Ingen papirer? Ikke engang et pas eller et navn? spurgte Mette Christensen og kiggede på journalen. Hendes stemme var rolig, men der lå en bekymring i øjnene.
Intet, rystede den ældre hospitalsmedhjælper på hovedet. Vi fandt ham på en bænk i parken. Det var tyve grader under nul den nat, og hans kropstemperatur var faretruende lav. Han havde også et blå mærke i nakken – måske er han faldet. Men det vigtigste er, at han overlevede.
Mette så på patienten – en mand i fyrrerne, med bleg hud og gråt i skægstubbe. Han lå under drop, pustede roligt, og så rent ud. Slet ikke som en hjemløs. Pæne hænder, klippede negle – bestemt ikke en vagabond.
Femte dag han ligger her. Politiet har tjekket alle databaser – ingen match. Hvis vi ikke finder ud af, hvem han er, bliver han sendt til et socialt center, sukkede lægen på vagt.
Må jeg snakke med ham? sagde Mette pludselig. Noget ved ham grebte hende. Instinkt – eller noget andet.
Godmorgen. Hvordan har du det? smilede hun og trådte ind på stuen.
Tak, bedre. Jeg drømte i nat… at jeg gik gennem en mark. Planterne var mærkelige, specielle. Jeg rørte ved deres blade, studerede dem… hans stemme var blid, rolig.
Det er et godt tegn, sagde Mette og målte hans blodtryk. Måske begynder hukommelsen at komme tilbage. Hvad skal jeg kalde dig?
Manden tænkte sig om.
Anders… Jeg tror, mit navn er Anders.
Dage senere sad han på sengen og så ned i gulvet.
De udskriver mig i morgen. Og ved du, hvad der er skræmmende? Ikke at jeg ikke kan huske fortiden… men at jeg ikke ved, hvor jeg skal tage hen. Hvem jeg er, hvad mit formål er, eller hvor jeg hører til.
Mette så længe ind i hans grå, stille øjne og sagde pludselig:
Jeg har et ekstra værelse. Du kan bo hos os. Indtil du finder ud af det.
Hvem har du taget med hjem?! rasende hendes søn Magnus. Mor, han er ingen! Han ved ikke engang, hvem han selv er!
Nogle gange må man stole på sin mavefornemmelse, svarede Mette stille. Jeg føler, han ikke er farlig. Tværtimod – han er mere bange end os.
Anders passede sig selv. Stod tidligt op, spiste for sig selv, vaskede op, spillede væk, malede en hylde, fiksede en utæt vandhane. Han var der, men som en skygge. Næsten et spøgelse.
Men en dag, da Magnus kom hjem fra skolen med rynket pande, ændrede alt sig.
Jeg dumpede en prøve, knurrede han.
Vil du have hjælp? tilbød Anders. Algebra er som et sprog. Når man forstår det, bliver alting klart.
Trods tvivlen så Magnus pludselig håbfuld ud. To timer senere lyttede han begejstret:
Er du lærer?
Det ved jeg ikke… men tak.
Senere fortalte Mettes veninde, Lotte, forbløffet:
Din Anders reddede min forretning! Alle planterne på kontoret hos en kunde begyndte at dø – han fandt årsagen på to dage. Sagde, der var noget i vandet. Det er, som om han snakker med planterne!
Måske er han botaniker? undrede Mette sig.
Han ved det ikke selv. Men han taler om dem, som var de levende. Ikke bare passer dem – han føler dem.
En aften løb Magnus ind i køkkenet:
Mor, han spiller klaver! Han satte sig bare – og begyndte at spille “Månestrålen”. Jeg har aldrig hørt noget så smukt!
Jeg har ikke spillet før, sagde Anders forlegen. Det var bare, som om fingrene huskede det.
Om natten gik han rundt i værelset, som om han ikke kunne finde ro.
Jeg føler, det hele er lige her. Ansigter, steder, dufte… men som en film uden lyd. Lykken mangler.
Tre måneder gik.
En dag, da de kom hjem fra torvet, råbte en fremmed efter dem:
Martin! Det er dig! Martin Sørensen!
De tager fejl, svarede Mette hurtigt. Han hedder Anders.
Nej! Det er Martin Sørensen, lektor. Botaniker. Vi mødtes på en konference for et år siden!
Anders tav. Så hviskede han:
Jeg ved det ikke… Måske. Men jeg er bange for at vide det. Hvis fortiden er noget skræmmende?
Aftenen efter ringede det på døren. En tynd mand stod udenfor:
Jens Mikkelsen. Privatdetektiv. Jeg leder efter en botaniker, der forsvandt for et år siden. Nogen genkendte dig og kontaktede mig.
Anders kom tavs ud.
Er du Martin Sørensen?
Jeg ved det ikke. Jeg har hukommelsestab.
Detektiven rakte ham et billede. Det var ham. Men en anden version. Veltrimmet hår, knaldbriller. Ved siden af – en kvinde med iskoldt blik.
Det er din kone. Signe. Hun hyrede mig.
Da Mette og Anders var alene, hviskede han:
Jeg kan ikke huske hende. Og jeg vil ikke huske hende. Hvis det var kærlighed – kunne man så glemme det?
Senere kom Signe selv. Kold, samlet. Ingen kys, ingen kram. Bare satte sig.
Du kommer med mig.
Jeg er ikke klar endnu, svarede han fast.
Vi rejser i morgen. Nok med lege.
Hvem er Lars Nielsen?
Hvordan ved du det?! hendes stemme knækkede for første gang.
Jeg vil vide alt. Om projektet. Om forræderiet. Om hvad der skete.
Om natten kom han til Mette.
Jeg husker det. Ikke alt, men det vigtigste. Den her notesbog… han holdt en slidt kladde frem. Her er mine formler, noter. Jeg opdagede en ny planteart. Med unikke egenskaber. Lars ville stjæle den. Og Signe var involveret. Jeg hørte dem snakke. Tog på ekspedition for at løse det. Men i skoven… et fald, et slag, og så intet.
Næste morgen stormede Magnus ind:
Mor! Han hørte Signe snakke med Lars! Hun vil tage ham med, før han finder beviser!
For sent, sagde Anders roligt. Det hele er her. Notesbogen er mit våben. Jeg går til politiet. Eller universitetet. Sandheden skal frem.
Signe kom igen.
Martin, vi rejser.
Nej.
Du aner ikke, hvem du går imod…
Jo, det gør jeg nu. Farvel.
Da hun var gået, drejede han sig mod Mette.
Jeg bliver. Hvis du ikke har noget imod det.
Jeg har ikke noget imod det. Aldrig.
Et halv år senere stod der planter på altanen. Magnus havde fået topkarakterer. Mette smilede.
Jeg troede aldrig, én møde kunne ændre alt.
Men jeg tror, nogle gange er det meningen at miste, før man finder, sagde han.
Han tog hendes hånd.
Jeg fandt ikke bareJeg fandt ikke bare mig selv – jeg fandt jer, og det er mere, end jeg nogensinde havde drømt om.
