»Når familie bliver fremmed«
»Mette, Jørgen ringede,« sagde Kristian, da han kom ind på køkkenet. »Han og Helle vil komme forbi lørdag. Kun dem to. Han vil gerne snakke.«
»Nå, ja, det vil han nok,« fnøs Mette. »Om sommerhuset, er jeg sikker på. Gør dig klar – der kommer en ’familie-retfærdig’ omfordeling.«
Der var gået lidt over to måneder siden tante Lotte døde. Hun efterlod Kristian og Mette en toværelses lejlighed i centrum af København og et sommerhus ved Skagen. Fire år havde de passer på hende – bragte mad, kørte hende til lægen, sendte hende på kur to gange. De andre i familien – Jørgen og Helle – udnyttede det bare: om sommeren lå de på sommerhuset, og når tante bad om hjælp til at komme derud, var de altid »optagede«.
Lørdag klokken fire stod Jørgen og Helle i døren. De hilste stift, uden et smil. De satte sig i stuen, og Jørgen gik lige til sagen:
»Det handler om sommerhuset. I fik lejligheden – fint nok. Men sommerhuset… Vi har også holdt øje med det. Vi synes, det kun er retfærdigt, hvis I giver det til os.«
»I har ikke holdt øje med noget,« sagde Mette roligt. »I boede der om sommeren. Men da tante var syg – ringede ikke en af jer engang.«
»Hold dig ude af det,« hvæsede Helle.
»Hvorfor skulle jeg? Jeg stod også i testamentet. Og jeg ved, hvem der besøgte Lotte. I var der tre gange på fire år. Første gang for at hente æbler, anden gang for at tage børnene med, tredje gang for at drikke kaffe. Det var det.«
»Ja, og hvad så? Vi er familie!« protesterede Helle. »Og nu vil I sælge sommerhuset?«
»Ja,« svarede Kristian. »Vi gør det klar til salg.«
»Så farvel og tak!« knurrede Jørgen. »Men bliv ikke overrasket, hvis I en dag står helt alene!«
Dagen efter ringede telefonen:
»Hvad bilder I jer ind?!« råbte Jørgen. »Vi kom til sommerhuset med nevøen, og nu er låsene skiftet!«
»Selvfølgelig. Porten og hoveddøren. Du skulle have sagt noget. Lørdag kommer vi med Mette – så kan I hente jeres ting. Men uden os? Nej tak.«
»I er…«
Kristian lagde roligt på. Mette rullede bare med øjnene:
»Godt, du skiftede låsene. Ellers var der ikke blevet noget tilbage.«
De solgte sommerhuset. Og deres gamle lejlighed. Købte en ny treværelses i et boligkomplex ved Vesterhavet. Ti minutters kørsel til stranden. Emilie blev i tantens lejlighed – hun studerede på universitetet. Kristian fik job i havnen, Mette underviste i skolen. Livet blev roligt.
Men ikke for længe. Allerede i marts ringede telefonen konstant. »Familien« havde pludselig husket Kristian. Først var det Helle:
»Nå, men vi kommer med familien i juli. Vi har ikke noget sommerhus længere, og vi skal jo have ferie. Vi er jo ikke fremmede!«
»I er gæster. Og vi har ikke inviteret nogen.«
»Har du set priserne på ferieboliger i Skagen?!«
»Nej. Men hvis det er for dyrt, så find et andet sted. Eller prøv en sø. Vi har ikke plads til jer.«
»Mettes forældre har også besøgt jer!«
»Forældre. Ikke svogere med børn og børnebørn.«
»I kommer til at fortryde det. En dag skal I bede om hjælp – og så er der ingen!«
»Bare rolig. Fra maj til september husker alle os. Men i november og februar? Stilhed.«
Og netop den stilhed – den satte Kristian og Mette højest.
