– Nadja, jeg er hjemme, gør klar til at tage imod mig! – L-Lenni?! Hvorfor er du allerede hjemme? Du skulle da først komme tilbage om tre dage… En kvinde i trediverne skynder sig ud i gangen, svøbt i en silkekåbe, forvirret og overrasket over manden på dørtrinnet. – Ville overraske dig, Nadja. Kan godt se, det lykkedes! Eller er du ikke glad for at se mig? – Den høje, bredskuldrede mand smiler over hele ansigtet, tilfreds med sin entré. – Jeg er virkelig, virkelig glad! Gå du bare ud i køkkenet, så varmer jeg noget mad. Tilfreds nikker Leon til sin kone og går mod køkkenet. Og der venter et overdådigt bord på ham: jordbær, chokolade, aftensmad direkte fra ovnen… Lige som om det er lavet for ham. – Nå, Nadja, du kan virkelig noget! Hvordan vidste du, at jeg kom hjem i dag? Du er nu forudseende! Leon laster op på tallerkenen og går i gang. Konen kommer ikke tilbage, men han tænker, hun sikkert er i gang med at tage en fin kjole på til sin mand. – Leon, jeg… Vi… – Nadja, hvor er din mad lækker! Salaten, pandekagerne – det smager fantastisk… Andreas?! Leon drejer om og ser til sin forbavselse konen Nadja arm i arm med hans egen bror, Andreas. Nadja ser skyldfuldt ned, og Andreas, iført shorts og T-shirt, gnider sig søvnigt i panden, som om han lige er stået op. – Ja, Leon, mig. Hej, brormand… – Goddag. Vil I så ikke forklare, hvad der foregår her? Selv om det nok er overflødigt… – Leon, jeg… Jeg har længe villet sige det. Jeg elsker din bror, Andreas, og vil kun være sammen med ham. Undskyld mig. – Nadja skynder ordene ud, mens hun kigger underligt på sin nu tydeligt tidligere mand. Leon taber bestik og tallerken på gulvet. Resten af maden klirrer ud over fliserne. – Så, I to… Altså, lige nu har jeg regnet det ud… – Ja. Lige nu var vi sammen. – Fantastisk, virkelig fantastisk, Nadja! Og dig, Andreas – godt gået! Mine kære, yndlingsmennesker! Nå, så forstår jeg jo også, hvorfor du lavede sådan et festmåltid, Nadja… og til hvem! Nadja tør ikke se sin mand i øjnene. Hun frygter, at hendes mod forsvinder så snart hun gør det. – Hvad så med Emma? Hvad med vores datter? Ved hun noget? – Nej, hun… Hun ved ikke noget. – Hvor er hun nu? – Hos naboen, ser tegnefilm. – Hvor tit sender du hende derover? – Det sidste halve år… Leons spørgsmål slipper op sammen med hans energi. Han er udkørt efter rejsen, og et skænderi virker meningsløst. Inderst inde har han altid haft et roligt gemyt og evnen til at tilgive. Men hvis nogen først overskrider grænsen, skal man passe på. Selvom det nu mest er undtagelsen. Denne situation med to af hans nærmeste mennesker overrasker ham – han er indebrændt, men kun et øjeblik. – At du er ude af døren om ti minutter. Tiden starter nu. – Siger Leon, mens han drikker sin te. Han kigger ikke engang på sin bror. – Hvad er det, Nadja ser i ham? Udseendet er jo det samme, de har endda samme modermærke… Han er doven, ikke særlig kvik… Hun vil kun tabe på det her. Men det er hendes valg! – tænker Leon og drikker videre. – Jeg går ingen steder, før jeg får et svar, – siger Andreas pludselig. – Hvilket svar forventer du? – På skilsmissen… Slip Nadja fri, hun elsker dig ikke! – Det kan jeg jo se… Selvfølgelig får I jeres skilsmisse. Men kun gennem retten! Så kan I bruge penge på advokater. – Leon… – sagde hans kone, idet hun lagde en hånd på hans håndled. – Leonard, jeg beder dig, lad os gå fra hinanden i god ro og orden. Du er jo et godt menneske, det ved jeg… Han ryster på hovedet. – Fint, så bliver det sådan. Men du er ikke længere min bror, Andreas! – Vi… vi havde også noget vi ville bede om. – Nå? Hvad nu? – Kan du lade mig beholde lejligheden, Leon? – Nadja smiler sit mest indtagende smil og lægger hånden på hans hånd igen. – Emma er så glad for dette område, har venner i skolen… Hvis vi skal dele lejligheden, har vi ikke råd til en ny, så må vi tilbage til landet… Leon lægger hagen på hænderne og tænker. Han tøver, og Nadja fortsætter med charmeoffensiven: – Leon, søde… Giv datteren en god gave. Du kan jo bare tjene pengene ind igen – du er så dygtig! Vær nu rar; det er for hendes skyld. – Tag det roligt, Nadja, – siger han bestemt. – Jeg har en bedre idé. – Nå? Hvilken? Vil du give os bilen også? Emma ville elske det! – Emma skal bo hos mig. – Hvad?! – Nadja kan ikke tro sine ører. – Er du blevet skør? Du kan jo ikke passe børn! Du er altid på forretningsrejse… Hun kan jo knap huske dit navn! – Lad os teste det, – siger Leon og går ud. Et par minutter senere er Leon tilbage og holder datteren i hånden – en pige på ti år, lige begyndt i 4. klasse. Hun klemmer sin fars hånd og smiler stort. – Hvorfor har du hentet hende? Skal hun involveres i konflikten nu?! – spørger Nadja vredt. Men Leon svarer ikke. Han sætter sig, tager datteren på skødet og begynder at tale: – Emma, skat, må jeg stille dig et par spørgsmål? – Selvfølgelig! – stråler hun, glad for faderens opmærksomhed. – Vil du love at svare ærligt? For jeg vil tale til dig som en voksen pige. – Ligesom du gør med mændene på kontoret? – Netop. Hun nikker forventningsfuldt. – Er mor nogensinde ond mod dig? Har hun slået dig den sidste uge? Emma ser ned, nervøs. Hun piller udæsket ved kjolens stof. – Hvad bilder du dig ind? – råber Nadja. – Lad barnet være i fred! – Ti stille, Nadja. Jeg taler med min datter, – siger Leon bestemt, stryger barnet over håret og fortsætter. – Vær ikke bange. Du lovede at være ærlig, ikke? Hun nikker, og tårerne måber frem i øjnene. Hun krammer sin far og hvisker ind i brystet: – Ja, hun har slået mig tre gange! Først for en dårlig karakter, så for spildt mælk, tredje gang fordi jeg råbte af onkel Andreas. Hun kyssede ham, da du var væk. – Det er løgn! – protesterer Nadja. – Jeg har aldrig rørt hende… – Så du vil have lejlighed og bil for datterens skyld? – spørger Leon med et listigt smil. – Emma, kan du svare på ét spørgsmål mere? – Ja… – Hvis du selv måtte vælge, hvem ville du bo hos: mig eller mor? Pigen tøver, kigger først på far, så på mor. Nadja rækker armene ud, forsøger at lokke hende over på sin side. – Lover du, du ikke rejser væk længe igen? – Jeg lover! – svarer Leon uden tøven. – Så vil jeg bo hos dig, far. – Hvordan kan du! – råber Nadja, men Leon omfavner sin datter, beskytter hende. Andreas holder sig i baggrunden. – Så har vi talt ud, Nadja. Du ser hende ikke mere, – siger Leon roligt og går med datteren til hendes værelse. Få minutter senere har Leon hjulpet datteren med at pakke. Hans taske fra rejsen er allerede klar. Leon og pigen flytter på hotel – han kender ét gennem arbejdet. …Måneder senere er der retssag. Uden fast indkomst eller bolig til Nadja og hendes nye mand, får Leon forældremyndigheden over Emma, som også selv har valgt det. Leon deler lejligheden og sælger sin halvdel. Emma kan se sin mor i weekenden, men bor nu med sin far i en ny lejlighed. Leon ændrer sit liv radikalt, skærer ned på rejser for at være nær datteren. Og Emma smiler lidt oftere – og det er mere værd end penge og arbejde… Skriv i kommentarerne, hvad du mener! Giv et like, hvis du kan lide historien.

Anneli, jeg er hjemme, gør klar til at tage imod!

Lasse?! Hvordan kan det være, du allerede er hjemme? Du sagde jo, du først ville komme om tre dage

En kvinde omkring de tredive år kom ud i entreen, hurtigt viklende sig ind i en silkekåbe, mens hun forvirret så på manden ved døren.

Jeg ville lave en overraskelse, Anneli. Ser ud til, at det lykkedes! Er du slet ikke glad? Den høje, bredskuldrede mand smilede over hele hovedet, tydeligt tilfreds med effekten.

Jo, jeg er rigtig glad! Gå ud i køkkenet, så varmer jeg maden til dig.

Lasse nikkede smilende til konen og fortsatte mod køkkenet. Han blev mødt af et overdådigt bord: jordbær, chokolade, frisklavet aftensmad, som om det hele var tilrettelagt for ham.

Nå Anneli, du har bare været forudseende! Hvordan vidste du, jeg kom hjem i dag? Hvor er du bare opfindsom!

Han øsede godt med mad op på tallerkenen og begyndte at spise med stor appetit. Konen lod vente på sig, men Lasse tænkte, at hun sikkert klædte sig pænt på for sin mand. Hun anstrengte sig virkelig

Lasse, jeg Vi

Hold da op Anneli, hvor smager det godt! Stegen, salaten, pandekagerne man skulle tro, du havde lavet det hele specielt til mig Anders?!

Lasse vendte sig rundt og så, at Anneli stod arm i arm med hans lillebror, Anders. Anneli betragtede gulvet undskyldende, mens Anders, iført shorts og t-shirt, trættet gned sig i panden som om, han lige var blevet vækket.

Ja, Lasse, det er mig. Hej, bror

Goddag. Nå, kan I så forklare mig, hvad i alverden der foregår her? Selvom det vel nærmest er overflødigt

Lasse, jeg Jeg har længe villet fortælle dig det. Jeg elsker din bror, Anders, og vil kun være sammen med ham. Undskyld. Anneli sagde det i én køre, mens hun sendte et sky blik til manden, der allerede var blevet til hendes eksmand.

Da Lasse hørte det, slap han tallerkenen, og maden gled ned på gulvet med et højt klir.

Så, hvis jeg forstår rigtigt Lige nu

Ja. Lige nu var vi sammen.

Fantastisk, bare fantastisk, Anneli! Og dig også, Anders! Hvor er I bare et par skønne mennesker! Nu forstår jeg, hvorfor maden var så god og hvem den var til!

Anneli turde ikke se ham i øjnene. Hun vidste, at hvis hun så op, ville alt hendes mod forsvinde.

Og Mille? Hvad med vores datter? Ved hun det her?

Nej, hun hun ved det ikke.

Hvor er hun så nu?

Hos naboen, hun ser tegnefilm.

Hvor tit hænger hun egentlig ude ved naboen?

Det har hun gjort det sidste halve år

Nu havde Lasse ikke flere spørgsmål. Ej heller flere følelser. Han var træt efter sin rejse og gad ikke lave en scene. Af natur var han rolig og kunne ikke rigtig hidse sig op længe.

Men hvis nogen pressede ham for meget, så kunne det eksplodere. Det var dog undtagelsen snarere end reglen.

Dette svigt fra to af hans nærmeste overraskede Lasse fuldstændig. Han blev næsten helt forvirret, men kun et øjeblik.

I skal være ude af lejligheden om ti minutter. Tiden starter nu. sagde Lasse og nippede til sin te. Han kastede ikke et blik på sin bror.

Hvad ser hun dog i ham? Udseende næsten ens, endda de samme modermærker Han er doven, mangler initiativ hun vil bare tabe med ham. Men hendes valg! tænkte Lasse, mens han drak videre.

Jeg går ingen steder, før du giver samtykke, sagde Anders pludselig og rejste sig.

Og hvad er det for et samtykke, du kræver af mig?

Til skilsmisse Slip Anneli fri, hun elsker dig jo ikke!

Jeg kan godt se, hvem min hustru elsker sagde Lasse med et smil. I vil skilles? Det skal I få men kun gennem retten! Så kan I bruge alle jeres penge på advokater.

Lasse Anneli lagde hånden på hans håndled. Lasse, lad os nu skilles i mindelighed. Du er jo ikke sådan. Du er god, det har jeg altid vidst

Han rystede på hovedet.

Okay da. Sådan bliver det. Men du er ikke længere min bror, Anders Vilhelm!

Vi vi ville også spørge om noget mere.

Hvad nu?

Lad mig få lejligheden efter skilsmissen, Lasse! Anneli forsøgte sig med et betagende smil, mens hun fortsatte at stryge hans hånd.

Mille er så glad for stedet her, hun har mange venner i skolen Hvis vi sælger lejligheden, har vi ikke råd til noget andet og skal sikkert ud på landet igen

Lasse lagde hagen på sine foldede hænder og tænkte. Da Anneli fornemmede hans tøven, skrålede hun videre.

Lasse, min skat Giv din datter en gave. Du er så dygtig, du tjener jo også mange penge! Det her er kun for hendes skyld. Du har jo kun hende! Jeg gør det for hendes skyld

Nu stopper du, Anneli, sagde han brat. Jeg har en bedre idé.

Og hvad er det? spurgte Anneli ivrigt og blinkede. Giver du os bilen også? Det ville Mille blive lykkelig for

Mille skal bo hos mig.

Hvad?! Anneli troede ikke sine egne ører. Er du blevet tosset? Du kan jo slet ikke finde ud af børn! Du er jo aldrig hjemme, altid på forretningsrejse Hun kan knap nok huske, hvad du hedder!

Det ser vi om lidt, sagde han og gik ud ad døren.

Et øjeblik senere kom Lasse ind igen, med datteren ved hånden. Mille var ti år gammel, lige gået i fjerde klasse. Hun klemte hans hånd og smilte glad.

Hvorfor har du hentet hende? Skal hun nu blandes ind i konflikten også?! snærede Anneli.

Han svarede ikke. Han satte sig ved køkkenbordet, tog Mille på skødet og begyndte at tale:

Mille, min pige, må jeg stille dig et par spørgsmål?

Selvfølgelig! smilte hun glad. Hun nød, at far lagde mærke til hende.

Lov mig bare, du svarer ærligt! For nu taler jeg med dig som med en voksen pige.

Som når du snakker med mændene på kontoret?

Præcis.

Hun nikkede alvorligt, stolt over, han talte sådan med hende.

Har mor været hård ved dig? Har hun slået dig i denne her uge?

Pigen tav, kørte nervøst fingrene rundt i kjolens stof og undgik hans blik.

Hvad bilder du dig ind? råbte Anneli. Er du vanvittig? Lad barnet være!

Ti stille, Anneli. Jeg taler med min datter, sagde han skarpt og klappede Mille på hovedet. Vær ikke bange, Mille. Du lovede ærlighed kan du huske det?

Mille nikkede, og med tårer i øjnene krøb hun ind til ham og hviskede ind mod hans skjorte:

Ja Hun slog mig tre gange! Først fordi jeg fik et tretal, så fordi jeg spildte mælk, og så fordi jeg råbte af onkel Anders. Hun kyssede ham, mens du var væk

Så så, lille skat. Græd ikke, græd ikke, hviskede han og strøg hende over håret. Jeg er her, jeg forlader dig ikke. Mor skal ikke slå dig mere.

Hun lyver allesammen! afbrød Anneli, jeg har aldrig rørt hende!

Nå, så du vil altså gerne have lejlighed og bil for datterens skyld? spurgte han, nu med et listigt smil. Mille, må jeg stille dig et spørgsmål mere?

Ja

Hvis du kunne vælge: At bo med mig eller med mor hvem ville du være hos?

Mille så skiftevis på begge forældre, og Anneli rakte straks hænderne ud for at vinde hende over.

Lover du, du ikke rejser væk hele tiden?

Jeg lover det! svarede Lasse uden tøven.

Så vil jeg bo med dig, far.

Du udbrød Anneli, og rakte ud efter barnet, men Lasse greb Mille fast og skærmede hende med sin ryg. Anders stod mut og tavs i baggrunden og sagde ingenting.

Så talte vi om det, Anneli. Du får hende ikke at se igen, sagde Lasse roligt og gik ind på børneværelset med Mille.

Få minutter senere hjalp han Mille med at pakke. Hans egen taske var allerede pakket klar efter forretningsrejsen, så de tog straks hen på det hotel, han plejede at bruge, i den anden ende af København.

Nogle måneder senere var der retssag. Eftersom Anneli og Anders hverken havde fast job, bolig eller mulighed for at tage sig af Mille, besluttede dommeren, at Mille skulle bo hos faderen.

Mille ville selv kun bo hos ham.

Lasse delte lejligheden, solgte sin halvdel, og Mille fik lov til at se sin mor i weekenderne, men boede fast hos sin far i deres nye lejlighed.

Lasse lagde sin hverdag fuldstændig om for at kunne tilbringe tid med Mille. Nu havde han ikke længere tre måneder lange tjenesterejser. Og Mille begyndte at smile meget mere og det var mere værd end penge eller arbejde

Skriv gerne, hvad du synes om dette i kommentarerne, og husk at give et like.