Ikke igen, mumlede Marie lavt og så ned i vasken, hvor sæben skummede.
Køkkenuret viste ubønhørligt 01:15. Hjemmet åndede stille. Inde ved siden af lå lille Ane og småsov. I soveværelset var Viktor sikkert allerede ved at døse hen. Loftlampens matte skær tegnede en gul plet på bordet, hvor der stod en ensom kop med kold kamillete.
Dørklokken skar igennem natten som en kniv. Langvarigt, insisterende, med små pauser nok til at man kunne nå at tænke: Åh, ikke nu, tag det i morgen i stedet.
Er det ham igen? lød der et søvnigt, genkendende hvisk fra Viktor, inde fra soveværelset.
Marie tørrede hænderne i badekåben, undertrykte et gab det der gerne ville forvandle sig til et tegn på jeg sover, lad mig være! og gik mod døren. Undervejs fornemmede hun en blanding af irritation, stænk af skam over irritationen. Og en træthed, tung som et vådt vattæppe.
I dørspionen så hun den samme brede skikkelse med den slidte læderjakke og kasketten presset ud i nakken. Svigerfar, Poul Petersen, som han nu stod, halvt vendt mod døren. Den ene hånd lænede han mod væggen, under armen havde han en stor papkasse.
For hans fødder lå en pose fra SuperBrugsen Marie vidste, den kun kunne indeholde en slags småkager. Det gjorde den altid.
Hun åbnede døren.
Marie! Poul smilede op som var det middag. I er endnu ikke gået i seng? Det er godt, jeg bliver kun Ti minutter.
Godaften, Poul, sagde Marie med et forsøg på et smil. Det er… altså midt om natten.
Bah, natten er ung! fejede han af. Og det er jeg også, så længe benene vil. Vil du ikke lukke den gamle ind? Jeg har noget med…
Han hævede kassen, på låget sad en falmet etiket 8 mm filmrulle. I hjørnet en kuglepensdoodle: 1978. Nytår. Hjemme. Kassen duftede af støv, gamle skabe og noget fra et liv Marie kun kendte fra billeder.
Tænk, at jeg fandt den? Poul trådte allerede ind i entréen, uden at vente på Kom ind. Det var hos naboen, på loftet. Jeg sagde straks: Det er min! Først troede han mig ikke, men kendte så min afdøde Lene’s håndskrift.
Lenes navn Pouls hustru gennem fyrre år, død for ti år siden hang i luften.
Fra soveværelset dukkede Viktor op med sammenknebne øjne, i T-shirt og joggingbukser.
Far… det er nat.
Netop! udbrød Poul levende. Bedste tidspunkt for minder. Klager du, søn? I din alder dansede vi først nu.
Marie mærkede hvordan hver af Pouls ord gjorde ondt i hendes tindinger. Men en anden tanke sneg sig ind: Han er alene. Det er mørkt for ham. Måske er han bange.
Vi går ud i køkkenet, sagde hun lavmælt og bed sin tunge. Men roligt, Ane sover.
Selvfølgelig, nikkede Poul og hang jakken. Tror du jeg larmer? Jeg er tyst som en mus.
Musen, tænkte Marie, der larmer som et brandvæsen.
***
I køkkenet satte Poul sig, som altid, på stolen med ryggen mod radiatoren. Min gamle ryg tåler ikke træk, lød det. Marie satte koppen foran ham og skænkede te nærmest i søvne.
Viktor, stadig gabet, satte sig overfor og lod blikket glide over kassen.
Hvad har du fundet? spurgte han.
Vores families video! Filmrulle, livlig men gammel. Din mor er der, du er lille, og så juletræ, sildesalater og moster Marens kæmpenæse… han lo. Hele historien.
Marie satte sig på siden og støttede hovedet. Uret tikkede 1:27… 1:28… Poul blev kun mere snakkesalig.
Jeg husker da vi lukkede døren op nytårsnat, genfortalte han. Klokken var over tolv. Svend og hans kone kørte hele vejen fra Ringsted forbi. Kom ind, døren er altid åben! Lene sagde dengang… ordene gled ud i natten. Om natten skal dørene stå åbne for dem, der har brug for det.
Marie nikkede, ordene satte sig fast.
Far, Victor gned øjnene, skal vi ikke se filmen? Det var vel derfor du tog den med.
Ja, ja, jeg har bare ikke apparatet. Måske har I? spurgte han håbefuldt.
En 8 mm-filmfremviser, hos os, ovenpå? ironiserede Marie tørt. Selvfølgelig, den står lige bag flyglet, ved trykpressen.
Poul fiskede ikke det sarkastiske tonefald.
Vi finder nok ud af det, gav han ikke op. Det kan digitaliseres. Viktor, du er jo IT-mand! Imens fortæller jeg, hvad der sker på filmen.
Han begyndte at genfortælle: Første kamera, ferien på sommerhuset, Lenes latter med sne i nakken… Ordene flød som te fra en lerdunk, hans stemme snittede ikke natten. Det var som levede han ikke efter ur, men efter erindring.
Marie lyttede uden rigtig at fatte, mest optaget af tanken: Op klokken syv, Ane i børnehave, rapporten, jeg kan næsten ikke holde øjnene åbne…
***
Et svagt bump rykkede hende ud af tankerne.
I døråbningen stod Ane i lyserød pyjamas, gnubbede søvnigt øjnene, håret stod i alle retninger.
Mor… hun peb og listede ind.
Ane, hvorfor står du op? Marie løftede straks hende, før hun snublede.
Jeg skal drikke… og jeg drømte om morfar igen.
Poul lyste op:
Se, børn mærker båndet.
Ane så sløvt på ham, stadig med Benene i søvnens verden.
Du kommer i min drøm hver nat, sagde hun alvorligt. Du banker og banker. Jeg når ikke at lukke døren, for håndtaget brænder.
Marie fik et isnende sug. Viktor kneb brynene sammen.
Hvilke mareridt er det?
Ikke mareridt, erklærede Poul. Det er hendes sjæl, den længes efter morfar.
Måske efter ro, tænkte Marie, men sagde bare:
Ane, kom i seng igen. Morfar kommer igen… men ikke i nat.
Om natten?
Marie mødte Pouls blik. Hans øjne var åbne, næsten barnlige i tvivl.
Han kan godt komme om dagen, sagde Marie blidt. Det er næsten bedre.
Ane snøftede og trykkede sig ind til hende.
Marie bar hende tilbage og lyttede. På køkkenet fortalte Poul videre, halvt i stemmen, men for energisk for tidspunktet.
Hun puttede Ane og tænkte: Hver gang siger han: ti minutter og det bliver til timer, småkager, te, trætte øjne og sprækker i vores hverdag.
Klokken tikkede i gangen. Den nærmede sig to. Marie trak vejret. Hendes tålmodighed tærede på de sidste reserver…
***
For en uge siden havde Marie beklaget sig til veninden Olga over telefonen:
Han tropper op klokken et om natten, begyndte hun. Som om vi har natåbent ‘Hos Sønnen’.
Olga lo i takt med Maries frustration.
Marie Ditlevsen, sagde hun med teaterseriøsitet, modtag mine kondolencer. Dit hjem er indtaget af den ældre natteånd.
Meget morsomt, sukkede Marie. Jeg kan ikke engang sove roligt, tænker hele tiden på om han ringer igen. Og det gør han. Klokken et, halv to… Altid kun ti minutter.
Se det som et eventyrspil, fnisede Olga. Hardcore nattevagt: stå op, lav te, hør monolog. Gevinsten er småkager.
Marie trak på smilebåndet.
Han bringer altid de samme havregrynskager i grøn emballage. Jeg får snart spat af dem.
Det er et symbol, funderede Olga. Måske skulle du ringe ham op klokken et for forandring.
Du er ond, lød det fra Marie.
Sorry, grinede Olga. Men alvorligt, du må sætte grænser. Ellers tror han, det er helt normalt!
Men det er Victors far, O., sagde Marie lavt. Han er alene, konen døde, Victor er eneste barn. Hvordan siger jeg: Kom ikke om natten, Poul? Han har jo dårligt hjerte, blodtryk, savn…
Men du har også et hjerte og en datter og job! Grænser er ikke dårlige, det er også omsorg for dig selv. Nogle gange hjælper det andre.
Marie var stille. Sætninger om grænser kradsede ubehageligt. Hun havde altid troet, den gode svigerdatter var den, der holdt ud.
***
Farmands første nattebesøg kom et halvt år efter Lenes død.
Dengang troede Marie, det kun var en gang. En nat i sorg man skulle dele, fordi dagen var for larmende.
De lå i sengen, mørket tæt, kun vindueslyset over tæppehjørnet. Stilheden blev til søvn, da døren pludselig rystede.
Hvem banker nu? Marie satte sig op.
Det var insisterende, nærmest desperat. Viktor greb bukser og hastede ud:
Noget er måske galt.
Ude i entréen stod Poul, forpjusket, i gammel sweater uden jakke og kasket. Øjnene blanke.
Undskyld… mumlede han, men trådte alligevel ind. Jeg kunne ikke være hjemme. Der er… så tomt.
Han lugtede af tobaksrøg og aftenluft. I hånden havde han den grønne havrekagepose.
Far, hvad er der galt? Viktor blev bange. Dit blodtryk?
Nej, nej, det er bare… jeg ville se jer.
Klagen i Maries bryst forsvandt. Hun genkaldte sig Lenes begravelse, Poul med sammenklemte hænder om hatten. Hans blik som én uden koordinater.
De satte sig ud i køkkenet, lavede te. Han fortalte ingen vittigheder, bare sad og brækkede småkager i tavshed:
Hun kunne så godt lide at drikke te om natten…
Hænderne dirrede, mens kagen knækkede.
Jeg så bare de kager i SuperBrugsen, sagde han lavt. Vi mødtes netop der, over kagerne. Jeg rakte ud og hun også. Vi tog fat i samme pakke. Hun sagde: Tag du dem, jeg passer på figuren. Og jeg besluttede, jeg ville gifte mig med hende.
Marie havde kun medlidenhed.
Kom endelig forbi når du har brug for det, sagde hun, da han skulle gå. Vi er her.
Det blev bogstaveligt. Poul kom, når han havde brug for det. Desværre især om natten.
Første gang blev til flere. Snart kunne Marie ikke huske, hvornår der havde været længere pauser natten igennem.
***
Da Marie forsøgte at snakke med Viktor, trak han bare på skuldrene.
Han har altid været natdyr, sagde han. Han arbejdede aldrig andet end nat, læste, skrev… Da jeg var lille, sad han også på køkkenet til langt ud på natten.
Dengang sad han dog hjemme hos sig selv, indvendte Marie. Nu sidder han ved os.
Vores hjem er som en fortsættelse, undskyldte Viktor. Han er måske ensom. Især om natten.
Jeg er også bange, sagde Marie ærligt. Fordi jeg får ikke sovet. Ane vågner. Jeg flyver til døren, hver gang det ringer.
Viktor sagde ikke meget. Mellem ham og faren var der noget uudtalt irritation og forståelse blandet sammen. Ordene det er jo hans far lå hele tiden imellem dem.
En nat blev Marie liggende og lod som om hun sov.
Viktor åbnede. Døren knirkede. Lyde, stemmer.
Efter en halv time lød hvisken. Marie blev nysgerrig og listede ud.
Poul sad alene ved bordet Viktor var gået i seng. Foran ham en bunke gamle billeder. Kun lampegløden belyste scenen.
Lene, du ser… mumlede han. I den kjole sagde du, jeg ville holde op med at elske dig, hvis du tog på. Men hvor var jeg dum. Jeg skulle bare have sagt, at du altid var…
Han vendte billedet.
Viktor her, helt lille. Ved det gamle fjernsyn så vi Liverpool i finalen. Kan du huske da Svend kom klokken et, og vi holdt ham til tre? Du sagde: De må altid komme, så længe de kan. Vi lukker kun døren efter os selv den sidste gang.
Han talte mere til billederne end til nogen. En stille bøn: Lad et eller andet hjem stadig stå åbent for mig, også om natten.
Marie stod og mærkede at han ikke var en plageånd, men en voksen dreng fortabt i natten.
Det tog ikke irritationen væk. Men nu var der en sørgmodighed med.
***
En aften prøvede hun at tage det med humor.
Det var tidligt sommer, varm nat, soveværelset på klem. Klokken ringede på slaget ét. Marie iførte sig en prangende silke-kimono, sovemaske på panden, som veninden havde givet hende.
Filmstjerne nu? sagde Viktor muntert.
Ja, Marie tog en dyb indånding. I aften er det Den Store Nattevisning Hos Poul.
Hun åbnede døren teatralsk:
Velkommen til eksklusiv midnatsforestilling. Med te, småkager og kronisk søvnunderskud.
Poul slog en latter op.
De unge nu til dags kan noget med humor! Jeg troede I var blevet gamle seng klokken ti, op klokken seks.
I køkkenet tog Marie demonstrativt nyt kaffe ud, bankede på komfuralarmen:
Vi kan lave tradition: Nattens café à la italienske nætter. Te, småkager, mandoliner, men alarmen ringer alligevel seks.
Ja ja, sagde Poul. Men det skaber minder! Min barndom var natbaner med tog, te i glas med holder, og snak blandt fremmede der føltes som familie. Nætterne giver de bedste samtaler.
Så kom den sædvanlige sætning:
Livet har døre, som skal stå åbne. Man ved aldrig, hvem der har brug for det.
Marie mærkede, hvordan sætningen satte sig i hende.
Nogen glemmer, der også bor folk bag døren, tænkte hun, men sagde højt:
Og i livet er der også vinduer man lukker, så man ikke bliver syg.
Poul hørte ikke undertonen, men talte videre i historier, uvidende om Maries murrende søvnløse vrede.
***
En nat åbnede hun ikke døren.
Ane var syg, feber, urolig. Marie netop sat sig da klokken igen ringede.
Ikke nu, mumlede hun.
Viktor var på nattevagt, hun var alene. Hun frøs fast. Endnu et ring. Stilhed.
Hun talte til hundrede. Hundrede-og-tyve. Nej, verden gik ikke under.
Næste morgen, da hun ville smide skrald, lå posen med havrekager i netop den grønne pose lidt fugtig af dug. Ved den, en lille note: I sover. Vil ikke vække jer. Poul.
That’s it. Ingen klage, ingen bebrejdelse. Kun den pose.
Marie mærkede både stikkende skyld og irritation: Hvorfor skal jeg føle mig slem blot fordi jeg vil sove?
***
Efter endnu en nat med besøg, føltes lejligheden som et fugtigt tæppe tung og kold.
Ane blev mere syg havde løbet ud til bedstefar flere gange barfodet. Hun havde ikke sovet meget. Marie gik som et spøgelse på arbejde.
Om aftenen, mens suppen stod på komfuret, mærkede hun noget briste indeni:
Jeg kan ikke mere, sagde hun uden at se op.
Hvad mener du? Viktor tændte for kedlen.
Jeg kan ikke leve efter hans nattevaner. Vi er ikke et tehus med døgnservice. Vi har barn, jeg har job. Jeg føler mig ikke længere hjemme hos mig selv.
Viktor ville sige det er jo hans far, men Marie hævede hånden.
Nej, hør nu. Alt handler om ham: Han er alene og gammel. Hvad med mig? Jeg er hustru, mor og menneske, og ikke nogen har spurgt, hvordan jeg har det.
Han tav.
Jeg vil bare, Marie tøvede, at han kommer om dagen. Eller i det mindste ikke senere end ni. Ikke at vi udelukker ham, jeg udelukker bare natten.
Viktor sukkede.
Han bliver måske såret…
Jeg er allerede såret på begge jeres vegne. Fordi jeg i et år har ladet som intet. Mine okay var små kapitulationer over for andres vaner.
Ordene stod klare. Viktor nikkede.
I aften siger vi det sammen.
***
Da hun så filmboksen i Pouls hænder den nat, forstod hun det meste.
Familiejul 1979, stod der med gammeldags håndskrift. Poul stillede kassen på bordet.
Se! Fundet! Det er livet!
Skal vi ikke tale først, foreslog Marie forsigtigt.
Taler vi da ikke? ironiserede Poul.
Om nattebesøgene, sagde Marie alvorligt.
Han blev mere alvorlig.
Sig hvad du vil, så.
Du kommer altid forbi sent, sagde Marie dæmpet. Efter midnat. For dig er natten til minder. For os, til søvn. Viktor og jeg skal på job, Ane i børnehave. Vi bliver altid vækket.
Poul kneb øjnene sammen.
Forstyrrer jeg?
Viktor tog ordet:
Far, vi elsker dig. Men det er hårdt om natten. Især for Marie. Og Ane.
Marie bøjede hovedet.
Jeg bliver angst for ethvert opkald efter ti. Hjertet springer et slag over. Og Ane… hun siger hun drømmer du banker.
Poul så på dem, og på kassen.
Jeg troede bare… det var som før. Lene elskede nemlig nattetimerne. Vi holdt altid døren åben. Tænkte, kom nogen sent, var det fordi de virkelig trængte.
Og vi trænger til at sove, sagde Marie stille. Vi har brug for lukkede døre. Fordi vi elsker jer, men også os selv og Ane.
Tavshed.
Pouls hænder rystede let.
I vil ikke ha jeg kommer?
Selvfølgelig vil vi, sagde Marie hurtigt. Bare ikke om natten. Kom om dagen, aftalte tid, så gør vi klar.
Viktor stemte i.
Far, vi glæder os til te bare ikke når vi er udkørte.
Poul sad længe uden ord. Så sagde han lavt:
Jeg vidste ikke jeg belastede jer sådan. Jeg troede bare… Hvis jeg ikke sover, gør ingen det.
Marie følte noget løsne sig indeni.
Han var ikke ond kun én som mistede tidens tag, den nat Lene døde.
Lad os se filmen på lørdag i dagslys, sagde hun. Sammen allesammen: dig, os, Ane. Så lader vi som om det er jul 1979.
Poul så fra kassen til hende.
Og hvis jeg savner jer om natten…
Så ringer du. Vi tager telefonen. Men ikke hver dag. Hvis der sker noget alvorligt, er vi der. Hvis det bare er for te, tager vi det om dagen.
Viktor nikkede.
Far, jeg vil gerne have snak, men ikke mens jeg er søvnig og sur.
Poul smilede trist.
Gammel tosse… Jeg troede ti minutter gjorde ingen skade.
Ti minutter kan nemt blive år, smågrinede Marie.
Han nikkede.
Så må filmen vente til lørdag. Jeg går hjem nu.
Jeg følger dig ud, tilbød Marie.
Han fumlede med jakken, trak tiden ud.
Marie, hvis jeg kommer til at ringe sent…
Så tror jeg, du har det svært, sagde hun. Og jeg bekymrer mig. Men jeg åbner ikke altid. Jeg er også kun et menneske.
Han nikkede. Noget varmt lyste i hans blik måske respekt.
***
Lørdagens julevisning blev en realitet.
Projektoren ven af huset havde sådan én! stod klar. Hvidt lagen på væggen, stuen som en biograf.
Poul sad forrest med filmen, Ane sad på Maries skød og krammede sin bamse. Viktor rodede med ledninger. Endelig begyndte filmen at snurre, et funklende lys og farver på væggen.
En ung kvinde i ternet kjole smil så det lyste. Poul, uden grå hår, omfavner hende, mellem dem lille Viktor.
Julebordet, mandariner, sild, lyskæde. Kameraet fanger en papseddel på døren: Her er altid åbent. Også om natten. For familien.
Det stak i Maries bryst.
Poul snøftede.
Det var hende, Lene, hun skrev den. Ville folk skulle vide det.
På filmen griner hun, åbner døren og siger: Kom ind! Lys, latter, liv. Klokken er 01:05. Håndskrevet på filmen: Her er I altid velkomne.
Poul græd stille.
Ane faldt i søvn hos Marie. Projektoren hviskede, billeder skiftede: Lene tørrer af, Poul kysser hende, lille Viktor triller om juletræet.
Marie forstod nu: Natbesøgene var ikke vane, men et nødråb for at genfinde den tid, hvor dørene var åbne for glæde ikke for udmattede kompromisser.
***
Da filmen sluttede og værelset blev mørkt, stirrede Poul på sine knæ.
Tilgiv mig, sagde han. Jeg troede jeg gjorde godt, så vi måtte være sammen.
Marie svarede sagte:
Du er stadig ikke alene. Også uden natlige visitter. Nu åbner vi bare dørene om dagen.
Nogle dage senere gik hun i Brugsen og købte ikke bare grønpakkede kager, men også en fin termoflaske med bjergmotiv. Holder varmen op til otte timer, stod der.
Hjemme pakkede hun det omhyggeligt, sammen med et nøgleringsvedhæng og en lille seddel:
Kære Poul, du er altid velkommen især om morgenen. Termokanden holder teen varm. Nøglen er hertil, når du har sagt du kommer. Vi elsker dig. Marie, Viktor og Ane.
Hun ringede til ham for første gang mitt på dagen.
Poul, kom til formiddagste hos os i morgen, sagde hun. Men før klokken tolv.
Han grinede lettet.
Er det officiel invitation?
Det er begyndelsen til en ny tradition, svarede Marie. Uden natlige visitter.
Næste dag stod Poul klar klokken ti, havde ringet på forhånd: Nu kommer jeg. I hånden havde han en lille buket margueritter.
De er til dig, Marie. Tak for din tålmodighed.
Og med under armen et bamse med nathue.
Til Ane, forklarede han. Hans opgave er at være nattevagt, så bedstefar kun fortæller eventyr i drømme.
Marie smilte oprigtigt.
Kom ind. Teen venter.
Solen tegnede firkanter på køkkenbordet. Teen var varm, kagerne knasede. Ane, veludhvilet, krammede bjørnen. Viktor fortalte om sit arbejde, Poul svarede med en natbanen-anekdote.
Samme Poul, samme historier, men tiden var ændret. Morgen i stedet for nat. Gæst i stedet for uvelkommen invasion.
Om aftenen, da Ane blev puttet, sagde hun:
Mor, bedstefar dukkede ikke op i min drøm.
Hvad synes du om det?
Det er fint. Jeg sov bare. Men han var her om dagen… rigtigt.
Marie smilede i mørket.
Lad det blive sådan.
Natten ved 01:15 var stille i huset. Ingen ringede. Marie vågnede for første gang udhvilet og ikke fordi nogen vækkede hende.
Nu kunne hun sætte grænser ikke med skæld, men med ord. Verden brød ikke sammen. Svigerfar forsvandt ikke. Han kom bare ikke længere om natten.
Og det var småt, men en sand sejr for dem alle.
