FLETNINGEN MØDER GRANITTEN
Min kære moster (lad os kalde hende Gertrud) blev gift af nød ikke af lyst. Det var især de ældre søstre, der lagde pres på, og forældrene skubbede også for alvor på. Deres argumenter var nærmest hugget i granit:
Hesten kan lige så godt blive spændt for, før man har set sig om, Gertrud. Eller vil du sidde og strikke karklude til du får guldhår og forbliver gammel jomfru? Der er ingen evige enspændere i vores slægt! Hvem skal give dig et glas vand, når du ikke kan mere?
Gertrud havde tidligt besluttet sig for aldrig at gifte sig, efter år med en far, der konstant slog sig løs med snaps og øl. Hun ville hellige sig karrieren. Men på hendes 28-års fødselsdag fik hun så mange formaninger og velmente råd, at hun opgav kampen og sagde: Nå, jeg får vel mig et hjem.
Manden, hun fandt Henrik blev listet ind i familien på rekordtid. Sikkert havde alle i flokken arbejdet på ham længe. To uger efter de mødtes, friede han. Gertrud nikkede. Nå, okay, hvorfor ikke? “Man kan jo altid lære at elske,” tænkte hun.
Henrik var 33 år og havde sine meningers mod. Brylluppet var hurtigt og uden den store festivitas. Jeg husker især toastmasterens bemærkning: Tager du ham af kærlighed, så godt ellers kan du tage hjem til far! I fremtiden skulle Gertrud tit tænke tilbage på netop den vending.
Hverdagen var som et regnvejr i februar uden ende, uden opklaring. Gertrud var klar til skilsmisse efter bare en måned. Alt virkede tungt, og desillusionen groede som ukrudt i sjælen. Hendes mand var stædig som en gammel hest, smålig og ikke sådan til at flytte.
Henrik stod fast på sine principper og Gertrud var nu heller ikke let at stikke op ad. Deres ægteskab kunne have været titlen på en dansk folkekomedie: Fletningen møder granitten.
Et år senere kom storken med sønnen Andreas. Gertrud gik mere eller mindre frivilligt ind i rollen som mor. Hun overså Henrik, redte sovesofaen til ham hver aften og proklamerede: Jeg er træt, jeg skal sove du gør jo hverken fra eller til.
Om sommeren pakkede Gertrud og Andreas tasken og tog på landet til sine forældre i udkanten af Silkeborg. Der græd hun ud hos sin mor:
Mor, jeg vil skilles. Jeg skal nok opdrage drengen alene. Jeg er bare ikke indrettet til det der ægteskab nogle gange har jeg lyst til at lukke øjnene og lade verden sejle. Jeg kan ikke finde ind i den rille. Jeg hader allerede Henrik. Hvorfor trække pinen ud?
Mor foreslog:
Bliv lidt her, sluk hovedet og hvil hjertet. Måske begynder du at savne ham? Skilsmisse det finder vi ikke på. Tålmodighed, Gertrud, tålmodighed! Mand og kone er som vand og mel det kan altid blandes, men sjældent skilles.
Gertrud forventede ikke andet hendes mors visdom var jo solidt plantet i dansk muld.
Men hvorfor egentlig holde ud? Lillesønnen ser jo, hvordan hans forældre ikke elsker hinanden. Hvilket signal sender det? Hvilken lærdom tager han med sig?
Gertruds mor havde holdt ud hele livet. Faderen drak, lå på sofaen og klagede over at livet var surt, mens moren var på benene fra klokken fem med malkning, grød til grisene, græs til køerne og kartofler, der skulle luges og så ventede arbejdet i andelsforeningen oveni. Når hun om vinteren endelig havde fodret alle dyrene, fyldt komfuret med brænde, og lavet familiens frokost, kunne hun tillade sig et øjebliks pause. Landlivet var ikke for sarte sjæle det var arbejde året rundt.
Alle tre døtre flygtede da også til storbyen for at undslippe denne charmerende tilværelse. Kun broren Bo blev hjemme. Han var ironisk nok ikke så kvik det forstod Gertrud aldrig. Moderen, som udmærket kendte sin mand og hans flasker, valgte alligevel at få endnu et barn. Hvorfor, spurgte Gertrud, og moderen svarede tørt: Din far ville have en dreng. Vi havde nok piger i forvejen…
Forældrene passede Bo indtil de døde. Lige efter mistede også Bo interessen for livet. Han blev 60 år, havde aldrig kunnet eller villet klare sig selv.
Gertrud, som tænkte over det hele, valgte til sidst at vende tilbage til Henrik for sin mors skyld.
To år senere kom lillebror, Søren, til verden.
Gertrud håbede, at endnu en søn ville fikse familien. Det gjorde det ikke. Henrik brød sig ikke om Søren, han syntes, drengen var en klon af sin bedstefar, evig på flasken.
Gertrud slukkede sine tårer. Hun fortrød aldrig sine to børn. Børnene får kærlighed, manden får luft Sådan kørte de derudaf.
Da Andreas og Søren blev unge mænd, fik Gertrud problemer på flere sider. Drengene begyndte at drikke, ryge og snakke grint til hende. De og Henrik dannede hurtigt fælles front. Gertrud ville have lydige, samarbejdsvillige sønner dét fik hun altså ikke.
Henrik begyndte at drikke bajere med drengene. Familien smuldrede hurtigt, og Gertrud kunne kun se til. Hun prøvede at holde ud, men gav til sidst op og flyttede hjem til sine gamle forældre.
De tog selvfølgelig imod datteren. Moderen kommenterede tørt:
Gertrud, du ser ældre ud end mig! Skæbnen har da ikke sparet på ridserne hos dig. De mænd altså
Gertrud kunne ikke lade være at bebrejde sin mor den overdrevne omsorg for broren:
Du behandler ham stadig som en baby! Tag dig lidt sammen, ellers ender han med at bo på din nakke!
Moderen holdt dog fast:
Men Gertrud, han har da ikke meget at arbejde med mellem ørerne, men hvad? Blod er tykkere end snaps! Man smider ikke sine egne ud. Han får lov at blive til gravstenen kalder.
Gertrud var ikke meget for Bo, men vidste, at hans problemer ikke var selvvalgte. Ingen kunne undgå at blive lidt mærkelig med sådan en far. Gertrud og hendes søstre slap med skrækken, for dengang var faren knap så tørstig.
Et år senere dukkede Søren op på landet og sagde, at Henrik var død. Druknet i sine yndlings-øl.
Gertrud fældede ikke en tåre. Hun sukkede bare:
Nå, det lå i kortene. Livet går fra albuelængde til lillefingre på nul komma fem. Lad Henrik hvile i fred.
Tilbage i Aarhus led Gertrud med sine teenage-drenge, købte sig så en lille hyggelig villa ude i Egå. Hun ville egentlig bare have fred og ro i alderdommen. Andreas og Søren blev boende i deres fars lejlighed.
Andreas giftede sig og fik et barnebarn til Gertrud. Men forholdet gik hurtigt i stykker, og han blev skilt efter et år.
Søren flyttede hen til Gertrud, da han og Andreas var kommet så meget op at toppes, at der manglede både tænder og briller. Søren drak ofte, hvilket irriterede Andreas, og til sidst slog han Søren halvt ihjel og smed ham ud. Søren blev nu boende hos sin mor.
Tiden gik
Andreas giftede sig igen. Fem år senere var han alene. Hans kone havde pakket og var væk. Andreas sukkede:
Giftede mig, og isen brast under mig.
Den tredje kone gik heller ikke. De havde både kærlighed og passion, men så faldt hun død om i en alder af 40 år. Pludselig og uden varsel. Døden har jo sine egne veje. Andreas sørgede, sagde til sidst til sin mor:
Nu gider jeg ikke mere gift, skilsmisse, frem og tilbage. Jeg er færdig med ægteskab. Jeg klarer mig selv.
Gertrud kører nu på visit hos Andreas og gør rent og laver mad.
Søren er stadig single hvis man kan kalde det det. Han drikker hvad han kan finde. Af og til forsvinder han fra huset og tager på eventyr. Så begynder Gertrud nu midt i 70erne at banke på hos naboerne med et foto: Har I set min Søren?
Hele egnen har styr på proceduren. Efter en måned eller to dukker Søren op, fuld og forpjusket, men i live. Gertrud vasker og renser ham, smider tøjet ud, for det går aldrig af i vask. Hvor har du været? spørger hun, og Søren mumler et eller andet. Men Gertrud er bare lettet over at se ham i live.
Alle i byen ved, at Søren bruger tiden hos en dame, der drikker likør og andet og gør præcis, hvad hun vil. Søren og hende har noget berusende kørende. Så finder hun en anden, og Søren ryger på pause indtil næste gang cirkuset åbner.
Gertrud holder husholdningen kørende på sin folkepension. Hver gang Søren får et forskud, er han pist væk sammen med pengene i flere dage. Så vender han hjem og kræver mad. Fyld på, mor!
Gertrud husker sin egen mor med vemod, hvordan hun led med sin søn. Først nu forstår hun rigtig, hvor ondt det gør i hjertet. Historien gentager sig. Blod er bare tykkere end hvad som helst.
Nå, ja der er ikke lykke nok til alle. Efter et langt liv kunne Gertrud konstatere, at det hurtige bryllup og alle de fine skåltaler var lige til at glemme og hun ville nok have haft lige så meget ud af at tage toget til Skagen og spise is alene.
