– Kig nu ikke sådan på mig!
Maja kiggede strengt på katten, så strengt som hun kunne. Hun løftede selv øjenbrynet, selvom hendes mor altid havde sagt, at det så alt for skrapt ud. I hendes barndom havde Maja nemlig de der sammenvoksede, mørke øjenbryn det havde hun arvet fra sin far, selvom hun hellere skulle have arvet de fine, små bryn fra sin mor. De var plukkede til perfektion, slet ikke skræmmende.
Efterhånden havde Maja nu fået styr på brynene for mange år siden, og der var jo også gået adskillige år siden barndommen. Katten var selvfølgelig helt ligeglad. Han sad på vindueskarmen, kiggede på hende med de dér grønne øjne, der glimtede ganske uhyggeligt, når lyset fra gangen ramte. Yderdøren stod halvt åben; sådan havde Maja efterladt den, i tilfælde af at hun fortrød sine nattelige eskapader. Yderdøren vippede stille i gennemtrækket aldrig i stand til at lukke helt af for verden. Det irriterede Maja. Tænk hvis den nu bare smækkede rigtigt i, så kunne hun trygt åbne den anden dør køleskabet.
Maja rykkede lidt på sig, der på gulvet langs væggen ude i køkkenet, hvor hun havde siddet i over en time, og stirrede på køleskabet, som om hun kunne tænke sig frem til, hvad der var derinde.
Hun vidste selvfølgelig præcis, hvad det indeholdt. Sidste rest ost, den halve pose rugbrød, lidt leverpostej, og de sidste to hotdogs hun havde købt. Det var jo altid Maja, der købte ind, og dét var en evig kilde til morskab.
– Maja, hvorfor har du købt kapers? sagde hendes mand, mens han vendte det lille glas rundt i hånden. – Hvem i alverden spiser det herhjemme?
– Ej, det smager da godt, svarede hun.
– Fint! Så må du altså også finde på noget, vi kan få dem brugt til.
Så Maja tryllede hun fandt altid på et eller andet ret mærkeligt, for at følge en opskrift, det havde hun aldrig haft tålmodighed til. Ofte sad familien først og så meget skeptisk på hendes kreation, men når maden begyndte at blive spist, blev det hele hurtigt ryddet, og alle bad om mere.
Alle spiste. Undtagen Maja selv.
For Maja kunne slet ikke få mad ned, som hun selv havde lavet. Hun var elendig til det!
Hun kunne stå i køkkenet i timevis, fuld af glæde, men så snart maden var klar, var det, som om al appetit forsvandt som om det var en eller anden mystisk gammel bedstemor, der havde sat sig på hendes skulder og mumlede: Nej, du skal ihvertfald ikke smage på din egen mad! Så gik hun derfra sulten.
Så forærede hun sig selv lidt opmuntring bagefter lidt dansk spegepølse, god ost, kiks, boller, chokolade eller måske lige det sidste stykke marcipanbrød, hun stjal fra sin lille søn. Men småkager for børn, tænkte Maja, de måtte jo være sundere, så det gjorde ikke så ondt i samvittigheden.
Maja manglede energi. Men hun var ikke tyk, slet ikke det hele forsvandt ligesom ind i den evige hverdag: tre børn, mand, kat og hus. Alle havde brug for hende. Oven i det havde hun et arbejde, hun faktisk respekterede og ind imellem også elskede, alt efter hvor meget det lod hende fokusere på det vigtigste i hendes liv hendes familie.
At klage over sit helbred, det havde hun aldrig gjort. Hun havde fra barnsben lært sin mors gyldne leveregel:
Det går over!
Selv når hun som barn kom og sagde, hun havde det dårligt, havde moderen bare sagt: Maja, hold nu op du har altså ikke feber. Og hvis du har målt, så drik lidt hyldebærsaft og læg dig. Det går over!
Hun var vokset op med ordene, og et eller andet sted troede hun på, at hendes helbred altid nok skulle rette sig af sig selv.
Måske var det derfor, at Maja, selv med en sundhedsfaglig baggrund og god fornuft, aldrig tog sig tid til at tænke over, hvorfor hun var så drænet, særligt efter fødslen af deres førstebarn. Det gik nok! Det skulle bare have tid!
Med barn nummer to blev det værre, men hun klagede fortsat ikke. Man kunne vel ikke tillade sig at få ondt af sig selv, når man var mor? Heldigvis forstod hendes mand, Jesper, det uden ord.
– Lad mig tage ham, sagde Jesper og hentede den lille, mens han sendte storebroren væk i stuen. Vi to klarer det herinde, du skal sove, Maja!
Maja faldt i søvn og sov i timevis, men vågnede kun endnu mere træt og fyldt med dårlig samvittighed. Hvad var hun for en mor, hvis hun ikke engang kunne tage sig af sine børn?
Hvis Maja nogensinde havde spekuleret over, hvor hendes mindreværdsfølelser kom fra, havde hun måske indset det. Hun havde altid fået at vide, hun var lidt forkert.
Det havde hun lært af sin mor og mormor.
– Sæt dig lige ordentligt, Maja! sagde mormor Gerda. Du ser ud som en nøgle, når du sidder sådan. Ryggen ret! Janni, siger du ikke noget til hende? Hun får dårlig ryg!
– Mor, jeg prøver! Hun hører jo aldrig efter! Alle andre børn er lige, men Maja er helt sin egen. Og mad det skal hele tiden skjules, ellers spiser hun alt! Og ingen trusler hjælper. Jeg har prøvet det hele!
Femårige Maja, der ikke vejede mere end en killing, sad pænt, lod tårerne dryppe ned i hverdagsmaden og turde ikke engang kigge op.
De havde ret hun var da ikke som andre. Men hvorfor?
Først som teenager, lidt for rund, bumset, alt for selvbevidst, fandt hun gamle fotoalbum. På billederne smilede mor rundkindet og med ligeså mange små bumser. Så hvorfor, tænkte Maja, var mor så streng?
Hun spurgte:
– Hvem vil gifte sig med dig, hvis ikke du taber dig? Du skal slet ikke tænke på at blive gift, før du har taget dig sammen! Hele familien levede af letmælk og knækbrød. Din bedstefar gik, fordi han ikke gad mere, men nej, det havde intet med noget at gøre, selvfølgelig…
Maja lærte hurtigt, at hvis hun nu blev dygtig til noget, kunne ingen se skævt til hendes udseende. Det var mere acceptabelt at være dygtig og hvis man var noget særligt, havde folk brug for én, uanset hvordan man så ud.
– Jeg vil være læge, mor!
– Nåh, det skal jeg da lige love for! Med dine evner?
– Ja, jeg er god i skolen.
– Nå, okay så. Læge er da en pæn profession…
Og det blev hun. En god en, endda. Hun kløede på der var ikke meget privatliv, men masser af læsetid. Moderen sukkede, sagde ikke meget. Der var nok at se til mormor blev syg, så Maja fik ro lidt.
Indtil mormoren, trods alt, besluttede at blande sig. Den ihærdige, danske mormor skaffede kontakt til en matchmaker Gud ved hvor fra. Hun dukkede op, mindre, mørkhåret, og ekstremt snakkende.
– Hun er så nydelig, jeres datter! Sådan en får ingen problemer med at finde en mand!
Maja kunne næsten ikke holde masken. Smuk? Det havde hun aldrig set sig selv som men nu var hun ovre de værste bumser, og hun var efterhånden lidt mere lig de andre på sygeplejeskolen.
Fristeren dukkede op, og ved første møde tænkte hun; han virkede genert, klodset, lidt fortabt. Men hun slæbte sig igennem det planlagte kaffemøde og den første date.
Maja kom for sent, fordi skolen trak ud. Da hun kom ind, var han væk. En servitrice kom med en seddel. Lad være med at lede efter mig.
Hun kunne ikke lade være at fnise. Så, hun var altså dumpet allerede ved første date.
Servitricen, som hedder Jesper, stod pludselig ved siden af. Hvad har du af planer for i aften, spurgte han.
Hun svarede nærmest pr refleks: Hvad hedder du?
Jesper.
Er det fordi, du synes, jeg er ynkelig, siden du spørger sådan?
Nej, sagde Jesper og blev alvorlig.
For første gang følte Maja, at samtalen hun, Jesper, den der jazz-café tæt på Panum var helt let. De drillede hinanden, talte om jazz, begge hadede hytteost, begge drømte om kat, men ikke om hund. De ville begge have deres eget hus og karriere, hvor der var plads til at gøre en forskel. Det var, som om det var skrevet i stjernerne.
Et år gik. Og Majas mor rev sig i håret.
– Han passer ikke til dig! sagde hun.
– Hvad mener du? Fordi han er tjener?
– Præcis. Han arbejder i caféen, han har en syg mor og en lillesøster på fem. Hvorfor vil du tage den byrde?
– Fordi han tager sig af dem, mor. Så tager han sig sikkert også godt af mig.
De udskød bryllup længe, for Jespers mor blev værre. Da det gik op for dem begge, at det hastede, giftede de sig uden fest, kun med lillesøster Mille som vidne.
– Er vi en familie nu? spurgte Mille højtideligt.
– Ja, Mille, det er vi.
Jespers mor døde kort efter, og Maja prøvede at trøste Mille, selvom sorgen tyngede hende selv.
Hendes egen mor blev fornærmet over brylluppet. For din skyld havde jeg gerne villet holde fest
Maja forklarede igen og igen, men stemningen var stivnet, og sådan gik der flere år. De havde deres pligter, naturligvis, og hun hjalp til, når hendes mor blev syg, men stemningen var kold.
En dag kunne hun end ikke holde det ud længere.
– Hvorfor holder du så fast i at miste mig? sagde hun.
Den danske, kontrollerede mor brød sammen. Hun græd, noget Maja aldrig havde troet, hun skulle se.
Selvfølgelig elsker jeg dig, Maja Jeg havde bare så svært ved at vise det. Min mor sagde, man ikke skulle forkæle sine børn. Sådan gik det så.
Maja blev ramt, og hun lovede sig selv: Hendes børn skulle altid vide, hun elsker dem.
Derfor sad Maja så ofte om natten, på gulvet foran køleskabet, sammen med katten, tænkte, spiste en ostemad. Hun overvejede, analyserede og talte med sig selv om de ting, hun havde båret med sig, lige siden hun var barn. Hvis hun bare havde sagt noget før
Hun blev aldrig helt enig med sig selv. Men der, blandt natlige småkager og pålæg, faldt hun nu engang bedst til ro.
Så kom Jesper ind. Han sagde ikke noget, tog ost og tomat ud af køleskabet, lavede sig en mad og satte sig ned til hende.
– Spis!
– Hvis du bliver ved sådan, Jesper, så kan jeg slet ikke være i et par danske jeans.
– Du spiser bare! sagde han, og blinkede til katten, der hurtigt sprang ned, tog sin bid ost og hoppede op på hendes skød.
– Du ved godt, jeg elsker dig sagde Jesper, mens Maja nippede til maden. Lige meget, hvor mange kilo du vejer. Er der noget galt?
Maja lænede sig ind mod ham. Nej. Alt er præcis, som det skal være. Bare heller ingen tonstunge kvinder herhjemme, vel?
Jesper lo. Har aldrig set en smukkere kvinde.
Så sig dét lidt oftere, okay?
– Hvis du så vil love at lade køleskabet være, om natten?
De lo, og så hjalp han hende op, og sammen gik de ind i soveværelset.
– Forresten, Maja glædede han sig at spørge.
– Ja?
– Venter vi mon en til?
Maja kiggede overrasket op. Hvordan ved du det?
Jeg kender dig, kvinde Og de natlige besøg i køleskabet, de er ikke så fremmede igen. Hvor langt henne?
– Tre uger cirka.
– Jamen, hvor er det fantastisk! sagde Jesper og kyssede hende grinende. Men shhh, væk nu ikke de små.
Katten trissede med dem ind, hoppede derefter op på vindueskarmen og rullede sig sammen, mens roen igen sænkede sig.
Snart ville natten falde mere stille over køkkenet med en baby på vej, nye projekter. Katten ville helst ligge inde hos babyen, tæt på den milde duft af mælk og bare fødder, og kun kigge ud på køkkenet, når han hørte lyden af køleskabsdøren i det fjerne.
