Naboer kræver, at jeg ødelægger mine roser – hun har, åbenbart, en allergi
Denne historie, som jeg stadig knap kan tro på, begyndte ret fredeligt. Min mand og jeg købte for længe siden et sommerhus i en lille by i Nordsjælland, men vi fik aldrig rigtig sat i gang med at gøre det pænt – altid arbejde og andre ting. Vi besøgte det en gang om måneden: lige lave lidt på taget, skifte en lås, og hver gang følte vi, at vi skabte et temmelig trist billede midt i vores naboers velholdte og blomstrende haver.
Især vores nabo, Birthe Jensen, en enlig dame i de 60’ere med et evigt utilfreds udtryk, gjorde opmærksom på det. Hun kunne med et påtaget smil sige: “I købte da et sommerhus, men I bor der jo ikke rigtig. Det ødelægger helt humøret at kigge på jeres ørken.”
Nå, vi holdt ud. Men da jeg endelig gik på pension, og min mand tog en lang ferie, besluttede vi: nok med udskydelser, nu skulle haven i stand.
Huset var i ret god stand – vi malede væggene og vaskede vinduerne. Men haven måtte vi bogstaveligt talt grave frem under bunkevis af affald: utallige trillebørslad med tørre grene, rådne blade, rustne spande og alt muligt andet skrammel. Vi arbejdede hårdt. Og ved du hvad? Pludselig vækkedes en drøm i mig. Jeg ville ikke bare rydde op – jeg ville skabe noget smukt.
“Hvad med,” sagde min mand, “at vi planter roser langs stien og op ad den sydvendte væg? Forestil dig, hvor smukt det vil se ud fra terrassen!”
Idéen lød som magi. Vi tog til planteskolen, valgte forskellige sorter og plantede dem med kærlighed. Jeg var nervøs – ville de tage, når jeg aldrig havde dyrket blomster før? Men alt gik som smurt. Roserne slog rod, voksede og fik knopper.
Jeg begyndte at bruge mere tid på sommerhuset, og i starten af sommeren flyttede jeg helt derud. For første gang i mange år følte jeg mig virkelig lykkelig. Stilheden, naturen, en ny hobby. Jeg kunne ikke få nok af at se, hvordan buskene grønnes og knopperne svulmede. Alt gik perfekt… indtil mine roser nåede det stadie, hvor Birthe Jensen opdagede dem.
Hun kom uventet på besøg – for første gang i årevis. Hun trådte ind, kiggede sig omkring og smilede skævt:
“Nå, I har endelig fået styr på haven. Det var også på tide.”
“Ja, vi har fået lidt mere tid nu,” svarede jeg afmålt.
“Hvad er det der?” pegede hun på buskene.
“Roser,” sagde jeg stolt.
“Fjern dem. Nu,” lød den kolde ordre.
Jeg stod målløs. Tænkte først, om jeg måske havde overtrådt en regel – plantet den forkerte sort eller forkert sted. Men det var langt simplere.
“Jeg har, for resten, allergi over for roser,” forklarede Birthe Jensen. “Jeg nyser, og øjnene løber i vand. Vil du virkelig have mig til at lide?”
“Undskyld, men de står på min grund. Ingen tvinger dig til at gå derhen.”
“Og pollen? Tror du, det stopper ved hegnet? Det når hele vejen hertil. Jeg gider ikke lide for dine blomsters skyld!”
“Men det er min jord. Jeg forstyrrer ingen.”
“Jo, det gør du!” rasede hun. “Fjern dem. Ellers klager jeg. Mere end én gang.”
Skænderiet blev højlydt. Hun gik og smækkede med døren. Jeg blev tilbage blandt mine roser – forvirret og såret. Brugt så meget energi og kærlighed, og nu skulle jeg ødelægge alt?
Nej. Jeg giver ikke op. Haven er min, blomsterne er mine. Jeg forgifter ingen. Ja, jeg føler mig lidt dårlig tilpas – hvad nu, hvis hun virkelig har en allergi? Men skal jeg virkelig ødelægge mit eget arbejde bare fordi naboen er utilfreds? I morgen er det måske petunier, der forstyrrer, og i overmorgen birketræer?
Nogle gange tror jeg, hun bare ikke kan klare andres glæde. Vi holdt ud med hendes bitre bemærkninger, men nu, da haven blev smuk, begyndte hun at presse på. Misundelse? Måske. Men én ting er sikkert: Mine roser bliver. Og hvis det skal være, er jeg klar til at kæmpe for dem. For det er ikke bare blomster. Det er et symbol på, at jeg endelig har fundet mig selv. Og det giver jeg ikke afkald på for nogen.
