**Dagbogsinfo: 15. maj 2024**
“Liselotte, er du helt fra forstanden?” Hende Mette, skoleinspektøren, stemme skar gennem den stille lærerværelse. “Vil du virkelig sige op som 58-årig? Hvad skal du dog lave? Hvor skal du gå hen?”
Liselotte ordnede sine undervisningspapirer i en stabil stak uden at kigge op. Hænderne rystede, men hun lod ikke til at bemærke det.
“Jeg finder på noget, Mette. Jeg skal nok klare det.”
“Er du klar over, hvad du gør? Seksogtredive år på denne skole! Eleverne elsker dig, forældrene roser dig… Du får pension om to år, en god en! Hvad skal du dog lave derhjemme?”
Liselotte så endelig op. Tårerne pressede på, men hun kæmpede for at holde dem tilbage.
“Hvad laver jeg her? Det samme hver dag. Time, time, time… Korrigerer lektier til midnat, forbereder timer, som om jeg ikke allerede kender pensum udenad. Børnene…” Hun tav, strøg en hånd over ansigtet. “De er anderledes nu, Mette. De hører mig ikke.”
“Nonsens! Netop i går sagde Pernilles mor, at det kun er hos dig, at Kasper forstår matematik!”
“Forstår…” Liselotte smilede bittert. “Men hvad laver han i pausen? Stirrer ned i sin telefon, som alle de andre. Jeg spørger ham noget – han mumler noget tilbage. Jeg forklarer en opgave – han glor ud ad vinduet. Og derhjemme sidder han til klokken tre om natten i de der spil.”
Mette sukkede dybt og gik hen til vinduet.
“Liselotte, hvorfor gør du dig selv så ulykkelig? Det er tiderne, børnene er sådan nu… Men vi må lære dem! Hvem ellers hvis ikke os?”
“Jeg ved det ikke,” svarede Liselotte stille. “For at være helt ærlig, jeg ved det simpelthen ikke mere.”
Liselotte gik hjem gennem de velkendte baggårde, tællende trinene op til tredje sal. Tyve altid. Alt i hendes liv var forudsigeligt, planlagt til minuttet.
“Mor, du er tidligt hjemme i dag!” Datteren Signe stak hovedet ud fra køkkenet. “Er der sket noget?”
“Jeg har skrevet min opsigelse,” svarede Liselotte kort og fortsatte ind til sit værelse.
“Hvad for en opsigelse? Mor, hvad snakker du om?” Signe fulgte efter hende.
“Fra jobbet.”
Signe stod som lammet, greb derefter om dørkarmen.
“Er du blevet syg? Har du feber?” Hun røgte hen til sin mor, følte på hendes pande.
“Lad være, Signe. Jeg er ikke syg. Jeg har bare besluttet mig.”
“Hvordan besluttet dig? Mor, er du klar over, hvad du siger?” Signe satte sig på sengekanten. “Du har et stabilt arbejde, et godt kollegium, lønnen… Ikke stor, men regelmæssig. Hvad så nu? Blive hjemme? Det er da en sikker vej til depression!”
Liselotte trak sine sko af, strækkede de trætte fødder.
“Er jeg lykkelig nu? Opfyldt? Hver morgen vågner jeg op, som skulle jeg henrettes. Jeg går i skole som en fange på arbejde. Står foran tavlen, forklarer det samme for hundredende gang, men hele tiden tænker jeg bare: Hvornår slutter det?”
“Mor, det sker for alle! Det hedder udbrændthed. Du skal på ferie, hvile lidt…”
“Hvile?” Liselotte lo bittert. “Signe, jeg har ikke holdt ferie i fyrre år. Fyrre år hver dag i skole, hver aften med opgaver. Hver weekend med forberedelser. Hver ferie med kurser eller havearbejde. Hvornår skulle jeg have holdt ferie?”
Signe tav, fingrene nervøst i trøjekanten.
“Hvad vil Jens sige?” spurgte hun til sidst.
“Hvad har Jens med det at gøre?”
“Hvad mener du? Han er jo din… Altså, I er jo…”
“Vi er hvad?” Liselotte vendte sig mod datteren. “Vi ses én gang om ugen, om søndagen. Vi går i biografen eller teatret. Så følger han mig hjem, kysser mig på kinden og går tilbage til sig selv. Sådan har det været i tre år.”
“Men I har da tænkt jer at…”
“Tænkt os hvad?” Liselotte rejste sig, gik hen til spejlet. “Signe, se på mig. Hvad ser du?”
Signe trak på skuldrene.
“Jeg ser min mor.”
“Men jeg ser en gammel dame. Gråt hår farvet hver måned i den samme frisørsalon. Rynker, der kommer til hvert år. Hænder, der kun kender kridt og opgaver. Øjne, der har glemt at lyse. Og ved du, hvad det værste er? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst lo. RigLiselotte tog en dyb indånding, smilede til Signe, og sagde: “Så tager vi til Skagen i morgen og finder ud af, hvad livet ellers har at byde på.”
