Der er et gammelt dansk ordsprog: “At være for godtroende er næsten værre end tyveri.” Før virkede det som en overdrivelse, men livet lærte mig på egen krop, hvad der gemmer sig bag netop de ord.
For cirka et halvt år siden flyttede der en ny nabo ind overfor mig i et stille kvarter i Aarhus. Helle hed hun, omkring de fyrre, altid velsoigneret og med et charmerende smil. Vores samtaler begrænsede sig til høflige nik i opgangen og småsnak om vejret den slags almindelige, ubekymrede bånd man får til en ny nabo.
To uger efter jeg havde budt hende velkommen til opgangen, bankede hun på min dør en aften ved nitiden. Jeg stod i døren og blev mødt af Helle, let undskyldende i stemmen og med en tom kaffekop i hånden.
Undskyld jeg forstyrrer, begyndte hun. Jeg var lige i gang med at lave pandekager, men har simpelthen ikke mere salt. Må jeg låne en lille smule? Jeg lover at komme over med det i morgen!
Det var svært at sige nej, så jeg fyldte hendes kop med en god portion salt. Helle takkede og forsvandt igen ud i opgangen.
Det viste sig dog, at hun snart stod på dørtrinnet igen denne gang for at låne sukker.
Det er sådan en grim, regnfuld aften og jeg har bare lyst til te, sukkede hun. Har du mon et par skefulde sukker? Jeg skal nok købe en pose til dig i morgen og give dig tilbage!
Selv om jeg begyndte at undre mig lidt, så tænkte jeg, hvad pokker vi er jo naboer. Men tanken strejfede mig: Hun har boet her næsten en måned, mon ikke hun havde kunne nå at købe basisvarer som salt, sukker, olie? Men jeg lod det ligge og lånte hende sukker.
Ugen efter manglede hun æg. Snart kom hun igen efter lidt smør, så efter et løg, så efter en halv citron, en tepose, en hovedpinepille til sidst endda et par stykker køkkenrulle.
Det gentog sig ustandseligt: Sen aften, en undskyldende historie om noget hun havde glemt i Netto, og løftet om “jeg giver det tilbage i morgen.” Men intet kom tilbage. Hendes hukommelse fejlede ikke i forhold til, at jeg altid var hjemme kun når det galdt hendes små lån. Så var alt glemt, ligeså snart hun lukkede døren efter sig.
En dag stod jeg og manglede en gulerod til aftens suppen. Jeg vidste, Helle var hjemme, så jeg gik over og spurgte, om jeg måtte få en enkelt.
Åh, jeg har kun lige nok, svarede hun og smilede uskyldigt, Så det kan jeg desværre ikke.
Hun lukkede døren, og først dér gik det op for mig: Mine varer var fælleseje, men hendes var hellige. Nu var det nok. Ikke flere lån herfra.
Jeg fandt min notesbog og begyndte at skrive ned, alt hvad Helle havde lånt: sukker, æg, kaffe, olie, løg, hovedpinepille, citron, vaskemiddel. Da jeg regnede sammen, løb det op i over 950 kroner.
Jeg lagde listen på kommoden ved hoveddøren jeg havde en fornemmelse af, at den snart skulle bruges, og det fik jeg ret i.
Lørdagen efter ville jeg bage en tærte, og som på bestilling: dørklokken ringede. Jeg kiggede ud Helle stod der med en skål i hånden.
Jeg åbnede døren, trak vejret dybt og satte et høfligt smil op.
Hej! sagde hun muntert. Vil du hjælpe mig? Jeg står og mangler mel til nogle klatkager. Kan du ikke låne mig tre hundrede gram? Jeg skal nok bringe det hele tilbage!
Mel? gentog jeg. Ja, det har jeg.
Ej hvor godt! Du ved, jeg giver det selvfølgelig igen!
Helle, selvfølgelig. Men lad os lige gøre regnskabet op for alt det, du har lånt på det sidste.
Jeg rakte hende listen. Hun stirrede forvirret hun var jo vant til bare at få det hun bad om.
Se her, sagde jeg og pegede på listen. Det her har du lånt over de sidste par måneder. Skal vi lige gå det igennem? Æg femten styk, ikke sandt?
Det har jeg ikke lige talt…, mumlede hun, og smilet forsvandt fra hendes læber.
Men det har jeg. Sukker fire gange i kopper, smør, kaffe, citron, løg alt sammen.
Helle sagde ingenting hendes blik vekslede fra forundret til lettere forarget. Hvordan kunne jeg dog tillade mig det? Vi var jo bare naboer!
Jeg har regnet det ud efter dagens priser, fortsatte jeg. Jeg har endda givet dig rabat. Det løber op i 950 kroner.
Jeg rakte hånden ud.
Når vi har gjort regnskabet op, så får du alt det mel, du ønsker. Jeg kan endda sigte det for dig.
Er du seriøs? udbrød hun Du giver mig regning for salt og køkkenrulle? Er du rigtig klog?
Mere end nogensinde, nikkede jeg. Tager du noget, skal du give det tilbage. Hvis ikke, så er det et køb. Jeg beder dig blot betale for varerne.
Sikke smålig du er! udbrød hun. Jeg troede, vi bare var ganske almindelige mennesker, og så… sådan noget!
Smålighed er at have råd til sushi og take-away, men stadig komme og låne en rulle køkkenrulle af sin nabo, svarede jeg roligt.
Helles ansigt blev knaldrødt.
Så behold bare dit mel! råbte hun og slæmmede døren.
Jeg stod tilbage med listen i hånden, lettet snarere end vred.
Siden er der gået to uger. Helle hilser ikke længere. I opgangen vender hun blikket væk og kigger på sin telefon. Jeg har hørt, at hun klager til viceværten over, at der bor gnierede og mærkelige mennesker i opgangen.
Kender du det? Nogle folk tager i én uendelighed, og så snart man sætter en grænse, er man den dårlige. Men læringen her er klar: Ægte naboskab handler om gensidighed og respekt, ikke om den ene altid giver og den anden kun tager. Man må huske at passe på sig selv og sine grænser også selvom det koster et nabosmæk i døren.
