Natasja, tag hende med dig! Jeg kan ikke mere! Det føles endda ubehageligt bare at røre ved hende!

– Signe, tag hende nu! Jeg magter ikke mere! Det er næsten ulækkert for mig bare at røre ved hende!
Lise rystede. Barnet på hendes arm skreg sig helt hysterisk op.
Signe tog sin lille niece op og nikkede.
– Okay. Men er du sikker, det her er din beslutning? Du vil ikke fortryde?
– Nej, helt ærligt, tag hende. Jeg vil ikke have hende!
Den lille kom til verden for kun en måned siden. Allerede under graviditeten begyndte der at ske mærkelige ting med Lise. Signe slog det hen som hormonelle humørsvingninger det var trods alt en sen graviditet. Lise var blevet enke for syv år siden, og de store børn boede for sig selv. En impulsiv tur til Skagen, et hurtigt sommerflirt og en uventet graviditet kom som et lyn fra en klar himmel. Lise havde aldrig haft flair for spontanitet. I starten så det ellers ud til, at hun glædede sig. Men hurtigt begyndte Signe at bemærke, at søsteren skiftevis hysterishoppede rundt og købte babytøj, for så at forsvinde i lange tavshedsperioder bag en usynlig mur.
Op mod fødslen trak Lise sig helt væk fra familien. Ringede hverken til deres mor eller til Signe, og børnene hørte heller ikke noget. Signe blev bekymret og opsporede til sidst Lise på barselshotellet, hvor hun var i gang med at udfylde papirer for at opgive barnet.
– Lise, hvad sker der? Hvorfor?
– Jeg ved det ikke engang. Jeg føler ingenting. Hun er fremmed for mig.
– Hvordan fremmed? Det KAN du ikke mene! Det er dit barn!
– Hun bliver aldrig min! Lise vendte sig mod væggen.
Signe satte alt ind og hentede deres mor. Lise lod sig overtale til at tage barnet hjem. Moren insisterede på, at de alle skulle bo hos hende under dække af at hjælpe med babyen i virkeligheden holdt de bare ekstra opsyn med Lise. Hun gjorde alt, der skulle gøres, men så mekanisk, at det var skræmmende. Navnet gav mormor, det var moster Signe, der bar rundt på lillepigen.
– Lise, jeg tager hende. Jeg passer hende, men om lidt tid hvem mon hun så kalder mor?
– Det er mig ligegyldigt. Bare det ikke er mig.
Efter en uges papirnusseri blev Signe den officielle værge for sin niece. Lise flyttede til Aarhus.
Lille Alberte voksede op med krudt bagi og et smil på læben. Hun gik tidligt, snakkede tidligt og kaldte Signe for mor.
Tolv år senere.
– Mor! Jeg fik tre 12-taller i dag, og i morgen skal klassen i biografen! lød det sprødt fra entreen.
– Er det hende?
– Ja, Lise, det er hende. Jeg beder dig
– Hej! Jeg hedder Alberte. Hvem er du?
I køkkenet stod en langbenet pige med kæmpestore øjne og kiggede forvirret skiftevis på kvinden ved bordet og på sin mor, der stod ved vinduet bleg som kalk.
– Jeg Lise. Jeg er din mor, Alberte.
– Det bad jeg dig om at lade være! udbrød Signe og gik hurtigt over til Alberte. Skat, jeg forklarer det hele!
– Nej, mor, vent lige. Lad os høre, hvad hun vil. Så, du siger, du er min mor. Og?
– Jeg er kommet for at få dig hjem. Jeg vil have, du skal bo hos mig.
– Hvorfor?
– Fordi du er min datter.
– Nej. Jeg har én mor hende, der står her. Og det har jeg ingen planer om at lave om på! Dig dig har jeg aldrig set før og håber aldrig at gøre det igen. Alberte vendte sig om og forlod køkkenet.
Signe faldt træt ned på en stol.
– Nå, og hvad fik du ud af det?
– Indtil videre ingenting. Men det får jeg! Om nødvendigt gennem retten.
– Hvorfor? Du kunne jo ikke udstå hende dengang, ingen fattede hvorfor du gik. Og nu, efter alle de år, tror du, hun springer dig om halsen? Lise, gør mig den tjeneste at tage hjem til mor nu så kan vi tale sammen senere. Jeg skal ind til Alberte.
– Til NIECE! Lise rejste sig.
Signe sukkede. Hun lukkede døren og gik ind til Alberte.
– Skat
– Mor, giv mig lige et øjeblik. Før du siger noget, så lad mig lige forklare. Jeg ved det godt. Sidste år, da vi gjorde rent hos mormor, fandt jeg værgepapirerne. Først blev jeg tosset over, I aldrig havde sagt noget. Siden tænkte jeg på at opsøge hende for at få et svar hvorfor? Men så fandt jeg ud af, det ville jeg slet ikke. Du er min mor! Jeg har ikke brug for flere.
– Åh, Alberte, min pige! Jeg giver dig ikke fra mig.
– Det lover jeg også, jeg heller ikke gør! Alberte grinede. Kan du huske min klassekammerat Kasper? Hans mor er advokat familieret. Ring til hende.
– Nå, frøken, så hurtigt voksen behøver du altså heller ikke blive! Nu bestemmer jeg altså stadig lidt, ikke? grinede Signe og krammede Alberte. Vi ringer og finder ud af det hele.
Det blev turbulent, med advokater og et besøg i retten, men dommeren lagde vægt på, hvad Alberte selv ville. Hun nægtede kategorisk at bo med sin biologiske mor og dommeren lod det blive, som det var.
Søstrene stod foran retten på Frederiksberg.
– Så er det overstået. Endelig. Signe pustede ud. Hvad nu?
– Jeg tager væk, Signe. Jeg vil ikke genere jer. Jeg hjælper gerne og har en konto stående til Alberte, papirerne er hos mor.
– Hvorfor alt det her, Lise? Hvorfor gik du?
– Der var ikke nogen romance, Signe. Ingenting af den slags. Det var en mørk park. Aften. Uheld.
Signe blev kold helt ind i marven.
– Og det har du båret rundt på alene alle de år?
– Der var intet, jeg kunne gøre. Derfor sagde jeg ikke noget. I starten troede jeg bare, det var overgangsalderen men så var det for sent. Sig det aldrig til Alberte. Det er min sag. Men måske kan hun tilgive mig en dag.
Signe lagde armen om sin søster, og sammen kiggede de hen mod Alberte, der stod sammen med deres mor.
– Nogle gange bliver det frygteligste til det smukkeste. Se lige, hvor dejlig hun er! Lise tørrede øjnene, og for første gang i årevis blev hendes ansigt blødt op af et smil.