Næste dag hang naboen igen ind over vores havehegn. Min kone gik hen til hende og sagde, at vi havde travlt i dag, så vi ikke kunne sidde sammen som i går. “Hvad med i morgen?” spurgte Lene nysgerrigt. “Det samme i morgen. Faktisk synes jeg ikke, du behøver komme over til os mere.”
Min drøm om at bo i byen førte ikke til noget godt.
Min kone har et hus på landet. Dengang hendes forældre stadig levede, besøgte vi dem ofte. Jeg elskede, når de dækkede bordet ude under det store pæretræ om aftenen. Så kunne vi sidde og snakke, indtil det blev helt mørkt. Hver gang vi besøgte dem, skete det samme, og om vinteren tændte svigermor op i brændeovnen. Hun bagte frisk wienerbrød, og duften fyldte hele huset.
Min kone og jeg nød at tage på skiferie eller kælke ned ad bakken. Men så døde hendes forældre. Vi solgte aldrig huset, for vi planlagde at bruge det ligeså meget som før. Det blev dog aldrig rigtigt til noget.
Der var altid noget, vi skulle ordne. Til sidst holdt vi op med selv at tænke på huset på landet. Livet gik bare videre, og årene rullede ubemærket forbi. Vores søn mødte en pige og blev gift. Vores svigerdatter, Signe, sagde ofte, at det ville være skønt at bo på landet, bare om sommeren.
Pludselig kom vi i tanke om huset igen. Min kone, Kirstine, og jeg tog først derud. Det var lang tid siden sidst. Alt så ud, som det plejede dog noget mere forsømt.
Vi besluttede os for at gøre lidt rent. Kirstine tog sig af huset, jeg rensede haven. Jeg havde ellers forestillet mig, at huset ville være ved at falde sammen efter så mange års stilhed. Men nej. Da vi fik gjort lidt rent, så det hele helt anderledes ud. Næste dag kom børnene. De gik straks i gang med at rydde op. På en enkelt dag var huset igen rent og hyggeligt. Kvinderne lavede aftensmad, mens min søn og jeg fik repareret det gamle bord og bænken under pæretræet.
Det var så, vi lagde mærke til en kvinde, der gennem hele dagen stod og iagttog os bag hækken. Hun sagde, at hun for nylig havde købt huset ved siden af. Hun ville hilse på os. Som gode danskere bød vi hende indenfor til aftensmad. Hun hed Lene. Hun fortalte, at hun boede alene. Hun havde en datter, som hun havde købt hus til i nærheden. Datteren havde tre børn. Lene selv levede alene, skilsmissen havde for længst landet. Hun snakkede og snakkede, men jeg hørte ikke rigtigt efter længere. Pludselig mærkede jeg et eller andet mod mit ben.
Jeg kiggede under bordet og så, at det var Lenes fod. Jeg trak mit eget ben væk men hun blev ved med at forsøge at nusle mit ben med foden. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg forsøgte så diskret som muligt at rykke væk uden at vække mistanke. Jeg ønskede bestemt ikke, at min kone skulle lægge mærke til det. Men Lene fortsatte bare ufortrødent samtalen. Børnene var allerede begyndt at blive urolige; jeg håbede bare, hun snart gik hjem. Da vi ryddede aftensmaden af, bemærkede Kirstine, at Lene virkede alt for fri og upassende. Det kunne jeg kun nikke ja til – men jeg indrømmede ikke, hvad der var foregået under bordet. Jeg følte mig flov, og jeg tror ikke, det var første gang Lene havde prøvet den slags. Næste dag surnede hun igen over hegnet. Min kone gik hen og sagde, vi havde for meget at lave til selskab.
“Men hvad så i morgen?” spurgte Lene med et smil.
“Det bliver det samme. Kom venligst ikke over til os mere,” sagde Kirstine bestemt.
Det var egentlig ret modigt gjort. Lene mumlede noget surt for sig selv, men vi hørte ikke efter. Vi var ligeglade. Jeg synes, Kirstine traf den rette beslutning. Vi danskere sætter pris på ærlighed og åbenhed, men også på tryghed og respekt. Føler man, at noget ikke er rart, så siger man det fra. Sådan undgår vi trælse situationer, og vi passer på vores familier. Det er måske den vigtigste lektie: Lyt til din mavefornemmelse, vær ærlig og stå fast på dine grænser, så kan man leve med ro i sjælen.
