*Dagbogsnotat*
Det var en grå eftermiddag, og jeg sad i bussen på vej hjem fra arbejde. Panden lænede mod den kolde rude, mens regnen tegnede streger på glasset og gjorde verden udenfor uklar og forvrænget. *Ligesom mit eget liv,* tænkte jeg. Fremtiden var tåget, ubestemmelig, og det skræmte mig en smule. Jeg lukkede øjnene og følte, hvordan tårerne pressede på bag øjenlågene.
“Ungdommen nu til dags! Sidder der og lader som om ingen eksisterer omkring dem, mens ældre mennesker må stå,” lød en skarp kvindestemme over mig.
Jeg åbnede øjnene og så en stor, vred kvinde stå og stirre på mig med små, hvasse øjne. Hun lignede en, der havde ondt i hele verden.
“Vil du ikke sidde ned?” sagde jeg og rejste mig.
“Ja, det gør jeg da. Man skal jo nærmest tigge og bede, før nogen gør plads,” knurrede hun.
Jeg klemte mig forbi hende og de andre passagerer og stod nu ved udgangen, mens hendes brok fortsatte om unge menneskers manglende opdragelse. Flere nikkede bifaldende.
*Måske har hun det endnu værre end mig. Måske er det derfor, hun er så bitter,* tænkte jeg.
“Skal du af her?” lød en ung stemme bag mig.
Jeg vendte mig og genkendte min gamle skoleveninde, Signe.
“Annemette! Ej, hvor længe siden er det?”
Jeg nåede ikke at svare, før bussens dør gik op, og strømmen af mennesker skubbede os ud på gaden.
“Jeg er så glad for at se dig,” smilede Signe.
Hun så lysende glad og tilfreds ud. Hun tog min arm og sagde: “Du slipper ikke væk, før jeg ved alt om dig.”
“Jeg er også glad,” sagde jeg uden at smile. “Men jeg kan ikke invitere dig hjem.”
“Det behøver du heller ikke. Kom med hjem til mig—eller rettere, til min mor. Jeg er gift nu og bor et andet sted. Jeg var på vej for at besøge hende.”
“Signe, jeg kan virkelig ikke. En anden gang.” Jeg standsede endda op.
“Nej, nu hører du bare efter. ‘En anden gang’ bliver først om hundrede år. Kom nu, bare en halv time,” bad hun.
“Okay, men ikke længere,” gav jeg efter.
“Har du syv børn derhjemme?”
“Nej. En datter og en mand.”
“Jamen, så kan de godt vente lidt.” Signe trak mig med sig forbi mit hus og videre ned ad sidegaden.
“Mor, se hvem jeg har med!” præsenterede Signe mig triumferende.
Hendes mor lyste op, da hun så mig. Vi havde været uadskillige i skoletiden. Efter eksamen ringede Signe ofte, insisterede på at mødes. Men jeg havde ikke overskud til det.
Jeg var forelsket helt ud over al fornuft. Mor advarede mig hver dag: “Hvad ser du overhovedet i ham? En bokser. Hvad er det for en karriere—at slås for penge? Han ender med et brækket næb, hvis ikke værre. Tænk dig om, skat…”
Signes mor satte tekrus frem.
“Mor, lad os tale alene,” bad Signe.
“Selvfølgelig, selvfølgelig.” Hun forlod køkkenet.
“Nu fortæller du mig alt. Jeg vidste med det samme, at noget var galt. Kom nu, måske kan jeg hjælpe.”
Jeg var ikke klar til at åbne op, men Signes øjne var så ærlige og varme, at ordene væltede ud.
“Så du giftede dig alligevel med din Mads? Jeg husker, hvor forgabt du var.”
“Ja. Mor og jeg skændtes konstant om ham. Hun satte dig altid som eksempel. Sagde, du ville klare dig godt i livet, fordi du var klog og beregnende. Hun kaldte mig en romantisk drømmertype.”
“Typisk Birthe,” grinede Signe. “Underviser hun stadig i skolen?”
“Ja.” Jeg smilede for første gang.
Signe var blond, slank og lidt højere end mig. Jeg havde altid været den med de bløde, krøllede hår og et barnligt blik. En ægte drømmertype, troende på evig kærlighed og klar til ofre for den. Men nu så jeg træt og udmattet ud, mine øjne havde mistet glansen.
“I starten var alt perfekt. Men under kvalifikationerne til DM fik Mads en hovedskade. Og et slagtilfælde…” Jeg slog ud med hånden. “Lægerne gav ingen garantier. Karrieren var slut. Jeg var gravid og vidste ikke, hvordan jeg ikke mistede barnet.”
Ener fødselen passede jeg både datteren og Mads. Uden min mor havde jeg ikke klaret det. Vi solgte bilen, pengene var nødvendige. Jeg vendte tilbage til arbejde seks måneder efter fødslen. Mor passede lille Line. Nu er hun seks og ligner Mads på en prik.
Det tog år før han kom sig. Jeg troede, han aldrig ville gå igen. Men han kæmpede. Boksekarrieren var ovre, og han kunne intet andet. Ingen ville ansætte ham efter skaden. Han blev bitter og tavs. Kun med Line var han blød … Jeg vendte ansigtet væk for at skjule tårerne.
“Jeg prøver at hjælpe med jobbet.” Signe lagde sin hånd på min. “Nej, ikke ‘prøver’. Jeg taler med min mand i aften. Han ejer måske ikke store virksomheder, men han har en lille firma med en partner. Kunne din mand arbejde som vagt? Bare rolig, vi finder en løsning.” Hun klappede mig på skulderen.
“Tak, Signe. Jeg er glad for, at vi mødtes. Men jeg må hjem. Mads bliver utålmodig, hvis jeg bliver for længe. Han er jaloux, bange for at jeg forlader ham.”
“Lad os udveksle telefonnumre. Jeg ringer i morgen. Anders elsker mig, han siger nej til ingen ting.”
“Mor havde ret—du er virkelig klog. Jeg skælder ham ud, men selv græder jeg.” Jeg krammede hende.
“Ah, det ordner sig. Du ved, hvad man siger: Det er ikke starten, men målstregen, der tæller.”
Derhjemme sagde jeg ingenting til Mads for ikke at skabe falske forventninger. Signe ringede først tre dage senere, da jeg havde mistet håbet.
“Det er mig. Hej,” lød Signes muntre stemme. “Anders er villig til at ansætte Mads som vagt. Men han vil møde ham først. Du ved, efter sådan en skade…”
“Det forstår jeg,” svarede jeg lettet.
“Godt. Så kom i morgen kl. 15. Rent og pænt på. Og ingen alkohol i dag—Anders hader det.”
“Mads drikker ikke,” protesterede jeg.
“Undskyld, jeg ville bare sige det.”
Jeg fortalte Mads om samtalen, men udelod alkoholkommentaren for ikke at støde ham.
Næste dag gik han afsted i jakkesæt og slips. Jeg var nervøs og holdt telefHan greb min hånd og sagde stille: “Vi klarer det her sammen,” og for første gang i lang tid føltes fremtiden ikke så uoverskuelig mere.
