Kun ikke nu igen, sukkede jeg stille, mens jeg stirrede ned i den fyldte vask med sæbevand.
Væguret i køkkenet tikkede ubarmhjertigt hen mod 01:15. Lejligheden duftede af nat og ro. Inde fra værelset lød forsigtige, drømmende åndedrag fra lille Alberte. I soveværelset måtte Viktor allerede være ved at være langt væk i søvnen. Kun lampens dæmpede skær tegnede en gul plet på bordet, hvor en kop kamillete stod ensomt og blev kold.
Pludselig flænsede dørklokken stilheden, skarpt og insisterende. Først lang, så et lille ophold, som om verden ventede på at jeg på mirakuløs vis ville ønske lydene væk: Bare ikke igen, ikke denne nat, ikke endnu en gang.
Fra soveværelset lød Viktors søvnige men straks genkendelige mumlen:
Er det ham igen?
Jeg tørrede hænderne i min natkåbe og prøvede at holde et gab tilbage sådan et gab der burde have sendt hele verden ud af huset og ind under dynen. På vej mod entréen mærkede jeg den velkendte cocktail: irritation og et svagt stik af skam over min egen irritation. Og en træthed, tung som fugtigt uldtæppe.
Gennem dørens kighul anede jeg straks den velkendte skikkelse. Stor skuldret, i den samme gamle læderjakke og med kasketten presset bagud. Svigerfar, Poul Madsen, stod i halvprofil mod døren. Den ene hånd støttede han sig til væggen med, den anden favnede en stor papæske.
Ved siden af ham på måtten stod en pose fra SuperBrugsen med det grønne logo, og jeg kendte allerede indholdet småkager. De samme, hver gang.
Jeg låste op.
Marie! lød det muntert, som om det var højlys dag. Du er vågen? Hvor heldigt! Jeg bliver kun ti minutter.
Godaften, Poul, svarede jeg og tvang et smil frem. Det er altså virkelig nat
Pjat, natten er ung! Og jeg er altså også så længe benene vil. Må jeg ikke lige komme ind? Jeg har nemlig en skat, se!
Han holdt æsken op. Den var mærket S8 Film. I et hjørne stod med falmet kuglepen: 1978. Nytår. Hjemme. Den duftede af støv, gamle skabe og dét liv min mand kun har kendt fra billeder.
Fundet, kan du tro! sagde Poul, idet han gled ind i entreen uden at vente på invitation. Hos naboen lå den bagerst oppe. Jeg sagde: Det der, det er min! Han kendte straks skriften. Det er Lises, sagde han.
Navnet på Pouls afdøde kone, Lise, som havde været væk i ti år, føltes som et ekko i korridoren.
Viktor dukkede op fra soveværelset, knugede sine øjne mod lyset, iført T-shirt og slappe joggingbukser.
Far Det er midt om natten.
Perfekt til minder! afbrød Poul ham begejstret. Kan du huske, dengang du var på din første natklub? Jeg siger dig, man lever om natten, søn.
Poul lød lyslevende, men hans energi smertede snart min pande. På samme tid kunne jeg ikke slippe tanken: Han er jo bare alene. I mørket. Måske er han bange.
Lad os gå i køkkenet, sagde jeg og slugte et suk. Men lavt, Alberte sover.
Selvfølgelig, smilede Poul og dyttede med læderet på jakken. Jeg skal nok være musestille.
Mus, tænkte jeg. Der lyder som brandalarmer.
***
Poul satte sig, som altid, på stolen nærmest radiatoren. Min ryg tåler ikke træk, sagde han. Jeg hældte varm te op, mekanisk, som natlig tankpasser.
Viktor satte sig over for sin far og kiggede på æsken.
Hvad er det for en klassiker nu?
Film, proklamerede Poul højtideligt. Den ægte vare. Her er din mor, dig som lille. Nytårsaften. Lili og hendes store næse åh, da vi var unge, det var tider!
Jeg satte mig på kanten, støttede kinden i hånden. Uret tikkede: 01:27 01:28 Men Poul var lige begyndt.
Jeg husker engang vi bare åbnede døren for alle, genfortalte han. Lige over midnat, Svend og konen kom trampende gennem sneen. Vi: Kom endelig ind!. Lise sagde: En dør skal stå åben for dem, der virkelig behøver det, især om natten.
Jeg nikkede. Det satte sig fast som burrer.
Far, skal vi se filmen, eller skal du bare fortælle? sagde Viktor drilsk.
Maskinen har jeg ikke, indrømmede Poul. Jeg troede I havde én? Ellers kan det sikkert ordnes, Viktor du er datamand.
Selvfølgelig, småfnyste jeg. Hver familie i Vanløse har en projektor mellem grandpiano og trykpresse
Poul lod ironien gå hen over hovedet.
Det må ordnes, insisterede han optimistisk. Imens fortæller jeg!
Han fortalte så tekanderne næsten kogte over. Om Lise der lo, om sne i nakken, om den første Konica og duften af frikadeller. Ord væltede, stemningen var dag, ikke nat. Han levede mere i minderne end efter klokken.
Jeg sad og lyttede halvt, lod tanker og træthed glide som rytmen: Op klokken syv, Alberte i børnehave, rapporten på job øjnene klistrer
***
En forsigtig lyd. Lille Alberte, småforhåret og gnubbende øjne, trådte morgentræt ind.
Moar hviskede hun.
Hvad laver du oppe, skat?
Jeg ville ha vand. Og drømte, at bedstefar kom igen.
Poul smilede bredt:
Børn mærker familietrådene, siger jeg altid.
Alberte så ham midtvejs i søvnen lidt skeptisk.
Du er der hver nat, sagde hun. Banker og bliver ved. Og jeg kan ikke lukke døren, fordi håndtaget er brandvarmt.
Kulen trængte sig på i maven. Viktor rynkede brynene.
Hvilke mareridt er det?
Ikke mareridt, fastslog Poul. Det er børnesindet der søger bedstefar.
Eller bare stilheden, tænkte jeg. Men sagde:
Albertine, kom, vi skal i seng igen. Bedstefar kan besøge dig om dagen.
Må han godt? spurgte Alberte.
Vi udvekslede blikke, Poul og jeg. Hans udtryk var barnligt uforstående.
Gerne om dagen, skat, svarede jeg blidt. Det er faktisk bedst.
Hun snøftede og krøb ind til mig.
Jeg bar hende tilbage, puttede, lyttede. Inde i køkkenet snakkede Poul videre lavt, men stadig for livligt til nattetimen.
Jeg puttede tæppet tættere om Alberte og tænkte: Alt det her ti minutter er altid en time med småkager, te og søvntrætte øjne, som river huller i vores rutine.
Uret på gangen tikkede videre, snart to. Tålmodigheden begyndte at rinde ud.
***
Endnu engang midt om natten, klagede jeg for en uge siden i telefonen.
Min gamle studiekammerat, Signe, nynnede forstående.
Marie Kristiansen, sagde hun alvorligt. Du har fået åndevagt i ældre-klanen. Måske bør du ha hazardtillæg?
Meget morsomt. Jeg mener det. Jeg kan ikke engang sove tungt mere. Alt for ofte tænker jeg hvad nu hvis og så BING, klokken ét: Bare ti minutter. Det er som et natte-køkken-rollespil.
Har du prøvet at vende den om? foreslog Signe. Ring ham op klokken et!
Du mener, for sjov?
Nej, for grænser, lo hun. Ellers tror han bare det er i orden.
Han er jo min svigerfar, sukkede jeg. Lise er borte, Viktor er enebarn. Hvordan kan jeg sige: Ikke besøge os om natten? Han har hjerte, blodtryk minder.
Og du har barn og job. Marie: grænser er selvomsorg, og dét gavner faktisk alle. Også ham.
Jeg sagde ikke noget. Det føltes skamfuldt. Jeg var opdraget til at tænke, at god svigerdatter bider tænderne sammen.
***
Første gang Poul kom om natten, var et halvt år efter Lises død.
Vi lå i sengen, næsten i søvn, da det bankede hårdt på døren.
Hvem fanden midt om natten?
Knap var Viktor kommet i bukser, før han hentede Poul ind rystet, i sweater, uden overtøj. Ansigtet blankt af tårer, lugtede af røg og kold vinter.
Undskyld begyndte han, næsten før han trådte ind. Derhjemme er bare tomt
Han havde kager med, selvfølgelig. Han sagde ikke meget. Nogle få sætninger: Lise elskede at drikke te om natten.
Hænderne rystede, da han brækkede småkager.
Sådan her mødtes vi, sagde han. Skændtes om den sidste pakke kager i Brugsen. Hun lod mig tage den jeg skal passe på figuren sagde hun. Så vidste jeg, hun skulle være min.
Den nat var der ikke irritation, kun omsorg.
Kom som du har brug for det, sagde jeg med blød morgensludder. Vi er tæt på.
Det blev bogstaveligt. Poul kom, når han havde behov. Og hans behov var typisk efter midnat.
Først to gange. Så tre. Snart kunne jeg ikke huske en uge uden ham på nattetid.
***
Når jeg snakkede med Viktor om det, trak han bare på skuldrene.
Han har altid været natmenneske, sagde han. Sad ved natbord med bog eller kørte cykelventilator klokken to. Men dengang var det jo i hans eget hjem.
Ja, men nu er det i vores.
Vores hjem er ligesom hans forlængelse, svarede Viktor. Det må være ensomt og lidt skræmmende for ham, især om natten.
Jeg er også skræmt. Fordi jeg intet sover. Fordi Alberte vågner. Fordi hver dørklokke føles som brandalarm.
Viktor blev tavs. Mellem dem ulmede den samme konflikt irritation blandet med skyld. Ordene han er jo din far var altid imellem os.
Engang gad jeg bare ikke mere. Jeg lod som om jeg sov. Viktor tog imod.
Halvtimens mumlen lød, og min nysgerrighed trak mig til køkkenet. Poul sad alene, Viktor var gået i seng. Han rodede i gamle billeder, kun oplyst af lampen, helt inde i sin egen verden.
Der er du, Lise, mumlede han til et billede. Dengang sagde du, jeg skulle svare tydeligere, hvis du blev rund. Jeg tav skulle bare have sagt, du var alt.
Et billede mere. Lille Viktor. Ved det TV så vi film sammen. Husker du, da Svend dukkede op klokken ét?
Hans hviskende stemme rumlede mellem minder og bøn: Bare døren forbliver åben for mig om natten.
Jeg blev stående i døråbningen. Mit eget raseri veg kun plads for dyb medlidenhed.
***
Engang forsøgte jeg at tage det med humor.
Forår, natten varm, vinduet på klem. Jeg tog min farverige kimono over nattøjet, sovemasken skubbet op i panden.
Bliver du stjerne i aften? grinede Viktor i døråbningen.
Ja, i natvisen Hos Poul Madsen. Velkommen til natbunken af te, småkager og kronisk søvnunderskud.
Poul lo hjerteligt.
Den ungdom altså! Jeg tænkte, I var pensionister.
I køkkenet satsede jeg på show: kaffe frem, budskab: intet trylleri annullerer vækkeuret på seks.
Lad os kalde det midnat på italiensk, sagde jeg. Men klokken seks er der ingen tilgivelse.
Sådan er livet, smilede Poul. De natlige tog, du husker dem, Viktor? De bedste snakke er altid efter midnat.
Og så sagde han:
Nogle døre skal stå åbne. Man ved aldrig, hvem der får brug for det.
Sætningen hæftede sig både rørende og faretruende.
De nogle glemmer tit, vi bag døren også er mennesker, tænkte jeg. Men sagde kun:
Og vinduer skal lukkes. Man risikerer jo træk
Han forstod dog ikke skjult brod. Han fortsatte med historier, mens min tålmodighed svandt.
***
Natten hvor Alberte havde feber, lod jeg bare være med at åbne da klokken ringede.
Viktor var på nattevagt vi var alene. Jeg sad musestille, da klokken stoppede. Sveden piblede, men jeg holdt ud.
Om morgenen så jeg posen med de grønne småkager på måtten. Fugten havde sat sig. En lille lap lagt ved: Sov godt, ville ikke vække. P.
Ingen klage, bare posen.
Den dag blandede skyld og vrede sig: Hvorfor skulle det hele hvile på mine skuldre?
***
Efter en ny nat med uventet gæst var hjemmet tungt som et fugtigt tæppe.
Alberte blev syg. Hun havde faret på bare fødder ud i køkkenet, mens Poul rullede historier af. Hendes hoste blev værre. Kampe mod træthed hele dagen, overdoser af kaffe og hovedet, der knap hang sammen.
Den aften kunne jeg ikke holde facaden.
Nu kan jeg snart ikke mere, mumlede jeg uden at se på Viktor.
Hvad mener du?
At vores hjem ikke er åben døgnte. Vi har barn, arbejde, jeg er aldrig mig selv herhjemme.
Jeg afbrød ham, før den sædvanlige forsvarstale.
Det er altid: Det er din far, han er alene, har det svært. Men hvem er jeg? Jeg har også nerver. Jeg er også menneske. Skal jeg aldrig spørges?
Han blev tavs, for første gang.
I aften snakker vi med ham, foreslog jeg. Alle tre. Jeg har brug for nattetid, kun til nat. Ikke besøg.
Mener du, vi skal forbyde det?
Ikke forbyde. Foreslå dagtimer og senest klokken ni. Han forsvinder ikke kun nattebesøgene.
Viktor sukkede.
Han kan blive såret.
Jeg er såret nu, sagde jeg. Perpetuelt.
Med ordene udtalt, blev det pludselig klart: Ikke skævt smil, ikke små kompromisser. Nu sagde jeg det.
Okay, sagde han. Jeg bakker dig op.
***
Da vi denne nat fik Pouls skat, var det tydeligt: En papkasse mærket Familiejul 1979. Poul placerede den midt på bordet.
Kom her, sagde han. Det er livet!
Må jeg sige noget først? begyndte jeg, mens Viktor trak te.
Hvad er der? Kan vi ikke først glæde os?
Jeg vekslede blik med Viktor. Han nikkede. Jeg satte koppen foran Poul, satte mig lige overfor.
Poul, du må vide, vi elsker dine minder. Men vi skal snakke.
Om hvaddå?
Om nat og dag.
Hans udtryk blev alvorligt.
Du besøger os ofte om natten. Men vi har brug for søvn. Viktor skal arbejde, jeg ligeså, Alberte til børnehave. Vi er udmattede, når du ringer efter ti.
Poul blev stille. Forstyrrer jeg? hviskede han.
Nej, far, sagde Viktor. Vi elsker dig. Men natten tærer på os allesammen.
Jeg nikkede.
Jeg bliver urolig hver gang døren ringer efter ti. Alberte drømmer om varme dørhåndtag og bankerier.
Poul kiggede på sine hænder. De rystede svagt.
Jeg tænkte bare Som vi plejede. Lise elskede nattetid. Vi sagde altid: Kommer nogen om natten, er der en grund.
Vi har brug for at sove om natten, sagde jeg mildt. Ikke fordi vi ikke elsker dig, men fordi vi også skal værne om os selv og Alberte.
Stilhed.
Så I vil helst ikke have mig om natten?
Jo, om dagen og om aftenen op til ti. Ring først så gør vi klar til den store te. Du bliver aldrig sparket ud af vores liv. Kun natten er lukket.
Viktor tilføjede:
Hellere te i vågen tilstand end i søvnmangel, far.
Poul løftede blikket.
Jeg mærkede slet ikke at jeg trættede jer så meget, hviskede han. Troede bare natten var for de vågne.
Der var noget der lettede i mig.
Han var ikke skurken. Bare fortabt i tiden, siden Lise døde.
Lad os se filmen om lørdagen, dagtimer. Hele flokken. Te, småkager, glimt af jul!
Poul smilede svagt til papæsken. Og hvis jeg ringer om natten?
Så tænker jeg du har brug for det, og så skal vi nok være der, hvis det er nødvendigt. Men te, den tager vi fremover kun i dagslys.
Viktor nikkede. Far, jeg vil gerne være sammen med dig bare ikke halvsovende. Forstår du?
Poul smilede med en bismag af sorg. Ti minutter blev pludselig til mange timer, ja.
Sådan er det, sagde jeg med et lille grin.
Han nikkede. Lad filmen vente til lørdag. Jeg går hjem nu.
I entréen tog han sig god tid med overtøjet.
Marie, hvis jeg ringer sent
Så bliver jeg måske bekymret. Men jeg åbner ikke altid. Jeg er også et menneske.
Hans blik var ændret. Måske nikkede han for første gang uden at skamme sig.
***
Lørdagen efter samledes vi. Viktor havde tryllet en gammel projektor frem fra en bekendts kælderrum. Stuen blev omdannet til biograf, et spændt publikum med A4-lagen på væggen.
Poul sad forrest med klemte hænder om skatkisten. Alberte sad hos mig med sin elskede kanin. Viktor rodede kaotisk med ledninger, men omsider snurrede maskinen i gang.
Lyset skar ind i mørket, og gamle, blege skikkelser sprang frem: ung Lise i sommerkjole, en yngre Poul, ingen grå hår. Lille Viktor, buttet og tillidsfuld.
Nytårsbord, mandariner, sild, kineserhue. Kameraet fangede en hjemmelavet seddel på døren: Her er åbent altid, også om natten. For familien.
Sætningen stak direkte i hjertet.
Poul snøftede.
Det skrev hun, Lise. Så alle kunne føle sig velkomne.
På filmen åbner Lise døren, grinende, Kom ind! smiler hun. Uret viser 01:05. I bunden af filmen står med barneskrift: Velkommen hjemme, altid åbent.
Da filmen sluttede, græd Poul næsten lydløst.
Alberte sov ind på min arm. Jeg mærkede hvor vigtigt det var for Poul var nattebesøgene ikke bare vane, men sidste tråd tilbage til dengang døren aldrig var lukket for latter.
***
Vi slukkede projektoren, stilheden bredte sig. Kun min datters vægt mod armen.
Poul tørrede ansigtet.
Undskyld, sagde han pludseligt. Jeg troede jeg bød på noget smukt. At jeg ikke var alene, hvis jeg kom til jer om natten.
Du er aldrig alene, svarede jeg stille. Men nu skifter vi. Døren er åben om dagen.
Nogle dage senere tog jeg en tur i Føtex, fyldte bl.a. havresmåkager i kurven de famøse i grøn pakke. Og så købte jeg en termokande, sølvfarvet, sort bjergmotiv. Holder varmen i otte timer lovede mærket.
Jeg lagde det i en gaveæske med lille nøglering. På kortet skrev jeg: Poul, vi elsker at have dig på besøg. Men især om formiddagen. Termokanden er så du kan tage hyggen med dig. Nøglen så du kan komme ind, når vi inviterer. Men sig til først. Hilsen Marie, Viktor, Alberte.
Jeg ringede til ham første gang midt på dagen:
Hej Poul, vi holder tehygge i morgen. Kigger du forbi inden frokost?
Han lo lettet.
Er det nu officiel invitation?
Det er starten på ny tradition, svarede jeg.
Næste formiddag kom han klokken ti, meddelte ankomst på sms: Er på vej, sæt teen over. På trappen stod han i presses nystrøget skjorte med buket margueritter og en stor bamse i nathat.
Den er til Alberte, forklarede han generet. Nattevagt-bjørn. Nu skal bedstefar kun dukke op i hendes drømme, hvis han skal fortælle eventyr.
Jeg smilede denne gang for alvor.
Kom indenfor. Teen er klar.
Solen flød i firkanter på køkkenbordet. Skålene med småkager gnistrede. Alberte, frisk og veludhvilet, krammede bjørnen. Viktor fortalte om sit nye IT-projekt, og Poul kvitterede med en vittighed om at tage nattog i dagtimer.
Han var den samme men tiden var flyttet. Morgente med nærvær ikke natlig invasion.
Da jeg senere puttede Alberte, spurgte jeg:
Drømte du om bedstefar i nat?
Nej, svarede hun tænksomt. Men han var der rigtigt i dag.
Jeg smilede mod mørket.
Sådan må det gerne blive, viskede jeg.
Om natten, da klokken blev 01:15, var her stille. Dørklokken lød ikke. Jeg vågnede næste morgen udhvilet. Ikke vækket af andres vaner.
Nu vidste jeg, jeg havde lært at sætte grænser sagt dem, ikke som skyld, ikke som vrede, bare med ord. Verden gik ikke under. Vi mistede ikke Poul. Han kom bare på besøg, når vi var vågne.
En lille, stor sejr for os alle sammen.
