Bedstemor Lise sad ved køkkenbordet og strikkede varme sokker – omhyggeligt, maske for maske. I paset stod der Elisabeth Margrethe, men i landsbyen kaldte de hende bare Lise – på den gode, hjemlige måde.
Der var vinterstille i huset, kun radioen på kæmpebordet knitrede lidt. Pludselig knagede døren. Bedstemor så op – og stirrede. I døren stod… den rigtige Julemand. Rød hue, hvidt skæg, pelsfrakke – alt som det skulle være.
“Godaften, Lise!” hilste han smilende. “Har du plads til en gæst?”
Lise rettede på sine briller, studerede gæsten, hans sæk og støvler, og pustede forbløffet ud:
“Du godeste, er det virkelig dig? Hvorfor lige mig?”
“Hvorfor?!” lo den gamle mand. “Det er jo den 24. december! Hele landet fejrer jul. Og jeg er her – med en gave.”
“Hvad skal du bruge en gammel kone til? Gå til børnene, hør deres julesange. Jeg? En gammel dame, der allerede har set alle gaver.”
“Der er så få børn tilbage i landsbyen. Men dine sokker er så varme,” nikkede han mod strikketøjet. “Så fortjener du også en gave.”
“Nå ja, hvis du alligevel er her, så kom med den,” smilte bedstemor. “Men jeg læser ikke digte op, min ryg gør ondt, jeg kan knap nok bevæge mig.”
“Fortæl mig i stedet, hvad godt du har gjort i år.”
“Åh, hvad skulle det være…” Lise tænkte sig om. “Strikket vanter til børnebørnene, sokker til naboerne. Deltet grøntsager ud. Måske ikke af godhed, men fordi jeg ikke havde andet at lave.”
“Vær nu ikke så beskeden. Det er netop godhed – når man gør noget uden at forvente noget tilbage.”
“Forresten, min gamle mand flakker rundt et sted. Gik ud i morges – og siden har jeg ikke hørt fra ham.”
“Jeg skulle også forbi ham. Er han stadig lige så munter?”
“Åh ja! Han går rundt til naboerne, fortæller vittigheder, synger sange. Morer alle, så de ikke bliver triste.”
“Elsker du ham?”
“Hvad tror du?” Lise smilede. “Vi har været sammen i halvtreds år. Vi lader som om vi er lidt døve, som om vi ikke hører eller ser alt. Og vi skændes ikke. Hvorfor skulle vi?”
Julemanden trak et tørklæde op af sækken – blødt, uldent, med mønster og en smule glitter.
“Her, tag imod. Når du har det på, ser du ti år yngre ud.”
“Åh, hvor er det smukt!” bedstemors øjne lyste. “Jeg har drømt om sådan et hele mit liv. Tak skal du have!”
“Tak din mand,” blinkede den gamle mand. “Det var ham, der skrev til mig.”
Han gik ud i entréen, tog frakken og huen af og gemte dem i en kiste.
“Åh, Lise…” mumlede han. “Kendte hun ikke min stemme? Eller lader hun som om?”
Og bedstemor drejede sig foran spejlet i det nye tørklæde og hviskede:
“Sådan er det nu, Svend… Vi lader som om vi ikke ved det. Men vi ved det godt. Vi elsker bare det, vi har. Og det er sådan et lille mirakel.”
