**6. oktober 2023**
I dag mindede en gammel historie mig om, hvor skrøbeligt livet kan være.
“Merete, nu skynder vi os!” råbte Mikkel, da hun endelig kom ud af huset. “Vi kommer for sent til skole.” De gik i samme klasse.
“Mor hældte lige teen, den var for varm,” svarede Merete og grinede. “Vi når det, det er ikke langt.”
De boede som naboer, kun adskilt af et hegn. Forældrene var gode venner og sagde ofte, at de to måske en dag skulle giftes – de havde jo været venner siden de var små.
Mikkel var Tatianas og Nikolajs eneste søn. Hun forguded ham: i hendes øjne var han den klogeste, flotteste og mest respektfulde dreng – og han var faktisk vokset op sådan. Merete var stille og beskeden, men hun kunne sy, strikke og lave mad, mens mor var på arbejde. Hun havde lært det af sin mor.
“Merete ville være en god kone til Mikkel,” sagde Tatiana til sin mand.
“Ja, og så kan vi få fjernet hegnet og bo sammen,” svarede Nikolaj og grinede.
I landsbyen var alle sikre på, at Mikkel og Merete en dag ville blive gift. De var altid sammen. Mikkel kunne godt lide hende, men ikke på den måde, hvor hjertet banker vildt. Merete så dog på ham med håb.
Da de startede i 10. klasse, kom en ny klog pige til skolen – Marianne. Mikkel forelskede sig på stedet. Hun var smuk, med mørkt hår, en lille hagegrube og triste øjne.
Marianne og hendes mor, Tine, var flyttet fra København efter at Mariannes far druknede, da han reddede en sønnike fra en å. Han skubbede drengen i sikkerhed, men selv nåede han ikke op. Senere blev de fortalt, at hans hjerte svigtede i det øjeblik.
Efter begravelsen kunne Marianne ikke se på den dreng, hun havde mistet sin far til.
“Mor, jeg savner ham så meget,” hulkede hun. “Jeg kan ikke engang se på ham.”
Tine besluttede at flytte. Alt i byen mindede dem om sorgen. De solgte lejligheden og købte et lille hus i landsbyen.
Merete blev venner med Marianne, og da hun hørte historien, følte hun med hende. Hun så også, at Mikkel var forelsket i Marianne, men hun var ikke vred på nogen af dem.
Tiden gik. Mikkel og Marianne blev kærester, men Tatiana var ikke glad.
“Mikkel, du svigter Meretes følelser,” sagde hun. “Hun er perfekt til dig, men denne fremmede pige… Hvad ved vi om hende?”
“Måske skulle du lade ham vælge selv,” sagde Nikolaj stille.
Tatiana og hendes svigermor havde altid skændes, så han undgik nu konflikter.
Efter skolen giftede Mikkel og Marianne sig i stilhed. Tatiana brændte sammen:
“Jeg vil ikke have hende i mit hjem!”
Mikkel pakkede sine ting og flyttede ind hos Tine. Han brød kontakten med sine forældre og tog ikke engang til sin egen militærudnævnelse.
“Mikkel, jeg kommer til din aftjening,” lovede Marianne, og han smilede. Han elskede hMen da Mikkel endelig fandt hende igen i den lille by Sønderhåb, hvor hun var flygtet hen med deres søn, lå han på knæ i gruset og græd, for nu forstod han, at kærlighed altid finder vej hjem.
