hun sænkede blikket.
Altså. I aften. Vi prøver. Jeg er ved din side.
***
Da jeg så Børge med kassen under armen den nat, faldt alt i hak.
“Familie-fest 1979”, stod på låget. Han satte den så stolt midt på bordet.
– Prøv at se, sagde han igen og igen, jeg fandt den! Det er et helt liv!
– Skal vi ikke snakke først? sagde jeg forsigtigt, mens Katrine hældte te op.
– Om hvad? spurgte Børge, overrasket. Lad os starte med at glædes, sorgen må vente.
Jeg så på Katrine, hun nikkede: Sig det.
Jeg satte koppen foran Børge, satte mig lige over for.
Børge, sagde jeg. Vi er glade for, du fandt filmen. Virkelig, vi er glade, når du kommer. Men vi må tale om noget.
– Så slemt, at vi skal tage det midt om natten? prøvede han.
– Lige om natten, sagde jeg, alvorligt. Dine og vores.
Han holdt op med at smile.
– Jeg lytter, sagde han og skjulte nervøsiteten dårligt.
Du kommer meget ofte meget sent. For dig er nat levende minder. For os: søvn. Katrine skal op. Jeg skal op. Rikke skal i børnehave. Vi bliver så trætte, når vi skal vågne hver nat.
Børge rynkede panden.
– Er jeg til besvær? sagde han, pludselig dæmpet.
Katrine skyndte sig:
Du er ikke til besvær. Vi elsker dig. Men natten er svær. Især for Rikke og Rasmus.
Jeg nikkede.
– Jeg får hjertebanken af enhver ringning efter ti. Jeg kan ikke slappe af. Og Rikke hun siger, du banker hver nat, håndtaget brænder.
Børge så på Katrine, så på mig, så ned på kassen.
– Jeg han talte langsommere nu. Jeg troede ja, det var jo som før. Bodil og jeg drak tit te om natten. Døren var åben. Sagde alltid: Kom hvis du har brug for det.
Vi har brug for at sove om natten, sagde jeg blidt men fast. Det er ikke, fordi vi ikke elsker dig. Det er, fordi vi også elsker os selv og vores barn.
Der blev stille.
Børge kiggede på sine hænder, de rystede lidt.
– Så I vil ikke have jeg kommer mere?
Jo, hurtigt, sagde jeg. Bare ikke klokken et. Kom om dagen eller frem til klokken ti. Ring i forvejen. Vi køber yndlingsteen din, gør klar.
Katrine tilføjede:
Far, vi vil virkelig gerne snakke med dig, nyde te sammen. Bare ikke når vi er faldet ned af træthed allerede.
Han sagde intet længe. Så sagde han langsomt:
Jeg vidste ikke, det var så hårdt for jer. Jeg tænkte, hvis jeg ikke sover så gør I heller ikke
Noget slap i mit bryst.
Han var ikke et monster. Bare en, hvis tid var stoppet den nat Bodil forsvandt.
– Lad os se filmen sammen lørdag. Hele familien, om dagen. Som til nytår 1979, foreslog jeg.
Han så på kassen, så på mig.
– Men hvis jeg om natten…?
– Ringer du, så tager vi den, sagde jeg roligt. Men ikke hver dag. Hvis det er alvor, er vi her. Men “kaffebesøg” gør vi i dagslys.
Katrine nikkede.
Far, sagde hun, jeg vil også gerne snakke normalt, ikke bare som et udmattet spøgelse. Nu hun gabte, kan jeg næsten ikke huske, hvad du sagde i aften.
Børge smilede vemodigt.
– Gamle fjols, sagde han lavt. Jeg har hele tiden tænkt, at en lille visit ikke skader.
Dine “ti minutter” er snart blevet et år, bemærkede jeg tørt.
Han nikkede.
– Vi holder fast i lørdag, så. Jeg smutter.
Jeg følger dig ud, sagde jeg.
I gangen fik han længe jakken på.
Rasmus, hvis jeg nu… ringer ved en fejl?
Så tror jeg, der er galt. Og bliver bekymret. Men jeg åbner ikke altid. Jeg er kun menneske.
Han nikkede. Der var noget nyt i øjnene måske respekt for ærligheden.
***
Lørdag eftermiddag blev, som lovet.
Et gammelt filmapparat fundet via Katrines netværk stod som et museumsstykke. Stuen var omdannet til minibiograf gardinerne trukket for, hvidt lagen på væggen.
Børge sad forrest, som en dreng. Holdt kassen som en skat. Rikke sad på Katrines skød med en plyshund. Jeg kæmpede med stikkene, fik maskinen igang.
Lyset ramte væggen. Strimler af fortid. En ung Bodil i bomuldskjole, lysende smil som solen selv. Ved siden af: en ung, mørkhåret Børge; armen om hendes skuldre. Mellem dem: lille Katrine, rundt ansigt, trygt blik.
På skærmen: Julebord, mandariner, leverpostej, guirlander. Et glimt af en seddel på døren: Vores hjem er altid åbent også om natten. For de nærmeste.
Det slog mig i brystet.
Børge snøftede.
Det var hende der skrev det, hviskede han. Det skulle folk vide.
Filmen viste Bodil åbne døren med latter, vinke nogen indenfor: “Kom ind!”. Lys, latter, forvirring. Uret i billedet: “1:05”. En stemme udenfor rammen: Vi er altid klar til at tage imod dem vi kender.
Børge græd stille, skuldrene rystede.
Rikke blev tungere i armene. Hun sov, lille hånd om min hals.
Projektoren snurrede, billederne skiftede. Bodil tørrede tallerkener, Børge kyssede hende på kinden, lille Katrine dansede rundt om træet.
Jeg forstod. Børges nattebesøg var ikke bare vane. Det var en desperat længsel efter en tid, hvor døren altid var åben for glæde. Ikke for at nedbryde grænser.
***
Da båndet sluttede, blev der dæmpet.
Børge tørrede øjnene.
Undskyld, brød han pludselig stilheden. Jeg… troede det var godt, at jeg kom om natten, så jeg ikke var alene.
Jeg svarede dæmpet:
Du er stadig ikke alene. Nu åbner vi bare døren om dagen.
Nogle dage efter gik jeg ned til Brugsen. Jeg tog, ud over havregrynskager i grøn indpakning, en pæn termokande i sølv med sorte bjerge på. Holder varmen i otte timer, sagde etiketten.
Hjemme pakkede jeg kanden i en æske, lagde småkagerne ved. Lagde en ekstra nøgle på en nøglering.
På en lille kortskrev jeg: Børge, du er altid velkommen her. Især om formiddagen. Termokanden, så du har varme med dig. Nøglen, så du kan komme forbi i dagtimerne. Ring gerne inden. Vi holder af dig Rasmus, Katrine og Rikke.
For første gang længe ringede jeg selv om dagen.
Børge, hej i morgen har vi te. Morgen-te. Kom forbi, når du har lyst. Men senest ved middagstid.
Han lo; det var en lettet latter.
Er det en rigtig invitation?
Det er starten på en ny tradition uden natholdet, sagde jeg.
Næste dag stod han der klokken ti, efter at have ringet. Rengjort skjorte og en buket margueritter i hånden.
Til dig, Rasmus. For tålmodighed.
Under armen havde han en plysbamse med nathue.
Til Rikke, sagde han. Nattevagt, så bedstefar kun kommer i drømme for at fortælle godnathistorier.
Jeg smilede rigtigt for første gang længe.
Kom ind, sagde jeg. Teen er klar.
Solen tegnede firkanter i køkkenet. Teen var varm, småkagerne knasede. Rikke udhvilet og tilfreds med bamsen krammede bedstefar. Katrine fortalte om sit projekt, og Børge bød ind med en ny vittighed om sene og tidlige tog.
Det var stadig Børge, med alle historierne. Bare anderledes. Morgen i stedet for nat. Velkommen i stedet for at bryde ind.
Om aftenen, før jeg lagde Rikke, sagde hun:
Far, bedstefar kom slet ikke i min drøm i nat!
Hvad siger du til det? spurgte jeg.
Det var fint, sagde hun stille. Jeg sov bare. Og i dag var han rigtig.
Jeg smilede.
Sådan må det gerne være, hviskede jeg.
Da klokken blev “1:15”, var hjemmet stille. Dørklokken ringede ikke. For første gang i lang tid vågnede jeg af mig selv helt udhvilet, ikke på grund af andres vaner.
Jeg forstod, at jeg havde lært at sige til og fra ikke med raseri eller skam, men med ord. Verden gik ikke under. Svigerfar forsvandt ikke ud af vores liv. Han holdt bare op med at komme om natten.
Og det var en lille sejr min, og alle os, der bor her.
