»Hvorfor er du hjemme så tidlig?« mumlede Lasse forvirret, mens han knappede sin skjorte forkert. Men Freja lyttede ikke. Hun stod allerede i gangen med hænderne knyttet så hårdt, at det gjorde ondt, og stirrede på de røde sko, der stod ved døren. Ikke bare hvilkensomhelst sko – det var Signes sko, hendes gamle veninde. Hun genkendte dem uden tvivl. Hun havde set dem for mange gange på billeder, ved siden af et glas vin. Men at finde dem i sin egen lejlighed havde hun ikke regnet med.
Det begyndte om morgenen, da Freja pludselig følte sig dårlig på arbejdet. En stikkende kvalme, mørke for øjnene. Først troede hun, det var træthed eller stress. Men hendes kollega, Mette, bøjede sig frem og hviskede:
»Er du gravid, eller hvad?«
»Nej da, hvorfor skulle jeg?« afviste Freja, men inden i knugede hun sig selv. Hun vidste, noget var galt. Tyve minutter senere stod hun på toilettet på kontoret med en test i hånden – to tydelige streger.
Hun huskede ikke, hvordan hun kom ind til chefen. Hun huskede ikke, hvordan hun forlod arbejdet. Hun huskede kun én ting – hun skyndte sig hjem for at fortælle det til Lasse. Hun ville se hans reaktion, få et knus, græde af lykke. Men…
Hun satte nøglen i låsen, trådte ind, tændte lyset. Og det første, hun så, var de sko. Sekunder efter hørte hun hvisken fra soveværelset. Først troede hun, hun tog fejl. At det var en absurd tilfældighed. Men da hun rev døren op, så hun sin mand – halvt påklædt, sammen med Signe, der krammede lagenet om sig.
»Freja? Hvad laver du?« stammede Lasse, mens Signe stirrede i gulvet uden et ord.
Resten var som i en tåge. Skrig. Tårer. Ting, der fløj rundt i rummet. Så stilhed. Han forlod hende. Tomhed. Freja blev alene tilbage i den ødelagte lejlighed, sad på gulvet med hænderne om maven, hvor et lille liv allerede bankede.
Et par dage senere nåede hun en beslutning. Hun ville ikke binde sig til Lasse. Hun ville ikke være enlig mor. Hendes forældre boede langt væk, og nu manglede hun også en veninde. Hendes løn rækkede ikke engang til bleer, slet ikke en barnepige. Så Freja tog til en privatklinik.
Hun satte sig på bænken udenfor lægens kontor og stirrede på væggen. Hun var bange. Hun ville ikke have dette barn… og alligevel – ville hun det som aldrig før.
»Kom ind!« lød en stemme fra døren.
Hun rejste sig og trådte ind. Men så snart hun så lægen – knugede hendes hjerte sammen.
»Jakob?! Er det dig?«
Det var hendes gamle klassekammerat, hendes første kærlighed. Drengen, hun aldrig havde glemt. Hans kys på kinden til dimission – det var stadig hendes ømeste minde.
»Freja?! Er det virkelig dig?!« Jakob rejste sig og omfavnede hende varmt, som en gammel ven.
De snakkede i ti minutter, som om der ikke var gået tyve år. Og da følelserne lidt efter lidt lagde sig, spurgte Jakob:
»Men du er her på konsultation. Hvad er der galt?«
Freja, lidt forlegen, fortalte ham hele sandheden – om sviget, graviditeten, beslutningen.
»Og du vil virkelig af med barnet?« spurgte Jakob stille.
»Ja… jeg er bange. Jeg klarer det ikke alene…«
