Min nabo lavede en rygerkrog lige foran min dør. Jeg løste det på den hårde måde og det havde hun ikke regnet med.
Hvor står der, at det her er din luft? Trappeopgangen er fælles! Hvis jeg vil ryge, så ryger jeg. Lær reglerne, dame!
Lea, den tyveårige datter af min nabo Mette, pustede en tyk sky af sødlig damp lige i ansigtet på mig. Ved siden af hende, smidt op på vindueskarmen mellem etagerne, sad to fyre og grinede højt. På betongulvet lå der skodder, tomme energidrikdåser og solsikkeskaller.
Jeg hedder Karen Madsen og arbejder som regnskabschef på et stort værft. Jeg begyndte ikke at hoste eller vifte med hænderne, som de unge tydeligvis havde forventet. Jeg rettede bare på brillerne og kiggede på Lea med det blik, som gør selv inspektører på min arbejdsplads nervøse under revision.
Her ryger man ikke, Lea, sagde jeg køligt. Det er et fællesområde, og derfor forventer jeg, at der ikke ryges, spyttes eller rodes til. Du har fem minutter til at rydde op. Ellers tager jeg sagen videre.
Uh, hvor jeg ryster! Lea lavede en grimasse og børstede demonstrativt asken af på det nyvaskede gulv. Gå ind og drik et glas snaps, Karen, du bliver så hurtigt sur. Skal du klage til min mor? Det var faktisk hende, der sagde, jeg hellere måtte sidde herude og ryge, så jeg ikke gjorde det indendørs.
Fyrene grinede. Jeg lukkede min dør og isolerede mig fra larmen på opgangen.
I gangen duftede der af kartofler på panden og gammel eg sådan en tryg, hjemmeagtig duft. Nu blev den overdøvet af den grimme lugt af tobak, der sivede ind gennem nøglehullet. I køkkenet sad Nikolaj.
Nikolaj er 32, men skelede til 40 med sin begyndende måne og lidt runde ryg. Han er min afdøde mands nevø, og har boet hos mig i ti år. En stille sjæl med let stamme og evig frygt for alting. Han arbejder i et urmager-værksted, og for beboerne her i blokken er han bare den mærkelige, et nemt offer for hån.
K-Karen, er de derude igen? spurgte Nikolaj lavt og trak skuldrene op til ørerne, da lydene fra opgangen steg.
Spis, Nikolaj. Det er ikke noget, du skal tænke på, svarede jeg bestemt, mens jeg øste flere kartofler op til ham. Indeni kogte jeg af raseri.
Om aftenen gik jeg op til Mette. Hun åbnede døren i badekåbe, med telefonen klistret til øret og ansigtsmaske på.
Mette, din datter sidder konstant og ryger lige uden for min dør. Røgen siver ind, og de larmer til langt over sengetid. Jeg forventer, at du tager affære.
Mette rullede med øjnene uden at tage telefonen væk:
Ej, Karen, slap nu af. De er jo unge. Hvor skulle de ellers gå hen? Det er så koldt udenfor. De er jo ikke nogen kriminelle, de sidder bare og snakker. Du kunne prøve at være bare lidt overbærende, ikke? Du har jo ingen børn selv måske derfor du er så hidsig. Og Nikolaj… ja, ham lægger folk jo dårligt nok mærke til. Hvad gør det for ham?
Slaget blev ramt med præcision og ondskabsfuldhed. Jeg trak vejret dybt.
Så det er bare ungdommens sag? Og min Nikolaj irriterer dig? Fint, Mette. Beskeden er forstået.
Jeg gik hjem, satte mig til mit skrivebord og fandt mappen med papirer frem. Følelser er for de svage. Stærke kvinder bruger Lov om Leje og Bekendtgørelse om ordensregler.
Den næste uge holdt jeg mig i ro, næsten usynlig. Lea troede, jeg havde overgivet mig, og skruede bare op for festen. Nu stod der et slidt lænestol på reposen, og musikken drønede til midnat.
Opgøret kom om fredagen.
Nikolaj kom hjem fra arbete med en pose varer og en lille æske et ur til reparation for en kunde. Da han passerede lejlighedsdørene, strakte Leas kæreste han blev kaldt Syre benet ud.
Nikolaj snublede. Posen gik i stykker, æblerne rullede hen ad gulvet, lige ned i cigaretskodderne. Æsken med uret landede hårdt mod væggen.
Se lige strudsen! grinede Syre.
Lea pustede doven en røgsky i luften:
Kan du ikke passe på, klovn? Og du stinker jo af frygt. Saml sammen, mens jeg stadig er i godt humør.
Rød i hovedet og med rystende hænder samlede Nikolaj æblerne. Tårerne stod i øjnene på ham. Han var vant til det. Vant til bare at blive sparket til i stilhed.
Døren gik op. Jeg stod i døråbningen ikke med kost men med min mobil i hånden, kameraet rettet mod Syre.
Overtrædelse af ordensreglement, chikane og skade på ejendom, sagde jeg roligt. Jeg har det hele optaget. Nu tilkalder jeg politiet, og alle optagelser bliver sendt til boligforeningen og til jer.
Sluk kameraet, kælling! råbte fyren, men han turde ikke nærme sig. Mit blik var hårdere end nogen betjent.
Nikolaj, gå ind, kommenderede jeg uden at se på ham.
M-men… æblerne, mumlede han.
Lad dem ligge. Det er affald. Ligesom det, der er på reposen i denne stund.
Da døren havde larmet i bag mig, vendte jeg mig mod Lea, der pludselig var blevet meget stille.
Så lyt nu godt efter, kære du. Troede du, jeg bare sad og led det i en uge? Nej. Jeg samlede beviser.
Hvilke beviser? fnyste Lea, men stemmen rystede svagt.
Jeg har kontaktet ejer af lejligheden. Din mor er jo lejer, ikke ejer det er din far, der ejer lejligheden, og han bor i Aarhus og går ud fra, at hans datter lever stille liv som medicinstuderende og ikke driver et værtshus på trappen.
Leas ansigt blev kridhvidt. Hendes far, en hård mand, betalte kun for deres bolig, hvis opførslen var korrekt.
Du tør ikke… hviskede hun.
Det har jeg allerede gjort. Han har fået billeder og video af jeres sammenkomster ti minutter siden. Og jeg har sendt klage til boligforeningen og politianmeldelse med tidsangivelser og dokumentation for larm, rod og rygning. Politiet er her om en halv time. Din far ankommer i morgen tidlig.
Lørdag morgen rungede trappeopgangen af en dyb mandestemme.
Jeg sad med min morgenkaffe, da det ringede på døren. Der stod en høj, bredskuldret mand i dyr frakke Leas far, Bent Iversen. Ved siden af stod Mette, med hovedet bøjet, og Lea var ingen steder.
Fru Madsen? Bent talte venligt, dog myndigt. Jeg undskylder dybt på vegne af min datter og ekskone. Gangarealet er allerede blevet gjort rent af viceværten, jeg betaler for udbedring af væggene. Lea skal flytte på kollegium. Jeg har frataget dem økonomien.
Jeg nikkede kort og modtog hans undskyldning, som det sig hører.
Det er rimeligt. Men der er en ting mere.
Jeg kaldte på Nikolaj. Han dukkede usikkert op, som om han forventede endnu en overhaling.
Jeres… gæst fornærmede i går min nevø og ødelagde hans arbejde, sagde jeg. Nikolaj er en fantastisk urmager. Han arbejder på ure, som ingen i Schweiz tør røre.
Bent betragtede ham undersøgende.
Urmager?
R-restauratør, stammede Nikolaj.
Sådan, ja! sagde Bent og rakte sin hånd frem. Jeg har en samling lommeure, blandt andet en gammel Breguet, der gik i stå sidste år. Tre værksteder har givet op. Kunne du tage et kig på det?
Nikolaj så op. For første gang kiggede nogen på ham som en fagmand, ikke som den skøre.
Jeg… ja, jeg kan prøve. H-hvis fjederen er hel…
Så er aftalen i hus, sagde Bent og trykkede Niklojas hånd. Undskyld for min datter. Jeg forsømte opdragelsen. Nu får du både erstatning og et job.
Da døren var lukket, så Nikolaj længe på sin hånd. Han rankede ryggen. For første gang i årevis stod hans skuldre lige.
Moster Karen, sagde han næsten stammeløst, Jeg tror, jeg vil samle de æbler op. Maden bør ikke gå til spilde.
Jeg vendte mig mod vinduet, så han ikke så tårerne i mine øjne.
Gør det, Nikolaj. Og sæt vand over til te. Vi har noget at fejre i dag.
På reposen var der ro og rent. Der duftede af rengøringsmiddel og frisk maling. Inde fra vores hjem bredte sig en duft af hjemmebag og lyden af Nikolajs selvsikre stemme, idet han forklarede mig, hvordan en tourbillon virker.
Rygerkrogen? Den blev lukket. For altid.
