Engang for længe siden, da vi stadig troede, at livet gik i stå, sagde Jens til mig: Signe, skal vi ikke flytte tilbage til landet? Jeg kan ikke vænne mig til storbyens larm, vi har boet her i tre år, men jeg føler mig som en fremmed. Det er så meget sundere at trække vejret i den friske luft, og måske kan vi få barn der, hvis du vil.
Jens, du vil ikke tro det, men jeg har tænkt på det i går. Jeg vil tage et lærerjob igen på skolen, og måske vil en forandring i omgivelserne hjælpe os.
Min kære Signe, så er det besluttet!
Jens og Signe blev gift for fire år siden. Efter hun havde færdiggjort sin uddannelse, flyttede hun til hans lille landsby og begyndte at undervise på den lokale folkeskole. Der opstod en dyb kærlighed mellem dem, og de slog sig sammen i ægteskab.
Efter et år på landet måtte Signe vende tilbage til byen, fordi hendes mor blev alvorligt syg. Vi flyttede, så vi kunne passe på hende. Et år senere gik hun bort.
Jens og Signe levede i fred og elskede hinanden, men én skygge hang over dem: de manglede børn, og begge drømte om en lille familie. Signe gik til lægen for undersøgelser, men doktorerne konstaterede, at alt var som det skulle være.
Vi pakkede hurtigt sammen, lejede en lastbil og flyttede tilbage til Jens mors hus på landet. Mors, Else, var enlig.
Gudskelov, udbrød Else med hænderne i vejret, at I kom med jeres sager. Jeg har lige som før bedt Gud om at bringe jer hjem igen, for min søn, Vagn, gik bort sidste år Jeg savner ham. Så nu har I et frit værelse tag det. Der er plads til alle. Vi boede jo altid godt sammen. Jeg har bedt Herren om at sende jer tilbage, og så er I her.
Jens fik et job på landsbyens autoværksted, hvor de tog imod ham med glæde, mens Signe gik i skole igen.
Goddag, fru Signe Hansen, sagde skoleinspektøren Flemming med et smil. Så dejligt, at I er tilbage; vi har brug for en lærer, for ikke alle vil flytte ud på landet.
På en fredag aften samlede Else et middagsselskab i sit hus. Hun vidste, at naboerne ville komme, at Jens venner, Signes elever og deres forældre ville glæde sig. Alle var glade for at se vores kære Signe tilbage. Mest af alt var Søren, som Else havde reddet fra sølvklitteret vand en flaske, han havde brugt som flugtsted.
Ingen i landsbyen troede, at han ville holde op med at drikke, men Signe troede på ham og støttede ham. Da Søren kom ind i Elses gårdhave, så han Jens og hans storebror, omfavnede dem hårdt, så meget at han glemte at hilse ordentligt.
Vagn, er det sandt? Jeg har hørt, at I er vendt tilbage til vores lille hjørne. Jeg forstår dig, du er en lokal, men hun er en bylærer!
Vi er kommet for at blive, svarede Jens og klappede Søren på skulderen.
Hvor er hun, vores Signe, i huset?
Jens nikkede, og Søren løb ind i bygningen, så Signe, greb hende, snurrede hende et par gange og satte hende på gulvet.
Signe, Signe Hansen, hvor er jeg lettet!
I døråbningen stod Jens og smilede.
Endelig forstår jeg det hele. Jeg holder nu vagt, så I kan komme på besøg hos os. Min Vera vil elske at se jer. Jeg må skynde mig hjem; jeg har lovet min kone at passe på datteren. Vi venter jer i morgen, så I kommer forbi, vinkede han og sprang ud.
Drikker han ikke længere? spurgte Signe Else.
Nej, ikke en eneste gang siden. Han elsker sin datter, den er snart to år gammel.
Hvad hedder hun?
Anja, hvad tror du? grinede Else. Det er som om du glemmer, at du har været nøgtern hele tiden. Ingen troede, du kunne gøre en mand til et menneske igen
Næste dag gik Signe og Jens på besøg hos Søren. Hans hustru, Vera, var i færd med at dække bord, og fra et lille værelse kom en lille dukke med krøllede lokker som Søren, blå øjne og bløde kinder, som forsigtigt gik frem.
Se, hvad vi har her, sagde Søren, onklen hedder Jens, og tøsen, ligesom dig, hedder Anja.
Hej, Anja, sagde Signe og gav hende dukken.
Pigen krammede dukken, greb Signe i hånden og førte hende ind på sit værelse.
Nå, Jens, du har mistet din kone, men den lille pige kan vel holde dig med selskab, sagde Søren med et grin. Hun har en god sjæl.
Flere slægtninge og landsbyboere kom til middagen; omkring otte personer sad ved bordet, og så kom flere tilfældigt forbi. I vores landsby, hvor der er mad på bordet, trækker folk til. Nogen kom med kager, andre med syltetøj, pickles, snaps, og nogle havde allerede lagt harmonikaerne frem. Stemningen var høj i Sørens hus.
Søren rejste sig for at udbringe en skål til Jens ankomst, men han drak ikke. Alle vidste, at han var ædru.
Jeg skylder alt, hvad jeg har i dag, Anja Hansen sagde han, på dig, for du reddede mig fra et liv uden mening. Mange hviskede bag min ryg, da jeg gik forbi lærerens hus. De sagde: Hvorfor går han så til den unge, veluddannede lærer? Hvem er hun? Det er rigtigt, men mellem mand og kvinde kan der også findes ægte venskab, ren og simpel som det er. På det tidspunkt havde jeg også en skjult kærlighed til Vera, som ingen kendte.
Ja, ja, nikkede folk ved bordet, mens de lyttede.
Jeg vil aldrig glemme, da du, Anja, første gang talte til mig med et venligt smil og sagde: Søren, hjælp mine elever med fuglehuse, og så mindede mig om at holde mig ædru. Jeg var fristet, men lovede mig selv at holde mit ord. Jeg lavede to fuglehuse, men så tænkte jeg: Hvis hun beder mig om mere, er jeg måske ikke i stand til at hjælpe. Så jeg holdt mig fra drikke, selvom fristelsen var stor. Jeg var vred på mig selv, men jeg begyndte at føle, at jeg kunne være til nytte. Hun overtalte mig til at tage køreuddannelser, jeg fik et job straks efter, og siden da har jeg drejet rattet ædru.
Jeg forstod først, da du og jeg tog til byen, at alle kunne bygge fuglehuse, men du trak mig langsomt ud af mørket, trin for trin, ind i lyset. Jeg tror på en skytsengel, og for mig er den Anja. Hun holdt øje med mig i flere måneder, så på mig, troede på mig. Tak, så mange tak, sagde han og bøjede sig for Signe, som smilede, mens alle klappede.
Da jeg kom på benene igen, var det som om Gud selv havde givet mig styrken til at gå selv, i stedet for at kravle på fire ben. Jeg savnede dig, Anja, men i det øjeblik lykkedes det med Vera. Jeg skylder både hende og min datter dig, Anja Hansen. Så lad os alle elske og beskytte dig, du med dit milde hjerte. Jens, du har gjort et fantastisk arbejde, vi beundrer dig. Elsk hinanden, så vil alt gå godt.
Tiden gik. Jens arbejdede, og Signe fortsatte på skolen. En dag kom hun hjem fra skole bleg, med svaghed i benene og kvalme. Hun lagde sig på sofaen.
Anja, hvad sker der? spurgte Else overrasket. Jeg har aldrig set dig ligge ned i dag. Er du syg?
Jeg ved det ikke, bare svaghed, kvalme, noget er ikke som det skal.
Else tænkte sig om og smilede.
Er du måske gravid, Signe?
Jeg har næsten ikke længere håb
Giv ikke op, håbet er altid der. Lad os i morgen gå til lægen i byens sundhedscenter.
Signe kom tilbage fra byen med gode nyheder fra lægen.
Tillykke, du får barn. sagde de.
Jens, som var på vej hjem fra arbejde, så sin strålende kone og sprang op for at omfavne hende.
Endelig, du behøver ikke sige noget, dit ansigt siger alt. sagde han, mens hun lo.
Senere, en sen aften, blev Signe kørt i ambulance til det lokale fødeklinik. Jens fulgte med. Om natten fødte hun en dreng. Tidligt om morgenen gik Else til klinikken, så drengen på en bænk og satte sig ned.
Mor, alt er i orden, du har fået en søn, sagde hun. Jeg kan ikke tro, at dette sker for mig. Jeg elsker Anja så højt, at jeg nogle gange er bange for, hvor meget jeg elsker hende. Det er normalt?
Ja, min søn. Når man virkelig elsker, mister man forstanden, svarede moren med et smil.
Vi tager Anja og drengen hjem, jeg hjælper, tænkte hun, mens hun så på barnet. Han så ud som en mand på ydersiden, men indeni var han stadig et lille barn.
Alt gik som smurt, alle var glade. Efter et stykke tid fik Anja også en datter, og glæden bredte sig.
Jens havde færdiggjort sin uddannelse på afstand og arbejdede nu som hovedagronom. Signe fik tilbud om at blive skolens rektor, men hun var usikker på, om hun ville påtage sig den rolle.
