Nå, hvis du er så klog oversæt det her! fniste direktøren, da han smed en kontrakt hen til rengøringsdamen, og en uge senere var han allerede ved at pakke sine ting.
Karen betragtede det mudrede fodaftryk midt på det nypolerede gulv. Lugten af klor og billigt håndsæbe sad ubehageligt fast i halsen. Toogtredive var hun, og de sidste fem år af hendes liv var blevet målt i antallet af vaskeopgange og spande med skyllevand.
Nielsen, sover du? direktør for Hansen Elektronik, Bjarne Madsen, braste ind med sin stemme så pludselig, at Karen næsten tabte kluden. Der kommer tyskere i mødelokalet om ti minutter! Gulvet skal skinne, ikke et fnug!
Karen rankede sig lydløst. Hun var blevet eksperten i ikke at blive bemærket. Ingen i bygningen anede, at damen i det blå uniformskittel engang havde læst Goethe på originalsproget, og faktisk havde forberedt sig på en karriere som international jurist. Men livet havde tværet sig ud for hende temmelig brutalt: morens hjertetilfælde, kørestolen, regningerne for genoptræning, der havde slugt både lejlighed og fremtidsdrømme. Hendes tyske var nu stuvet væk et eller andet mørkt sted, overskygget af vaskeplaner og gulvmopper.
I mødelokalet var der indelukket. Det polerede bord, som Karen lige havde givet den sidste tur, var pyntet af en enkelt, dyr lædermappe. Den øverste side var dækket af knudret tysk tekst, hun ikke havde set i årevis.
Vertrag über die Übertragung von Anteilen Bogstaverne dansede af sig selv og dannede betydning for hendes blik. Hun frøs, øjnene løb langs linjerne. Det var ikke bare en aftale. Det var dødssprøjten for fabrikken. Bjarne Madsen var i gang med et teknisk træk, hvor aktiverne blev skubbet ud, så investorerne blev efterladt med en tom skal og kæmpe løngæld til medarbejderne.
Nå Nielsen, prøver du at stave dig igennem? Madsen kom slentrende ind i lokalet, mens han slæbte ingeniøren, Per. Se nu bare på hende! Pletter på kittelen og moppe i hånden, men hun tror, hun skal belære os!
Karen nåede knap at flytte sig, før han nærmede sig med duften af dyr parfume og gammeldags cognac.
Hvis du er så snusfornuftig, så oversæt! Han grinede, og kontrakten landede et par centimeter fra hendes hænder.
Lad os nu se, om der sidder en advokat bag den moppe. Hvis jeg ikke har en fuldstændig dansk gennemgang med dine rettelser på mit bord klokken otte i morgen, så afleverer du dit udstyr og må stå på gadehjørnet og tigge. Tror du, din mor klarer sig længe på havregrød uden medicin?
Per så diskret væk. Karen tog tavst mappen; den føltes tung, nærmest som hendes eget liv.
Natten blev lang. Karen sad på sit triste, københavnske køkken under een ensom lampe. Moren stønnede svagt inde fra værelset. Foran Karen lå kontrakten og hendes gamle grønne ordbog fra universitetet.
Hun arbejdede som besat. Hver sætning, hver juridisk snørklet vending åbnede sig, og hun så, hvordan Madsen ikke kun snød sig selv, men hundredevis af ansatte. Han havde skjult døde lån et sted i regnskaberne.
Om morgenen tog hun ikke fat i moppen. Hun iførte sig den eneste pæne kjole, hun havde reddet sort og alvorlig, som hun havde gemt, hvis hun engang skulle på kommunen.
Præcis klokken otte trådte hun ind til Madsen.
Her er oversættelsen, Bjarne. Og mit råd: Undlad at skrive under. Punkt 12 betyder, at tyskerne får ret til alt ved den mindste lønforseelse. Du underskriver din egen fyreseddel.
Madsen gad ikke engang læse. Han blæste røg fra sin cigar i retning af dokumentet.
Du kan passende vaske gulvet, frk. jurist. Hvis du tror, jeg gider være uden rengøring i morgen, kan du godt tro om. Ud!
Dagen efter landede den tyske delegation. Anført af en vis hr. Schneider et ansigt så urokkeligt som Enhedslistens morgenhumør. Forhandlingerne var bag lukkede døre, men Karen, der metodisk tørrede paneler ude på gangen, hørte tydeligvis, at Madsens stemme blev mere og mere nasal.
Pludselig sprang døren op. Schneider kom ud med de dokumenter, Karen havde siddet natten igennem med.
Wer hat das geschrieben? spurgte han bredt ud i lokalet. Hvem har skrevet det her?
Den officielle oversætter, en nervøs ung mand, stod og sank. Madsen sprang ud som en svedende rosin.
Det er ingenting, hr. Schneider! Bare rengøringsdamen, der ville lege med computer Jeg fyrer hende straks!
Schneider stoppede ham med et strengt blik. Han gik over til Karen, der stod med sin klud.
De? spurgte han på staccato-dansk med tyk tysk accent.
Det er mig, svarede Karen på fejlfrit tysk. Hvis jeg var Dem, ville jeg især undersøge saldoen i bilag fire. Tallene stemmer dårligt.
Madsen spjættede. Hans ansigt lå som rødvinsgelé. Han løftede hånden i vrede, men Schneider fangede den.
Nok, sagde tyskeren koldt. Vi har haft mistanke om snyd. Dette bekræfter vores værste anelser. Hr. Madsen, mine jurister forbereder allerede stævningen. De mister ikke bare aftalen. De mister rub og stub.
Han vendte sig mod Karen og betragtede hendes hænder, sprukne af sæbe og skrubberi.
Vi har brug for nogen, der kender fabrikken indefra og kan vores regler. Vi indfører midlertidig administration. Kan vi regne med Dem til et ærligt juridisk audit?
Karen sendte et blik mod Madsen, der klamrede sig til dørkarmen og lignede én, der var ved at smelte i gulvet. Magten var forduftet fra hans blik, kun angst var tilbage.
Ja, sagde Karen stille.
En uge gik. Direktørkontoret genlød ikke længere af brok og cigarrøg. Karen sad ved bordet, hvor Madsen havde smidt papirerne. Nu iført spritny habit finansieret af sit første forskud.
Der blev banket tøvende på døren. Per, chefingeniøren, stak hovedet ind.
Karen ehm, fru Nielsen øh, Madsen er kommet for at hente sine ting. Vagterne vil ikke lade ham ind uden din tilladelse.
Karen gik ud på gangen. Bjarne Madsen stod ved elevatoren med en papkasse. I kassen lå et par billige statuetter, et diplom og en halvflaske cognac. Han lignede én, der var blevet ældet ti år på et døgn. Skægget strittede gråt, og den snedige blazer slaskede på skuldrene.
Han kiggede på hende ikke vredt, mest resigneret.
Så du fik den oversat alligevel, mumlede han.
Jeg ville bare have, at fabrikken skulle køre videre, Bjarne, svarede Karen. At folk fik løn, og du ikke fik bonusser for nogens arbejdskraft.
Hun nikkede mod vagterne. De trådte til siden. Madsen steg ind i elevatoren, som langsomt lukkede dørene og sendte ham ud af det univers, han havde regeret.
Karen gik tilbage til kontoret. Hun kiggede ud ad vinduet, ned på fabrikkens gårdsplads. Ved indgangen stod en ny rengøringsdame en pige i et blåt kittel, der nervøst moppede det samme stykke gulv.
Karen mærkede, hvordan en indre spænding gav slip. Benene blev tunge, og hun satte sig ned. Det føltes ikke som en sejr, mere som at finde sig selv igen.
Hun tog telefonen og tastede hjem.
Mor? Det er mig. Ja, alt er fint. I morgen kommer lægen fra centrum. Du skal ikke bekymre dig mere. Vi skal nok klare det. Og vi skal ikke spare på medicinen længere.
Hun lagde på og kiggede på stakken af papirer. Der var nok at tage fat på. Men nu var det endelig et arbejde, det var værd at kæmpe for.
