Da alting falder på plads: Mette vælger sig selv
— Mor, jeg bliver længere ude i aften, det er Lenas fødselsdag. Vi skal i biografen, — Emil kyssede Mette hurtigt på kinden og forsvandt ind i badeværelset. Bag døren lød hans sorgløse latter, mens han nynnede under brusende vand.
Mette stod ved vinduet og lyttede til, hvordan livet larmede forbi hende igen. Emil var glad. Let. Fri. Sådan, som hun aldrig havde været.
Engang, som attenårig, troede hun også på simpel lykke. Per virkede som drømmemanden — modig, flot, selvsikker. De forelskede sig, fik et bryllup, startede forfra. Men efter få år indså Mette, at hendes liv kun bestod af hverdag, tavshed og ensomhed.
Per blev ofte sent på “arbejde”, kom hjem mørk og fjernt. Og så var der den lille babygrød i hans taske. Og bleerne. De brændte sig fast i hukommelsen som et bevis.
— Det er… ikke det, du tror, — mumlede han dengang.
— Hvad er det så, Per? Hvad?! — skreg hun og klamrede sig til glasset, som om det var sidste tråd til virkeligheden.
Efter det kollapsede alt. Det var hårdt, men hun klarede det. Hun opdragede Emil alene. Uden hjælp. Kun svigermor blev — hjalp til, forlod hende ikke.
Emil voksede op, blev klog, rar, voksen. Hun var stolt af ham. Men engang imellem… kom tomheden tilbage. Som nu.
Hun sank ned i stolen, tog telefonen — og så en besked: “Brian har sendt dig en venskabsanmodning.” Brian… Hendes skolecrush. Han, der engang ventede på hende ved porten med margueritter. Hun vidste ikke engang, hun huskede hans smil. Men hjertet snørede sig uventet sammen.
— Lise, du gætter det aldrig, — ringede hun til sin veninde. — Brian, ham fra 10.A, har fundet mig på Facebook!
— Ej, seriøst?! Ham med kæmpe crush på dig? Per blev helt jaloux dengang. Tilføj ham! Han er vist godt på vej, og de siger, han lige er blevet skilt.
Hun tilføjede ham. Og så begyndte det. Beskeder. Vittigheder. Fælles minder. Sødt flirten, der fik kinderne til at blusse. Brian var varm, høflig, ærlig. Det føltes, som om hun pludselig blev levende igen.
— Emil, jeg vil gerne introducere dig for en, — sagde hun en dag.
— Brian? — grinede han. — Mor, jeg kan godt se det. Og jeg er glad for dig.
Hun strålede. For første gang i årevis. Men dét varede ikke. Brian skrev sjældnere. Så kortfattet. Og så kom beskeden, der fik halsen til at snøre sig sammen:
“Mette, undskyld. Jeg har fundet en anden. Du valgte Per dengang — det gjorde ondt. Nu ved du, hvordan det føles.”
Hun stirrede på skærmen, målløs. En mand på over halvtreds… og sådan en barnlig hævn? Var det her bare et spil? Noget fordi hun engang sagde nej?
— Sikke et fjols, — sukked Lise, da hun hørte det. — Skriv til ham! Med værdighed.
Sammen skrev de en besked — ironisk, køligt, perfekt:
“Kære Brian! Tusind tak! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grinet så meget, flirtet så meget, følt mig så levende. Du gav mig min ungdom tilbage. Som om jeg mistede tyve år på to uger. Jeg håber, din nye kvinde værdsætter din dramatiske sans. Held og lykke. Kærlig hilsen (platonisk). Mette.”
Svaret kom med det samme — en flod af fornærmelser og brok. Men Mette grinede allerede. For første gang på længe — rigtigt.
En uge senere stoppede en blondine hende ved supermarkedet:
— Er det dig?! Hjemmesladderen?! Du ødelagde min kærlighed med Brian!
Mette stivnede, men så — helt uventet — slog det klik:
— Åh, du har fat i den forkerte. Den rigtige hjemmesladder hedder Jeanette. Skovvej 15. Hun tog både min mand og nu Brian. Professionel.
Blondinen frøs, mens Mette, lige på grænsen til latter, gik videre.
Solen kærtegnede hendes ansigt. Og pludselig vidste hun det — hun var lykkelig. Uden mænd. Uden drama. Uden beviser.
En besked fra Emil dukkede op:
“Mor, Lena og jeg vil prøve at bo sammen. Vi ser, hvad der sker.”
Mette smilede. Dér var den — ægte lykke. At se sit barn træffe de rigtige valg.
Og hende?.. Hun havde endelig valgt sig selv.
