Nabokonen stjal min kompost med sække om natten. I går var jeg gavmild: jeg tilsatte en god portion tørgær.
Har du nu været henne ved min bunke med spande igen? Det var ikke et spørgsmål, jeg konstaterede bare det indlysende.
Lisbeth, min nabo på den anden side af hækken, reagerede ikke det fjerneste. Hun stod midt i sin køkkenhave, støttende på hakkejernet, og kiggede på mig, som om jeg uretfærdigt havde beskyldt hende for noget.
Mille, hvorfor hidser du dig sådan op? Du har jo en hel bakke fyldt nænner du ikke at dele lidt med din barndomsveninde?
Det er ikke bare godt, Lisbeth. Det er fem tusinde kroner for læsset plus fragt, jeg nikkede mod den stadigt mindre kompostbunke i min baghave. Og faktisk er det altså mit.
Jamen altså, spis dig mæt i det! udbrød hun dramatisk og rullede med øjnene. Så tog jeg et par spande for at give agurkerne lidt at leve af. Min pension rækker ikke langt jeg har altså ikke råd til at købe med lastbillæs, som andre kan.
Hun vidste præcis, hvilke strenge hun skulle spille på. Lisbeth kunne altid fremstille sig selv som offer: det var altid nogen andres skyld kommunen, regnen, solpletter, og naturligvis mig, fordi mine tomater bliver modne før hendes.
Jeg gik indenfor igen, og mærkede frustrationen stige op i halsen som en klump. Det handlede egentlig ikke om et par spande eller pengene det var den frække frejdighed i, at hun troede, jeg var naiv.
Hver nat, omkring klokken to, kunne jeg høre den velkendte raslen. Det var ikke en lille spand. Lisbeth gik til den: hun fyldte store sorte sække og slæbte dem bort som om hun forberedte sig på belejring.
Torben sad i køkkenet, gnavede på en rugbrødsmad og løste krydsord.
Er hun på spil igen? spurgte han uden at se op.
Igen. Og kalder mig endda nærig.
Jamen, sæt en musefælde op, da.
Ja, og så skal jeg bagefter forklare, hvorfor naboen må hoppe rundt på et ben. Der skal snilde til, ikke vold.
Jeg gik hen til vinduet og kiggede over på hendes drivhus genstand for naboernes fælles misundelse. Lisbeth elsker at fortælle, at hun har en særlig sort og grønne fingre. Ja, nemt nok, når man skraber til sig fra andres bunke.
Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg lå der og lyttede: en hund gøede et sted i nærheden, der sang cikader, og så igen rasle-rasle. Skovlen stak i kompostbunken med umiskendelig lyd. Jeg havde plejet bunken, dækket den med presenning, og passet på og alligevel tog hun for sig, som om det var hendes.
Om morgenen gik jeg ud på trappen Lisbeth var allerede i fuld gang i haven.
Godmorgen, Mille! sang hun. Dine squash ser gule ud derovre, fejler de noget?
Hun så nærmest lykkelig ud på sporene kunne jeg se, at hun havde fjernet mindst tre sække i løbet af natten.
Goddag, Lisbeth. Du får mig ikke sådan.
Jeg gik forbi skuret, og mit blik faldt på hylden med havekemi: frø, gødning og en stor gul pose tørgær til jordbær. I det øjeblik fik jeg en idé.
Lisbeth lagde de stjålne sager i kraftige byggesække, bandt dem stramt og gemte dem i drivhuset, så godterne kunne ligge lunt. Men i drivhuset var der nu både varmt og fugtigt perfekte forhold til gæring.
Jeg hældte varmt vand i en spand, tømte resterne af sukker fra skabet i og tilsatte hele pakken tørgær. Blandingen gav sig straks til at boble duftede kraftigt af gæring og retfærdighed.
Da det blev mørkt, men før Lisbeth gik på rov, sneg jeg mig rundt i haven. Jeg vidste præcis, hvor hun plejer at krybe ind gennem hullet i hegnet. Lige der hældte jeg spanden med blandingen ned og blandede toppen kan du lide at tage andres ting, så vær så god: en hjemmelavet hilsen.
Derhjemme vaskede jeg hænderne grundigt og gik til ro med fornemmelsen af, at balancen var genoprettet.
Hvorfor smiler du? mumlede Torben søvndrukken.
Jeg får gode drømme i nat, sagde jeg og trak dynen op.
Natten var usædvanligt stille ingen raslen, ingen larm. Lisbeth har nok været mere forsigtig denne gang.
Men morgenen begyndte ikke med kaffe. Det begyndte med et hyl, som om hun havde indfanget en vild grævling i haven.
Torben og jeg sprang begge op. Min mand, kun i underbukser, fór hen til vinduet.
Hvad sker der?! råbte han og gnubbede øjnene.
Jeg greb morgenkåben og gik ud på trappen. Den kølige morgenluft bar en sær gæret lugt. Lisbeth stod udenfor sit nye polycarbonatdrivhus, dørene slået op.
Nabokonen så ja, noget for sig selv ud. Hun var pletvist dækket af brunt stads, som om nogen havde været kreativ med en malerpensel. Jeg gik hen til hækken med mit oprigtigste ansigtsudtryk.
Lisbeth, hvad er der sket? Har du sprunget et rør i drivhuset?
Hun vendte sig langsomt. Hendes ansigt var et billede af rædsel og brune pletter.
Det det eksploderede! hvæsede hun. Mille! Det er levende!
Jeg kiggede over hækken og måtte beherske mig for ikke at fløjte. Inde i drivhuset var der total ødelæggelse: hvor sække med bytte havde ligget i fine rækker i aftes, var nu en sand eksplosion.
Tørgæren, som kom i det varme og fugtige miljø og blev lukket inde i de stramt lukkede sække, satte gang i en voldsom gæring og dannede gas. Trykket steg og til sidst kunne sækkene ikke mere: indholdet dampede ud med enorm kraft. De gennemsigtige vægge var smurt ind, og bedene lignede et bombet landskab. Lisbeth stod midt i det hele som hovedrolleindehaver.
Hvad sprang så egentlig? spurgte jeg med uskyldig mine.
Sækkene! hylede hun. Jeg kigger ind, så siger det bang! Endnu én, og så én mere! Mille, hvad har du hældt i?!
Mig? sagde jeg med ærlig forbavselse. Lisbeth, det er jo min kompost på min grund der er ikke kommet andet i end hvad køerne selv har serveret.
Hvordan den så er havnet i dit drivhus, elegant pakket, dét er virkelig et mysterium.
Lisbeth stod målløs. Tanken kørte rundt indrømmer du, det var mit, så er det tyveri. Siger du, det var dit, hvorfor eksploderer det så? Hun måtte blot stå der og flyde både fysisk og i overført betydning.
Det her det er sabotage! kom det til sidst. Du vil forgifte mig!
Hvordan det? Med naturgødning? jeg trak på skuldrene. Måske er stemningen bare dårlig i dit drivhus? Eller nogen har kastet onde øjne? Du plejer da selv at sige, du har lette hænder.
Torben trådte ud og kastede et blik på sceneriet, fnisede i hånden og skyndte sig ind, så grineren ikke kunne høres. Lisbeth greb haveslangen og begyndte desperat at vaske resterne af egen idérigdom væk.
Vandet løb ned af hendes morgenkåbe, men lugten havde sat sig fast for alvor. Det var ikke bare kompostens duft det var et nederlags klare signatur.
Hele dagen gik snakken i byen: nogen mente, hun havde hjemmebrænderi, andre mente, det var et meteornedslag. Hovedpersonen sagde ikke et ord og skrubbede drivhuset til mørkets frembrud.
Hun måtte fjerne alle planterne og skifte det øverste lag jord ud der blev lidt for meget gødning til selv de mest hårdføre vækster. Om aftenen var hun for første gang ikke ude til den faste aftente på bænken.
En uge efter bestilte jeg igen et læs kompost. Bunken blev dumpet samme sted. Natten var usandsynligt stille ikke et knas i hækken, ikke skovl, ikke sække.
Jeg gik en tur i haven månen lyste ned på en fuldstændig urørt bunke.
Om morgenen gik Lisbeth forbi mit hegn, drejede demonstrativt hovedet væk. Nu købte hun gødning nede i byggemarkedet i skrigende farvede poser for egne penge.
Hej med dig, nabokone! råbte jeg. Hvordan går det med peberfrugterne?
Hun stoppede, så på mig. I hendes blik var der ikke skyggen af skyld kun frygten for de kemiske vidundere.
De gror, sagde hun kort. Jeg klarer mig selv, uden din hjælp.
Fint. Hvis du savner opskriften, kender du den jo nu.
Hun spyttede surt i gruset og travede hjemad. Jeg gik ind og lavede en kop stærk, sort te.
Der var helt ro indeni ingen skadefryd, ingen jubel. Bare sådan, at tingene har fået deres plads. Det, der er mit, er mit og mit bliver ikke længere rørt.
Grænser handler ikke kun om hegn, men om at lære folk, hvor man ikke bør stikke næsen hen. Og der står altid tørgær på øverste hylde nu man ved jo aldrig, hvem der næste gang får lyst til at prøve min gavmildhed. Det kræver situationsfornemmelse.
