Anders, kan du give mig bilnøglerne, tak. Jeg skal hurtigt køre mor til lægeklinikken, sagde Rikke og rakte hånden mod manden, som lå på sofaen. Jeg er klar om to timer, bring din smukke bil hjem i ét stykke.
Anders løftede ikke øjnene fra sin smartphone.
Nej.
Hvad mener du nej? sænkede Rikke hånden. Det er din fridag, du skal ingen steder. Men mor har virkelig ondt, blodtrykket skyder i vejret.
Jeg sagde nej, så er det nej, sagde Anders endelig, da han endelig så op. En kvinde bag rattet er altid problemer. Enten rammer du en stolpe, så knækker du noget eller laver du en anden katastrofe.
Rikke gik et skridt tættere på sofaen, knyttede næverne.
Anders, hvad siger du nu?!
Hvad er der så galt? Jeg har en treårig billån på den bil, så jeg vil ikke risikere den, han gik igen i telefonen og viste, at samtalen var slut.
Rikke stirrede tavst på mandens hoved. Hun vendte sig, smækkede døren i gangen og ringede efter en taxa. Turen frem og tilbage kostede halvanden tusinde kroner. Mor undskyldte hele vejen for ulejligheden, mens Rikke knibbet læberne sammen og tænkte på, hvor let Anders kunne have løst problemet, hvis han bare ville.
Da hun kom hjem, stod Anders i entreen med et skyldbetynget udtryk.
Undskyld, Rikke. Jeg ved, jeg har gjort forkert. Jeg tænkte ikke på, at mor virkelig havde brug for hjælp, han forsøgte at omfavne hende, men hun trak sig væk.
Lad være.
Kom nu, Rikke, vær ikke sur. Jeg beder jo om tilgivelse! Jeg ved, jeg havde uret.
Rikke gik forbi ham ind i køkkenet uden et ord. Anders fulgte efter og prøvede videre at mægle.
Måske en kop kaffe? Eller en lille vin? Lad os tale roligt?
Rikke tændte kedlen og begyndte at vaske op med en sådan intensitet, at det så ud som om hun prøvede at skrubbe tallerkenerne i støv. Anders stod lidt til, før han gik ind på sit værelse.
To måneder gik i den spændte tavshed. Rikke svarede kun kort og kun, når det var nødvendigt. Anders prøvede flere gange at tage en forsoningssnak, men hver gang løb han ind i en mur af kold ligegyldighed.
Lørdag morgen stod Rikke i køkkenet og skar grøntsager til en suppe. Udenfor dryppede regnen, og i lejligheden herskede en stille, næsten hyggelig atmosfære. Hun tændte stille musik og gik i gang med madlavningen, endelig slappende af efter en hård arbejdsuge.
Et skarpt dørklokke slog hende sammen. Hun tørrede hænderne på et viskestykke og gik for at åbne, uden at forstå, hvem der kunne banke så tidligt.
Gry Madsen? sagde Rikke et skridt tilbage, da hun så svigermor i en rød larm af vredhed på dørtrinnet.
Du har mistet din moral! stormede Gry ind. Du tænker kun på, hvordan du kan sætte min søn i gæld! Er du ligeglad med, hvordan han skal klare sig?
Rikke blinkede forvirret, prøvede at finde ud af, hvad der foregik.
Gry, hvad snakker du om? Hvad er der sket?
Hvad er sket? svarede svigermor med hele kroppen vendt mod Rikke, øjnene flammende af retfærdig vrede. Du knuste Anders bil! Nu skal min søn betale tre år i billån for en bunke skrot!
Rikkes verden vaklede.
Gry, jeg har aldrig sat mig bag rattet i Anders bil. Aldrig! Han sagde nej, da jeg bad om nøglerne.
Løgn! gisede Gry. Min søn har fortalt mig alt! Hvordan kunne du låne bilen og så gøre den til skrot!
I det øjeblik hørte de fodtrin i entreen, og Anders kom frem. Gry kastede sig straks om sin søn.
Hun vil endda ikke indrømme det! Anders, skat, hvordan skal du nu klare dig? Tre år for en knust bil! Ingen bil, ingen penge!
Rikke så på manden, ventede på en forklaring. Anders sænkede blot hovedet og nikkede svagt.
Anders? raspede Rikke. Sig sandheden til min mor. Fortæl hende, at jeg aldrig har rørt din bil.
Anders sad stille og stirrede på sine hjemmesko.
Hvornår skulle jeg så have knust bilen? spurgte Rikke Gry, med en metallisk tone. Nævn en konkret dato.
Gry trak stolt sin telefon frem.
På tirsdag klokken to! Jeg har al korrespondancen med Anders gemt! hun pressede telefonen ind i Rikkes næse.
Rikke gennemgik hurtigt tirsdagens hændelser i hovedet. En arbejdskonference
På tirsdag? hun lo en smule, og lyden fik Gry til at tie. Jeg var på en ekstern konference hele dagen, fra syv om morgenen til ni om aftenen.
Grys ansigt blev forvirret.
Men Anders sagde
Anders løj, afbrød Rikke ham. Ikke sandt, skat? Så kom ud med sandheden. Hvem knuste egentlig din dyrebare bil?
Anders løftede hovedet, hans ansigt blev rødt.
Mor, undskyld. Jeg knuste bilen selv, hans stemme rystede. Jeg ville ikke have, at du blev sur og troede, jeg var klodset. Jeg tænkte, hvis jeg lagde skylden på Rikke, så
Du har lagt skylden på en uskyldig! Rikkes indre raseri steg. Og endda fået min mor på din side!
Gry sank ned i en stol, hendes ansigt blev blegt.
Anders, hvordan kunne du? Hvorfor lyve? Hvorfor? spurgte hun. Du ved, jeg altid har haft problemer med biler. Husk, da jeg som 18-årig ridsete farens bil? Du husker det?
Anders forsøgte at tage sin mor i hånden, men hun trak den væk.
Så du besluttede at gøre Rikke til skylden? Gry rejste sig langsomt. Du er en voksen mand! Hvordan kan du skubbe ansvaret på en kvinde?
Rikke stod med armene over kors og så på den familiekatastrofe, der udfoldede sig. Hendes vrede overgik i træthed og skuffelse.
Ved du hvad, Anders? Da du nægtede at give mig bilen for at køre min mor til lægen, troede jeg, du bare var en grådig egoist. Men du er endnu værre. Du er en fejler.
Rikke, lad være, forsøgte Anders at nærme sig.
Stå stille! råbte hun, løftede hånden. Du var klar til at ødelægge vores forhold, bare for at undgå at indrømme fejlen over for min mor.
Jeg ville hellere være ærlig! Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle starte
Ved du ikke, hvordan man starter? Rikke lo; latteren var ikke munter. Undskyld, Rikke er ikke en start på en ærlig samtale.
Gry talte pludselig til sin søn:
Anders, forstår du, at jeg havde et dårligt indtryk af Rikke? Jeg troede, hun var egoistisk og uansvarlig! Men hun har intet med dette at gøre!
Mor, jeg vil rette op på det, jeg
Rette op? Rikke gik til vinduet og så den grå, regnfulde dag. Hvordan vil du rette op på det, jeg nu ved om dig? At du i en svær stund vil skyde mig i eget ben for selv at redde dig?
Stilheden hang tungt i lejligheden.
Rikke, sagde Anders lavmælt, hvad gør vi nu?
Hun vendte sig ikke om.
Jeg ved det ikke, Anders. Jeg troede, jeg havde giftet mig med en mand, jeg kunne stole på. Men du vil så hurtigt aflevere mig på første mulige chance.
Det er ikke sandt! Jeg elsker dig!
Elsker du? svarede Rikke endelig. En, der elsker, handler ikke på den måde. En elskende får ikke sin partner til at lide for egen ro.
Gry rejste sig fra stolen og gik hen til svigerdatteren.
Rikke, undskyld mig. Undskyld for at jeg troede på løgnene, for at jeg råbte af dig. Jeg tog fejl.
Gry, du har handlet, som enhver mor ville. Du beskyttede dit barn. Jeg har ingen klage til dig, Rikke så på Gry, og et glimt af medfølelse skinnede i hendes øjne. Men med Anders? spurgte Gry lavmælt.
Jeg har en del, bekræftede Rikke. Og de er alvorlige.
Anders sprang op og løb hen til sin kone.
Rikke, hvad skal jeg gøre? Jeg vil gøre alt for at du tilgiver mig!
Du er klar til alt nu, svarede hun og trak sig væk fra hans berøring. Men du har allerede løjet én gang og lagt skylden på mig. Det viser din sande natur, Anders.
Jeg vil ændre mig!
Folk ændrer sig ikke på en dag. Og dem, der kan så noget så lavt, vil de nok også?
Hun gik ind i køkkenet, efterlod manden og svigermoren alene med deres tanker. Bag døren kunne man høre dæmpede stemmer; Gry gav sin søn en reprimande.
Rikke gik gennem hovedet på mulige handlinger. Hvad nu? Hvordan leve med sådan en mand?
Det var umuligt. Hvor meget hun prøvede, kunne hun aldrig glemme det hele. Rikke åbnede en søgemaskine på sin telefon og skrev: Hvordan får man hurtigst muligt en skilsmisse? Beslutningen var faldet
