Mette skrubbede badeværelset, da Kasper stormede ind i lejligheden – hans ansigt forvredet af raseri og panik.
“Hvad har du gjort?!” råbte han og smækkede døren bag sig.
Mette rettede sig op og gik ud i entréen.
“Hvad er der sket?” spurgte hun forvirret.
“Hvorfor gik du til hende?!” brølede Kasper lige i hendes ansigt.
“Til hvem?” Mettes øjne blev store.
“Til Lise! Jeg advarede dig! Bad dig om at blande dig uden om!”
“Kan du ikke forklare det ordentligt? Hvad er der gået galt?”
“Fortalte du hende det?! Om os?!” Kaspers åndedræt var hurtigt, og han tørrede sveden af panden.
“Ja, jeg fortalte det. Og hun forstod mig. Hun sagde, hun ikke ville stå i vejen for vores lykke. Jeg har allerede kigget på bryllupskjoler – se bare, hvor smuk den her er!”
“Bryllup?!” Kasper grinede hysterisk. “Mette, er du helt fra den?”
“Jeg troede, du ville takke mig,” sagde hun ærligt. “Du sagde, hun var svag, at hun ville knække, hvis du forlod hende. Men hun var stærk. Hun lod dig gå.”
Kasper sank langsomt ned i en stol, rejste sig igen og så på Mette, som om han så hende for første gang.
“Du forstår ikke…” Han greb sin taske og gik uden at lukke døren efter sig.
Han kunne ikke forlade Lise. Ikke nu, ikke nogensinde. For det var hende, der havde trukket ham op af afgrunden, da han kun havde femhundrede kroner tilbage i lommen. Hun havde givet ham alt: et job, et hjem, en bil, status. Alt det, han kun havde drømt om, da han boede i en lille lejlighed med en ven.
Engang var han bare en almindelig sælger, levede fra lønseddel til lønseddel, sparede på mad for engang imellem at spise på en café. Piger kiggede på ham, men det føltes tomt – enten boede de på kollegier eller pendlede fra forstæderne. Han ville have mere – et smukt liv, velstand, succes.
Så endte han i et fitnesscenter – på en gratis prøvetræning. Der mødte han Lise. Smuk, velplejet, selvsikker. Ti år ældre, men med en charme, der var umulig at modstå. Og vigtigst af alt – hun havde penge. Hun ejede sin egen virksomhed.
Han gjorde alt for at “tilfældigt” støde ind i hende. Og en dag tilbød Lise ham et job – med dobbelt løn. Så et hjem. Så en bil. Så vågnede han op i hendes lejlighed, kørte i hendes bil, arbejdede i hendes firma. Alt var besluttet for ham. Han behøvede bare at sige ja.
Men den gode livsstil gjorde ham utaknemmelig. Han begyndte at føle, han fortjente mere. Så kom Mette ind i billedet – ung, livlig, fri. De mødtes i smug. Hun vidste om Lise og ville have ham til at vælge hende. Han trak i langdrag.
Da Mette fortalte, hun var gravid, forsvandt han bare. Han svarede ikke på opkald. Så gik hun til Lise.
Men Lise græd ikke. Skabte ikke en scene. Hun lyttede roligt, takkede og sagde:
“Hvis I får et barn, skal det være sammen med jer. Jeg vil ikke stå i vejen. Ikke et øjeblik.”
Da Kasper kom hjem, stod hans kufferter ved døren. Lise gav ham nøglerne og ønskede ham lykke. Han blev ved med at mumle, at Mette havde løjet, at det var en fælde. Men ingen lyttede. Han gik – uden job, uden bil, uden hjem.
Han fandt et værelse på et kollegie samme aften. To uger senere fik han arbejde i en møbelbutik – med den prætentiøse titel “afdelingsleder”, men i virkeligheden forklarede han bare forskellen mellem to sofaer. Mette blokerede han efter en sidste besked: “Det må du selv rode med.”
Han følte sig ikke skyldig. I hans verden var alle andre skyldige – kvinderne, omstændighederne, alle andre. Bare ikke ham selv.
Mette fandt senere ud af, at graviditetstesten var falsk – der var ingen barn. Men vreden blev.
“Jeg troede på ham,” græd hun overfor sin veninde. “Han brugte mig.”
“Du er en voksen kvinde,” sukkede veninden. “Tror du stadig på eventyr? På ‘drengen, der holder hele firmaet sammen’? Du er ikke Pinocchio i nøddebrun.”
“Men jeg troede ham…”
“Netop. Og det var en fejl.”
*Nogle gange er den dyreste løgn den, vi fortæller os selv.*
