Min nabo stjal min husdyrsgødning i sække om natten. I går hældte jeg ekstra gær i bunken.
Du har da igen været ovre ved min bunke med spande? jeg stillede ikke et spørgsmål, jeg konstaterede bare det åbenlyse.
Lisbeth, naboen bag hækken, løftede ikke engang et øjenbryn. Hun stod midt i sin køkkenhave, lænet mod hakken, med et blik der sagde, at hun følte sig uskyldigt anklaget.
Malou, hvorfor hidser du dig sådan op? Du har jo bjerge af det stads! Kan du da ikke unde lidt til din barndomsveninde?
Det er ikke bare stads, Lisbeth. Det er ti tusind kroner for en lastbil fyldt plus levering, nikkede jeg mod den mærkbart svindende bunke bagerst i haven. Det er altså min ejendom.
Jamen dog, spis det endelig selv! himlede hun med øjnene. Så tog jeg et par spande til at gøde agurkerne. Min folkepension rækker ikke til hele læs som dine.
Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige for at trykke på de rigtige knapper. Lisbeth var ekspert i at fremstille sig selv som offer: det var altid nogen andres skyld kommunen, vejret, fugletræk, og så selvfølgelig mig, fordi mine tomater modnede før hendes.
Jeg gik ind, halsen snørede sig i irritation. Det handlede ikke om spandene eller pengene det var næsvisheden og følelsen af at blive gjort til grin, der stak mig.
Hver nat, omkring klokken to, hørte jeg den velkendte raslen. Det var ikke bare en lille spand. Lisbeth gik til sagen med stor iver: fyldte kraftige sorte sække og slæbte gødning væk, som om hun forberedte sig på belejring.
Torben sad i køkkenet, tyggede dovent på en mad og løste krydsord.
Så løb hun med det igen? spurgte han, uden at løfte blikket.
Igen, ja. Nu kalder hun mig endda nærig.
Sæt en fælde, så.
Ja, og hvordan forklarer jeg det, hvis hun mister benet? Det kræver snilde, ikke muskler.
Jeg gik hen til vinduet og kiggede over på hendes drivhus misundelsens epicenter. Lisbeth elskede at prale med særlige frø og grønne fingre. Grønne især når hun stjæler fra andres bunker.
Søvnen udeblev den nat. Jeg lå og lyttede; en eller anden hund gøede, græshopperne sang, og så raslen igen. Skovlen knasede i kompostbunken. Jeg plejede den bunke, dækkede den med presenning, passede på og hun tog bare, som var det hendes eget.
Morgenen kom, jeg gik ud Lisbeth var allerede i gang i bedene.
Godmorgen, Malou! hun sang nærmest. Dine squash ser gule ud, fejler de noget?
Hun var tydeligt tilfreds man kunne se sporene i jorden: mindst tre fyldte sække havde hun fjernet i natten.
Goddag, Lisbeth. Tro det bare.
I redskabsskuret fik jeg øje på hylden med havekemi: frø, gødning og en stor gul pose tørgær beregnet til jordbær. Så faldt planen sammen i mit hoved.
Lisbeth puttede det hun stjal i byggesække, bandt dem godt sammen og gemte dem i drivhuset, så næringsstoffet lå lunt og kunne trække. Fugten og varmen i det nye polycarbonatdrivhus var ideelle til gæring.
Jeg hentede en spand varmt vand, hældte resten af sukkeret fra skabet i og tømte hele posen tørgær ud. Blandingen syede, boblerne steg, og en sær, sød lugt bredte sig retfærdigheden var nær.
Da det blev mørkt, men før hun gik på rov, sneg jeg mig langs hækken og fandt hullet hvor hun plejede at smutte ind. Præcis der hældte jeg gæren over og rørte i det øverste lag. Kan du lide at tage fra andre? Så får du også lidt fra hjertet med.
Hjemme vaskede jeg hænderne og gik i seng balancen var genetableret.
Hvorfor smiler du? mumlede Torben søvnigt.
Der kommer gode drømme i nat, svarede jeg og trak dynen op.
Natten var stille. Jeg hørte ikke noget raslen Lisbeth har nok været ekstra forsigtig.
Men morgenkaffen blev afbrudt af et skrig, der lød, som om nogen blev slået ihjel i nabohaven.
Torben sprang op, trusser og hele molevitten, op til vinduet.
Hvad fanden sker der?!
Jeg fik min morgenkåbe på og gik ud på trappen. Den kølige luft var tilsat en underlig sur lugt, der svagt sved i næsen. Lisbeth stod foran sit nye drivhus med dørene på vid gab.
Hun så ja, ikke for godt ud. Hele Lisbeth var oversprøjtet med brune plamager, som om nogen havde svinget en pensel mod hende. Jeg gik hen til hækken og løftede øjenbrynene som sand forbløffelse.
Lisbeth, hvad er der dog sket? Har du sprængt et vandrør?
Hun vendte sig langsomt. Ansigtet bar spor af rædsel og den samme substans.
Det det eksploderede! gispede hun. Malou! Det er levende!
Jeg så gennem hegnet ind i drivhuset havde der været decideret lokaltslagsmål. Sækkene med byttet var natten før pænt stablet, men forvandlet til ragnarok.
Gæren havde slået sig løs i den varme, fugtige luft, inden i lukkede plastiksække. Trykket steg; plastikken pustede sig op som store balloner, til fysikkens love satte ind.
Poserne sprang og indholdet fordelte sig med kraft over hele drivhuset. De gennemsigtige vægge var smurt til, loftet havde fået sit, og Lisbeths sirligt ordnede bede lignede en slagmark efter artilleriangreb. Midt i kaosset stod hun selv.
Hvad i alverden sprang der? spurgte jeg roligt.
Sækkene! peb hun. Jeg ville bare kigge til dem, så sagde den ene BANG! Og så den næste! Hvad har du blandet i, Malou?!
Mig? så jeg oprigtigt overrasket ud. Lisbeth, det er min gødning fra min egen grund. Jeg har ikke tilsat andet end det, koen leverede.
At det så fandt vej til dine drivhussække det er en hel anden sag.
Lisbeth stivnede. Man kunne næsten høre tandhjulene snurre i hendes hoved. Indrømmer hun det stjålne, bekender hun tyveriet. Påstår hun det er eget, bør hun kunne forklare eksplosionerne. Hun stod og flød både konkret og i overført betydning.
Det det er sabotage! stammede hun til sidst. Du vil forgifte mig!
Med gammeldags gødning? Jeg trak på skuldrene. Måske er det bare dårligt karma i drivhuset? Eller måske ondt øje? Du har jo tit fortalt om dine lette hænder.
Torben kom ud, så det kaotiske syn, fnyste og gik ind igen for ikke at bryde sammen af grin. Lisbeth greb vandslangen og begyndte febrilsk at vaske sig ren.
Vandet løb af hendes morgenkåbe, men lugten hængte ved. Det var ikke bare lugten af gødning det var nederlagets duft.
Resten af dagen summede sladderen rundt i hele kvarteret om mærkelige brag hos Lisbeth. Nogle mente hun bryggede hjemmebrændt andre talte om meteoritter. Hovedpersonen selv var tavs og skrubbede drivhuset til sent på aftenen.
Hun blev nødt til at smide alle sine planter ud og udskifte det øverste jordlag gærdoseringen var blevet for stærk selv for robuste peberfrugter. Om aftenen dukkede hun ikke op til den vanlige kaffe på trappen sjældent syn.
En uge senere fik jeg en ny vogn gødning leveret til haven. Bunken blev læsset af samme sted. Ingen natlig aktivitet, ingen raslen det var bemærkelsesværdigt stille.
Jeg gik ud i haven, og i månelyset lå bunken, urørt og uberørt.
Næste morgen gik Lisbeth forbi hegnet med næsen i sky. Nu købte hun sine gødninger i havecentret, pænt pakket og for egne penge.
Dav, nabo! råbte jeg. Hvordan går det med peberne?
Hun standsede, så på mig. Der var ingen anger i hendes blik men en solid portion frygt for uforudsete kemiske processer.
De vokser fint, mumlede hun. Klarer mig selv, uden dine tricks.
Herligt. Opskrift på unik gødning har du jo nu.
Hun snøftede og styrtede ind i huset. Jeg gik ind og lavede mig en stærk sort kop te. I maven var der ro og hverken skadefryd eller jublende sejr. Alt var bare tilbage på rette plads. Mit var mit, og det fremmede fik nu lov at være.
Grænser sættes ikke af hegnets højde, men af de lektier vi gir hinanden. Lad være med at rode i andres bunker, hvis du ikke er parat til konsekvenserne.
Og tørgær det har jeg nu altid på øverste hylde. Man ved jo aldrig, hvilken coloradobille næste gang vil udfordre min hjælpsomhed og der skal bruges forskellige tricks til forskellige folk.
