Når egne børn bliver fremmede: historien om en mor
I mine yngre dage, fuld af energi og håb, dedikerede jeg, Ingrid Vestergaard, mig fuldstændigt til mine børn. Folk omkring mig advarede: “Glem ikke dig selv helt – husk at holde noget for dig selv.” Men jeg lyttede ikke. Nu, i en alder af 69 år, er jeg alene, og der er ingen til at bringe mig et glas vand. De ord runger nu i mine ører, og jeg fortryder bittert mine tidligere valg.
Min mand, Lars, gik bort, da vores søn kun var fire år gammel, og vores datter seks. At stå alene med to små børn var en udfordring. Jeg havde to jobs for at sikre, at de havde alt, hvad de behøvede. Min mor hjalp til, men påpegede ofte: “Børn har brug for en mor, ikke kun brød på bordet.” Men hvem skulle forsørge os, hvis jeg blev hjemme?
Jeg forsøgte at kompensere for manglen på en far ved at give børnene alt og forkæle dem. Jeg troede, at det kunne udfylde tomrummet efter Lars’ død. Børnene voksede op, og hver skabte sin egen familie. Jeg ønskede at være den perfekte bedstemor for mine børnebørn og fortsatte med at give alt til familien.
En morgen vågnede jeg og kunne ikke mærke mine ben. Med besvær nåede jeg telefonen og ringede til min søn. Han svarede: “Mor, jeg har travlt, jeg kan ikke komme.” Min datter tog ikke telefonen. Jeg måtte tilkalde en ambulance, som kom uden spørgsmål.
På hospitalet konstaterede lægerne blodpropper i benene. De sagde, at disse propper kunne løsrive sig og føre til døden. Jeg stod over for en lang behandling og absolut sengeleje. Jeg bad mine børn om at besøge mig. Da de endelig kom, sagde de direkte i min stue: “Vi har vores egne problemer, vi kan ikke tage os af dig.”
Datteren forklarede, at hendes yngste søn skulle begynde på universitetet, og sønnens kone var syg med influenza. De mente, at jeg ville have det bedst alene på hospitalet. Sådanne “vigtige” årsager til at efterlade deres mor i en kritisk tilstand.
Efter min udskrivelse vendte jeg tilbage til en tom lejlighed. Jeg havde ikke kræfter til selv at lave mad. Min nabo, Mette Nielsen, tilbød sin hjælp mod en beskeden betaling. Vi blev veninder og støttede hinanden på vores små pensioner.
Når jeg nu ser tilbage, forstår jeg, at overdreven omfavnelse og forkælelse ikke erstatter ægte kærlighed og respekt. Jeg lærte ikke mine børn at værdsætte og respektere de nære relationer. I min ungdom
såede jeg en følelse af alt er tilladt, og nu høster jeg ensomhed.
Jeg vil gerne sige til alle forældre: Giv jer ikke helt til jeres børn, glem ikke jer selv. Lær dem kærlighed og respekt, ikke bare at opfylde deres luner. Det, I sår i deres hjerter, mens de er unge, bestemmer, hvad I høster i alderdommen.
