Min mand, Søren, og jeg har boet sammen i over 20 år. Vores liv har været roligt og harmonisk. Vi havde et lille sommerhus i Nykøbing Sjælland, hvor vi tilbragte hver weekend. Søren gjorde rent i lejligheden, mens jeg altid stod for maden. Jeg troede, vi ville leve sådan sammen, til vi blev gamle. Men pludselig sagde Søren noget uventet:
Birgitte, undskyld. Jeg forlader dig. Jeg har mødt en anden kvinde og er blevet meget forelsket i hende!
Selvfølgelig havde jeg, 38 år gammel, udmærket kunne regne ud, at Søren havde fundet en ny. Jeg prøvede dog ikke at tage det så tungt. Jeg var overbevist om, at Søren aldrig ville forlade mig for alvor. Venlige bekendte sendte mig endda billeder af Søren sammen med elskerinden. Men jeg bøjede hovedet og holdt ud. Så da Søren pludselig sagde, at han flyttede, kom det alligevel bag på mig.
Heldigvis var vores datter Sofie på det tidspunkt på ferie ved Vesterhavet sammen med sine veninder. For at lette mit hjerte fortalte jeg mine egne veninder, at Søren havde forladt mig.
Vi samlede hurtigt et kvinde-råd i min stue. Den ene veninde foreslog, at jeg burde tabe mig og finde en ny mand. En anden sagde, at jeg straks skulle tage til min farmor på Fyn og få hende til at hjælpe mig med at få Søren tilbage. En tredje veninde var klar og sagde, at jeg bare skulle jagte en ny mand med det samme.
Men Marianne sagde: Du skal bare leve videre, som du plejede! Det bliver nemmere! Jeg kan ikke! Det gør så ondt! Du bliver nødt til det! Smerten forsvinder med tiden, tro mig. Jeg har været skilt tre gange. Gør rent, lav mad, pas dit arbejde, se film, læs bøger. Men hvem skal jeg lave mad til? Til hvem? Til os! Vi kommer hver aften, og spiser alt, du laver!
Jeg takkede mine veninder for deres forskellige råd. Men længe kunne jeg ikke beslutte mig for, hvem jeg skulle lytte til.
Til sidst besluttede jeg at tage til min farmor først. Jeg havde et billede af Søren og hans nye kæreste med. Min farmor lagde kort, fremførte et ritual, og sagde så, at Søren ville komme tilbage til mig indenfor to uger.
Han vendte dog ikke hjem efter to uger, heller ikke efter en måned. I mellemtiden havde jeg brugt halvdelen af min månedsløn, 7.000 kroner, på farmorens ritual. Jeg følte mig ensom og knust. Jeg begyndte at købe lagkager og wienerbrød i store mængder i Brugsen. Efter to uger gik jeg på badevægten syv kilo tungere!
Så besluttede jeg at gøre noget andet. Jeg gik i gang med en grundig hovedrengøring, vaskede alt, flyttede rundt på møblerne, og plantede alle blomsterne om. Mit hjem blev hyggeligt og indbydende. Jeg meldte mig også til dans, for at forbrænde de mange ekstra kalorier. Hver dag lavede jeg suppe, den Søren altid havde elsket. Om aftenen kom veninderne, og de spiste det hele op. Når de var taget hjem, så jeg på fjernsynet og så Game of Thrones.
Søren og jeg havde talt om at se den, men vi havde aldrig haft tid til det. Jeg hyggede mig rigtig meget med at se serien om aftenen. Så en aften, mens jeg sad der, gik døren pludselig op. Søren kom ind. Han kiggede rundt på det rene, velduftende hjem. Duften af grønkålssuppe, hans yndlingsret, hang i luften. Jeg sad roligt på sofaen og så tv.
Birgitte, god aften. Jeg er kommet for at hente de ting, jeg glemte sidst. Ja, selvfølgelig! Jeg har allerede pakket det hele til dig! Har du en pose? Nej! Det har jeg.
Jeg gav Søren hans ting i en stor Rema-pose.
Har du lavet grønkålssuppe? Ja, det har jeg! Er du sulten? Skal du have en portion? Søren tøvede et sekund, så nikkede han.
Jeg øste en portion op. Søren spiste to hele tallerkener. Da han var færdig, sagde han: Tak, Birgitte! Nu må jeg hellere smutte. Gør du bare det. Jeg skal alligevel se det næste afsnit. Hvad ser du? Game of Thrones. Vi havde jo engang snakket om at se den sammen, kan du huske? Ja, jeg husker det!
Søren gik. Jeg græd lidt, og så så jeg resten af afsnittet færdig og gik i seng. To uger senere stod Søren igen foran min dør med alle sine ting. Jeg kiggede på ham, helt forvirret.
Birgitte, undskyld! Jeg elsker dig virkelig! Jeg elsker din suppe, din grønkål, din varme lejlighed. Tilgiv mig, vær sød jeg fortryder, at jeg løb efter et ungt ansigt. Nå, savnede du min grønkålssuppe? Jeg savnede det hele! Men især dig! Kom du bare ind. Jeg skammer mig sådan overfor dig og Sofie. Du siger ikke noget til hende? Bare rolig, det gør jeg ikke. Vil du have lidt aftensmad? Ja tak, det vil jeg virkelig gerne.
