Der er en gammel dansk talemåde, der siger: “Simpelhed er værre end tyveri.” Indtil for nylig havde jeg altid syntes, det lød lidt voldsomt, men livet har i den grad vist mig, hvad meningen bag ordene i virkeligheden er.
Det hele begyndte for et halvt år siden, da der flyttede en ny nabo ind overfor min lejlighed her på Østerbro. Hun hedder Gitte, omkring fyrre år gammel, velsoigneret og altid med et venligt smil, når vi hilste på hinanden på trappen eller ventede på elevatoren en helt almindelig dansk naboskik.
Den første gang, Gitte bankede på min dør, var to uger efter hendes indflytning. Klokken var omkring ni om aftenen, da jeg åbnede og så hende stå dér med et let undskyldende blik og en tom skål i hånden.
“Undskyld forstyrrelsen,” sagde hun. “Jeg har planer om at bage pandekager, og nu er jeg simpelthen løbet tør for salt. Kunne jeg mon låne lidt? Jeg lover at give det tilbage i morgen!”
Hvem siger nej til sådan en lille ting? Jeg hældte hende et godt drys, og hun takkede og forsvandt tilbage over gangen.
Der gik ikke længe, før hun kom igen denne gang for at låne sukker. “Jeg fik lyst til te,” sagde hun og trak kappen tættere omkring sig, “og det regner jo udenfor, og det er sent… Må jeg låne et krus sukker? Jeg køber en stor pose og leverer det tilbage!”
Jeg havde egentlig ikke noget imod det, men begyndte at undre mig. Hun havde nu boet næsten en måned, var det virkelig rigtigt, at hun ikke havde nået at købe selv de mest basale varer? Men jeg ville ikke være smålig.
Sådan fortsatte det. Ugen efter var det æg, så manglede hun olie, løg, en halv citron, en tepose, en hovedpinepille og endda toiletpapir.
Scenariet gentog sig med foruroligende regelmæssighed: Aften, undskyldende smil, en lille historie om at have glemt at handle og et løfte om at aflevere det lånte dagen efter. Men intet ikke så meget som et gram af det lånte så jeg igen. Gittes hukommelse var uhyre selektiv: Hun vidste altid, at jeg næsten altid var hjemme, men glemte straks sine små gældsposter, så snart døren smækkede bag hende.
En dag havde jeg selv brug for en gulerod til min suppe og bankede på hos hende. Da hun åbnede og hørte, hvad jeg manglede, lavede hun store øjne:
“Åh, jeg har kun én, og den skal jeg selv bruge, desværre. Kan ikke undvære den.”
Hun lukkede døren uden at tøve, og der knækkede noget indeni mig. Skulle mine varer være et fælleslager, mens hendes ting var hellige? Nok er nok.
Jeg fandt min notesbog frem og skrev fra hukommelsen alt det, Gitte havde lånt hos mig: sukker, æg, kaffe, olie, løg, piller, citron, vaskepulver… Det blev til omkring 950 kroner, hvis jeg regnede efter dagens priser.
Seddelen lagde jeg i entreen jeg følte mig ret sikker på, jeg snart fik brug for den. Og ganske rigtigt.
Lørdag skulle jeg bage kage. Da ringede det på døren. Gennem dørspionen så jeg Gitte med en skål i hænderne.
Jeg tog en dyb indånding, lagde an til et venligt, men køligt smil, og åbnede.
“Hej du!” kvitrede hun. “Red mig jeg mangler mel og har ikke mere til mine klatkager! Bare tre hundrede gram jeg afleverer selvfølgelig tilbage senere!”
“Mel?” sagde jeg. “Ja, det har jeg.”
“Ej, hvor godt! Du ved, jeg afleverer det altid tilbage!” forsikrede hun.
“Selvfølgelig, Gitte. Men skal vi ikke lige gennemgå vores tidligere fødevarehandel først?”
Jeg rakte hende seddelen. Gitte blinkede forvirret, som om hun ikke forstod situationen. Normalt bar jeg bare tingene ind i køkkenet uden spørgsmål, men nu, pludselig, var der regnskab.
“Se her,” sagde jeg og pegede ned over listen. “Alt det her har du lånt den sidste måned. Skal vi lige tjekke det sammen? Æg femten i alt?”
“Eh… jeg har ikke tal på det,” mumlede hun, mens hendes smil gled af ansigtet.
“Det har jeg. Sukker fire gange et krus. Olie, kaffe, vaskepulver, citron, løg alt sammen, ikke?”
Hun stod tavs og blev lidt rød i kinderne over, jeg nævnte det sådan.
“Jeg har regnet efter gennemsnitspriser. Jeg har endda givet dig en lille rabat. Det bliver 950 kroner.”
Jeg rakte hånden ud.
“Når du har afregnet, får du selvfølgelig din mel jeg kan sågar sigte det for dig, hvis du vil.”
“Seriøst?” udbrød hun. “Du vil have penge for salt og tændstikker?! Har du tabt forstanden?”
“Mere end nogensinde,” svarede jeg. “Den, der tager, skal også give tilbage. Hvis ikke, så er det et køb. Og så vil jeg bare have betaling.”
“Du er da nærig!” udbrød hun. “Jeg troede, vi var venner men du er jo bare smålig!”
“Det er nok mere småligt at have råd til sushi, men tigge toiletpapir hos naboen,” sagde jeg roligt.
Gittes ansigt blev helt rødt.
“Så behold dog dit mel!” råbte hun. “Jeg beder dig aldrig om noget igen!”
Hun smækkede døren. Jeg blev bare stående med seddelen uden egentlig at være vred mere lettet.
Nu er der gået to uger. Gitte hilser ikke længere på mig. Hun vender ryggen til i elevatoren og stirrer ned i sin mobil. Jeg har hørt, hun har beklaget sig til viceværten over, at folk her i opgangen er “smålige og underlige”.
Hvad ville du have gjort, hvis du var mig? Ville du bare finde dig i det?
