En drøm om mig, som en blåmorgen i København, hvor vinden hvisker gennem de gamle bakker i Østerbro. Jeg ser mig selv, gammel som Nyhavn ved skumringen, og mærker, hvordan mine hænder ryster, når jeg knapper min frakke, og hvordan skeen kan glide ud af min hånd som en smeltet is på Tivoligården under frokosttid.
Jeg beder dig, min kære Solvej, så blød som en dansk sommerfugl, om ikke at blive vred, men i stedet holde fast ved din egen ro. Husk, hvordan jeg engang tålmodigt viste dig at holde skeen, da du kun kunne holde på din fars lille røde legetøjssko. Hvis jeg gentager de samme ord igen og igen, så lad mig bare fortsætte, uden at afbryde mig lyt blot med den stille iver, som du altid har haft.
Kan du huske, hvordan du lagde dig i min favn og bad mig fortælle den samme historie om den lille rødspætte, indtil du faldt i søvn, mens månen spejlede sig i vandet ved Amager Strand? Når jeg indimellem afviser at gå i bad, så lad mig bare mærke den lune damp, uden at kritisere mig. Jeg fandt på eventyr om havfruer og skatte for at trække dig ind i badekarret, fordi du stædigt ville holde dig på badepladsen som en surkat.
Hvis jeg kæmper med den nye telefon eller tvfjernbetjeningen, som en fisk uden vand, så grin ikke af mig, men giv mig et øjeblik, som et kort hvil på en bænk i Kongens Have. Jeg husker, hvordan jeg lærte dig at skrive de første bogstaver, hvordan vi talte æbler og samlede tal, mens jeg næsten faldt i søvn af træthed, men du altid sad ved siden af mig med et smil, som en solstrejf over en bakke med rugbrød.
Glem ikke at være tålmodig, når jeg mister et ord eller mister tanken, som en sky der driver forbi himlen over Aarhus. Vred dig ikke; det er ikke ordene, men din nærhed, der tæller. Når mine ben bliver svage, og jeg ikke længere kan gå ved din side, så se mig ikke som en byrde, men som en hånd, du kan holde, som jeg gjorde da du tog dine første skridt i vores lille hus på Vesterbro.
En dag vil du forstå, at på trods af alle mine fejl, har jeg kun ønsket dig det bedste hver eneste handling, hver beslutning, var et forsøg på at gøre din vej lidt lettere end min egen. Giv mig en smule af din tid, en knivspids af din tålmodighed, lad mig læne mig på din skulder, som du engang gemte dig på min, når smerten eller frygten var som en tåge over de danske marker.
Jeg elsker dig, min lille Solvej. Jeg elsker dig, min søn Emil. Og jeg beder for jer, selv når I ikke længere mærker det, som en stille bøn i en nattehimmel over Danmarks stille hav.
