12. august
– Freja, skat, jeg forstår dig godt, men vi har ikke andre muligheder. Vi bliver nødt til det. Vi er nødt til at sælge huset. Når vi har delt pengene, er der kun nok til en lejlighed et andet sted i byen. Jeg ville også gerne blive her, men det er umuligt. Anne holdt sin datter i hænderne og tørrede af og til tårerne væk, både fra Freja og sig selv.
Forandringer var ikke lette for os.
Jeg har boet sammen med Anne i næsten sytten år. Der var selvfølgelig både gode og dårlige dage, men kærligheden holdt os altid sammen, uanset hvor hurtigt et skænderi brød ud. Skænderier sluttede for det meste, før de rigtigt nåede at gribe om sig. Anne var opvokset hos sin mormor, og allerede som barn lærte hun: Hjemmet skal være varmt, dreng! Så manden ikke søger andre steder hen for at blive forstået, trøstet eller bare anerkendt. Gør hjemmet godt for alle: mand, børn, gæster, dyr. Ingen undtagelser.
Hun nikkede dengang, selvom hun ikke forstod alt, bare mærkede, at mormor prøvede at vise hende, hvordan hun havde levet livet, at give sin erfaring videre. Annes familie var virkelig sådan indtil hendes morfar døde, da han prøvede at redde både søn og svigerdatter fra at drukne i Mølleåen ved sommerhuset. Åen så fredelig ud, men kun de lokale vidste, hvor strømmen kunne tage én. Anne har i årevis forsøgt at forklare mormor, at det ikke var hendes skyld, men mormor fik aldrig fred.
Mormor lagde sorgen væk, for hun vidste, at pigen skulle have et liv fyldt med glæde, ikke evig tristesse. Et par gange om året lod hun sorgen flyde frit på kirkegården og lovede igen, at alt skulle gøres for at Anne fik et lykkeligt liv.
Hun formåede at give Anne et rart hjem, en god uddannelse, få hende gift, og nåede endda at opleve sit oldebarn, Freja, før sygdommen tog hende. Anne stod tilbage helt alene, uden anden familie.
Senere indså hun, at mormor kun delvist havde ret: Ja, hjemme skulle være rart, men der var undtagelser
Vores skænderier ikke mange, men altid om én ting: svigermor, Birte. Hun var typen, man med stort bogstav kaldte Mor. Hendes mening var altid den rigtige som en naturlov.
Jeg var hendes sjette barn, men eneste levende. Alt sin kærlighed og ømhed hvad hun nu kunne finde frem til blev kastet over mig.
Jeg elskede selvfølgelig min mor, men netop derfor kunne jeg heller ikke modsige hende, selvom jeg prøvede ligesom min far. Det bedste var bare at lytte, nikke og gøre, som jeg selv ville.
Da Anne og jeg blev kærester, trak jeg bekendtskabet med mine forældre ud så længe som muligt. Hun mødte sin mormor efter få dage men mine forældre mødte hun først, da hun spurgte mig direkte:
– Skjuler du mig? Er jeg ikke god nok til at møde din familie? Du taler om bryllup og det ene og det andet, mens jeg ikke har mødt nogen af dine.
Jeg sukkede:
– Jeg er bare bange for, om du skulle fortryde, hvis du mødte dem.
– Tosse! Jeg vil jo giftes med dig, ikke din familie!
Åh, hvor var vi naive dengang.
Birte målte hende hurtigt med øjnene:
– Hvem var dine forældre, pige?
– Min mor underviste på universitetet, min far var læge. Jeg kan dårligt huske dem, de døde, da jeg var lille. Jeg voksede op med min mormor.
Birte nikkede:
– Klart.
Og den aften sagde hun ikke mere.
Efter et par år med Anne adopterede hun og jeg samme taktik som min far; ignorere det, tage det, prøve at glatte ud. Det hjalp ikke. Hun så, hvordan jeg sled og prøvede at få skærene til at falde, men efterhånden gav hun op, bad bare om, at vi minimerede samværet med mine forældre. Jeg nikkede og holdt hende tæt.
Det blev værre, da min far døde af kræft på bare en måned, og Birte forklarede mig, at nu var jeg ansvarlig for hende. Jeg havde fanget budskabet længe før. Nu var jeg oftere hos hende, og hjemmet blev et hotel. Det stod på indtil Freja gjorde oprør som treårig. Hun begyndte at undgå mig; hun savnede mig.
– Hun savner dig, Rasmus. Du er for lidt hjemme, selv i weekenderne, sagde Anne. Jeg vidste, hun havde ret, men jeg var splittet.
Jeg begyndte at føle vrede. Birte var ikke syg, arbejdede og gik i teatret. Anne kunne tåle sine ensomme aftener, men ikke at Freja savnede sin far.
– Rasmus, du må vælge. Dit barn har brug for dig og det har jeg også. Anne krammede mig, og jeg mærkede, at nu måtte jeg tage kampen.
Der var et kæmpe skænderi, men jeg vandt ret til kun at besøge Birte to aftener om ugen hun indvilgede til sidst.
Engang, da Freja gik i børnehave, skulle hun tegne familien som eventyrfigurer. Hun sad en time efter aftensmaden og tegnede. Da Anne så tegningen, kaldte hun på mig:
– Rasmus, kom lige og se!
Jeg skraldgrinede. Freja forstod ingenting og blev ked af det:
– Jeg har jo prøvet så meget! Hvorfor griner I?
Hun havde tegnet mig som en ridder, Anne som Prinsessen på Ærten, farfar som en trold, mormor som et stort æbletræ med gyldne æbler, og Birte som en trehovedet drage! Det var bare det, hun syntes var sjovest flammetegningen var ikke god, fordi den gule farve knækkede.
Freja kunne ikke lide farmor Birte. Når Birte dukkede op mest ved højtider ville Freja bare lukke døren. Hun mærkede, at farmor ikke brød sig om Anne, prøvede at stikke til hende. Og selvom Birte talte pænt, så græd Anne ofte efter hendes besøg. Freja vidste ikke, hvordan hun skulle hjælpe eller beskytte sin mor. En dag prøvede hun at skubbe farmor ud, men jeg løftede hende væk:
– Dit barn er dårligt opdraget, Rasmus! Hvad kan man forvente? Birte var rasende.
Bagefter kom Birte næsten ikke mere så vi tog sjældnere på visit. Freja fandt flere og flere undskyldninger for at blive hjemme. Hun følte sig kvalt af farmorens stædighed. Men rigtigt forstå farmor gjorde hun først, da jeg døde.
Det skete pludseligt. På arbejdet, ingen nåede at reagere; det var et massivt hjerteanfald. Jeg var kun 44
Da Anne fik beskeden, var hun på arbejde i en guldsmedeforretning. Hun besvimede og slog sig, og veninderne kaldte ambulance. De sad med hende den dag, fjernede glasskår fra hendes hår, og gav hende baldrian for at berolige hende.
Alt stivnede for Anne. Hun gik i stå. Rasmus venner tog over, så huset fungerede, så Freja fik mad. Hun huskede ikke meget bagefter, men nogen kom, nogen gik, og nogen tog sig af hende.
Et par uger efter begravelsen drømte Anne om mormor. Du må vågne op. Freja græder, hun har brug for dig! sagde mormor. Da Anne vågnede, hørte hun datteren græde og løb ind til hende, lagde sig ved siden af, krammede hende, indtil hun holdt op.
Tak, mormor Hvordan kunne jeg glemme? Du var der altid for mig. Nu skal jeg være der for Freja…
Næste morgen vågnede Freja til duften af mors hjemmelavede pandekager. Duften af vanilje fyldte hele huset. Da Freja så Anne, havde hun ikke længere sort sørgebind. Vi skal videre, skat. Din far ville ønske, at vi var lykkelige. Anne kæmpede med gråden, men holdt fast. Vi skal i skole, og jeg skal på arbejde. Nu starter vi forfra.
Langsomt begyndte livet igen. Anne arbejder, Freja går i skole. Efter skoletid hjælper Freja mere til; hun rydder op og laver mad. Da Freja får sit pas, fejrer de det med lagkage og går sammen hen til farfars portræt: Nu er jeg blevet stor, far! Du havde nok trukket mig i hestehalen og kaldt mig lille endnu!
En uge efter kommer Birte en aften:
– Godaften, Anne. Vi skal tale sammen!
Siden Annes sidste farvel til mig har de ikke set hinanden. Den dag hviskede Birte, mens ingen andre hørte det: Det er din skyld! Hvis ikke for dig, levede han stadig. Du forlangte og tærede han blev drænet Vores ven, Mikkel, trak Anne ud og prøvede at få hende til at lytte på fornuft. Det er bare sorgen, Anne ikke lyt. Rasmus elskede jer mere end alt.
Og nu, denne aften, sidder Birte overfor Anne, bare træt, ikke længere vred. Bleg, med rystende hænder.
– Skal du have te?
– Nej. Jeg vil tale om huset!
– Hvad mener du?
Dette hus byggede Anne og jeg sammen. Hun gik rundt om håndværkerne, de passede på hende, da hun var gravid, og hun styrede alt med perfektionisme. Dagen, vi flyttede ind, husker hun til sekundet. Det var hendes rede.
– De gardiner ligner da de andre, Anne
– Nej, du forstår ikke. Det er nuancerne!
Nu blev hun, midt i vrede og forvirring, bedt om at flytte.
– Jeg vil ikke afgive huset! Birte havde genvundet fatningen Jeg kræver min arvelod.
– Hvad for noget?
– Det, jeg har ret til ved lov. Du giver mig hver en øre!
Freja stod pludseligt i døren.
– Gå! hun stod der, lille med knyttede næver.
– Hvad siger du, barn?
– Jeg sagde: gå! Og kom aldrig igen!
– Sådan taler man ikke til sin farmor! Hvem har du det fra?
– Fra min far! Frejas stemme rungede.
– Du har det snarere fra din mor
– Lad være! Aldrig mere skal du såre min mor! Du tror stadig, jeg er et barn, men jeg forstår alt. Gå, og overvej, hvordan vi undgår at ses igen.
Freja talte til hende som en voksen uden selv at tænke over det.
Anne takkede Freja og bad hende gå på værelset, mens hun tog samtalen med Birte:
– Nu er det nok! Freja har ret. Du er ikke længere velkommen. Jeg kontakter en advokat, og du får din retmæssige del. Så slutter det her.
– Tror du…! begyndte Birte, men Anne afbrød:
– Bare rolig, du får, hvad du skal. Jeg har ondt af dig du står jo helt alene tilbage
– Det rager ikke dig! svarede Birte og forsvandt ud.
Freja hørte døren, og gik ud til Anne. Hun sad ved bordet og tørrede tårer væk.
– Mor?
– Ja, skat…
– Mener hun det? Skal vi flytte?
– Det ved jeg ikke endnu. Lad os se. Hvorfor er du hjemme allerede?
– Matematik blev aflyst, og Max’ mor kørte mig hjem. Jeg tænkte, du ikke behøvede hentes.
Snakken gik videre, og stemningen faldt til ro.
– Mor, hvorfor hader folk hinanden? Hvorfor al den vrede?
De sad tæt sammen, tv’en kørte uden at de kiggede, og snakken gik.
– Der er mange grunde. Tænker du på farmor?
– Ja, hvorfor kan hun ikke lide os?
– Mig, fordi jeg tog hendes søn, tror hun. Jeg ville bare give en familie, dig. Det tror jeg ikke, hun kan forstå.
– Men hun var da glad, da jeg blev født?
– Ja, det var hun. Se lige her Anne gik ud og kom tilbage med en broderet hue og et hæklet tæppe. Det har hun lavet til dig.
Freja studerede håndsyningen.
– Det tager jo vildt lang tid! Sådan noget gør man kun, hvis man glæder sig.
– Præcis. Hun glædede sig til dig. Nu er hun bare alene, og sorgen gør folk underlige. Lad os have lidt medlidenhed.
Dagen efter kontaktede Anne Mikkel og fik en advokat. Det var klart, de skulle sælge huset opsparingen var væk, og der var ingen anden udvej.
Om aftenen fortalte hun det til Freja, og fra da begyndte hun at lede efter et nyt sted at bo.
Men Freja havde sine egne planer. Om morgenen tog hun til Birte i stedet for skole.
– Hvorfor er du her? Birte åbnede.
Freja rakte hende huen og tæppet.
– Det er smukt. Jeg ved, du lavede det til mig.
– Kom ind…
Senere samme aften kom Freja hjem og krammede Anne.
– Mor!
– Mmm? Anne stirrede ind i skærmen.
– Vi skal ikke flytte.
– Hvad siger du?
– Jeg har talt med farmor. Hun opgiver sin arveret.
– Det forstår jeg ikke…
– Jeg sagde til hende, at jeg ikke vil have, hun skal være alene. Hun kunne vælge tager hun arven, vil jeg ikke se hende. Giver hun slip, vil jeg stadig besøge hende.
– Og hvad sagde hun?
– Se her Freja lagde en stofpose foran hende.
Anne åbnede og udbrød:
– Hold da op, hvor flot!
– Jeg vil have den på til dimissionen. Så ved jeg, den passer.
Den gulhvide blondekjole virkede næsten vævet af sne. Anne gættede på orkis-blonder.
– Ved du hvor meget tid det tager?
– Ja, mor Jeg ved hun har det dårligt. Hun græder stadig over far.
– Birte græder?
– Ja
Anne blev stille. Telefonen i stuen ringede.
– Det er Birte, sagde hun.
– Hej, Birte.
– Hej. Har Freja fortalt om vores snak?
– Lige nu.
– Så ved du, jeg giver slip på huset?
– Tak. Også for kjolen. Den er vidunderlig!
– Overdriv ikke. I morgen, klokken et, hos notar. Adresse kommer på sms. Jeg underskriver. Anne
– Ja?
– Freja er utroligt velopdragen.
Anne lagde røret, blev siddende lidt og gik så hen og gav Freja et langt, varmt kram.
*
Man kan glemme at se, hvem der virkelig har brug for én i alt sit eget kaos og sorg. Når smerten får lov at tale, er det svært at være venlig. Men Freja lærte mig, at der findes en vej nogle gange kan det først lykkes, når man slipper vreden, vælger forståelse og giver plads til, at man faktisk kan tilgive selv når det gør ondt.
