Nastasja, tag hende med dig! Jeg kan ikke mere! Det føles endda ubehageligt bare at røre ved hende!

Rikke, tag hende nu! Jeg kan ikke mere! Det gør mig nærmest fysisk dårligt bare at skulle røre ved hende!
Ida stod og rystede. Babyen på hendes arm skreg sig blå i hovedet.
Rikke tog straks niecen op og nikkede stille.
Okay. Men det er din beslutning du kommer ikke og fortryder senere?
Nej nej, hvordan skulle jeg kunne det? Tag hende bare, jeg har ikke brug for hende!
Den lille var ikke engang fyldt en måned. Allerede tidligt i graviditeten begyndte der at ske mærkelige ting med Ida. Rikke troede først, det bare skyldtes de skiftende humørsvingninger sent i graviditeten. Ida havde været enke i over syv år, og hendes to store børn boede for sig selv. En spontan ferie til Skagen, en lynhurtig flirt og så en uventet graviditet det kom som et chok for dem alle. Ida havde aldrig været typen på spontanitet. I starten lød det til, at hun var glad for at skulle have et barn mere. Men snart lagde Rikke mærke til, at Ida først gik amok og købte babytøj og fandt barnevogn, for siden at lukke sig inde i sig selv i flere uger ad gangen, nærmest som om hun byggede en mur op.
Lige op til fødslen trak Ida sig væk fra familien. Hun ringede ikke til hverken mor, søster eller de voksne børn. Til sidst blev Rikke bekymret og fandt Ida på hospitalet, hvor hun var ved at skrive under på, at hun ville give barnet op.
Ida, hvad sker der? Hvorfor?
Jeg ved det ikke. Jeg føler ingenting. Hun er fremmed for mig.
Hvordan kan du sige det? Det er jo dit barn!
Hun bliver ikke min. Ida vendte sig mod væggen.
Rikke hev det tunge skyts frem og hentede deres mor. Ida gik modvilligt med til at tage barnet med hjem. Deres mor insisterede på, at Ida og babyen skulle flytte ind hos hende, for at hjælpe til med det hele i starten. Sandheden var, at de bare holdt ekstra øje med Ida. Ida gjorde alt, der skulle gøres for datteren men det var mekanisk, uden følelser, aldrig et sekund længere end højst nødvendigt. Det var mormor, der gav pigen navn, og det var moster Rikke, som bar rundt på hende dag og nat.
Ida, jeg tager hende. Det bliver mig, der opdrager hende men lidt efter lidt, hvem tror du så hun kalder mor?
Det ved jeg ikke. Bare det ikke er mig.
Efter en uges tid blev alt papirarbejdet ordnet, og Rikke blev den lille Thereses officielle værge. Ida flyttede til Aarhus.
Therese voksede op fuld af krudt og grin. Hun gik tidligt og begyndte også tidligt at tale. Mor sagde hun til Rikke.
Tolv år gik hurtigt.
Mor, jeg fik 10 i dansk tre gange i dag, og i morgen skal vi i biografen med klassen! Therese råbte i hele lejligheden.
Er det hende?
Ja, Ida, det er hende. Men jeg beder dig
Hej! Jeg hedder Therese, og hvem er du?
I døren til køkkenet stod en høj, storøjet pige og så overrasket frem og tilbage fra den fremmede kvinde ved bordet til mor, som så mere bleg ud end nogensinde før.
Jeg Jeg hedder Ida. Jeg er din biologiske mor, Therese.
Hvad sagde du til hende?! Rikke kom straks hen og lagde armen om sin datter. Therese, jeg forklarer det hele, skat!
Det behøver du ikke, mor. Lad os nu høre, hvad hun vil. Så, hvad så? Du siger, du er min mor. Og hvad så?
Jeg er kommet for at hente dig med hjem. Jeg vil have, at du bor hos mig.
Hvorfor?
Fordi du er min datter.
Nej, det er jeg ikke. Min eneste mor, det er hende dér. Og sådan vil jeg have det! Jeg håber faktisk, jeg aldrig skal se dig igen. Therese trak sig og forlod rummet.
Rikke tabte sig ned på stolen.
Og hvad opnåede du så?
Ikke noget endnu. Men jeg skal nok få ret, bare vent. Går det ikke frivilligt, tager jeg sagen i retten.
Hvorfor skal du nu lave alt det her om? Det var jo dig, der ikke ville have hende til at begynde med. Ingen af os forstod hvorfor, og du sagde aldrig noget. Nu, efter så mange år, kommer du bare tilbage og tror, hun springer i armene på dig? Helt ærligt, Ida, tag nu hjem til mor, så taler vi videre en anden dag. Jeg skal være der for min datter nu.
Det er din niece! Ida rejste sig op.
Rikke sukkede bare. Hun lukkede døren og gik ind til Therese.
Therese
Vent, mor. Før du siger noget, vil jeg sige noget vigtigt. Jeg ved allerede det hele. Kan du huske, for et år siden, vi hjalp mormor med at rydde op? Jeg fandt papirerne om værgemål i en kasse. Først blev jeg p**** sur over, at I ikke havde sagt noget, så havde jeg en periode, hvor jeg virkelig ville møde hende og spørge, hvorfor? Men til sidst fandt jeg ud af, at jeg var ligeglad. Du er min mor! Jeg har ikke brug for en anden.
Min skat! Jeg giver dig aldrig fra mig.
Det skulle jeg da heller ikke! grinte Therese. Kan du huske min klassekammerat Oliver? Ring til hans mor. Hun er advokat, hun kan alt det der familierets-noget.
Så så, min pige, du behøver ikke blive voksen alt for hurtigt! Men okay, det ordner vi. Jeg skal nok være den store mor et stykke tid endnu. Rikke lo sammen med Therese og gav hende et stort kram. Vi ringer, og det hele skal nok gå.
Det blev stormfuldt, med advokater og møder i retten, men dommeren lod heldigvis alt blive, som det var. Thereses mening blev taget med, og hun nægtede kategorisk at bo hos Ida eller overhovedet at anerkende hende som mor.
Søstrene stod udenfor retssalen.
Så, nu er det slut. Endelig. Rikke åndede lettet op. Hvad skal du så nu?
Jeg rejser, Rikke. Jeg vil ikke stå i vejen for jer. Men jeg vil gerne hjælpe til, kan du ikke sige nej til. Jeg har for længst oprettet en konto til Therese, det hele ligger hos mor, og papirerne er der også.
Hvorfor det hele, Ida? Og hvorfor forlod du hende dengang?
Fordi der ikke var nogen romance, Rikke. Der var ingenting. Bare en mørk park, langt fra folk en sen aften.
Rikke stod med et sæt.
Og det sagde du aldrig til nogen? Har du gået med det alt det her tid?
Der var ikke noget at gøre om. Så jeg holdt det for mig selv. Jeg troede først, det var overgangsalder, og da jeg så opdagede, jeg var gravid, var det for sent. Sig aldrig noget til Therese. Det er ikke hendes liv, kun mit. Måske tilgiver hun mig en dag.
Rikke lagde armen omkring søsteren, og sammen kiggede de derhen, hvor mormor stod med Therese.
Nogle gange bliver det værste til det smukkeste. Hun er blevet så køn! Ida tørrede øjnene, og Rikke lagde først nu mærke til, at søsteren smilede for første gang i årevis.