Når Valdemar kom på besøg hos Sille, kunne man nærmest se, hvordan hun blev mere fjollet for øjnene af én. Det var ren lykke, simpelthen. Så styrtede hun rundt, begyndte at gøre sig til, gemte tøj under puderne, som hun havde prøvet til ære for ham, og kæmpede for at få hårrullerne fri af håret. Bagefter spænede hun ud på badeværelset for at rede håret og lægge læbestift. Og sådan, fuldt pyntet og uimodståelig, trådte hun så ind til ham.
Og hvem ville ikke være lykkelig i hendes sted? Kom nu, prøv selv at vurdere.
Sille var enlig mor og havde faktisk aldrig været rigtigt gift. Hun havde haft et kort forlovelses-forløb med sin Søren, sådan et par måneder, og så smuttede han fra København til sin historiske hjemby, som Sille aldrig fik styr på navnet på. Nok et sted i Jylland eller måske nær Tønder eller hvad ved jeg. Han tjente lidt penge på torvet, men præcis med hvad det anede Sille ikke.
Nå, men Søren forsvandt altså lyset i hendes liv og efterlod Sille let gravid. Altså bare en lille smule, hun havde nemlig kun været gravid i to uger og vidste det ikke selv endnu. Da Søren en dag ikke kom og sov hos hende og blev væk i over en måned gik det ligesom op for Sille at hun sådan set var blevet alene.
I rette tid kom der vupti en dreng til verden. Og han var sød! Tja, det er jo klart. Sille selv var misundelsesværdigt smuk, og Søren havde været en sand prins efter dansk standard.
Barnet med den milde natur viste sig at være en velsignelse. Rolig som en rullepølse: sov for det meste, og når han vågnede… ja, så hang han målrettet og tilfreds i mors barm. Sille havde nemlig mælk som en god jerseyko, så der var mere end rigeligt, måske også til et nabobarn, hvis det endelig skulle være.
Svend, som hun døbte ham, gled igennem de klassiske børnesygdomme næsten ubemærket. Navnet var efter skuespilleren Svend Rindom, for under graviditeten var hun helt tilfældigt faldet over en gammel film, Krigen og freden. Og prinsen dér blev spillet af netop Svend, som havde lidt samme udstråling som hendes Søren. Der var ikke andre muligheder, sagde Sille selv med overbevisning. Så var det bare at skrive: “Svend Sørensen Blom.” Sille kunne lide, hvordan det lød nærmest som et nummer med TV-2 det svingede.
Drengen Svend var et sandt solskin. Når hans mor skulle lave aftensmad eller gøre hovedrent, spredte hun et tæppe ud på gulvet og barrikaderede ham med stole. Midt i denne imponerende hjemmebyggede kravlegård satte hun så Svend med hendes gamle håndtaske, hårruller og et par klude. Drengen legede. Uden pjevs og uden brok. Selv den dag, hvor Sille stak hovedet ind fra køkkenet og opdagede, at Svend havde fået hovedet i klemme mellem stolene (han havde åbenlyst forsøgt at komme ud), knirkede han bare, uden at klynke, alt imens han beslutsomt forsøgte at puffe stolene væk med sine små tykke arme.
Da Svend blev større, skabte det ikke flere problemer. Moren lod ham trygt lege nede i gården. Hun sagde kun, at han skulle råbe til hende fra vinduet (de boede stueetagen), sådan cirka hver tiende minut: Mor! Jeg er her!
Svend ejede ikke ur, så han kom løbende og råbte hvert tredje minut i stedet, indtil Sille til sidst stak hovedet ud og råbte: Det er godt, skat! Men han blev bare stående. Hvorfor løber du ikke ud og leger? spurgte Sille så. Du smilede ikke til mig lød svaret. Så smilede hun den ægte slags, ikke en påtaget én og så drønede Svend ud på legepladsen til de andre børn.
En dag råbte han sit faste morjerher og da Sille kiggede ud, stod han og trykkede en lille kattekilling indtil sig: Mor, naboens tante har givet mig ham! Hun sagde, han hedder Viggo, og du ville blive glad, og så skal vi passe godt på ham begge to.
Svend var så ærlig og sabbatisk ved hendes blik, at Sille ikke kunne andet end at smile og sige: Viggo er sikkert sulten. Kom ind, begge to, så får han lidt mælk.
Og så spurtede Svend og katten op med lykkelige skridt. Svend var lykkelig. Viggo, katten, var stadig lidt skeptisk.
Sådan gik dagene, de tre sammen. Lige indtil Sille mødte Valdemar.
Han var jævnaldrende med Sille, ugift, gemytlig og havde knap nok fået grå hår endnu. Han arbejdede på et møbelfirma og tjente faktisk ret pænt. Han begyndte langsomt at komme fast om lørdagen og blive natten over. Snakkede ikke så meget, spiste til gengæld gevaldigt, drak gør han kun moderat. Til hans besøg sørgede Sille altid for at have en lille kold Aalborg Akvavit klar, som hun diskret satte i fryseren, og til akvavitten serverede hun ham hans yndlingsglas sådan et gammeldags facetteret snapseglas på lille fod. Valdemar holdt meget af de glas.
Denne gang var alt som det plejede. Valdemar kom. Gav Svend et håndtryk ude i entreen. Slog sig ned i sofaen, mens Sille afsluttede sine rutiner. Bagefter så de fjernsyn sammen, ja, altså fire, for Svend sad jo med Viggo på skødet. Så gik de til bords.
Efter frokosten lagde de sig som sædvanligt og slappede af lidt, og planlagde en aftentur i parken senere.
Da Sille havde lagt Svend ind på værelset og selv lagt hovedet på Valdemars arm, begyndte han pludselig at snakke om fremtiden:
Jeg tænker, at vi i første omgang bor hos dig. Så kan vi altid flytte sammen senere, når vi har brug for mere plads. Eller også lejer vi min lejlighed ud? Lidt ekstra indtægt Men du skal lige vide, Sille: jeg er ikke vild med katte. Vi må hellere af med jeres Viggo.
Viggo, rettede Sille tydeligt og blev bomstille.
Nå ja, jeres Viggo ja. sagde han efter lidt pause, og lød vældigt beslutningsdygtig.
Og Svend kan komme ud til min mor på landet. Det er god luft derude. Og skole har de også. Vi er jo stadig unge vi kan jo bare få et helt fodboldhold af unger sammen selv.
Silles hoved på hans skulder føltes som om det blev til granit. De lå helt stille i flere minutter. Så rejste Sille sig, som om hun aldrig før havde været nøgen foran ham, trak morgenkåben tættere sammen, gik over til hans tøj på stolen. Hun rakte ham bukserne og sagde:
Sådan Tag de underbukser på og forsvind.
Hvorhen?
Til din mor på landet. Der er jo så dejligt frisk luft! For os tre ka’ du tro der er parken mere end rigeligtvi jo ikke trække vejret uden hinanden.
Han stod med tøjet i hånden, så forvirret ud og åbnede munden, som om han ville sige noget men Sille vendte ham ryggen.
Hun satte sig på sengekanten hos Svend, kærtegnede hans hår og så hans rolige åndedrag. Viggo lå allerede krøllet sammen som en lille, livlig varmepude ved hans side. Udefra lød lyden af en bold, der drønede ind mod muren i gården. Solen, der sneg sig ind gennem gardinet, tegnede støvede striber på gulvet. Hun mærkede et smil brede sig i kroppen ikke det gamle, påtagede til fremmede mænd, men et, der voksede ud af roen, ud af sikkerheden i dem hun elskede.
Da døren til lejligheden smækkede bag Valdemar, åndede hun let. Hun så sig omkring; her var Silles rige, her begyndte eventyrene. Hun behøvede egentlig ikke flere prinsesser eller prinser bare guldtæppet, de skæve stoleben, Svend og Viggo, og nu et liv, hvor døren til fremtiden ikke lukkedes, men stod på klem mod alt det finurlige og mulige.
Mor? lød det søvnigt fra Svend.
Ja, skat?
Er Viggo hjemme?
Hun lo, tog drengen i armene og hviskede mod hans hoved: Vi er her alle sammen, Svend. Vi passer på hinanden.
Og katten spandt, som for at give sit ord med i det løfte.
