– Rikke, tag hende nu! Jeg kan simpelthen ikke mere! Selv at røre ved hende giver mig kvalme!
Eva sad og rystede. Babyen græd hjerteskærende i hendes arme.
Rikke løftede sin lille niece ind til sig og nikkede.
– Fint nok. Men det er dit valg, ikke? Du brokker dig ikke senere?
– Nej, hvad skulle jeg brokke mig over?! Tag hende bare, jeg kan ikke bruge hende til noget!
Lille My kom til verden for kun en måned siden. Siden Eva blev gravid, var der noget helt off. Rikke forklarede det med hormon-kaos og sen graviditet. Eva havde været enke i over syv år. De ældste børn var flyttet hjemmefra. Et smuttur til Skagen, en ferieromance og en uventet graviditet tog familien med bukserne nede. Eva havde aldrig været den spontane type. Først virkede hun glad for at skulle have en baby. Men så begyndte Rikke at lægge mærke til, at Eva enten gik amok i babytøj og barnevognsjagt for så at klappe helt i og sidde og glo stift ud i luften i ugevis.
Op til fødslen trak Eva sig fuldstændig. Ringede ikke til mor. Ikke til Rikke. Ikke til ungerne. Rikke blev nervøs og fandt hende på barselsafdelingen parat til at skrive under på, at hun ville afgive barnet.
– Eva, hvad sker der? Hvorfor?
– Jeg ved det ikke engang selv. Jeg føler bare ingenting. Hun er fremmed for mig.
– Hvordan fremmed?! Det er jo din baby!
– Ikke mere! Eva vendte ryggen til.
Rikke trak det helt store skyts frem og kørte moren ind. Eva sagde ja til at tage barnet med hjem. Moren insisterede på, at de boede hos hende for at hjælpe med den lille. I virkeligheden holdt hele familien øje med Eva. Eva passede sin datter på autopilot hendes indlevelse holdt max et minut. Navnet fandt mormor på. Arme og kærlighed leverede moster Rikke.
– Eva, jeg tager hende. Jeg opdrager hende, men lidt tid så hvem tror du, hun kalder mor?
– Det rager mig. Bare det ikke er mig.
En uge senere var papirarbejdet ordnet, og Rikke var nu Mys officielle værge. Eva flyttede til Odense.
Lille My voksede op som en vildbasse med verdens smittende grin. Megatidligt snakkende og gående. Hun kaldte Rikke mor.
Tolv år gik.
– Mor, jeg fik tre 12-taller i dag! I morgen skal vi i biografen med klassen! Mys lyse stemme fyldte hele lejligheden.
– Er det hende?
– Ja, Eva, det er hende. Men jeg beder dig
– Hej! Jeg hedder My, hvem er du?
I døren stod en spinkel, højt-voksen pige med kæmpestore øjne og så forvirret fra kvinden ved bordet til den kridhvide Rikke ved vinduet.
– Øh… jeg er Eva. Din mor, My.
– Jeg bad dig jo!, sukkede Rikke og gik hurtigt over til My. My, jeg skal nok forklare det hele!
– Ingen grund til det, mor. Lad os høre. Du siger, du er min mor. Javel og?
– Jeg er kommet for at hente dig. Jeg vil have dig hjem.
– Hvorfor?
– Fordi du er min datter.
– Nej, det er jeg ikke. Min mor er lige her, og jeg ønsker ikke nogen anden! Du må undskylde, men du er bare en fremmed. My drejede om på hælen og forlod køkkenet.
Rikke sank udmattet ned på stolen.
– Nå, hvad har du så opnået?
– Indtil nu intet. Men det kommer! Jeg kæmper videre, også i retten hvis jeg skal.
– Hvorfor? Du ville ikke have hende. Du afviste hende. Ingen forstod noget. Nu, tusind år senere, vælter du ind uden varsel og håber, hun springer i armene på dig? Undskyld, Eva, men tag nu hjem til mor. Vi taler senere. Jeg skal ind til min datter.
– Din niece! Eva protesterede.
Rikke trak bare på skuldrene. Hun gik ind til My og satte sig på sengen.
– Min pige…
– Mor, vent nu lige. Før du begynder at forklare, så skal du høre. Jeg ved det. Sidste år da vi gjorde rent hos mormor fandt jeg papirerne om værgemål. Jeg blev vildt vred over, I ikke havde sagt noget. Ville egentlig opsøge hende og spørge: Hvorfor? Men så fandt jeg ud af, at jeg ikke behøver det. Du er min mor! Jeg skal ikke bruge andre!
– My, mit barn! Jeg slipper dig aldrig!
– Nej, jeg slipper heller ikke mig!, grinede My. Kan du huske min klassekammerat, Christian? Hans mor er advokat ring til hende, hun er vildt specialist i familieret.
– Prøv engang, søde, så voksen behøver du heller ikke at lege endnu. Du bestemmer ikke det hele jeg er stadig den voksne (i hvert fald lidt endnu). Rikke lo og krammede sin datter. Vi ringer selvfølgelig og får styr på det.
Der gik masser af nerver og råben forud, men retten lod det blive, som det var. Mys mening var klokkeklar: hun ville hverken bo hos eller have noget med Eva at gøre.
De to søstre stod foran retten.
– Så er det overstået. Endelig. Rikke sukkede lettet. Hvad nu?
– Jeg flytter, Rikke. Jeg skal nok blande mig udenom, men hjælpe det lover jeg. Der har længe været oprettet en konto til My, og papirerne har mor. Alt er der.
– Hvorfor det hele, Eva? Hvorfor gik du dengang fra hende?
– Der var ingen romance, Rikke. Intet eventyr, ikke noget. Bare en mørk park. Sent.
Rikke gispede.
– Og det sagde du aldrig?! Har du bare gået med det i dig selv alle de år?
– Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Derfor sagde jeg aldrig noget. Jeg fattede ikke engang, jeg var gravid troede bare det var overgangsalderen, og så blev det for sent. Fortæl ikke My noget! Hun skal ikke slæbe på det. Det er ikke hendes liv, det er mit. Måske tilgiver hun mig en dag.
Rikke lagde armene om sin søster, og begge så hen mod mormor og My, hvor de stod sammen.
– Af og til bliver det værste faktisk til det smukkeste i verden. Hun er godt nok flot! Eva tørrede øjnene, og for første gang i evigheder så Rikke et ægte smil brede sig på søsterens ansigt.
