Når jeg dør, bliver du nødt til at flytte ud, jeg efterlader lejligheden til min søn…
Undskyld, Birgitte, men når jeg ikke er her mere, så bliver du nødt til at finde et andet sted at bo, sagde hendes mand Henrik en aften. Jeg har allerede skrevet det ind hos notar, at lejligheden skal gå til min søn. Jeg håber ikke, du er vred på mig for det. Du har jo dine egne børn, de skal også nok tage sig af dig.
Birgittes liv havde aldrig været let. Hun voksede op på et børnehjem i Aarhus og kendte aldrig sine forældre. Hun blev gift ung, drevet af stor kærlighed, men ægte lykke fandt hun aldrig. For femogtredive år siden, som ung kvinde og mor til to små børn, blev hun enke da hendes mand, Kristian, omkom i en tragisk ulykke. Fem år alene med hårdt arbejde og slid for at give datteren Ane og sønnen Mads alt, hvad de havde brug for. Heldigvis havde hun en lejlighed arvet fra Kristian.
Henrik, som Birgitte mødte senere, var tretten år ældre, havde sin egen rummelige treværelseslejlighed i Hellerup og et godt job. Forholdet udviklede sig hurtigt, og Birgitte takkede ja, da han foreslog, de slog sig ned sammen. Henriks forhold til Birgittes børn blev hurtigt hjerteligt. Ane var i starten lidt reserveret over for sin stedfar men lærte at stole på ham. Mads begyndte næsten straks at kalde Henrik for far. Han tog sig altid af børnene, som var de hans egne brugte både penge og kræfter på dem. Ane og Mads var ham dybt taknemmelige for deres glade barndom.
Mange år var gået, og både Ane og Mads havde for længst fået deres egne hjem. Ane flyttede hurtigt hjemmefra, blev gift og fik et barn, som dog var alvorligt syg. Mads havde længe drømt om at arbejde i Forsvaret, og familiehjemmet var for længst bare blevet et minde. For ti år siden kaldte Birgitte sine børn sammen for at snakke med dem om noget vigtigt.
Jeg overvejer at sælge vores gamle lejlighed, sagde hun til dem. Der skal gøres et stort arbejde her, nyt køkken og badeværelse, og møblerne trænger til at blive skiftet ud. Den er jo alligevel stået tom længe. Hvad siger I til, vi sælger den og deler pengene?
Ane trak let på skuldrene.
Det er fint med mig. Jeg har aldrig gjort krav på lejligheden, men pengene kan jeg virkelig bruge. Du ved, vi bruger mange penge på at få min søn, Emil, til behandling i København. Vi mister ikke håbet om, at han en dag kan gå igen.
Mads nikkede og tilføjede:
Jeg har heller ikke brug for pengene. Giv min del til Ane, så hun kan tage Emil til behandling. Jeg har min lejlighed og kan klare min afbetaling. Min nevøs helbred betyder mere for mig.
Birgitte solgte toværelseslejligheden, gav halvdelen af pengene til Ane og brugte resten på en stor renovering af Henriks hjem hun opdaterede alt fra el til rør og købte nye møbler for egne penge. Hun anede ikke, at hun investerede i forgæves; hun havde aldrig forestillet sig, at Henrik kunne finde på at gøre noget uværdigt efter 30 års fælles liv.
Fire år tidligere begyndte Henriks helbred at svigte. Knæene gjorde ondt, nogle morgener kunne han ikke selv stå ud af sengen. Birgitte insisterede:
Henrik, du må tage til lægen og blive undersøgt. Jeg kan tage med, hvis du vil? Det er nødvendigt, for ellers bliver det bare værre!
Men Henrik knurrede, at det hele bare ville føre til dyre medicinregninger, som ikke ville hjælpe. Ane blev selvfølgelig involveret, hun holdt meget af sin stedfar, og sammen fik de ham til sidst til lægen.
Lægen var alvorlig:
Dine led skal behandles nu, sagde han og tilføjede, at Henriks overvægt kun forværrede tingene. Han skulle straks lægge kosten om og tabe sig.
Birgitte tog rådene alvorligt, lavede nye madplaner, fyldte køkkenet med grøntsager og sunde alternativer til slik. Men Henrik brokkede sig:
Skal jeg leve af kaninfoder nu? Jeg vejer, hvad jeg skal, og jeg har altid haft ondt i benene.
Alligevel lykkedes det Birgitte med stædighed at få ham med på nye behandlinger med varierende effekt. Smerterne blev kun kortvarigt bedre, og snart måtte hun hjælpe ham hen til badeværelset og rundt i lejligheden. Efterhånden begyndte hjertet og blodtrykket også at drille. Ane og Mads stillede op og forsøgte at besøge så meget som muligt.
Henrik kæmpede tappert, men gik til hospitalet igen og igen. Halvt år før det hele brast, var Henrik indlagt, og Birgitte stod nærmest for døren dag og nat med hjemmelavet mad. En dag blev der banket på døren. Foran hende stod en ung mand, som mindede påfaldende om en ung Henrik.
Hej, kan jeg tale med Henrik Jensen? spurgte han.
Undskyld, hvem er du?
Mit navn er Simon. Jeg er Henriks søn.
Birgitte fik sig noget af en overraskelse Simon lignede Henrik slående, og pludselig gik det op for hende, hvem der stod her. Simon sad i køkkenet, mens Birgitte fortalte, at faren var på hospitalet, og Simon udbrød:
Far har altid været… som du siger, lidt sær. Jeg husker ham som stærk og rask, ikke sådan her. Må jeg tage med dig til sygehuset? Jeg længes efter at se ham.
Birgitte nikkede og tog ham med. Hun havde aldrig vidst, at Henrik havde været gift før, eller at Simon overhovedet fandtes Henrik havde altid sagt, han var barnløs. På sygehuset blev Henrik først forfjamsket men lod Simon blive lidt. Senere den dag fortalte Henrik lidt modstræbende sin version:
Simons mor og jeg var gift i fire år, hun gik fra mig, da Simon var lille, hun fandt sammen med min fætter. Hun ville ikke have, jeg havde kontakt, og jeg opgav til sidst efter flere års kamp.
Birgitte rørte hans hånd:
Henrik, det er din søn. Prøv at give ham en chance, så du ikke skal fortryde senere.
Henrik tog hendes råd til sig, og samværet med Simon blev hyppigere. Han kom på besøg, lærte Ane og Mads at kende, og Birgitte så glædeligt til.
Efterhånden havde Henrik og Birgitte samlet en pæn opsparing, mest på grund af Birgittes økonomiske sans og hendes faste arbejde som freelance bogholder. Hun havde sat penge ind på deres fælles konto, men tjekkede dem sjældent. En dag faldt hendes blik på en besked fra banken: 150.000 kroner var hævet.
Hun gik straks til Henrik:
Hvor er vores bankkort? Jeg har lige fået besked om, at der er hævet 150.000 kr! Har du set noget?
Henrik svarede uforstyrret:
Jeg gav det til Simon. Han havde brug for pengene, så jeg hjalp ham lidt.
Og hvorfor har du ikke fortalt mig det? spurgte Birgitte stille. Hvorfor skal jeg altid være den sidste, der får ting at vide?
Henriks humør var ikke til diskussion:
Birgitte, det blander du dig ikke i. Simon er min søn, og jeg hjælper ham, når det behøves.
Birgitte slog koldt vand i blodet, men næste gang Simon dukkede op, fortalte hun ham tørt, at kortet nu var spærret: “Vi har hjulpet dig, men fra nu af er det mig, der styrer økonomien. Min opsparing skal ikke betale din nye sofa!”
Simon blev fornærmet, og Henrik råbte og skældte ud og for første gang tænkte Birgitte, at hun havde fået nok.
Hun tog et par dages ophold hos Ane.
Måske har vi brug for afstand, sagde hun til sig selv, og prøvede at reflektere over, om det kunne reddes.
Efter nogle dages fravær kom hun hjem, hvor Henrik virkede ekstra tilfreds. Hun spurgte til hans dag, og han fortalte roligt, at han havde været hos advokaten:
Jeg har givet lejligheden til Simon. Han er min eneste søn, så når jeg går bort, er det ham, der arver.
Birgitte følte sig mærkeligt tom. Hun havde betalt for alt, fra møbler og hvidevarer til reparationer og nye gardiner. Alt var nu givet væk til en fremmed.
Mange tak, Henrik. Du har helt ret det er på tide, jeg tænker på min egen fremtid, svarede hun dystert og begyndte at pakke sine ting.
Mads havde plads til hende i sin lejlighed, stor nok til dem begge. Ane var også villig til at tage sin mor ind, men Birgitte ønskede ikke at være til besvær.
Da hun meddelte Henrik, at hun flyttede, skabte han drama og nægtede skilsmisse, men Birgitte var urokkelig. Skilsmissen blev gennemført, og alt det hun havde knoklet for, blev nu tilbage, sammen med rygter fra Henrik og Simon, der fremstillede hende som grådig.
Men Birgitte lærte af det hele, at man aldrig skal opgive sig selv for nogen andres skyld det er vigtigt at værne om sit værd, uanset hvor mange år man har lagt bag sig sammen. Hjertet trives kun, hvor der er ligeværd, og hvis retfærdighed og respekt mangler, må man styrke sig selv og gå sin egen vej.
