Nathalie kom hjem fra Brugsen med tunge poser i hænderne. Hun var næsten ved sit hyggelige bindingsværkshus, da hun pludselig så en bil holde ude foran lågen. – Hvem kan det mon være? Jeg venter da ingen, tænkte hun forbløffet. Da hun kom tættere på, så hun en ung mand i haven. – Han er kommet! udbrød hun glad og løb hen for at omfavne sin søn. – Mor, vent lige, jeg skal fortælle dig noget vigtigt, sagde Viktor pludseligt og trak sig lidt væk. – Hvad er der sket? spurgte Nathalie uroligt, mens hun satte sig på havebænken og forberedte sig på det værste. Nathalie boede alene i en idyllisk landsby på Fyn. Hendes mand var død for to år siden, og sønnen Viktor havde, efter at være færdig med værnepligten, læst videre i Odense og havde ikke rigtig været hjemme siden. Han arbejdede nu som ingeniør på fabrikken, lejede først en lejlighed, men nu var alt anderledes i hans liv. Han fortalte dog ikke moren mange detaljer. Han kom dog forbi engang imellem, især efter han fik bil. Især det sidste år dukkede han jævnligt op uden varsel, havde altid en pose kaffe, lidt nyt tøj eller andet med. Sidste gang forærede han sin mor et uldsjal, håndstrikket af en kollega. Om sit liv sagde han dog ikke meget. Alt er fint, mor, bekymr dig ikke, var standard-svaret. Men rygterne løb hurtigt, især via naboen Vera, der var sød til at hjælpe. Hjertelige Nathalie sendte syltetøj og syltede svampe med Vera til byen. Vera havde Viktors nummer og ringede ham op. – Ej Nathalie, han kom i bil med en smart dame. Tog alle dine ting. Han hilste dig og sagde, han kom snart. – Men hvem var damen? undrede Nathalie sig. – Hvordan skulle jeg vide det? Hun gik ikke engang ud af bilen. Jeg tror hun var ældre end ham, sådan mindst fem år – lidt fyldig, meget sminket. Nathalie grublede – sønnen delte aldrig noget privat, men det måtte hun tale med ham om næste gang, og det skulle hun ikke vente længe på. På vej hjem fra Brugsen ventede Viktor pludselig ved lågen – og sammen med ham en lille dreng! – Hej mor. Det her er Jørgen. Han er som en søn for mig nu. – Kom indenfor – I skal da ikke blive ude på gården! Nathalie dækkede hurtigt op – kartoflerne var stadig varme, der var syltede agurker, saltet kål og saftigt kogt kød. Jørgen sad stille ved bordet og puffede lidt til maden. Efter aftensmaden gik han ud og legede i haven, mens Viktor talte med moren. – Mor, jeg er blevet gift sidste år – eller, vi har mere skrevet os sammen. Det her er Oles søn fra hendes første ægteskab. Jeg har ikke sagt noget før – bliv ikke sur. Ole har ikke lyst til at lære dig at kende, hun har haft en slem svigermor før og vil ikke igennem det igen. Jørgen har jeg taget med nu, fordi Ole er gravid og føder til august, og jeg kan ikke passe ham hele sommeren. – Jeg skal nok tage mig af ham, sagde Nathalie. Men vil han overhovedet være her hos mig? – Han bestemmer ikke, siger Ole bare. Han gør som han får besked på. Nathalie undrede sig, men blandede sig ikke. Hun kendte jo ikke sin svigerdatter endnu, og en dreng på otte var jo nem nok at have – og snart kom der et barnebarn til verden! Næste morgen var sønnen kørt, og Jørgen sad mut ved vinduet. – Nåh, skal vi hygge os lidt sammen? Du kan bare kalde mig Bedste Nathalie. Hvilken klasse går du i? – Anden, mumlede han. – Kom, jeg vil vise dig hønsene og haven, du kan hjælpe mig med at plukke jordbær snart, de er tidlige i år. – Jeg gider ikke gå med dig! – Nå, hvorfor ikke? Jeg bider ikke, og min hund Anton gør heller ikke noget… – Mor siger du er ond. Jeg skal nok snart hjem. Og jeg er ikke bange for Anton. – Er det rigtigt? Hvordan ved din mor det, vi har aldrig mødt hinanden. Nå, bliv bare inde, jeg går ud og arbejder lidt. Nathalie gik ud, men hun var ked af det. Drengen havde nok fået meget at vide hjemmefra, men hun håbede på at vinde ham med venlighed. Efter en uge begyndte Jørgen så småt at gå ud i haven, nusse Anton, spise jordbær. Han hjalp ikke meget, men det gjorde ikke så meget for Nathalie, og da hun en dag inviterede ham med til Brugsen, snakkede han løs hele vejen hjem. Fra den dag var han som forvandlet. Han hjalp til, fodrede Anton selv, og fandt venner blandt nabobørnene. Om aftenen sad han og læste “Robinson Crusoe” – en gammel bog, stadig med Viktors navn i. Og fortalte sin Bedste om alt det sjove, han læste. I august kom Viktor og fortalte glad, at han havde fået en datter sammen med Ole – lille Julie. Han skulle hente mor og barn hjem i morgen, men ville lige forbi og høre til Jørgen. – Far, jeg vil helst blive hos Bedste Nathalie! Jeg ser først Julie, når jeg alligevel skal i skole, ikke? Sådan blev det, og Nathalie gav gaver til den lille: hjemmestrikkede sokker, hue og et let, luftigt tæppe. Til svigerdatteren et par uldvanter. Sønnen takkede, kyssede moren, og tog afsted. Sidst i august løb Jørgen på gaden med de andre drenge, da en stor bil holdt ind foran huset. Ud steppede en fyldig dame med en baby, bagefter Viktor. Jørgen stormede mod dem – “Mor er kommet!” – men snublede over en sten og satte straks et blad på knæet, som drengene havde lært ham. Ole krammede ham og gik med ind. – Nå, Jørgen får lov til at strejfe vildt omkring herude? spurgte Ole uden at hilse. – Velkommen, datter, svarede Nathalie. Hos os leger drengene altid på gaden, og Jørgen hjælper mig både i hus og have. Derfor har han også fortjent at lege! Nathalie lagde mærke til barnebarnet – en lille engel i søvne. Hun blev rørt til tårer. Efter frokost erklærede Ole: – Vi er kommet for at hente Jørgen, snart starter skolen – og I er nok også trætte af ham, og han længes vel også hjem til byen. Drengen dukkede hovedet: – Jeg vil ikke tilbage! Jeg vil bo hos Bedste Nathalie! Du har løjet, mor – hun er sød! Ole blev rød i hovedet, og sagde ikke mere, mens Nathalie roligt svarede: – Sådan taler vi ikke til mor. Sig undskyld, og gå ud og leg på gården. Jørgen undskyldte og gik. – Ole, du har opdraget en fin dreng. Tak for ham, jeg har haft et dejligt sommer. I må endelig sende ham igen, bare jeg må passe ham, sagde Nathalie. Julie begyndte pludselig at græde, og Ole løb til hende. Familien blev et par dage, Viktor hjalp i huset, Ole passede baby, Nathalie lavede mad, og Jørgen hjalp hvor han kunne. Da de skulle hjem, krammede Ole svigermor og sagde: – Tak, mor. Jeg husker ikke min egen, og anede ikke svigermødre kunne være sådan. Undskyld alt. Jeg elsker Viktor – han er fantastisk. – Nu er han din – jeg har bare glæden over jer alle. Kom gerne med Jørgen igen – jeg holder af ham som min egen. Sådan fik familien det godt. Om vinteren tog de mor med til byen for at hjælpe med børnepasning og hushold, og svigermor og svigerdatter blev uadskillelige til glæde for Viktor – og den kvikke lille Jørgen.

12. juli

I dag kom jeg hjem efter en tur til Fakta med tunge indkøbsposer. Jeg var næsten hjemme ved rækkehuset i Svendborg, da jeg så en bil, jeg ikke kendte, holde ude foran hækken. “Hvem søren er det mon?” tænkte jeg lidt overrasket for mig selv. Jeg gik tættere på og så til min overraskelse Jens, min søn, stå og rode med noget i indkørslen.

“Er det virkelig dig, Jens!” udbrød jeg og smed poserne fra mig for at give ham et stort kram.

“Vent lidt, mor,” sagde han alvorligt og lagde hånden på min skulder. “Sæt dig, jeg har noget, jeg bør fortælle dig.”

Mit hjerte begyndte at hamre, jeg satte mig på havebænken og gjorde mig klar til det værste.

Jeg har ellers boet alene her i Svendborg de sidste to år, siden min mand døde. Jens tog til Odense for at læse til ingeniør, og blev efterfølgende i byen, hvor han arbejder på en fabrik. Først lejede han sig ind, men nu har tingene i hans liv ændret sig, og detaljerne har han ikke rigtigt bragt på bane overfor mig.

Især efter han fik bil, kom han noget oftere forbi, gerne uanmeldt. Han havde madvarer med, lidt varmt tøj sidst en hjemmestrikket uldhue fra en lokal husflid selvom jeg sagde, han ikke skulle gøre det. Om alt andet i hans liv sagde han blot, at jeg ikke skulle bekymre mig, og det var det.

Men selvfølgelig gik sladderen alligevel i en lille by som denne. Min unge genbo, Frida, tog selv nogle gange til Odense og blev førstehåndsvidne.

Jeg havde sendt Frida afsted med et glas syltetøj og lidt syltede svampe, som hun skulle aflevere til Jens, og hun tog kontakt til ham via mobilen, jeg havde givet hende nummeret.

“Hold nu op, fru Lærke,” fortalte hun da hun kom tilbage. “Han dukkede op i en spritny Skoda sammen med en fin dame. De tog det hele, og han sagde, jeg skulle hilse dig og sige, han ville komme hjem snart.”

“Hvem var damen?” spurgte jeg overrasket.

“Hun så lidt ældre ud, måske godt fem år ældre end Jens, temmelig pyntet og lidt rund.”

Jens har aldrig delt meget om sit privatliv med mig. Men snart skulle jeg vel få svar.

Nogle dage senere kommer jeg gående hjem fra butikken, og der står Jens i gården sammen med en lille dreng. Hans bil parkeret ved trappen.

“Velkommen hjem, Jens!” Jeg skynder mig over, men han træder lidt væk.

“Hej, mor. Må jeg præsentere dig for Mikkel? Han er nærmest som en søn for mig nu.”

“Jamen, kom dog indenfor, det blæser jo,” sagde jeg og fik hurtigt dækket bord. Der var heldigvis varme kartofler, syltede agurker, lidt kogt svinekød og surkål klar.

Mikkel sad stille og prikkede til sin mad uden at se op. Snart fik vi sendt ham ud i haven, så vi voksne kunne tale.

“Mor,” startede Jens. “Jeg blev gift sidste år. Eller, rettere sagt, vi skrev papirerne under. Hun hedder Signe, og Mikkel er hendes søn. Jeg har ikke fortalt dig noget, undskyld, men Signe vil ikke møde sin svigermor.”

“Og hvorfor ikke det?” spurgte jeg lidt såret. “Er jeg ikke god nok? Er det, fordi jeg er fra landet?”

“Nej, mor. Hun havde et elendigt forhold til sin første svigermor hun var ondskabsfuld og jagede hende væk. Bagefter døde både ægtemanden og svigermoren, og der stod Signe alene tilbage med Mikkel, en lejlighed og en lille bil. Da vi mødtes, flyttede jeg ind, og for hende er svigermødre nu lige med noget skidt.”

“Men hvorfor har du så taget ham med?” spurgte jeg undrende.

“Det er sommer, Signe er gravid og skal føde i august! Det er hårdt for hende at passe på Mikkel, og jeg arbejder jo hele dagen. Kan du ikke tage dig af ham indtil efteråret?”

“Jo, selvfølgelig, men vil han overhovedet være her hos farmor?”

“Det må mor bestemme Signe siger, at hans job er at gøre, hvad der bliver sagt.”

Jeg undlod at spørge mere nærgående og tænkte mit. Drengen var velkommen, og snart ville jeg få et lille barnebarn. Det stillede jeg mig tilfreds med.

Allerede næste morgen kørte Jens igen, og Mikkel sad mut inde bag ruden. Jeg satte mig ved siden af ham.

“Nå, Mikkel, vi må få det bedste ud af det. Du kan bare kalde mig farmor Karen. Hvilken klasse skal du starte i?”

“Anden,” svarede han uden at vende sig.

“Kom, jeg viser dig vores høns, og du kan få dit eget stykke jord til jordbær dem skal vi snart plukke.”

“Jeg går ingen vegne med dig.”

“Er det fordi du er bange for min gamle hankat, Max?”

“Mor siger, at du ikke er god. Jeg skal ikke blive her længe, og Max er jeg ligeglad med!”

“Så så hvordan kan Signe vide det om mig, vi har jo aldrig mødt hinanden? Sid du bare, hvis du vil. Jeg skal alligevel ud i haven, jeg har ting at ordne, lille ven.”

Jeg gik ud og hev i det lille havebed, fodrede vores seks høns og to ænder. Jeg købte mælk og ost hos naboen, Fru Andersen, og hun fik always lidt overskydende æg eller en glas bær til gengæld. Sådan er det på landet.

Ugen gik. Mikkel begyndte så småt at komme ud, kæle med Max eller stjæle jordbær. Han hjalp ikke meget, men jeg pressede heller ikke på. Da jeg skulle til Brugsen, spurgte jeg, om han ville med og han sagde ja. På vej hjem snakkede han som et vandfald, og fra den dag var han helt forvandlet: Han hjalp i huset, hjalp med at vande, fodrede Max og blev venner med nabodrengene. Blev tit ude til sent.

Han lyste op og begyndte at læse “Robinson Crusoe”. En gammel slidt bog, som Jens havde læst som barn, og nu fortalte han mig alt om Pjuske og deres eventyr, mens jeg strikkede i skumringen. Det slog mig, hvor meget han mindede mig om Jens som dreng.

I august kom Jens igen, glad og stolt; de havde fået en lille pige, Laura. I morgen skulle han hente dem hjem fra hospitalet, så nu var han bare forbi og fortælle det og se Mikkel.

“Far,” sagde Mikkel, “jeg har det rigtig godt hos farmor Karen. Må jeg blive lidt længere? Jeg ser lillesøster, når jeg begynder i skole.”

Det blev han så enige om, og jeg gave Jens nogle små strømper, jeg havde strikket, og en let ulddyne til lille Laura. Til Signe havde jeg lavet et par vanter. Jens takkede, kyssede mig og trykkede sin stedsøns hånd.

Slutningen af august nærmede sig. En dag løb Mikkel og legede bold med de andre drenge på vejen, da en bil dukkede op i det fjerne. Ud steg en rund dame Signe med babyen, og bagefter Jens. Mikkel spurtede hen mod dem, råbte “Mor!” men snublede, greb et blad vejbred og lagde det på knæet præcis som de andre drenge havde lært ham.

Signe kyssede ham, tog ham i hånden, og sammen gik vi ind. Hun så ikke synderligt glad ud og spurgte kritisk:

“Karen, hvorfor render Mikkel rundt på vejen uden opsyn?”

“Hej, Signe,” sagde jeg venligt. “Her i kvarteret leger drengene altså sammen ude og Mikkel har været så sød at give en hånd med både herhjemme og i haven. Han har brug for at lege også.”

Jeg gik hen og så til lillesøster, der lå og sov som en lille engel, og jeg blev nærmest rørt til tårer.

Vi fik frokost; hjemmekogt suppe, frisk rugbrød og agurkesalat, mens jeg spurgte løs om alt og intet.

“Vi er kommet for at hente Mikkel,” sagde Signe myndigt. “Skolen starter snart, han må have savnet jer.”

Men Mikkel sprang op: “Jeg vil ikke tilbage til byen! Jeg vil være hos farmor Karen. Du løj om hende hun er sød og rar!”

Signe rødmede, så det var blevet synligt, og så fornærmet ud.

“Sådan taler man ikke til sin mor, Mikkel. Undskyld og gå ud i haven, men ikke længere end porten,” sagde jeg venligt.

Han nikkede, lovede ikke at gøre det igen og forsvandt.

“Signe, han er skøn og meget hjælpsom. Du kan være stolt. Tak, fordi du lod ham komme, Jens. Han er altid velkommen her, hver sommer om det skal være.”

Babyen begyndte at græde, og Signe gik straks ind til hende. Familien blev i huset i to dage. Jens fik ordnet ting, Signe var sammen med Laura, og jeg sørgede for mad. Mikkel hjalp, overalt hvor det kunne være, og fortalte ivrigt, hvordan han havde haft det.

Da de skulle til at hjem igen, kom Signe over til mig, gav mig et langt kram og sagde:

“Tak, Karen. Jeg har næsten glemt min egen mor, og jeg anede ikke, at svigermødre kunne være sådan. Undskyld, og tak for alt. Jens er heldig med dig.”

“Nu er han din, Signe. Og I skal vide, at jeg elsker Mikkel som min egen. Kom ham endelig igen.”

Sådan blev alting godt. Om vinteren hentede de mig op til sig for at hjælpe med børnene og finde mig til rette i deres familieliv. Og jeg oplevede, at jeg fik både svigerdatter og børnebørn, som var til bare lykke for Jens og lille Mikkel med.

Er der én ting jeg har lært, så er det, at kærlighed og tålmodighed kan smelte selv det koldeste hjerte til stor glæde for hele familien.