– Nadja, jeg er hjemme, tag godt imod mig! – L-Leon?! Hvorfor er du allerede tilbage? Du skulle jo først komme hjem om tre dage… En kvinde i begyndelsen af trediverne trådte ud i entreen, hurtigt svøbt i sin silke-morgenkåbe, og så forvirret på manden, der stod i døren. – Ville overraske dig, Nadja. Ser det lykkedes! Er du da ikke glad? – Den høje, bredskuldrede mand smilede tilfreds over hele ansigtet. – Jeg er rigtig, rigtig glad! Gå straks ud i køkkenet, så varmer jeg mad til dig. Tilfreds nikkede Leon til sin kone og gik mod køkkenet. Der ventede et overdådigt bord: jordbær, chokolade og mad lige ud af ovnen – nærmest som lavet til ham. – Nå, Nadja, du har da gjort dig umage! Hvor vidste du fra, jeg kom hjem på denne dag? Du er næsten synsk! Leon lagde ekstra meget mad på sin tallerken og gik i gang med middagen. Konen lod vente på sig, men Leon ville ikke kalde på hende: måske skulle hun bare lige tage en fin kjole på for sin elskede mand… – Leon, jeg… Vi… – Nadja, din steg smager fantastisk! Og salaten, og pandekagerne – man slikker sig om fingrene! – Men… Anders?! Leon vendte sig rundt. Der stod Nadja med armen om hans egen bror, Anders. Kvinden så sky ned i gulvet, Anders stod i shorts og t-shirt og gned sig træt i panden. – Ja, Leon, det er mig. Hej, brormand… – Goddag. Kan I så fortælle mig, hvad der foregår her? Eller det er måske åbenlyst… – Leon, jeg… Jeg har længe villet fortælle dig det. Jeg elsker din bror, Anders, og vil kun være med ham. Undskyld. – Nadja sagde det i et åndedrag og så på sin måske-nu-ex-mand. Leons tallerken faldt til gulvet og maden fløj ud over køkkenet. – Så I… Lige nu… – Ja. Vi var sammen lige nu. – Flot, bare flot, Nadja! Og du Anders, du er da for vild! Mine kære, kære mennesker! Nå, så var det altså derfor du lavede så lækker mad, Nadja… Og ikke til mig! Nadja kunne ikke se ham i øjnene. Hun vidste, at hvis hun bare løftede blikket, ville hendes styrke forsvinde. – Og Ida? Hvad skal der nu ske med vores datter? Ved hun det? – Nej, det… Det ved hun ikke. – Hvor er hun i aften? – Hun ser tegnefilm hos naboen. – Og det gør hun tit? – Det har hun gjort i et halvt år nu… Leon løb tør for spørgsmål. Også for følelser. Han var træt efter rejsen og så ingen mening i at skabe drama. Han havde fra naturens side en rolig og stabil karakter. Men blev det for meget, så kunne han eksplodere. Dog mest undtagelsesvis. Men at blive forrådt af to allernærmeste – det havde Leon aldrig forventet. Han blev lidt paf, men kun et øjeblik. – Du har ti minutter til at pakke. Tiden starter nu, – sagde Leon og tog en tår af sin te, uden at se på sin bror. – Hvad i alverden ser hun i Anders? Han ligner mig, ja, men kan ikke arbejde og har ikke meget at byde på… Hun kommer til at tabe på det valg. Men hendes sag! – tænkte Leon, mens han drak videre. – Jeg går ikke, før jeg får dit samtykke, – pludselig rejste Anders sig. – Og hvad for et samtykke er det, du vil have? – Til skilsmisse… Slip Nadja fri, hun elsker dig ikke! – Ja, det kan jeg jo se… I får jeres skilsmisse, men kun gennem retten! Så kan I bruge penge på advokater i stedet! – Leon… – Nadja lagde hånden på hans håndled. – Leon, lad os skilles i fred og ro. Du er jo god af natur – jeg ved det… Han rystede på hovedet. – Fint. Sådan bliver det. Men du er ikke længere min bror, Anders Vagnsen! – Vi… Vi ville gerne spørge dig om noget mere… – Hvad nu? – Lad mig blive boende i lejligheden efter skilsmissen, Leon! – Nadja smilede charmerende mens hun nussede hans arm. – Ida er så glad for stedet, har mange venner på skolen… Hvis vi skal dele lejligheden, har vi ikke råd til ny, så skal vi tilbage til landet… Leon lagde hagen mod sine hænder og tænkte. Da hun mærkede, han tøvede, begyndte Nadja at tale endnu blidere: – Leon, skat… Gør det for din datters skyld. Du er ung, tjener mange penge og kan købe nyt! Please, for din eneste datter! – Tag det roligt, Nadja, – afbrød han hende. – Jeg har en bedre idé. – Hvilken? Vil du også give bilen til os? Ida ville blive glad! – Ida skal bo hos mig. – Hvad?? Er du blevet skør, Leon? Du kan jo ikke håndtere børn! Du er aldrig hjemme, altid på forretningsrejser… Hun kan knap huske dit navn! – Det ser vi nu, – sagde han og gik ud i gangen. Få minutter efter kom Leon tilbage med datteren i hånden. En pige på ti år, lige startet i fjerde klasse. Hun klemte fars hånd og smilede stolt. – Hvorfor tager du hende med – skal hun blandes ind i konflikten?! – snerrede Nadja. Men Leon svarede ikke. Han satte sig på samme plads i køkkenet, satte datteren på skødet og sagde: – Ida, må jeg stille dig nogle spørgsmål, min skat? – Selvfølgelig! – svarede pigen glad. – Men du lover at svare ærligt! For nu taler jeg til dig som til en voksen. – Ligesom med mændene på dit kontor? – Lige præcis. Pigen nikkede. Hun glædede sig til, at far skulle tale alvorligt. – Sig mig, gør mor dig fortræd? Har hun slået dig den sidste uge? Ida blev flov og så væk, fingerede nervøst ved kjolen. – Hvad bilder du dig ind?! – råbte Nadja. – Er du blevet sindssyg? Lad barnet være! – Ti stille, Nadja, jeg taler med mit barn, – svarede Leon skarpt og strøg Ida over håret. – Vær ikke bange, Ida. Du lovede at svare ærligt. Ida nikkede. Tårerne kom frem. Hun kastede sig om fars hals og hviskede: – Hun slog mig tre gange! Først for en dårlig karakter, så for spildt mælk og tredje gang fordi jeg råbte af onkel Anders. Hun kyssede ham, mens du var væk. – Græd ikke, min pige, græd ikke! – Han strøg hendes hår. – Jeg er her, nu beskytter jeg dig. – Det passer ikke! – råbte Nadja. – Jeg har ikke rørt hende med et hår… – Så du vil have lejlighed og bil for at gøre noget godt for datteren? – spurgte Leon og smilede lumskt. – Ida, vil du svare på et spørgsmål mere? – Okay… – Ida, hvis du skulle vælge, hvem ville du bo hos – mor eller far? Hun blev stille. Hendes blik flakkede mellem forældrene. Nadja gjorde alt for at vinde hende, rakte selv armene frem. – Lover du, du ikke rejser igen? – Jeg lover! – svarede faren uden tøven. – Så vil jeg bo hos dig, far. – Din…! – Nadja rakte ud efter pigen, men Leon holdt hende fast og spærrede for. Anders, der havde stået og set tavst til, sagde ikke noget. – Så, Nadja, så fik vi snakket. Du får ikke mere at se til hende, – sagde Leon stille og gik med pigen ind på hendes værelse. Efter få minutter havde han hjulpet Ida med at pakke. Hans egen taske var jo stadig pakket. Leon og Ida tog på hotellet i den anden ende af byen, hvor han tit boede i forbindelse med arbejde. …Nogle måneder senere kom sagen for retten. Da Nadja og Anders hverken havde fast indtægt, bolig eller mulighed for at passe et barn, dømte retten Ida til at bo hos sin far. Især fordi pigen selv ønskede det. Kun ham. Leon delte lejligheden som planlagt og solgte sin halvdel. Ida måtte se sin mor i weekenden, men boede nu hos far i deres nye hjem. Leon omlagde sit arbejdsliv så han kunne være der for sin datter. Nu var der ingen tre-måneders forretningsrejser mere. Og Ida smilede nu meget oftere – det var mere værd end penge eller nogen karriere… Skriv gerne i kommentarfeltet, hvad du tænker om historien! Og giv et like hvis du blev rørt.