Når Rasmus kom på besøg hos Lisbet, var det, som om hun blev helt fjollet på stedet. Det var af ren lykke. Hun begyndte straks at farte rundt, fjernede tøj fra sofaen, som hun havde prøvet foran spejlet inden hans ankomst, og hev hårspolerne ud af håret. Så spurtede hun ud på badeværelset, børstede håret og lagde lidt læbestift. Derefter kom hun endelig ind til ham, helt forberedt og uimodståelig.
Selvfølgelig var hun glad! Vil du høre hvorfor?
Lisbet var enlig mor og havde faktisk aldrig rigtigt været gift. Kjæresten Morten og hende havde egentlig bare gået og hygget sig sammen et par måneder, og så rejste han væk fra Odense til sin hjemstavn, hvor han kom fra. Helt sikkert hvor fra, vidste Lisbet aldrig måske var han fra Sydsjælland, eller måske Fyn. Her havde han bare arbejdet på torvet. Med hvad, anede Lisbet heller ikke aldeles uinteresseret, som hun var blevet.
Nå, Morten var altså væk, før hun opdagede, hun var gravid kun to uger henne. Da han ikke dukkede op om aftenen i ugevis, måtte Lisbet erkende, at nu var hun for alvor alene.
Da tiden var inde, fik hun en velskabt dreng. Og nydelig var han, ingen tvivl om hvorfor! Lisbet var selv smuk, og Morten havde nærmest et klassisk, dansk prinselook.
Hun var heldig med sin lille søn. Han var rolig som en sten: sov næsten hele tiden, og når han vågnede, suttede han grundigt og tilfreds. Heldigvis havde Lisbet masser af mælk nok til både ham og en ekstra baby, hvis det skulle være.
Der var heller aldrig alle de småbørns-sygdomme, som andre bøvlede med. Hun kaldte ham Lauge inspireret af den gamle skuespiller Lauge Kuhl fordi hun havde set en film under graviditeten, hvor denne Lauge spillede en stolt prins og lignede Morten på sin helt egen måde. Det føltes godt, navnet rullede nærmest som musik for hende hver gang, hun sagde det: Lauge Mortensen Kristiansen.
Lauge var et solskinbarn. Når Lisbet skulle lave aftensmad eller gøre rent, lagde hun et tæppe på gulvet, stillede stole rundt om så det blev til et lille indhegnet legeland, og satte Lauge i midten. Han fik sin mors gamle taske, et par hårruller og noget stof at lege med. Han legede roligt, uden brok. Selv den dag, da Lisbet fra køkkenet så, at han havde sat hovedet fast imellem to stole, var han helt stille, kun hans små buttede hænder skubbede stædigt til stolesæderne.
Da Lauge blev større, var han stadig ingen slammer. Hun slap ham trygt fri i baggården bare han kom til lejligheden (de boede i stuen) hvert tiende minut og råbte: Mor! Jeg er her! Han havde jo ikke ur på, så det blev nærmere hver tredje minut, og han blev stående, indtil Lisbet vinkede og svarede: Det er godt, lille ven! Gik han ikke straks, spurgte hun: Hvad nu? Svaret kom altid: Du smilede ikke rigtigt til mig Så smilede hun varmt, og så var han tilfreds og løb tilbage til de andre børn.
En dag råbte han sin sædvanlige moriaher, og da Lisbet kiggede ud, stod Lauge klemt op ad en lille kattekilling.
Mor, den har jeg fået fra fru Jensen. Hun sagde, den hedder Bjarke. Og hun sagde osse, at du ville blive glad og at vi skulle passe godt på den sammen.
Drengens blik var så ærligt og forventningsfuldt, at Lisbet ikke kunne andet end at smile igen. Så sagde hun:
Bjarke er nok sulten. Kom indenfor, jeg finder noget mælk til ham.
Så løb Lauge og katten ind, glad, mens killingen så lidt beklemt ud endnu. Sådan var det de tre sammen. Indtil Lisbet mødte Rasmus.
Han var på Lisbets egen alder. Aldrig gift. En rolig, solid mand, stadig ung og arbejdede på den lokale møbelfabrik og tjente pænt. Han begyndte at komme hos Lisbet hver lørdag, blev natten over. Talte ikke så meget, spiste mere, men drak kun lidt. Til hans besøg havde Lisbet altid en flaske snaps på køl, og serverede den i sit yndlingsglas, en lille krystaldram på fod. Rasmus brød sig særligt om de glas.
Denne gang var alt som det plejede. Rasmus kom, gav Lauge hånden i entreen, satte sig i stuen, mens Lisbet gjorde sig færdig. Senere sad de sammen, alle fire Bjarke med på Laugens skød og så tv, før de spiste frokost.
Efter maden hvilede de lidt traditionen tro. Skulle en tur i parken senere.
Da Lisbet lukkede døren til Laugens værelse, og lagde sig ind til Rasmus med hovedet på hans arm, brød han for første gang stilheden.
Jeg tænkte, vi kunne starte med at bo hos dig. Sidenhen kan vi jo flytte sammen et større sted, eller leje min lejlighed ud, så vi får lidt ekstra. Men, Lisbet én ting Jeg bryder mig altså ikke om katte. Vi må finde et nyt sted til ham Bjarke
Bjarke, ja rettede Lisbet lavmeldt og blev helt stille for at høre mere.
Ja, Bjarke Og så kunne Lauge komme ud til min mor på landet. Der er frisk luft og skole. Du og jeg er jo stadig unge, vi kan få vores egne børn i massevis.
Lisbet blev stiv under hans arm, som var hun en statue. De lå tyste et øjeblik. Så rejste hun sig, trak skamfuldt badekåben sammen, gik hen til hans ting i stolen, rakte ham bukserne og sagde:
Ja Her har du dine bukser Så kan du bare tage dem på og smutte.
Hvad? Hvorhen?
Ud til din mor på landet og få noget frisk luft! Os tre, vi har rigeligt frisk luft her i parken
Og så gik det op for mig, at lykke handler om, hvem man er tryg med og det gælder for både børn, katte og for mig selv.
