Annika vendte hjem fra supermarkedet med tunge poser i hænderne. Hun nærmede sig sit hus, da hun pludselig opdagede en bil, der holdt ved lågen. “Mon nogen venter på mig? Jeg regnede ellers ikke med besøg,” tænkte hun forundret. Annika gik tættere på og så en ung mand stå inde i haven. “Du er kommet!” udbrød hun glad og styrtede hen for at give sin søn et kram. “Vent lidt, mor. Jeg er nødt til at fortælle dig noget,” sagde sønnen og trak sig en smule væk. “Hvad er der sket?” spurgte Annika nervøst. “Du må hellere sætte dig,” sagde Mads lavt. Annika satte sig på bænken i gårdhaven og forberedte sig på det værste.
Annika Madsdatter boede alene i en idyllisk landsby et sted på Fyn. Hendes mand var gået bort for to år siden, og deres eneste søn, Mads, var flyttet til Odense for at studere efter værnepligten og havde siden ikke boet fast hjemme. Han arbejdede nu som ingeniør på en fabrik, havde først lejet en lille lejlighed, men nu var det meste ændret i hans liv. Mange detaljer holdt han dog for sig selv overfor sin mor.
Mads kom kun sjældent, indtil han fik sig en bil sidste år. Siden da dukkede han op uden varsel, medbragte dagligvarer og tøj til sin mor. Annika Madsdatter forsøgte at afslå, men han insisterede. Sidst havde han endda givet hende et håndstrikket uldtørklæde.
Om hans eget liv fortalte Mads ikke ret meget. “Alt går fint, mor. Du behøver ikke bekymre dig,” plejede han at svare. Men nogle gange kom lidt nyt alligevel frem især når hendes unge nabokone, Freja, rejste til byen.
Den godhjertede Annika sendte som regel et glas hjemmelavet syltetøj og lidt marinerede svampe med Freja til sønnen. Hun havde hans nummer, og derfor ringede Freja altid og aftalte, hvor de skulle mødes.
“Annika, du skulle bare have set ham! Han kom kørende i bil sammen med en fin dame. Han tog alting og bad mig hilse, og at han ville komme hjem snart,” fortalte Freja en dag.
“Hvem var damen?” blev Annika overrasket.
“Det ved jeg da ikke! Hun steg ikke engang ud af bilen. Jeg tror, hun er fem år ældre end Mads, lidt kraftig og meget sminket.”
Annika undrede sig. Mads havde aldrig talt med sin mor om sit privatliv. Måske skulle hun spørge ham næste gang men ventetiden blev ikke lang.
En dag kom hun hjem fra Brugsen, og der stod både Mads og en lille dreng i gården. Bilen holdt endnu ude ved lågen.
“Du er kommet!” Annika skyndte sig, men Mads gav kun et halvt kram og sagde:
“Hej mor. Må jeg præsentere dig for Emil. Han er som en søn for mig nu.”
“Kom nu indenfor, vi kan da tale bedre i køkkenet.”
Annika dækkede hurtigt op til lidt mad. Heldigvis var kartoflerne stadig varme i gryden. Kål, syltede agurker og mørt kogt kød blev sat frem.
Emil sad tavs med blikket i bordet, nippede lidt til maden og sagde ingenting. Efter aftensmaden sendte Annika ham ud i haven, så de voksne kunne få snakket.
“Mor, jeg blev gift sidste år,” begyndte Mads. “Eller, vi blev borgerligt viet, Mie og jeg. Og det her er hendes søn Emil. Jeg sagde ikke noget, du må ikke blive ked af det. Mie vil ikke møde sin svigermor.”
“Hvorfor dog ikke? Synes hun, jeg er for gammeldags, eller tror hun ikke, jeg er fin nok?”
“Nej, mor. Hendes første ægteskab var ulykkeligt, hun havde store problemer med sin tidligere svigermor. Mie gik fra sin mand på grund af hende, og et år senere døde både eksmanden og svigermoren. Mie arvede lejligheden og bilen. Da vi mødtes, sagde hun, jeg skulle flytte ind og vi blev gift. Men hun orker ikke møde en svigermor igen.”
“Hvorfor er Emil her så?” undrede Annika sig.
“Det er sommer nu, Mie er gravid og skal føde i august. Hun har svært ved at klare Emil alene, og jeg arbejder lange dage. Kan du passe ham indtil september? Så henter jeg ham igen.”
“Selvfølgelig vil jeg passe på ham. Men vil han overhovedet være hos mig?”
“Hans mor har sagt, at sådan skal det være.”
Annikas øjenbryn løftede sig, men hun forholdt sig tavs. Hun kendte jo ikke denne Mie, og en dreng på otte år var ingen belastning. Snart ville hun jo også få sit eget barnebarn! En glæde ventede.
Næste morgen kørte Mads igen. Emil stod i vinduet med armene over kors.
Annika gik hen til ham. “Skal vi ikke begynde på vores fælles hverdag? Du kan kalde mig farmor Annika. Hvilken klasse skal du starte i?”
“Jeg skal i 2. klasse,” mumlede han uden at vende sig.
“Vil du ikke med ud og se på hønsene? Vi har tidlige jordbær så snart er der bær at plukke.”
“Jeg vil ikke med dig.”
“Hvorfor dog ikke? Jeg skal nok være sød, og min gamle hund Odin gør dig ikke noget.”
“Mor siger, du er slem. Og jeg behøver ikke være her længe. Og det er ikke din hund, jeg er bange for.”
“Nå for Søren! Men hvordan ved din mor, at jeg er slem, når vi ikke engang kender hinanden? Nå, du bliver bare her. Jeg går ud og ordner mine ting, min dreng.”
Annika gik ud i haven, med ondt af drengen. Tænk, at Mie var blevet så mærket af sit tidligere ægteskab, at hun nærmest advarede sønnen mod hende. Men Annika satsede på, at venlighed og omsorg kunne smelte isen.
Hun gik i gang med lidt ukrudt og sine daglige små sysler. Hendes husholdning var ikke stor lidt høns og to ænder, og ellers købte hun mælk og ost hos naboen, fru Larsen. Hun gav æg til gengæld, eller bringer lidt bær over. Sådan gik det.
Efter en uge begyndte Emil langsomt at komme ud i gården. Han klappede Odin, spiste jordbær fra bedene. Han tilbød aldrig at hjælpe, men det var også i orden. En dag da Annika skulle til købmanden, inviterede hun Emil med, og denne gang sagde han ja.
Da de gik hjem, snakkede han uafbrudt. Efter denne tur forandrede han sig; han hjalp til i huset, vandede blomsterbedene, fodrede Odin og legede med de andre drenge fra gaden. Om aftenen var han sommetider så optaget, at Annika måtte kalde flere gange, før han kom ind.
Han blev gladere og begyndte at læse en gammel bog om Robinson Crusoe den havde tilhørt Mads som barn. Emil fortalte Annika om handlingen, lo over Fredag, mens hun sad og strikkede om aftenen. Det mindede Annika om dengang, Mads var lille; han havde været ligeså livlig og snakkesalig.
I august kom Mads igen. Han var glad; nyheden var, at han og Mie havde fået en pige hun hed Clara. Dagen efter skulle de hente mor og datter hjem. “Mor, Emil og jeg har haft det godt må jeg blive lidt længere? Jeg kan se min søster, når jeg alligevel skal starte i skole,” sagde Emil.
Så han blev til september. Annika havde pakket små gaver til barnebarnet: strikkede strømper, en lille hue og et let babytæppe og vanter til svigerdatteren. Mads takkede hende, kyssede hende på kinden og gav Emil et stærkt håndtryk, inden de tog af sted.
Slutningen af august nærmede sig. Emil spillede fodbold med de andre børn på vejen, da en bil nærmede sig huset. Alle stoppede op og kiggede. Ud steg en lidt rund kvinde med et spædbarn i armene, og efter hende kom Mads. Han overtog datteren, mens Emil løb glade i møde.
“Mor er her!” råbte han, men stødte på en sten og faldt. Han begyndte ikke at græde, men samlede et blad og satte på knæet, sådan som gutterne havde lært ham.
Mie kyssede sin søn, tog ham i hånden, og sammen gik de ind i huset.
“Hvordan kan Emil bare løbe rundt uden opsyn?” var det første, Mie sagde.
“Velkommen, min pige,” svarede Annika. “Så er vi her alle. Drengene leger altid ude på vejen, og Emil hjælper mig i huset og haven. Han har fortjent at lege lidt.”
Annika gik hen til barnebarnet, der sov blidt i armene på sin mor; Clara så ud som en lille engel og Annika fik tårer i øjnene af glæde.
Hun serverede suppe med creme fraiche og friskbagt brød, og begyndte at spørge til, hvordan det gik.
“Vi er kommet for at hente Emil hjem,” sagde Mie bestemt. “Nu skal han snart i skole. Har han ikke været længe nok her? Han glæder sig sikkert til at komme hjem.”
Emil rejste sig og sagde højt: “Jeg vil ikke til byen! Jeg vil bo hos farmor Annika. Du sagde, hun var dum, men faktisk er hun sød!”
Mie blev mørkerød i kinderne og så fornærmet ud.
“Sådan taler man ikke til sin mor, Emil. Sig undskyld og gå ud og leg men hold dig i haven,” sagde Annika roligt.
Emil nikkede stille, sagde “jeg skal nok lade være” og gik udenfor.
“Du behøver ikke være nervøs for ham, Mie. Han er en god dreng og nem at have med at gøre. Og jeg har nydt sommeren takket være ham. Tak fordi I har bragt ham. Han er altid velkommen næste sommer.”
Clara begyndte at græde, og Mie gik straks over til hende. Familien blev hos Annika i to dage. Mads fik ordnet lidt småting, og Mie blev næsten kun ved babyen. Annika lavede mad til hele banden, og Emil hjalp til hvor han kunne og fortalte begejstret om sin sommer.
Snart var det tid til hjemfarten. Mads tog afsked med sin mor og gik ud i bilen med børnene. Mie tøvede et øjeblik, gik så hen til Annika, gav hende et kram og sagde:
“Tak, mor. Jeg husker ikke min egen længere, og jeg troede aldrig, en svigermor kunne være sådan. Undskyld mig, hvis jeg har været urimelig. Jeg elsker virkelig Mads han er blevet en dejlig mand hos dig.”
“Nu er han din og jeg bliver bare glad, når I kommer. Bring endelig Emil igen, han er blevet som mit eget barnebarn.”
Sådan tog de afsked. Alt gik godt i familien. Om vinteren tog Annika med til byen for at hjælpe til med børnene og i hjemmet. Og gennem forståelse, venlighed og varme fik svigermor og svigerdatter et stærkt bånd, til glæde for både Mads og lille Emil.
Det handler om at give plads og møde hinanden med et åbent sind for kun sådan får man plads til glæde i både slægten og hjertet.
