– Nå, Røde, skal vi gå en tur? – mumlede Valdemar, mens han rettede det hjemmelavede hundebånd af en…

Nå, Mikkel, skal vi gå en tur eller hvad… mumlede Valdemar, mens han rettede på den hjemmelavede snor, han havde klippet ud af en gammel tov.
Han lynede sin kedeldragt helt op til hagen og frøs. Februar viste tænder i år slud, sne og så meget blæst, at det føltes som om vinden gik gennem marv og ben.
Mikkel en halvgammel, rødpelset gadekryds med ét blindt øje var flyttet ind i Valdemars liv året før. Valdemar havde været på vej hjem fra nattevagt på glasværket, da han så hunden rode rundt mellem skraldespande. Han var både forslået og tynd som en sytråd, og det ene øje var helt tåget.
En stemme skar igennem luften som en kold øl fra Stevns på en varm dag. Valdemar genkendte straks den, der talte Søren Skæve, kvarterets lidt for store kanon på femogtyve år. Ved siden af ham stod tre knægte de så ud til at være hans selvudnævnte slæng.
Er I ude og trave? spurgte Valdemar kort uden at se op.
Sig mig, onkel, betaler du skat for at lufte den dér mutant? grinede en af teenagerne. Prøv lige at se, hvor skæv den er det øje dér!
En lille sten suste gennem luften og ramte Mikkel i siden. Mikkel pev og pressede sig helt ind til Valdemars ben.
Skrid, sagde Valdemar lavt, men der var stål i stemmen.
Nåh, gamle Georg Gearløs kan også snakke! Søren trådte nærmere. Husk dit sted, det her er mit kvarter. Her går kun hunde tur, hvis jeg siger god for det.
Valdemar strammede sig an. Han havde engang lært at klare problemer hurtigt i hjemmeværnet, men det var tredive år siden nu. I dag var han bare en udslidt pensionist, der helst slap for ballade.
Kom Mikkel, sagde han og vendte om mod lejligheden.
Det synes jeg nok! råbte Søren efter ham. Næste gang får din mutant en ordentlig tur!
Om natten lå Valdemar længe søvnløs og kørte dagens scene igen og igen på indersiden af øjenlågene.
Næste dag gik der tøsne. Valdemar trak turen ud så længe han kunne, men Mikkel sad foran døren og stirrede som kun en trofast hund kan. Til sidst gav han efter.
Okay, men det bliver en lyn­tur!
De slentrede uden om de vanlige hang­parker, og Søren og hans følgesvende var ikke at spore sikkert gemt væk for regnen.
Valdemar troede, faren var drevet over, da Mikkel pludselig snusede op, stivnede og rettede det ene øre mod den gamle varmecentral. Der lød mærkelige lyde derindefra måske et barnegråd, måske et støn?
Hvad nu, gamle ven?
Mikkel klynkede og trak mod ruinerne. Inde fra det mørke kom der et svagt råb:
Hjælp!
Valdemars puls røg op. Han slap Mikkels snor og gik efter hunden.
Inde bag sammenstyrtede murbrokker lå en dreng på en tolv, måske tretten. Ansigtet var forslået, læben sprunget og tøjet i laser.
Søren Jens! udbrød Valdemar og satte sig på hug. Hvad er der sket?
Er det dig, onkel Valdemar? Drengen blinkede forpint op.
Valdemar kiggede nærmere det var virkelig Søren Jens, hans nabos generte søn fra opgangen ved siden af.
Søren, hvem har gjort det her?
Søren og hans gutter de ville have penge af min mor. Jeg sagde, at jeg ville fortælle det til viceværten… Så fandt de mig.
Hvor længe har du ligget her?
Siden i morges. Det er så koldt…
Valdemar trak straks jakken af og lagde den over drengen. Mikkel lagde sig, med kroppen helt tæt på for at varme ham.
Kan du rejse dig?
Det gør ondt i foden. Måske brækket.
Valdemar mærkede forsigtigt efter. Det føltes ikke godt. Og hvem vidste, om der var mere galt?
Har du mobil?
De tog den.
Valdemar fiskede en antik Nokia op af lommen og ringede 112. Ambulancen skulle komme om en halv time.
Hold ud, min dreng. Hjælpen er på vej.
Men hvad hvis Søren finder ud af, jeg stadig lever? Han sagde, han ville gøre det færdigt…
Han gør dig ikke mere, sagde Valdemar med overbevisning, selvom han ikke helt vidste hvordan.
Søren Jens kiggede vantro:
Onkel Valdemar… i går gik du jo bare væk?
Det var noget andet. Det handlede kun om mig og Mikkel. Nu er det… anderledes.
Han blev tavs. Hvad skulle han sige? At han for tre årtier siden havde svoret ikke at lade børn i stikken? At man i gamle dage lærte i Livgarden at stå op for de svage?
Ambulancen kom faktisk hurtigere end forventet. Søren Jens blev kørt af sted på hospitalet, mens Valdemar og Mikkel blev stående og tænkte længe.
Samme aften bankede Sørens mor, Anne Grethe, på. Hun græd, takkede og sagde, hun aldrig ville glemme det.
Valdemar, snøftede hun. Lægerne sagde, hvis han havde ligget der en time mere… De siger, du reddede hans liv!
Det var nu ikke mig, det var Mikkel, sagde Valdemar og klappede sin hund.
Hvad med Søren? spurgte Anne Grethe bekymret Politiet siger, de ikke kan gøre noget. Det er én drengs ord mod fire.
Det løser sig, lovede Valdemar, overbevisende men uden en egentlig plan.
Hele natten vred han og vendte sig i sin lille lejlighed. Hvordan i alverden skulle man stoppe Søren og beskytte de svage? Og hvor mange børn var der egentlig, der gik rundt og var bange, mens voksne vendte det blinde øje til?
Om morgenen vidste han, hvad han skulle gøre.
Han fandt sin gamle uniform fra forsvaret frem den festlige en med medaljer og blanke knapper og satte kasketten på hovedet. Han betragtede sig selv i spejlet. Stadig soldat, på sin egen måde.
Kom, Mikkel. Nu må vi altså tage ansvar!
Søren og banden sad uden for Brugsen. Da de så Valdemar i paradeuniform, begyndte de straks at grine.
Nå, farmand skal ud og holde tale for flaget! råbte en af dem.
Søren nåede at grine, før han rejste sig med et foragteligt blik:
Skrid hjem, gamle! Din tid er ovre.
Tværtimod, sagde Valdemar. Nu starter min tid.
Hvad skal du spille for en, makker?
Jeg er her for at beskytte dem, I plager. Søren Jens kan det navn ringe en klokke?
Sørens smil forsvandt som is på en julidag.
Ikke mit problem, mand.
Jo, for det barn blev det sidste, du lagde hånd på.
Truer du mig?
Jeg advarer dig!
Søren tog et skridt frem, et stykke metal glimtede i hånden.
Lad mig vise dig, hvem der bestemmer!
Valdemar stod urokkelig. Han var gammel, men skolingen sad stadig i kroppen.
Herinde bestemmer loven.
Hvilken lov? Er du blevet valgt af nogen?
Jeg er valgt af min egen samvittighed.
Og så skete det utænkelige. Mikkel, der ellers havde været helt rolig, rejste sig og knurrede, så buske og fugle flygtede.
Din bissehund der, startede Søren.
Min hund har været med i Bosnien, sagde Valdemar. Minehund. Han kan lugte ballademagere på lang afstand.
Det passede selvfølgelig ikke. Mikkel var født bag et supermarked i Roskilde, men man skal jo gøre indtryk. Selv Mikkel så ud til at tro på det nu og spændte kroppen.
Han har fanget en snes forbrydere uden en ridse, fortsatte Valdemar. Tror du ikke, han kunne klare et enkelt gadekryds?
Søren trak sig baglæns. Hans slæng mumlede, men ingen sagde et kvæk.
Lyt nu, Valdemar rykkede tættere på. Fra i dag er her trygt. Jeg patruljerer dagligt med min hund, og vi leder efter banditter sådan én som dig så pas dig!
Han lod resten hænge i luften.
Du kan ikke skræmme mig! Søren forsøgte at lyde barsk, Et enkelt opkald, så
Prøv bare! nikkede Valdemar. Men husk, jeg har flere forbindelser end du aner folk, der skylder mig tjenesteydelser.
Ren bluff. Men de æd det råt.
De kalder mig Valdemar Veteran, sagde han til sidst. Husk det. Og hold dine fingre fra ungerne!
Så gik han, Mikkel stolt i hælene.
Tre dage gik, hvor bandens ansigter forsvandt fra gadebilledet.
Valdemar tog sine daglige runder, Mikkel ved sin side, seriøs som en inspektør fra Politigården.
Efter en uge blev Søren Jens udskrevet fra hospitalet benet var stadig ømt, men han kunne gå med stok. Allerede samme aften bankede han på hos Valdemar.
Onkel Valdemar, spurgte han genert, må jeg gå med? Bare… hjælpe til?
Ja, men det må du altså lige spørge din mor om først.
Anne Grethe nikkede glad. Hun virkede nærmest lettet over, at hendes søn havde fundet sig et godt forbillede.
Så nu kunne man hver dag se et mærkeligt team på runde: En pensionist i uniform, en ivrig dreng og en gammel rød hund.
Mikkel blev populær over alt. Selv de ellers skeptiske mødre indså, at han var noget særligt selvom han lugtede lidt af grusvej og gamle makrelmadder.
Valdemar fortalte børnene historier fra soldatertiden og om rigtig venskab. Forpustede og spændte lyttede de.
En aften på vej hjem spurgte Søren Jens:
Onkel Valdemar, har du nogensinde været bange?
Ja, svarede Valdemar ærligt. Og det er jeg stadig sommetider.
Hvad er du bange for?
At tiden ikke slår til. At jeg løber tør for kræfter.
Søren Jens klappede hunden:
Når jeg bliver voksen, vil jeg hjælpe dig. Og jeg skal også have sådan en klog hund.
Det får du nok, lo Valdemar.
Mikkel viftede med halen.
Hele bydelen kendte nu den gamle røde hund. Man sagde: Det dér er Valdemar Veteranens hund den kan kende helte fra slyngler.
Og Mikkel gik til opgaven med rank ryg og logrende stolthed. Nu var han ikke bare en gadekryds han var lokalområdets beskytter.