Anneline kunne ikke fatte, hvad der skete med hende den sene eftermiddag for så længe siden, at selv minderne føles som tåge nu. Hendes mand, hendes eneste, hendes støtte og klippe, som hun stolede på igennem alt, havde koldt sagt til hende: “Jeg elsker dig ikke mere.”
Det var, som om jorden forsvandt under hende. Hun stod bare der i stuen, stivnet midt i sit virvar, mens han tumlede rundt og smed tøj ned i tasken og raslede nervøst med sine nøgler. Det var alt for meget oveni alt det andet. For ikke længe siden havde Anneline mistet sin far så brat og nu havde hun, på trods af sin egen sorg, ansvar for sin gråhårede mor og sin lillesøster, der som attenårig var blevet invalid efter en svær ulykke. De boede i nabobyen uden for Roskilde. Hendes lille søn, Asger, var netop begyndt i første klasse. I juni var hendes arbejdsplads lukket. Hun stod uden job. Og nu var hun forladt.
Anneline lagde hovedet i hænderne, satte sig ved køkkenbordet og gav sig til at græde dybt og stille.
Åh Gud, hvad skal jeg dog gøre nu? Hvordan kommer jeg videre? Åh, Asger! Jeg må af sted til skolen efter ham!
Pligterne trak hende ud af stolen og ud ad døren det måtte hun jo.
Mor, har du grædt?
Nej, Asger, det har jeg ikke.
Græder du over morfar? Mor, jeg savner ham sådan!
Ja, min dreng. Jeg savner ham også, men vi skal være stærke. Morfar var den stærkeste, jeg kendte. Han har det godt nu, der hvor Gud har taget imod ham. Han har fortjent ro han hvilede aldrig i levende live.
Hvor er far?
Far? Mon ikke han er taget på forretningsrejse igen? Hvad med skolen, gik det godt i dag?
Man må videre ikke elsket? Det må man leve med. Man kan ikke tvinge andre til kærlighed. Hun havde nok været for optaget til selv at se noget glide væk.
Mens Asger spiste rugbrød og legede med tin-soldater, satte Anneline sig for første gang ved den computer, manden havde efterladt. Hun havde aldrig gjort det før, men nu gled hun ind i hans mail nemt nok, adgangskoden stod i hjørnet. Han havde ikke nået at slette de seneste beskeder. Hun læste om hans nye kærlighed. Og nu var hun glemt, hun som i ti år havde været hans “solskin”, og blev “moder” ovenpå otte års kamp for at få et barn.
Alt var vendt op og ned, og det måtte hun vænne sig til. Først og fremmest krævede det dog, at hun fandt et arbejde. Ingen interesserede sig for hendes lange uddannelse nu. Hun fik bare nogle sølle kroner i dagpenge fra jobcentret det løste intet.
Hvordan kunne en ellers ansvarsfuld og omsorgsfuld mand på så kort tid ændre sig fuldstændigt? Hun forsøgte at finde svar, men endte blot ved tanken: han må have fået et anfald af galskab. Deres fælles hus, bygget sten for sten, var stadig ufærdigt, heldigvis havde de dog tag over hovedet og et værelse at bo i.
Arbejde, hvor har jeg dog brug for dig, sukkede Anneline, parat til at tude igen, men der var ikke tid.
Hun søgte arbejde i flere dage, uden held. Asgers skolestart og hendes nyvundne ensomhed skar hendes chancer ned til et minimum. Så, en aften fik hun et opkald fra hendes fætter Rune:
Anne, er han ikke kommet tilbage?
Nej.
Vil du tage fast job som lagermedarbejder?
Er det alvor?
Ja, job med frokostpause, og du kan hente Asger eller tilmelde ham SFO. Lønnen er 18.000 kroner ikke meget, men bedre end ingenting. Vi kommer forbi med kartofler, løg og en kylling i morgen.
Åh Rune, jeg har jo stadig mine gamle høns. De lægger æg til os.
Dem skal I da endelig gemme.
Tak. Hvordan går det med Karina?
Hun kæmper, men klarer det.
Sådan var han altid: Karina, hans kone, havde gennemgået en alvorlig operation og var i kemobehandling, men Rune brokkede sig aldrig. Han sagde altid, at alt gik fint. Anneline tænkte taknemmeligt, at der trods alt var håb. Gud hjalp, og Rune var guld værd.
Arbejdet viste sig at være let at gå til, og ind i mellem fik Anneline små pauser, hvor hun fik tid til at græde for sig selv og tænke igennem, hvordan det hele kunne ske.
Dage blev til uger og måneder. Efter et år opdagede Anneline pludselig, at hun var sulten, kunne sove og more sig igen, og hun glædede sig over Asgers fremgang i skolen. Sorgen over mandens svigt dukkede op, når han kom for at hente Asger i weekenden. Hun forhindrede det aldrig de voksnes forhold skulle ikke ødelægge barnets forhold til sin far. Hun ville så gerne spørge, hvad hun havde gjort forkert, men hun vidste godt, at hans kærlighed bare var blevet optaget af en anden. Hun huskede en gammel dansk talemåde: “Kærligheden rækker kun, til hverdagen kommer.” For hende var kærligheden og hverdagen ét og det samme.
Året havde bragt en lun sensommer. Gaderne i Roskilde summede af glade børnestemmer mellem blomstrende dahlia og høstasters. Den dag, hvor Anneline for første gang mødte Mikkel, var der intet, der umiddelbart skilte sig ud, bortset fra at sollyset spillede ekstra varmt i de spraglede haver, og musikken lød lidt gladere fra åbenstående vinduer. Måske var tiden bare kommet, hvor to ensomheder mødte hinanden.
Frøken, lad mig hjælpe dig, det er alt for tungt til dig alene!
Jeg er vant til det.
Det er ærgerligt, når sådan en køn kvinde vænner sig til at slæbe tunge ting.
Står du her og holder vagt ved Brugsen for at hjælpe alle kvinder?
Måske… men i dag var jeg heldig og så dig!
De lo begge så tårerne løb, latteren rullede ind over dem som et befriende regnskyl.
Mikkel, han rakte hånden frem, øjnene strålede stadig.
Anneline.
“Anneline, Anneline, en andens kone” kender du sån en sang?
Nej, men jeg er ikke nogens kone.
Nå! Så heldig kan man være møder en kvinde man kun tør drømme om, og hun er fri. Er folk helt blinde i Roskilde?
Du fejler i hvert fald ikke på humøret. Hvad med alvor?
Jeg har også styr på det. Anneline, vil du ikke med i biografen en dag, snakke lidt sammen?
Desværre, skal hente min dreng fra SFO.
Hvad? Har du en søn? Du ser jo ud som om du er 20!
Jeg er 35.
Mig også. Det er da lidt sjovt. Jeg troede virkelig, du var yngre.
Så er du da klogere nu.
Ja, og jeg tænker over det! Alle mænd drømmer om en søn, og så fortæller du bare, du er fri hvor er så Asgers far?
Det vil jeg helst ikke tale om.
Fair nok. Det behøver vi ikke. Må jeg så invitere jer begge i biografen i weekenden?
I weekenden er Asger hos sin far.
Anneline, jeg vil ikke presse dig. Men hvis du en dag har lidt tid, så ring til mig. Her står mit nummer. Jeg arbejder som børnehematolog.
Det er vigtigt og alvorligt arbejde.
Der er sjældent tid til at gå og flirte, som nu.
Tak, Mikkel. Jeg ringer, hvis jeg kan.
Jeg håber på det.
Hvilken smuk efterår det blev! Solen gav bladene de vildeste farver, dagene var lange og blide, og de åbnede alle byens parker sammen. Og langsomt lod de to ensomme sjæle hinanden komme tættere på. Anneline mærkede, hvordan hun drog mod denne verdensfjerne mand, der bragte en lethed og glæde med sig, hun så længe havde savnet. Halvanden måned efter tilbød hun pludselig genert:
Skal vi drikke en kop te hjemme hos mig?
Anneline, vil du blive ked af det, hvis jeg ikke kommer op nu? Alt det her betyder så meget for mig, lad mig tænke over det selv. Stoler du på mig?
Den følgende weekend tog de i Mikkels lejede sommerhus ved Sorø, et lille hus der lignede et slot. Indenfor var der rent og hyggeligt, men Anneline var fuldstændig opslugt af Mikkels store, mørke øjne og forsvandt hen i hans favn.
Mikkel, hvad sker der? Jeg føler jeg dør, bare fordi jeg elsker dig så højt… hvordan har jeg klaret mig uden dig?
Hvor er du dog vidunderlig og hvor er jeg heldig!
Tiden gik, og de havde mere og mere svært ved at skilles fra hinanden.
Anneline, gift dig med mig.
Mit skilsmissepapir kommer sidst på måneden.
Og så bliver du min med det samme. Ellers er jeg bange, nogen kaprer dig.
Jeg bestemmer selv, Mikkel. Den her pige finder du ikke hvor som helst, hun har valgt dig. Men ingen store fester bare vi to, og så til det lille slot, hvor jeg blev fuldstændig din.
Naturligvis, min elskede, som du vil.
Rune og Karina var deres eneste vidner på rådhuset. Mor og søster sendte en begejstret telegram. Kort efter flyttede de til en toværelses lejlighed Mikkel havde fundet, og lavede sammen et hyggeligt hjem. Mikkel gik særligt op i, at Asger skulle have et rigtigt børneværelse. Asger havde for længst mødt Mikkel, men for drengen var hans mor og far stadig to uadskillelige dele. Kontakten til Mikkel gik trægt.
Anneline, lad os få taget nogle blodprøver på Asger han ser lidt bleg ud.
Han har det bare svært, Mikkel. Han håbede altid, at vi fandt sammen igen. Jeg har læst, at skilsmisse er værre for børn end dødsfald i familien.
Det har du nok ret i. Jeg oplevede også mine forældres skilsmisse som barn det føltes som verdens ende. Men vi tager blodprøven okay, Asger?
Den dag kom Mikkel hjem med tunge skridt. Anneline vidste, der var dårlige nyheder.
Anneline, rolig nu. Asgers blodtal er ikke gode. Min intuition svigter desværre ikke. Jeg tager ham med mig i morgen.
Det føltes uretfærdigt, som om lykken skulle koste dyrt. Leukæmi. Et ord med en isnende klang.
En ny tilværelse begyndte. Anneline tog orlov uden løn hun kunne slet ikke forestille sig Asger gå igennem alt uden hende. Hun holdt ham i hånden til prøver og behandlinger, og hviskede:
Hold ud, min dreng. Du er min stærkeste ven. Vi har aldrig været fra hinanden, og det bliver vi aldrig.
Når Anneline var helt udmattet, lod Mikkel hende hvile og tog sig af Asger. Søvnen kom sjældent.
En dag ringede eksmanden og krævede, at Anneline skulle melde sig ud af det halvfærdige hus.
Asger skal nok komme til mig i weekenderne.
Du kunne jo besøge ham her.
Det kan jeg ikke. Skal på tilsæt.
Mikkel lagde armen om hende:
Anneline, vi klarer os. Slip det gamle, fokuser på Asger.
Det svider nu alligevel. Jeg har tjent glimrende før og lagt hver eneste krone i huset. Men nu gælder det kun én ting Asger.
Netop. Hver en tanke skal du give ham, jeg klarer det andet. Jeg har altid drømt om en familie Gud ved det, og nu har han givet mig jer.
Hvordan går blodprøverne?
Vi gør alt. Det ser stadig skidt ud.
Anneline græd lydløst Asger måtte intet ane.
Mor, hvad sker der med mit blod?
Ved du, Asger, i vores blod har vi røde og hvide både. Dine kæmper lidt kamp.
Og hvem vinder?
Lige nu de hvide men du kan hjælpe de røde!
Mor, kan vi ikke rejse væk? Jeg er så træt.
Jeg tænkte netop det samme, Anneline. Lad os tage i sommerhuset, nyde noget frisk luft.
Foråret kom, og det lille hus stod omgivet af blomstrende træer. De gik ture i skoven, nød hver en anemone, men ind imellem blev Asger helt stille og tavs, som om han kæmpede inden i sig selv.
Hvad er der, min dreng. Er du utilpas?
Shhh, mor. Jeg kæmper søslag.
De få ugers frihed gik hurtigt, men Asger havde fået frisk farve kinderne glødede næsten.
Mor, hvor er far?
Stadig på forretningsrejse, skat.
Igen, nåh.
Da de var tilbage på hospitalet, blev der taget nye prøver. Overlægen kom selv ind.
Mikkel, hvor var I henne med Asger?
Bare i vores lille hus nær Sorø. Hvorfor? Hvad med blodet?
Alt er i bedring hans blod ser godt ud.
Mikkel stormede ind til Asger:
Hvad har du lavet? Du er jo bedre! Anneline, han bliver rask, græd nu ikke mere. Asger, hvad gjorde du?
Far, kan du huske det med bådene? Jeg lod de røde vinde alle søslagene.
Natasha kunne ikke fatte, hvad der skete med hende. Hendes mand, hendes egen, eneste – ham hun betragtede som støtte og klippe – sagde i dag til hende: “Jeg elsker dig ikke længere.” Chokket var så voldsomt, at hun stod lammet, mens han styrtede rundt og pakkede sine ting. Som om det ikke var nok: Hendes far døde pludseligt for nylig, og hun skulle tage sig af sin gråhårede mor og sin lillesøster, som blev invalid som 18-årig efter en svær hovedskade. Familien boede i nabobyen. Sønnen var lige startet i 1. klasse. Fabrikken lukkede ned i juni, og Natasha stod uden job. Og nu også uden sin mand… Natasha begravede hovedet i hænderne, satte sig og græd. – Herre Gud, hvad gør jeg nu? Hvordan skal jeg leve? Åh, Alexander! Jeg skal jo hen og hente ham i skolen! Dagens pligter tvang hende i gang. – Mor, har du grædt? – Nej, Alexander, nej. – Græder du over bedstefar? Jeg savner ham så meget! – Det gør jeg også, min dreng. Men vi skal være stærke. Bedstefar var altid stærk, og nu har han fred hos Gud – fortvivl ikke, skat. – Hvor er far? – Far er nok på forretningsrejse igen. Hvordan går det i skolen? Man må videre. Elsker han ikke? Sådan må det være. Hun havde nok overset noget i hverdagens jag. Mens Alexander spiste og legede med sine legetøjssoldater, loggede Natasha ind på sin mands computer. Noget hun aldrig havde gjort før. Det var let at komme ind på mailen. Vovka havde ikke slettet sin sidste korrespondance. Han havde kastet sig ud i kærligheden. Og hun var blevet den, han ikke elskede. I ti år havde hun været hans “solskin”, efter otte års kamp for at få et barn, var hun også blevet “vore alles mor”. Nu var alt forandret. Og det måtte hun vænne sig til. Først og fremmest måtte hun finde arbejde. Hendes høje uddannelse interesserede ingen. Få coronas i dagpenge løste ingen problemer. Hvad var der sket? Hendes fornuftige, ansvarlige mand var på et øjeblik blevet en fremmed. Hun kunne kun forklare det med, at han var blevet vanvittig. Det fælles hus stod stadig halvfærdigt. Gudskelov havde de tag over hovedet, og ét værelse var beboeligt. – Job, hvor har jeg brug for dig! – Natasha var ved at bryde sammen, men hun havde ikke tid til at græde. Hun havde brug for et job! Hun søgte i dagevis. Forgæves! Eneforsørger med et barn i 1. klasse – hendes chancer blev mindre og mindre. En aften ringede hendes fadder Roman: – Nat, er han ikke kommet tilbage? – Nej. – Vil du være lagerarbejder? – Mener du det? – Ja, jeg ved det er alvor. 25.000 i løn, ikke meget, men bedre end ingenting. Vi kører kartofler og løg og en kylling ud til jer i morgen. – Roman, jeg har jo mine høns, de lægger da æg til os. – Ja, og det bliver de ved med. De skal ikke slagtes. – Tak. Hvordan har Galina det? – Havde det hårdt, men klarer sig. Hun er en sej kvinde. Sådan var han altid. Hans kone kæmpede mod kræften, han klagede aldrig. Natasha tænkte: der findes stadig håb. Tak Gud, du svigter aldrig. Tak for Roman. Arbejdet var til at overskue, og der var tid til tårer og eftertanke. Dage blev til uger, uger til måneder. Efter et år mærkede Natasha, at hun igen kunne spise, sove, grine og glædes over sønnens fremskridt. Smerten fra mandens svigt kom tilbage, når han hentede Alexander til weekenderne. Hun forhindrede det aldrig; barnet skulle ikke lide. Hun ville gerne spørge, hvad hun havde gjort forkert, men vidste godt, det handlede om hans nye forelskelse. Hun huskede ordene fra en film: ”Kærligheden varer til første sving, så begynder livet.” For hende var kærlighed og liv uadskilleligt. Men for ham? Efteråret var i år som en forlængelse af sommeren: varmt, løvgrønt, børns latter på gaden, farverige asters og krysantemummer i forhaven. Den dag hvor Natasha mødte Michaels blik, var ikke anderledes end andre – måske var det bare mere solrigt, eller musikken højere i naboens vinduer; måske var det bare på tide, at to ensomme sjæle mødtes efter skæbnens plan. – Frøken, må jeg ikke hjælpe? Man kan da ikke bære så meget på én gang. – Det er jeg vant til. – Det er synd, at så smuk en kvinde skal slæbe alt selv. – Hjælper du da alle smukke kvinder? Eller står du på vagt ved butikken? – Jeg har stået vagt længe nok – nu ser jeg endelig en ægte skønhed! De grinede uforstyrret, tårerne løb af grin. – Michael! – han rakte hånden frem med drillende øjne. – Natasha. – ”Natasha – andres kone,” kender du den sang? – Nej, men jeg er ikke gift. – Godt for mig; møder endelig en drømmekvinde – og hun er fri. Er alle her omkring blindt vanvittige? – Humor har du da – hvad med alvoren? – Den har jeg også styr på. Natasha, hvad med at gå i biografen og snakke sammen i dag? – Kan desværre ikke, skal hente min søn fra SFO’en. – Kan ikke tro mine egne ører. Du har en søn?! Du ligner en på tyve – hvilken SFO? – Jeg er 35. – Jeg også. Sikke et sammentræf – jeg troede virkelig, du var meget yngre. – Og nu? – Tænker over det. Alle mænd drømmer om en søn. Men hvor er faren til sønnen? – Det vil jeg helst ikke tale om. – Fint, lader vi være. Så kan vi tage i biografen i weekenden – med din søn, hvis du vil. – I weekenden er han hos sin far. – Natasha, jeg vil ikke presse dig. Men får du tid, så ring. Her er mit nummer. Jeg er børneblodlæge, for resten. – Mere seriøst bliver det ikke. – Og derfor har jeg heller ikke meget tid til at lede efter skønheder. – Okay, Michael. Jeg ringer, sagde Natasha ærligt. – Jeg venter. Sikke et smukt efterår! Det var deres gave. Milde solstråler, så bladene fik uendelige farver. Pletfri, lune dage åbnede byens parker for dem. Og deres forsigtige ømhed, der trængte gennem fortidens sår og svingede dem ind i en efterårsdans under bladsprøjtet. De nærmede sig hinanden så sagte, at Natasha selv blev overrasket over, hvor draget hun blev mod denne mand. Efter halvanden måned foreslog hun tøvende ”en kop te”. – Natasha, bliver du sur? Jeg kommer ikke hjem til dig. Det, der sker her, vil jeg tage mig af. Stoler du på mig? Næste weekend tog de til et naturreservat, hvor Michael havde lejet en lille villa, næsten som et slot. Indenfor var der rent og hyggeligt, men Natasha så kun sine elskedes brune øjne – og forsvandt i hans favn. Hun vidste ikke, at det fineste mellem en kvinde og en mand kunne være så sødt. – Misha, hvor er jeg? Hvad sker der med mig? Jeg tror, jeg dør… Jeg elsker dig! Hvordan har jeg kunnet leve uden dig? – Du er så smuk! Hvor er jeg lykkelig! Efter nogle måneder var det svært at skilles. – Natasha, gift dig med mig. – Misha, min skilsmisse er først om et par uger. – Og så gift med mig straks derefter! Ellers napper nogen anden min pige. – Pigen bestemmer selv – hun vælger ikke hvem som helst. Hun har en, hun elsker. Men Misha, lad os undvære det store bryllup – bare skriv os sammen og tag mig til det slot, hvor jeg blev din for altid. – Som du vil, elskede. Roman og Galya var deres eneste vidner. Natasha fik hjertelige lykønskninger fra mor og søster. Snart flyttede de ind i Michaels lejede torværelses lejlighed, lavede selv istandsættelse og skabte et hjem. Misha var især omhyggelig med værelset til Alexander. De to havde allerede mødtes. Men for Alexander, for hvem mor og far var ét, var det svært at åbne sig for Michael. – Natasha, bliv ikke bange nu, men jeg vil tjekke Alexanders blod. Han ser lidt bleg ud… – Mon ikke, Misha? Han er bare meget påvirket af skilsmissen. Det er svært… Jeg har læst, at skilsmisse er værre for et barn end dødsfald. – Du har ret, kloge kvinde. Jeg oplevede det selv som barn. Men lad os få taget prøver, ikke? Den dag kom Michael hjem med hovedet nede. – Natasha, ikke bliv bange. Der er ændringer i Alexanders blod. Min intuition har desværre ret. Jeg tager ham med i morgen. Det var urimeligt. Skulle de betale så højt for deres lykke? Leukæmi. Hvor frygteligt. En ny tilværelse begyndte. Natasha tog orlov uden løn – hun kunne ikke forestille sig Alexander uden hende til prøver, kanyler, drop og analyser. Hun holdt ham i hånden og sagde bare: “Hold fast, min dreng! Du er stærk – vi har altid været hinandens bedste venner, og vi skilles aldrig!” Når Natasha ikke kunne mere, sendte Michael hende hen for at hvile, mens han blev hos Alexander. Hun fik sjældent sovet – lå bare og stirrede op i loftet. Eksmanden ringede og krævede, at hun skulle skrives ud af det ufærdige hus. – Jeg tager mig selv af min søn. Han kommer hjem til mig fremover. – Burde du ikke i stedet besøge ham? – Kan ikke nu – skal på forretningsrejse. Da Natasha fortalte det til Michael, lagde han hånden på hendes skulder: – Natasha, vi klarer os selv. Glem fortiden. – Det gør ondt, Misha. Jeg har tjent gode penge – lagt alt i huset. Er det tiden til at tænke på dét? At jeg skal smides ud? – Lad være at tænk på det. Tænk på Alexander – lad hver eneste tanke blive til ham. Jeg klarer det. Jeg har altid ønsket mig en familie. Gud ved det – han tager jer ikke fra mig. – Misha – hvordan er prøverne? – Vi gør alt. Men de er stadig dårlige. Natasha græd stille. Alexander måtte ikke opdage, hvor slemt det stod til. – Onkel Misha, hvad sker der med mit blod? – Ser du, i dit blod er der røde og hvide ”skibe”. Dine er i krig. – Og hvem vinder? – Indtil videre de hvide. – Hvad sker der så? – Hjælp de røde! – Mor, tag mig med væk. Jeg er så træt. – Natasha, jeg havde samme tanke. Lad os tage ham med ud i huset i skoven, nu hvor vejret er godt. Han skal have ro. Foråret pyntede deres sted med blomstrende træer og buske. De gik ture i skovene, blev glade for hver en blomst, hver en græsstrå. Men nogle gange sad sønnen helt stille. – Hvad er der, dreng, har du det skidt? – Mor, lad mig være i fred – jeg kæmper søslag. Ferien sluttede hurtigt. Alexander havde friskere farve på kinderne, lidt rødme. – Mor, hvor er far egentlig? – Han er på forretningsrejse, min dreng. – Igen? Nå, ja. Efter hjemkomst til hospitalet tog de flere prøver. Lederen af laboratoriet kom personligt. – Michael, hvor har I haft sønnen henne? – Bare i skoven i nærheden. Hvorfor? Hvordan går det med blodet? – Alt er fint. Han er i remission. Fint blod! Michael kom løbende ind på stuen. – Alexander, hvad gjorde du? Nu er du rask, min dreng. Græd ikke, Natasha. Han kommer sig! Hvad lavede du, dreng? – Far, kan du huske du sagde, mine blodskibe var i krig? Jeg vandt det hele for dem med de røde i hvert søslag.
