Livets gang bringer os til tider sammen med mennesker, som om selv djævelen har sendt dem for at drive gæk med os. For nogle er de blot et flygtigt bekendtskab, men for andre, som os, må vi kalde dem “svigersøn.” Jeg havde aldrig troet, at efter årevis af omsorg, opdragelse, kærlighed og hårdt arbejde for vores datters fremtid, skulle hendes valg af den “muntre” Flemming blive en moralsk chok for hele familien.
Ved første øjekast så han ud som en helt almindelig mand – et lidt listigt blik, en klodset smil og en afslappet måde at tale på. Men så snart han åbnede munden, blev det klart: han havde en sans for humor, men ikke en gnist af smag. Vores første møde med ham efterlod en stribe af tarvelige vittigheder om svigermødre og svigersønner, blandet med historier om hans “tjeneste” i de danske “sofa-styrker.” Allerede der føltes det, som om nogen havde båret en pose billig humor ind i vores hjem, direkte fra en tredjerangs kro.
Min mand og jeg var målløse. Den pige, vi havde opdraget med H.C. Andersen og Karen Blixens forfinede fortællinger, var faldet for denne – tilgiv mig – klovn. Han kendte sandsynligvis ikke engang Steen Steensen Blicher, men han kunne citere vulgære internettendenser med begejstring. Vi prøvede at tale hende til fornuft, bønfaldt hende, argumenterede – forgæves. “Kærlighed,” sagde hun, og det var det. Så kom brylluppet. En beskeden affære, men med den obligatoriske tale fra brudgommen, hvor han selvfølgelig ikke kunne lade være med at komme med “sjove” bemærkninger om den første ægteskabelige pligt. Jeg måtte bide mig i læben for ikke at forlade salen.
Siden da har hver familiemiddag føltes som et slagmark. Hver gang vi samles, insisterer Flemming på at holde sit “humoristiske show.” Og vores datter, som om hun var forhekset, klukker og kalder det for “su sund humor.” De andre familiemedlemmer rødmer, kigger væk, og nogle kommer kun sjældent. Men vi tåler det. For hvis vi ikke inviterer svigersønnen, kommer datteren ikke. Og hun betyder stadig alt for os, trods alt.
Ved min lillesørs fødselsdag udmærkede Flemming sig igen. Mens værten serverede pasta med rejer, udbrød han: “Tandpasta?” Nogen fniste nervøst, men jeg så, hvordan min søster blev bleg. Hun fortalte mig senere, at hun havde lyst til at hælde sovs over ham, men holdt tilbage. Den aften endte dog heldigvis fredeligt – efter hendes iskolde blik tav Flemming resten af aftenen.
Men næste episode satte en endelig stopper for det hele.
Min mand og jeg fejrede vores 35-års bryllupsdag – en betydningsfuld begivenhed. Næsten hele familien var samlet, og stemningen var varm og hjerterørrende. Vi mindedes, hvordan alt startede, hvordan vi opdragede vores datter. Og så forsvandt Flemming pludselig. Vi undrede os over, hvor han var blevet af. Få minutter senere stormede han ind i stuen med… en agurk og to tomater, arrangeret i en utvetydig uanstændig “skulptur.” Han holdt den triumferende frem som et hovedværk i vulgær humor og spurgte: “Nå, ligner det noget?”
Jeg frøs. Nogen fnisede. Andre vendte sig væk i rædsel. Min svigermor tabte sin gaffel. Min mand blev ildrød. Og vores datter… klappede i hænderne og fniste, som om hun var et barn, der lige havde set et trylleshow.
Det øjeblik føltes som et slag i ansigtet. En bølge af skam og raseri skyllede over mig, og jeg var lige ved at briste i gråd. I stedet for en familiehygge fik vi et offentligt ydmygelse. Ved det dækkede bord knækkede noget vigtigt. Resten af aftenen forløb i tavshed, og nogle gik før desserten.
Senere, da følelserne var lagt lidt, satte min mand og jeg os ned til en tung samtale. Vi nåede en hård, men nødvendig beslutning. Vi indkaldte vores datter til en samtale. Uden skrig, uden beskyldninger. Vi sagde blot: Enten sikrer hun respekt for vores familie fra hendes mand, ellers må vi begrænse kontakten. Det var nok. Vi havde opdraget hende med kærlighed, ofret meget for hendes fremtid, og nu sad vi ydmygede, fordi svigersønnen havde lyst til at “gøre grin.”
Hun blev fornærmet. Sagde, at vi var “fanget i fortiden,” og at “alle nu handlede sådan.” At det var vores valg at se det som uforskammethed. Vi argumenterede ikke. Men vi understregede, at vores dør altid stod åben – men kun hvis man kom med respekt.
Siden da er der gået nogen tid. Vi taler næsten ikke med vores datter. Flemming har heldigvis ikke vist sig til familiefester længere. Jeg ved ikke, om hun nogensinde vil forstå, hvad hun har mistet. Måske. Men en ting ved jeg sikkert: bedre at være puritansk end at lade nogen træde på ens værdighed for illusionen af familiehygge.
Og selvom vores hjem ikke længere genlyder af hans smålige latter, er der altid plads til respekt, takt og ægte familie.
